Retorik med rekvisit

Sig det med ting – træk kaninen op af hatten. Tricket virker ikke kun for tryllekunstnere, men også for politikere, der vil supplere deres ord med en fysisk handling eller fremvisning af en rekvisit. Som bevis, som provokation, som visuel vittighed, der huskes af folket, ikke mindst mediefolket. Som regel virker tricket strålende, men ikke altid. Vi ser på gode og dårlige eksempler gennem tiden.
Ord kan gendrives, det kan ting som regel ikke. Derfor bruger snu politikere ofte kanin-op-af-hatten-tricket. De kommer med et fysisk bevis, som illustrerer deres ord og gør det hele håndgribeligt og pædagogisk. Kaninen-op-af-hatten er et diskursskift, der virker som et overraskelsesangreb på modstanderen. Og det er svært at svare på for modstanderen, for man kan næppe lige på stedet diske op med en tilsvarende overraskende ting som svar.
Og nu til eksemplerne, kronologisk ordnet. De får karakterer fra en til fem "kanin-op-af-hatten" – alt efter hvor effektive disse stunts har været. Hvor overraskende er de? Hvor originale? Hvor smagfulde? Hvor god er sammenhængen til den seriøse politik, som politikeren vil formidle? Skygger tricket for politikeren? Sætter joken en kedelig plet på politikerens image? Lykkes stunten generelt set?
 
Der tages ikke stilling til, om indholdet i de politiske budskaber er godt eller dårligt.
 
Planche – Israels premierminister Benjamin Netanyahu, 2012
På FN's talerstol trækker Benjamin Netanyahu en planche frem, der skal vise, hvor langt fremme modstanderen Iran er med at fremstille sin første atombombe. Effekten er dramatisk, billeder af den går straks verden rundt, og Iran er rasende. Så langt så godt. Men i vurderingen trækker det ned, at planchen er naiv og mærkeligt tegneserieagtig, bemærk den dumme lunte. Og sådan en gammel krudtbombe kan da ikke skræmme nogen – metaforen er ikke velvalgt. Det største problem er dog uklarheden med hele stuntet. Er det en advarsel eller i virkeligheden en trussel om, at Israel og/eller USA skal bombe Iran inden længe?

Huskeseddel – Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, 2011 (foto: DR)
Under en tv-duel trækker Lars Løkke Rasmussen en stor, gul huskeseddel frem, som Helle Thorning-Schmidt skal forholde sig til, og han overrækker hende endda sedlen ved en ydmygende overskridelse af hendes komfortzone. Det kan næsten ikke blive bedre. Stor overraskelse. Og et stunt, som både indebærer nogle politiske punkter på papiret – og en slet skjult fornærmelse, som om Helle er en usikker eller umoden person, der har brug for huskesedler fra farmand. Sedlen blev herefter grundigt brugt i Venstres annoncer. Det eneste, der kunne trække ned i vurderingen er, at Løkke taber valget. Men det var ikke sedlens skyld.
 
Tørklæde – MF for Det radikale Venstre Elsebeth Gerner Nielsen, 2007 (foto: Tariq Mikkel Khan, Polfoto)
Skal muslimske tørklæder forbydes i det offentlige rum? Det ser Dansk Folkeparti vist gerne i 2007. Elsebeth Gerner Nielsen trækker i protest i den farlige hovedbeklædning. Og jo, det kommer hun sandelig i medierne med. En pointe er hentet i hus. Men det trækker ned i vurderingen, at overraskelsen ikke er så stor, når stunten udføres af en politisk korrekt radikal. Samme stilart som ses i tricket, da de "grønne" radikale ministre tog cyklerne hen til dronningen ved udnævnelsen i 2011. Værst ved Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt er dog, at hun bringer sig selv for stærkt i centrum. Stuntet overskygger sagen, og det ser bare lidt for stormønstret og fastelavnsagtigt ud, næsten respektløst over for seriøse muslimer. Hun bliver selv en smule til grin.
 
Ødelæggelse af bog – socialdemokratisk statsminister Poul Nyrup Rasmussen, 2001 (foto: DR)
Under valgkampen i 2001 river Nyrup sider ud af Anders Fogh Rasmussens bog ’Minimalstaten’. Et overraskende diskursskift i en tale. Men samtidig for aggressivt og med uheldige, fjerne associationer til nazistiske bogbrændinger. Sådan opfører en dreven statsminister og høflig person sig bare ikke. Det gik heller ikke godt for Nyrups "artefakt" efterlønsbeviset i 1998, for slet ikke at tale om den for lille cykelhjelm. Men den var nu heller ikke en intentionel handling.
 
Brandmand - den amerikanske præsident George W. Bush, 2001 (foto: AP)
Der er normalt ikke mange point til politikere, som bruger medmennesker som rekvisit og til ære for fotograferne fx krammer ægtefællen eller dikker en baby under hagen. Men Bush fornyer i den grad klicheen her på ruinerne af World Trade Center. Med sin kammeratlige arm om skulderen på en brandmand får den ellers lidt kropsligt stive præsident vist både situationsfornemmelse, følelser, forbindelse til almindelige mennesker og en vis rå kampgejst. Bemærk den supplerende rekvisit, megafonen, som understreger det improviserede og dermed autentiske og troværdige i kommunikationssituationen.
 
Håndtaske – daværende radikal partiformand Marianne Jelved (foto: Altinget)
Journalister begynder i 1990'erne at beskrive Jelved som "damen med håndtasken", som metafor for, at hun blandt andet korrekser sine folketingskolleger, hvis de taler udenom eller fraviger partilinjen. Hun "svinger håndtasken" som en pisk og banker folk på plads med den. Efterhånden gør hun selv sin håndtaske til et brand, fremhæver den aktivt og modtager smilende talrige håndtasker som drillegave ved festlige lejligheder. Hun er kult blandt de kreative. Men det langstrakte stunt går hen og bliver trættende. Overraskelsesmomentet mangler. Det trækker meget ned.
 
Sokker – Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, 1992. På billedet ses også Svend Auken i midten og statsminister Poul Schlüter til højre (foto: Keld Navntoft)
Uffe Ellemann-Jensen er glad for EU, og det viser han med blå sokker med gule EU-stjerner på. Det er sjovt, afslappet, folkeligt – og overraskelsen er enorm i den forstand, at den befinder sig så langt nede på kroppen. Et overset arbejdsfelt for politikere er fødderne. Sokkerne giver mediegennemslagskraft til den gamle, snu journalist Ellemann. Og der er mere endnu:
 
Tørklæde – Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, 1992.
Danmark vinder i 1992 Europamesterskabet i fodbold, men ikke noget europamesterskab i at være ivrigt medlem af EU. Så Uffe Ellemann-Jensen går til EU-møde med fodboldfan-tørklæde. Fotograferne står igen på spring. Men denne gang er joken lidt indviklet, og det sjove skal forklares med for mange ord. "If you can't join them, beat them," forklarer Uffe med en omskrivning af en talemåde. Det er ironisk og tvetydigt og dermed ret svært lige at forstå. Problemet er, at han så småt er ved at ende som en parodi på sig selv. Den morsomme mand og spradebasse er snart ikke længere noget seriøst bud på statsministerposten. Stuntet æder ham op.
 
Sko – sovjetisk formand for ministerrådet Nikita Khrusjtjov, 1960 (ill.: fotokollage)
Nikita Khrusjtjov bliver under et møde i FN i 1960 så vred over modstandernes taler, at han i protest slår sin ene sko i bordet. Point for verdensberømmelse. Men det hele skete i vrede, og så tæller det ikke rigtig som intentionelt tiltag. Tilmed blev det aldrig fotograferet, så billederne af manden med sko-hammeren er falske, fremstillet ved at klistre en sko i hånden på en gestikulerende Khrusjtjov. I øvrigt: hvor cool er det lige med en mand, der er så ubehersket? 
 
Galge - DKP-formand Aksel Larsen (t.h.), 1958 (foto: Siv Holmer/Nordisk Pressefoto)
Aksel Larsen er blevet uvenner med sine mest dogmatiske partikammerater og lader sig symbolsk hænge efter en teaterforestilling. Det er skuespilleren Osvald Helmuth, der agerer bøddel. Kort efter bliver Aksel Larsen ekskluderet af DKP, og han grundlægger SF. Stuntet er virkningsfuldt, især fordi det til dels lykkes Aksel Larsen at fremstille sig selv som stakkels offer, selv om han i årevis selv har været med til at tage Sovjetunionens rædselsregime i forsvar. Stuntet er godt timet, men alt for uhyggeligt og ekstremt til at virke ordentligt. Ubehaget ved showet falder til en vis grad tilbage på ham selv.
 
Cigar – socialdemokratisk statsminister H.C. Hansen, 1955 (foto: Billedbladet)
H.C. Hansen er i 1955 netop blevet statsminister, efter at den forrige, Hans Hedtoft, som er H.C. Hansens ungdomsven, pludselig er død. Derfor den alvorlige mine på billedet. H.C. Hansen vil gerne lade sig fotografere med cigar i hånden. Den evige cigar er hans varemærke, som kendes af den ganske befolkning. Høj cigarføring hos Hansen, der er kommet langt, siden han voksede op i arbejderghettoen. Problemet er, at næsten alle magtmænd røg cigar dengang. Så det enestående og overraskende er til at overse. Ned tæller det vel også, at rygningen sandsynligvis koster ham livet. Allerede fem år efter billedet bliver taget, er han væk.
 
Så hvad kan vi lære på genstandsniveau? Sluk smøgen, behold skoene på – og stik din modstander en uventet seddel i hånden.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også