DENGANG valgkampen sidste år endnu var ung og uskyldig, fik Nyrup den lumske idé, at han ville rejse ned og besøge hr. Kofi Annan, selv om han lige havde skudt det hjemlige magtopgør i gang. Det var noget værre noget set fra den borgerlige oppositions side, for så kunne Nyrup jo køre videre på sit statsmandstrip, som efter 11. september for første gang i tre år havde forlenet hans skikkelse med et skær af popularitet.

Men hvad gjorde Venstres snedige spindoktor, Michael Kristiansen, så? Ja, De tror det ikke, men han puttede simpelt hen sin chef – Fogh Rasmussen hedder han – ind i en taxa og fik ham kørt til Ishøj Centret, hvor Fogh så gik rundt og hilste. Så mens Nyrup vendte vælgerne ryggen, talte Fogh med den almindelige dansker.

Genialt, ikke? Det synes i hvert fald Rasmus Jønsson og Ole Larsen, medejere af kommunikationsbureauet Ideal og forfatterne til endnu en bog om valgkampen forud for sidste års historiske valg.

»Venstres proaktive neutralisering af Nyrups forsøg på at spille på statsmandseffekten og bringe den usikre verdenssituation ind i valgkampen lykkedes til fulde,« opsummerer de taxa-aktionen.

Tjah, eller også var det noget andet, der fik journalisterne til at skifte emne. Eller noget tredje. For eksempel, at Nyrup kom hjem igen. Eller det er måske sandt nok, at det var Kristiansens værk, men betød det så noget? Var det vigtigt for vælgerne, at Nyrup var i Genève og Fogh i Ishøj?

Vi ved det ikke, Jønsson & Larsen ved det heller ikke, men deres bog er fyldt med den slags eksempler på professionalisering af den politiske kommunikation og alle dens værktøjer: fokusgrupper, konkurrentanalyser, livsstilssegmentering, goodwill-ambassadører og priming, hvilket sidste pudsige ord er kommunikationsbranche-lingo for, at politikeren siger det, han mener, også i årene mellem de korte, hektiske valgkampe. Hvor snedigt.

Det er den tredje bog om valgkampen på få måneder. Først kom Troels Mylenberg & Jeppe Nybroes En anden sandhed – en journalistisk gennemgang af 20 dages spindoktori – og i foråret var der antologien Exit Nyrup redigeret af Henrik Qvortrup, hvor toppolitikere og spinners ad libitum gav deres bud på, hvorfor Nyrup tabte.

Man må undre sig over, at Mylenberg og Nybroes bog ikke optræder på nærværende bogs litteraturliste. De to bøger er meget ens i fokus, emneafgrænsning og tillid til betydningen af begivenhederne i valgkampkaravanen. Begge fungerer især som en demaskering af, hvilken kynisme, professionalisme, ihærdighed og lumpenhed der lægges for dagen i valgkampen. Men de læser måske ikke bøger i kommunikationsbranchen?

UANSET de to forfatteres bestræbelse på at holde en neutral distance til valgkampens aktører, kommer bogen på grund af sin indbyggede kortslutning til at forme sig som en hyldest af Venstres spindoktori, og det er da også Michael Kristiansen, som er suverænt mest citeret i bogen. Hans ærede modpart, Nyrups Billy Adamsen, hører man derimod ikke så meget til. Kortslutningen er som følger: eftersom Fogh vandt valget, må Kristiansens metoder jo være betydningsfulde, moderne og kloge. Kan det være anderledes?

Et eksempel: Venstre iværksatte under novembervalgkampen en skræmmekampagne mod den forventelige socialdemokratiske skræmmekampagne for at tage luften ud af sossernes mobilisering i valgkampens sidste dage. Derfor kom Nyrups slutspurt aldrig, som Jønsson & Larsen imponeret konstaterer:

»Valgkampens sidste uge, som i 1998 var karakteriseret ved en skarp og effektfuld socialdemokratisk kampagne, var med Venstres skaktræk i valgkampen 2001 alt i alt reduceret til en kønsløs slutspurt.«

Tjah igen. Måske var det i stedet det forhold, at Socialdemokratiet ikke havde noget at skræmme med i 2001 (bortset fra Venstres forslag om halvering af dagpengene for de 25–30-årige), som aflivede skræmmekampagnen. Venstre har jo skiftet velfærdspolitik på det voldsomste i mellemtiden. I 1998 var der en åben og politisk sårbar flanke i forhold til Ellemanns Venstre med trusler mod efterlønnen (Nyrup garanterede som bekendt efterlønnen), forslaget om afskaffelse af lejeværdibeskatningen kombineret med huslejeforhøjelser til lejere, der flytter. Sidste år var der næsten ingen angrebspunkter. Fordi Venstre har skiftet politik.

I anmeldervirksomhedens grundlov står der i en af de allerførste paragraffer, at man skal anmelde den faktisk foreliggende bog, ikke den, man kunne ønske sig at læse. Så lad da dette være et åbent erkendt grundlovsbrud:

Det er simpelt hen for snævert at diskutere kommunikationens forskellige virkemidler og deres effekt i valgkampen, når både politikken og vælgerne stort set forsvinder ud af undersøgelsesfeltet til fordel for alle de små tricks, som doktorerne og sygeplejerskerne i valgkampkaravanen udsætter sig selv og hinanden for.

Selvfølgelig har det betydning, hvordan partierne udnytter de snesevis af millioner, de pumper i en valgkamp, men vi aner ikke hvor stor. Selvfølgelig er det en god gerning at stille skarpt på kommunikationen, men løsrevet fra det politiske får den en rolle, den ikke har (endnu).

Lykkedes det faktisk Venstre at få flere ukritiske artikler i provinspressen end Socialdemokratiet, som hævdet i bogen? Forfatterne har ikke gjort sig den ulejlighed at måle spaltekilometerne op. Og har det i givet fald nogen nævneværdig betydning? Og lykkedes det Venstre at få 2001-valgets målgruppe par excellence – offentligt ansatte kvinder i 30erne – til at skifte fra S til V? Eller var det hele befolkningen, der i flok væltede hen over det politiske midtergærde?

Personligt har jeg det – indrømmet, enfoldige – bud, at Nyrup tabte, fordi vælgerne var trætte af ham, fandt ham utroværdig og ikke forstod hans udlændingepolitik, fordi han ikke havde nogen. Og at han endvidere tabte, fordi Venstre har skiftet fra en liberal til en socialdemokratisk velfærdsopfattelse.

Det er et bud, som ikke bare understøttes af almindelig snusfornuft, men også af meningsmålinger foretaget af socialdemokraterne selv efter valget.

Men når to kommunikationsfolk, som oven i købet selv er partnere i et kommunikationsbureau, interviewer Kristiansen, Adamsen, Nielsen, Hoffmann, Goll og alle de andre ihærdige spinners, så vil de naturligt nok have en tendens til at mene, at det er vældig, vældig betydningsfuldt og vældig, vældig afgørende, det arbejde, de udfører.

Det er et trick hentet fra bogen, at man skal gentage sine pointer for at drive pointerne hjem – papegøjemetoden kaldes det – så her kommer endnu et eksempel på, at valgkampkaravanen skruer sig selv ovenud af virkeligheden:

Berlingskes chefredaktør, Karsten Madsen, sagde på tv, at De Radikale ville lave skattepolitik med de borgerlige, hvis Nyrup tabte magten. Det blev De Radikale sure over, men som Karsten Madsen forklarer i bogen: »Marianne Jelved... var bange for, at indslaget ville koste mandater. Det mener jeg ikke. Tværtimod tror jeg, at De Radikale vandt to mandater på det her.«

I stedet for at pille vrøvlet ned opsummerer Jønsson og Larsen andægtigt, at Madsen altså er helt bevidst om, at »han med sine påstande vedrørende De Radikale kan flytte stemmer og dermed påvirke mandatfordelingen i landets lovgivende forsamling, Folketinget.« Ja, uha. Hvorfor ikke tilskrive Madsen fire mandater til Jelved – hun mente jo selv, at hun tabte to mandater på hans tv-show, og to og to er som bekendt fire.

NÅR der er grund til at sejle op mod den opfattelse af valgkampen, som er bogens, skyldes det, at der er alt for mange, der har en interesse i at bekræfte den. Spinnerne selv, selvfølgelig. Socialdemokratiet, som med held har fortrængt en diskussion af egen politisk elendighed med henvisning til Venstres fantastisk dygtige og kyniske mediearbejde.

Og så hele den hoben gode mennesker, som hævder, at udlændingetemaet ikke dukkede op, fordi det var blevet påtrængende for vælgerne. Som mener, at det skyldtes mediernes rænkespil, spekulationer og manipulation. Som tæller udlændingeindslag i tv og aviser for at forklare det ubærlige, at vælgerne dog kunne få sig selv til at gøre udlændingepolitikken til valgets hovedtema.

Anmeldelsen har været bragt i weekendavisen

PROFESSIONEL POLITISK KOMMUNIKATION
- et studie af 20 dages valgkamp
Skrevet af RASMUS JØNSSON & OLE LARSEN
248,- kr. 190 sider· 1. udgave



Bestil bogen gennem Akademisk forlag