Medietræning
En underdirektør er deltager på et medietræningsforløb. Undervejs i refleksionerne over, hvordan hendes medieoptræden gerne skulle opfattes, forklarer hun:
”De skal have tillid til, at jeg mener det – at det ikke bare er spil for galleriet. De skal ikke tro, at andre har sat mig til at sige det her, men at det er mit projekt”.
Citatet indkapsler det helt centrale forhold, at en medieoptræden, for at blive oplevet som troværdig hos modtageren, må opleves som autentisk for afsender selv. Teknik kan – og skal – bestemt læres; fynd, et levende sprog, en empatisk fremtoning, væk med distraherende vaner, klar i mælet, kend journalistens verdensbillede og så videre. Men ingen teknik udfolder det fulde potentiale hos deltageren, med mindre medietræneren har øje for deltagerens behov for at fremstå som sig selv. Og lige om hjørnet lurer letkøbte løsninger og hylder med mere eller mindre karikerede prototyper på mediepersonaer: Vælger du den karismatiske, den troværdige eller den virkelig joviale? Vil du være Don Ø., Hr. Møller eller Dyne Larsen?
I mit speciale ”Medietræning bag kameraet” er begrebet autenticitet centralt, når jeg giver mit bud på den gode træning af erhvervslivets fagpersoner, der skal formidle deres viden på mediernes præmisser for første gang. Med udgangspunkt i observationer og konkrete eksempler fra medietræningsforløb argumenterer jeg for, at autenticitet, som begrebet bruges hos den fransk-canadiske filosof Charles Taylor, bør være et primært parameter i den gode medietrænings didaktik. Og det begreb er faktisk ikke så langhåret, som man umiddelbart skulle tro. Som jeg udfolder det i specialet, handler det om at have øje for, hvilke elementer af en medieaktørs personlighed, der bringes i spil og er i gensidig forhandling forud for og under en medieoptræden. Det kan være elementer af fageksperten, privatpersonen, formidleren eller “firmaets mand”. Den gode medietræning formår at balancere disse elementer i forhold til person, sag, publikum etc. og har succeskriterier, der stikker dybere end at deltageren skal gøre sig forståelig for “hr. og fru. Hakkebøf”. Den gode medietræner har øje for den enkelte deltagers betydningshorisonter - det organisatoriske bagland, kollegers anerkendelse, mors stolthed, private overbevisninger, naturlig sprogbrug - og evner at inddrage dem aktivt i løsningen af en række autenticitetsdilemmaer, der opstår i medietræningen, eksempelvis neutralitet vs. subjektivitet, teknisk sprog vs. hverdagssprog og fællesskab vs. autonomi. Derved skabes et rum, hvor den usikkerhed og risiko, enhver medieoptræden vil være forbundet med, kan formuleres og reduceres.
Der er derfor behov for at supplere den klassisk retoriske troværdighedsforståelse med en anerkendelse af den enkelte medietræningsdeltagers individuelle behov for at fremstå autentisk – tro mod sig selv og sine givne betydningshorisonter. Den gode medietræning iklæder ikke sine deltagere en sproglig/ gestisk/ personlighedsmæssig dragt, som er i konflikt med med deltagerens autenticitet. I så fald kan man tale om en art løgn – ikke i traditionel faktuel forstand, men en retorisk løgn. Og det er nok så alvorlig for troværdigheden. Den gode medietræner er ikke opfinder, men frembringer.
Hvis man vil læse et bud på årsagerne til den stigende brug af medietræning, om senmodernitetens mediediskurs, om diskursive forandringer og om de sidste 50 års udvikling inden for troværdighedsmålinger, er der også mulighed for det i specialet. Og hvis man bare vil have et kapiteloverblik og en bedømmelse, kan man nøjes med at læse specialeudtalelsen.
Læs specialet