Med røven i klaskehøjde

Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne politisk kommunikation og socialdemokratisk strategi.

Morten Boye - spindoktor og socialdemokrat
Mange ville mene, at det mest utaknemmelige job man kunne få i dag, var
spindoktor for et socialdemokratisk parti i krise. Morten Boje blev
landskendt som eneste danske overlevende fra Estonias forlis. Han har de
sidste ti år haft forskellige kommunikationsjob i eller omkring fagbevægelsens eller
de socialdemokratiske organisationer. Som sådan er han trods sin unge alder en af
veteranerne i den politiske nyheds-krig, og en af de få kendte legionærer i en ung
branche af politiske konsulenter. Kommunikationsforum drog på Borgen til en samtale
om moderne politisk kommunikation og socialdemokratisk strategi.

Morten Boje er så nyansat, at han endnu ikke har fået sit eget kontor på
Christiansborg. Efter en kort rundspørge finder vi et tomt kontor hos
den unge Jeppe Kofoed, og der graves hvidvand frem. Morten Boje sætter sig
scenevant til rette med korslagte ben. Koncentreret og afslappet på samme tid.

Modsat mange andre af kommunikationsmedarbejderne på Borgen, så
er Morten Boje ikke journalist. - Jeg er vel nærmest det, der hedder bachelor
plus. Jeg har læst kommunikation på RUC. Med Anita Bay og Anna Kastbjerg i
baghovedet må jeg vel hellere starte enhver af disse samtaler med at
konstatere, at jeg ikke er kandidat, siger Morten Boje med et skævt smil.

Ligesom stort set alle andre herhjemme, der laver det Morten Boje laver, er
han partiloyal: - Jeg tror hverken Venstre eller jeg ville have noget ud af, at
jeg eksempelvis arbejdede for dem. Jeg var formand for Frit Forum i ´93, og
kommunikationsdelen af politik har altid optaget mig. Det var før ordet
spindoktor kom op herhjemme. Mit første job var i Det Koorporative Fællesforbund.
Det er jo blandt andet Lejerbo, så der fik jeg en noget af den bedste træning
i krisestyring man kan få, ironiserer han.

I ’95 begyndte han som pressemedarbejder for Henrik Dam Kristensen,
og har efter et smut i det private arbejdet for den socialdemokratiske top lige
siden. Herunder Mogens Lykketoft i Udenrigsministeriet og Jens Kramer Mikkelsen
i Københavns kommune.

Det er Mogens Lykketoft, der har peget på Morten Boje som sin ”personlige rådgiver”
efter tiden i Udenrigsministeriet, der endte med at regeringen Nyrup blev stemt ud.
De politiske ansættelser må gå med ministrene.

En voksende branche i Danmark
Politisk kommunikation er et fag, der navnlig i de angelsaksiske demokratier har
udviklet sig til en højt specialiseret og professionaliseret branche. Men i den hjemlige
andedam er der ikke nogle firmaer med speciale i assistance til politikere. Morten
Boje ser en ny klasse vokse frem i disse år: - Pressemedarbejdere eller spindoktors er
kommet ind i dansk politik i bølger. Vi bliver flere, og vi er ved at se en gradvis
specialisering. Men de meget specialiserede politiske rådgivere har vi ikke endnu.
En dansk spindoktor skal administrere en pærevælling af forskellig funktioner.
Fokusgrupper, polling, reklamestrategi og presse-håndtering; det hele er i
jobbeskrivelsen. Bare spindoktorbegrebet spænder over en hel bunke. De fleste
af os har jo titel af presserådgiver, særlige rådgivere eller lign. Men også i Danmark er
det ved at udkrystallisere sig som fag. Studerende på universiteterne specialiserer sig
i det, og det er der også journalister der gør.

Kommunikationsmedarbejdere i politik opfattes af nogle som en del af vor tids
sygelige optagelse af overflade. Nogle mener ligefrem, at den intensive satsning
på spin eller kommunikation, man ser i det politiske miljø, dækker over, at politiske
budskaber bliver mere og mere ens.
- Der er noget om snakken. Man kan godt anlægge det synspunkt,
at politik og politikere bliver mere ens, men det er ikke hele sandheden.
Det man kan sige er, at folk som jeg bringer nogle flere inputkanaler ind i
politik. Udover selve valghandlingen så bringer mit fag fænomener som
meningsmålinger og fokusgrupper ind i den politiske beslutningsproces.
Politiske initiativer koordineres i dag i langt højere grad med kommunikationen
af dem. Tag Anders Foghs orlovsforlængelser som eksempel. I
sin tid stemte han og Venstre imod orlovsordningernes indførelse, men
alle målinger viser, at de er enormt populære. Derfor vælger han dem til at
signalere, at Venstre skam er et velfærdsvenligt parti.

Hærdede debattører har insisteret på, at de markedsorienterede
analyseinstrumenter udgør en forfladigelse af politik. Det er Morten Boje ikke enig i:
- Hvem kan have noget som helst imod videnskab og professionalisme? Polling
eksempelvis er en videnskabelig måde at orientere sig i forhold til sine vælgere
på. Jeg kan ikke se, at der er noget udemokratisk i en fokusgruppe. Men det er
sådanne virkemidler folk, som Mikael Kristiansen
(Venstres og Anders Foghs spindoktor, red.) og jeg bringer med os.
Det er en inputkanal til politikere, og fordi det er et nyt fænomen, er
det ikke lig med et forfald.

Alligevel er der eksempler på at disse inputkanaler former politikken temmelig kraftigt. Anders Fogh siger eksempelvis ikke ordet ”åben” i forbindelse med EU. Det er fordi, han i fokusgrupper har fundet ud af, at det fortolkes som noget der minder om øget europæisk integration: Det er som bekendt temmelig upopulært, specielt blandt kvindelige vælgere, der tidligere har været skræmt af venstres til tider bastante budskaber og pro-EU politik. Kan politikken ikke blive meget poleret af de konstante målinger? Morten Boje vrider sig lidt:
- Diskussionen her ender altid med at handle om tabet af forsamlingshus-demokratiet. Og politikken kan godt blive for meget fernis. På den anden side kan man sige, at det jo også nogle gange virker temmelig overbevisende. De meget polerede politikere har jo nogle gange succes.

Venstre-disciplin plus 15% socialdemokratisk anarki
I samtalen med Morten Boje lades man ikke i tvivl: Det er Anders Fogh Rasmussen der er modstanderen. Hele tiden vender samtalen sig om Venstres kommunikationsstrategi, og hvordan det kan være, at den virker så godt.
- Jeg har stor respekt for hvorledes Venstre opererer på kommunikationsområdet. Den måde de har topstyret deres politikeres udmeldinger på, er meget inspireret af Tony Blairs insisteren på, at alle hans parlamentarikere sagde det samme – om et begrænset antal emner. I England hed det, at politikerne var ”on message”. Det kan man roligt sige lykkedes Venstre at gennemføre under valgkampen. Det kridter banen op på en vis facon. Socialdemokratiet kan ikke regne med at være kompetitive med et utroligt dygtigt kommunikerende Venstre, med mindre vi forstår at bruge nogle af de samme teknikker. Men alt med måde – vi taler jo her om politisk kommunikation i et demokrati, og ikke i et diktatur. Venstre har bare været langt mere systematiske og videnskabelige end vi er

Netop den stramme disciplinering er det store problem for en organisation som socialdemokratiet, der stadig ser sig selv som en bevægelse. Men der kan ligefrem være en strategi i ikke at have den stramme styring af sin organisations udmeldelser:
- Jeg tror, der er plads til, at socialdemokratiet kan sætte røven lidt mere i klaskehøjde, griner han.
- Det jeg mener er, at vi kan ikke konkurrere uden at have nogle af de markedsanalytiske forhold til emner, der optager vælgerne, men det er urealistisk at forestille sig et dansk socialdemokrati med samme totale topstyring som det engelske eller Venstre herhjemme. Det kan vi simpelthen ikke. Men jeg tror, at der i kommunikationsmæssig forstand er plads til ”Venstre-disciplin plus 15% socialdemokratisk anarki”. Med det mener jeg, at vi må lægge os fast på nogle emner og nogle holdninger, men vi vil bare automatisk have flere spredte udmeldinger end Venstre. Sådan er det bare.

Ingen har lidt mere end socialdemokratiet på spredte meldinger.
- Flygtningedebatten er jo der, hvor vi har blødt mest, og det illustrerer glimrende, hvorfor der er brug for en udmeldingskoordinering. De socialdemokrater der har sået tvivl om linien, har ikke fået noget ud af det. Partiet har ikke fået noget ud af det, og vores flygtninge/indvandrere har da slet ikke fået noget godt ud af det. Og pressen kan altid lige hive fat i emnet, hvis de ikke har andet at fortælle om. Det er en ulykkelig historie hele vejen igennem. Venstre derimod havde en valgkamp hvor hele partiet i kor sagde: Skattestop, sygehuse og færre flygtninge. Udover Birthe Rønn var alle på linie.

Strategien kan således være at sætte socialdemokratiet op som en lidt mere spændende modsætning til det strømlinede og topstyrede Venstre. Men den politiske historie er ikke rig på eksempler af valgnederlag til overlegent kommunikerende politikere, der er blevet beskyldt for at være for glatte. De store banebrydende personligheder i politisk kommunikation, Woodrow Wilson, FDR, Reagan, Clinton og Blair har alle døjet med beskyldninger om at være for professionelle. Og alle har de gledet af på den dagsorden.
- Man kan nu se i England at der er en betydelig skepsis overfor Labours control-freaks efterhånden, men som rendyrket mod-strategi er det nok et sats. Alligevel mener jeg der er plads til en modstander til Fogh, der improviserer mere og tør sætte noget på spil. Det bedste udtryk er ”en mere ægte vare”. Anders Fogh sætter jo aldrig noget på spil, og en af omkostningerne er, at det virker plastisk.

Det ser svært ud
Socialdemokratiet har i mange år haft spredte fægtninger med danske PR-firmaer og reklamebureauer. Men partiet har altid haft et meget ambivalent forhold til brugen af ”spin”:
- Måske er det fordi sådan nogle som jeg udfordrer, hvem der har ret til at formulere politik. Spindoktorer har jo ikke noget politisk mandat. Måske er det fordi folk som os lugter af spintroldom eller af en ny og mindre værdibåret politik. Jeg kan sådan set godt forstå den skepsis, men vi skal bare passe på ikke at opstille falske modsætninger mellem professionalisme og idealisme. I al ubeskedenhed mener jeg at kunne rumme begge dele. Desuden kan et parti i dag godt prale af at have en god kommunikation.
Og det er naivt at tro at socialdemokratiet kan slå Venstre med fortidens virkemidler. Det med at grave tilbage til Anker giver jeg ikke en sk.. for! I en moderne politisk kamp må nogle af de professionelle kommunikationsaspekter simpelthen være på plads.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid for et socialdemokrati: Kan de vinde næste valg og dermed undgå et nyt borgerligt dynasti? Da K-forum stiller spørgsmålet, kan man se, at det næsten gør ondt på Morten Boje. Han stikker et såret blik, og vender sig i stolen. Fatter sig, og vender sig igen engang i sofaen. Så læner han sig frem:
- På den lange bane, altså ved det valg der må komme om 5-6 år, er jeg ikke i tvivl om, at Socialdemokraterne igen får regeringsmagten. Men på den korte bane, altså det valg som kommer om et eller to år; Det bliver svært! Min vurdering af situationen er denne: Hvis Anders dummer sig, er det ikke nok, selv ikke en ny gang Farum er nok. Hvis socialdemokratiet får samlet sig, formulerer ny og offensiv politik, så er det heller ikke nok i sig selv. Danskerne vil være tilbøjelige til at give en statsminister en ny chance. Men hvis begge ting sker, så er der en chance. Man kan sige, at selvom Anders prøver at distancere sig fra alle problemer, så viser erfaringen, at dårlige konjunkturer eller administrative bøffer slider hårdt på en regering. Så der er ikke nogen her, der smider håndklædet!

Folk på Borgen er travle mennesker, og audiensen er forbi. På vej ned af den majestætiske trappe til vestibulen på Christiansborg, kan jeg med Henrik Dahls ord ikke lade være med at tænke på en ung socialdemokratisk spindoktor, der står i muligheder til halsen.





Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job