Danmark gløder af spindoktor-had, spindoktor-hetz og spindoktor-heksejagt. En byld, der skal klemmes ud, siger Ekstra Bladets chefredaktør. Mørkets fyrster uden for lov og ret, stod der med kæmpeoverskrifter i Berlingske og frokostbladene. Og selv de mere analytiske kommentatorer er ved at skumme over af vrede. Nu skal de fordømte rådgivere reguleres, straffes og bures inde. Vreden er indlysende, men blind. Reaktionen er forståelig, men forkert. Arnfeldt er måske kriminel, men atypisk. Faget er bedre end sit rygte. Mediebilledet mere karikeret, end godt er.
Vi må ikke glemme det store flertal af spindoktorer, som hver dag gør et ærligt stykke arbejde for demokratiet inden for de demokratiske spilleregler. De er ikke en del af problemet, de er en del af løsningen i retning af mindre politikerlede og mere kontakt mellem politikere og folket.
Det hele er altså lidt mere kompliceret, end medierne og de skinhellige politikere fremstiller det. Faget har mørke såvel som lyse sider. Ser man kun den ene side, har man forstået begge sider lige dårligt. Derfor er her en meta-spinanalyse af spillet om spindoktorens status – lige til at frame, prime og reframe.
Ekstra Bladets holdning:
De onde, onde spindoktorer i en god, god verden
Heksejagtens budskab er, at spindoktoren i sin essens er ond, mens alle andre er gode. Spindoktoren er en sygdom og bidrager til en politisk afsporing, som skal bekæmpes med alle midler. Spindoktorprofessionen er en trussel mod demokratiet. Her vinder og frikendes politikerne, embedsmændene og medierne på bekostning af spindoktoren, fordi tidens politikerlede kan føres tilbage til den manipulerende spindoktor og kun ham. Her sluttes induktivt fra enkelte ulovligheder og enkelte kriminelle spindoktorer til, at spindoktorer som profession burde være ulovlig.
Spindoktorens spilposition: Stærk, dominerende og manipulerende aktør og playmaker.
Frame: Professions-centrisk fælles ondskab, skyld, strategi og ansvar.
Sygdom: Spindoktorens farlige politikopfattelse, som har besmittet medier, statsadministration og politikere.
Behandling: De lovmæssige rammer for spindoktoren skal strammes op, og spindoktorprofessionen skal begrænses mest mulig.
Skurk: Den onde spindoktor.
Ofre: Medierne, embedsmændene, politikerne og befolkningen.
Metafor: En byld, der skal klemmes ud.
Arnfeldt-sagen: Toppen af et ondt isbjerg af spindoktori. Nu er det nok.
K-branchens holdning:
Den gode onde spindoktor i en god ond verden
Dette er, hvordan landets spindoktorer selv ser det. Her skiftes fra profession til praksis. Det er ikke professionen, som er ond, men praksis, som kan være både ond og god. På samme måde som politikere og medier i deres praksis kan være både gode og onde. Arnfeldt er derfor eksempel på en ond og kriminel praksis, som ikke nødvendigvis gælder for god praksis.
Løsningen er at forbyde og kriminalisere ond praksis, men holde fast i den gode praksis. Hvor grænsen mellem ond og god praksis går, er diskutabelt og et kontinuum, men ond praksis er i store træk i strid med forvaltningsrettens intentioner og demokratiets ånd. Ond praksis er noget, der som korruption kan opstå alle steder i alle systemer – hvilket gør alle og ingen ansvarlige. Det er derfor noget, som også findes blandt politikere og i medierne.
Det er som en skelnen mellem sort magi og hvid magi i Harry Potter-universet, hvor nogle tryllerier er forbudte, mens andre er tilladte. Her vinder spindoktoren stort, fordi problemet nu ikke er deres, men alles og ingens. Godt spin.
Spindoktorens spilposition: Gode og onde spindoktorer.
Frame: Praksis-centrisk polarisering mellem god og ond praksis.
Sygdom: Den onde praksis har spredt sig blandt politikere, journalister og spindoktor på bekostning af god praksis.
Behandling: De lovgivningsmæssige rammer for ond praksis strammes og straffes hårdere, uden at god praksis rammes.
Skurk: "Sort magi", sort spin.
Ofre: De gode spindoktorer bliver ofre for de onde spindoktorers onde kriminelle spin-trick.
Metafor: Alting har to sider, og alle steder findes ondskaben.
Arnfeldt-sagen: Et broddent kar, der findes alle steder. Men også et sjældent eksempel på sort spin.
Occupy Wall Street-holdningen:
De onde politikere og onde spindoktorer i en ond medieverden mod det gode folk
Dette er Occupy Wall Street-argumentet. Spindoktoren er ond, men der er tale om et helt system af ondskab. Medierne, bankerne, politikerne og spindoktorerne har ført folket bag lyset. Arnfeldt-sagen er blot en dråbe i havet og endnu et bevis for en langt større legitimitetskrise i det repræsentative demokrati. Ondskaben kan kun bekæmpes ved at tage helt afstand fra systemet som sådan og arbejde uden om det med direkte demokrati. Hvor andre ser professionen eller praksis som problemet, er det her systemet i sin helhed, som skal ændres. Alle er onde, undtagen dem, som ikke er med i spillet – hvilket naturligvis kun tæller Occupy Wall Street og folket.
Spindoktorens spilposition: Lille men villig brik i stort ondt system af undertrykkelse og manipulation.
Frame: Mistænkeliggørelsens hermeneutik:Hele spillet er unfair og råddent.
Sygdom: Selve systemet, så fuck systemet.
Behandling: Skabelse af nye folkelige former for repræsentativt demokrati uden om det etablerede system.
Skurk: Systemet.
Offer: Det gode folk, som af alliancen mellem medier, politikere, bankfolk og spindoktorer er blevet franarret sin indflydelse.
Metafor: The Matrix.
Arnfeldt-sagen: Et symptom og pædagogisk eksempel på et råddent system.
Politikerne og embedsmændenes holdning:
De gode politikere og embedsmænd i en ond medieverden med onde spindoktorer
Dette er Rønn Hornbech classic-argumentet: Indhold over form. Her er det politikeren, som er helten og omdrejningspunktet for politik med stort P. Moralen er, at politikerne sagtens kan klare sig bedre uden spindoktorer. De skal blot tage fat i de klassiske politikerdyder og ikke lade sig forføre af mediecirkusset. Skurken er både professionen, praksissen og medieverdenen. Helten er den, som genfinder autenticiteten og den personlige selvsikkerhed, og omgiver sig med stærke embedsmænd.
Arnfeldt-sagen er her det illustrative eksempel på, hvor galt det går, og hvor risikabelt det er med spindoktorer, for både politikere og embedsmænd. Argumentationen er reaktionær og nostalgisk. Jo mere politikerne finder tilbage til embedsværket og tiden før medieeksplosionen, jo bedre.
Spindoktorens spilposition: En hund i et spil kegler
Frame: Nostalgisk tilbageblik og retrostrategi.
Sygdom: Medialiseringen af den politiske beslutningsproces.
Behandling: En revitalisering af politikeren med stort P, embedsmandsvældet med stort E og politisk indhold med stort I.
Skurk: Medierne, spindoktorerne og medialiseringen som praksis.
Offer: Politikerne.
Metafor: Højlunds Forsamlingshus.
Arnfeldt-sagen: Et symptom og bevis på, hvor galt det kan gå, hvis politikerne overlader politik til spindoktorer.
Journalistforbundets holdning:
De gode kilder i en ond verden af onde medier, politikere og spindoktorer
Journalistforbundet kæmper for den gode historie og de gode kilder, modsat alle andre. Historien om vagthunden om igen. De onde magthavere forsøger at skjule sandheden, mens journalisterne kæmper for sandheden. Den skal beskyttes, og det betyder, at kildebeskyttelse ikke kan gradbøjes. Denne kilde-idealisme betyder, at sympatien er en funktion af historien og kildens rolle i historien. Kilden er helten, som skal beskyttes mod utætte medier, politikere og løgnagtige spindoktorer, der vil afsløre kilden. Det betyder, at alle kan være helten, ligesom alle kan være skurken. Fokus skifter her til rollen i fortællingen, frem for praksis, profession eller systemet som sådan.
Spindoktorens spilposition: Ofte kildens onde modsætning, men ikke nødvendigvis, eftersom spindoktoren også kan være kilden.
Frame: Journalister og kilder er forudsætninger for et godt samfund.
Sygdom: Manglende kildebeskyttelse.
Behandling: Bedre og mere kildebeskyttelse.
Ofre: Folket og demokratiet, hvis kildebeskyttelsen udhules.
Metafor: Watergate.
Arnfeldt-sagen: Et symptom på den omsiggribende svækkelse af kildebeskyttelsen i en ond spinverden.