Drop e-mail

Verdens virksomheder kan spare masser af tid og penge ved at bruge sociale medier. Det fastslår McKinsey i en ny rapport. Mange medarbejdere spilder hver dag tid på at lede efter information ved at spørge kollegerne til råds i e-mails. I stedet bør virksomhederne arbejde på sociale platforme, hvor vigtig information er søgbar for alle medarbejderne. Rapporten siger, at der på den måde vil kunne spares en hel arbejdsdag om ugen. Ligesom produktudvikling i digitalt samspil med kunderne bliver lettere og billigere.
McKinsey sociale medier
Visualisering af samtlige venneforhold på Facebook med lysende prikker og blå streger, hhv. en for hver person og hver relation. Informationspotentialet er enormt, men det udnyttes ikke effektivt af virksomhederne til for eksempel research. Kilde: McKinsey-rapporten/Paul Butler: “Visualizing friendships”
 
Konsulentkoncernen McKinseys researchafdeling har for nylig offentliggjort en rapport (download den her), der taler for et stort uudnyttet potentiale i såkaldte sociale teknologier, McKinseys begreb som i store træk svarer til systematisk anvendte sociale medier.
 
Her er nogle af rapportens konklusioner
Rapporten fastslår følgende:
  • Forbrugerne har hurtigt taget de sociale medier til sig, men kun fem pct. af al kommunikation og indholdsforbrug (i USA) foregår via sociale medier – altså et stort uudnyttet potentiale for udvikling, fremstilling, spredning og forbrug af talrige produkter. 
  • For virksomheder ligger en oplagt mulighed for værdiskabelse ved at give sociale interaktioner internettets hastighed og skala. Eksempelvis ved at overvåge den ’sociale graf’ over virksomhedens aktiviteter, altså det skabte net af reaktioner.
  • To tredjedele af de værdiskabende muligheder i de ’sociale teknologier’ ligger inden for intern kommunikation og arbejdsgange i virksomheden.
  • Virksomheder, der fremstiller ’emballerede produkter til forbrugermarkedet’ kan – ved at lytte til og inddrage forbrugerne i produktudviklingen via sociale medier – skabe ekstra værdi svarende til 15-30 procent af udviklingsomkostningerne.
E-mail som eksempel på ineffektiv intern kommunikation
Forbrugere har forbløffende hurtigt taget de sociale medier i brug, men når de samme mennesker møder på arbejde, bruger de som ansatte i vidt omfang ældre medier som e-mail og sms.
 
forskel mellem forbrugere og ansatte i brug af sociale medier
Ved at lukke kløften mellem forbrugeres og ansattes brug af sociale medier kan opnås effektiviseringer. Grafen viser, at forbrugerne i langt højere grad end de ansatte bruger for eksempel Facebook og YouTube. Kun når det kommer til microblogging på Twitter, er de to rollegruppers brug lige stor
 
Øget brug af sociale medier til intern kommunikation og research kan give betydelige forbedringer af produktiviteten for medarbejdere med mange daglige kontakter.
 
Om email hedder det i rapporten: "Ved at flytte kommunikation fra et medium optimeret til en-til-en-kommunikation (f.eks. traditionel e-mail) til sociale platforme, kan man øge effektiviteten på flere måder: Ikke alene spredes budskaber hurtigere på tværs af organisationen, men de er også søgbare og tilgængelige for mange mennesker. Så leder en finansiel analytiker efter oplysninger om et bestemt emne ... kan vedkommende søge i virksomhedens interne sociale netværk efter omtale af disse data – i stedet for at kaste sig ud i en lang søgning gennem e-mail for at finde ud af, hvem der har oplysningerne. Eller en nyansat medarbejder eller et nyt medlem af et team kan hurtigt komme op i omdrejninger ved at læse kollegernes postings".
 
produktivitetsgevinster i brug af sociale medier
Grafen viser, at der er mest produktivitetsforøgelse at hente inden for aktiviteten læse og besvare e-mail, som hele 28 pct. af arbejdstiden typisk går med. Ved at kommunikere mere via sociale medier, kan der vindes op mod 8 procent af en arbejdsuge, hvilket i dansk kontekst svarer til små 3 timer ugentligt alene på email-fronten
 
Samlet tidsgevinst ved fuld implementering af socialmedie-teknologier på arbejdspladsen hævdes i rapporten at kunne løbe op i 20-25 procents produktivitetsforøgelse, altså en hel arbejdsdag om ugen.
 
---
 
McKinsey Global Institutes rapport ’The social economy: Unlocking value and productivity through social technologies’ (juli 2012) er på 184 sider og kan gratis downloades her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også