Den 1. december gøres Politiken "skarpere". Det betyder bl.a., at overskrifterne på nyheder bliver fede, at der oprettes et dagligt temaopslag, og at der bruges flere farver

En ting kan man ikke beskylde Politikens lancering af sit "nye design" for: ydmyghed. Markedsføringsbrølet har i fire dage før omlægningen den 1. december lydt, som bekendtgjorde man Jesu genkomst.

 

Hvem gider se disse triste, røde tal for papirpressen, herunder ikke mindst Politiken (nederst i tabellen med et tab på 3,6 procent i 2010-2011)? Nej vel, så hellere se nogle glade, rødmalede ord i Politikens nye design. Kilde: danskedagblade.dk

Det begyndte i søndags med et særtillæg , der omhyggeligt side for side i den fremtidige avis gennemgik de designmæssige og journalistiske lækkerier – flytning af tegneserierne og blå-farvning af faktaboksene – for blot at nævne et par af de forbløffende nyskabelser.

 

Sagen set fra chefredaktørens synspunkt

Det bedste var dog forsiden på søndagens reklametillæg. Øverst stråler de kulørte lamper rødt, gråt og blåt som varsel om bladets nye farvelade. Nedenunder opfyldes enhver trofast Politiken-læsers hedeste juleønske – at komme indenfor i det fornemme hjørneværelse på Rådhuspladsen. Ja, ikke nok med det, du kommer helt ind i hovedet på hjørneværelsets nye beboer, chefredaktør Bo Lidegaard.

Derinde bag Bos pande sidder du pludselig og kigger ud gennem hans blå øjne. Blikket falder på dine velmanicurerede hænder og de fire magtredskaber, som en rigtig chefredaktør på en "skarpere" avis besidder. Nemlig et fysisk skrivebord i lyst træ, der frækt nægter at være mahogni. En kop knaldsort kaffe til at tøjle trangen til gaben. Et skriveværktøj med høj status – i oldeforældresamfundet. Og et upersonligt papirbrev til den anonymiserede læser. Brevet, der netop i betragtningens øjeblik forsynes med din autoriserende underskrift, lover blandt andet at tilføre debatsiderne "mere vitalitet".

 

"Revitaliseret" debatstof med rød farvelade – et sikkert hit, når mediestøtten uddeles

Pang, sådan overlever Politiken. Pang, sådan fejrer Politiken fremtiden. Pang Politiken nu med blå firkanter og en vitaliseret debatside. Lad os straks afsløre hemmeligheden ved sidstnævnte. Fremover vil der over kronikken være en bred, rød bjælke i stedet for bred, grå bjælke. Det er den slags modige tiltag, der styrker den demokratiske debat i samfundet og viser berettigelsen af den mediestøtte, som skatteborgerne i taknemmelighed skal pøse ud over Politiken.

Signalbombardement som design
Forståeligt nok tager den brede bjælkes bagmand, Bo Lidegaard, godt imod sit eget tiltag i den kommentar, han har skrevet i søndagstillægget. Her kalder han avisen et "sprællevende klenodie", der har et lille problem: "Det er fem år siden, vi sidst justerede avisen. Siden er der sket en rivende udvikling, og tiden er inde til en ny opdatering."

Hvilken rivende udvikling, der hentydes til, fremgår dog ikke ganske klart. Dermed bliver avisens svar heller ikke tydeligt, og man får den mistanke, at omlægningen alene skyldes tiltrædelsen af den ny chefredaktør og dennes behov for at sætte sig i respekt ved at koste rundt med avisens mange mellemledere, hvis små kongeriger forstyrres og får ændret lidt på deres spaltemillimeter. Så kan de lære det.

 

En tilfredshed af departemental vælde synes at brede sig  i ansigtet på chefredaktøren. Ill.: Screenshot fra politiken.dk

 

Det fremgår af søndagens og de følgende dages forskræp, at omlægningen skal gøre det lettere for læserne at orientere sig i avisen. Nyheder og holdninger skal derfor typografisk afmærkes, så man ikke kommer til at blande dem sammen. Artikler, der handler om det samme, skal desuden mærkes med små røde ord, så enhver kan se, at de handler om det samme, selv inden man har læst dem. Tekstbokse skal afmærkes ekstra godt, så vi ekstra let kan se, at det er tekstbokse. Osv.

Resultatet er et signalbombardement og en skilteskov for læseren at navigere igennem. Sikkert velment tænkt, men virkningsløst, fordi de typografiske virkemidler er så uoverskueligt mange og højtråbende, at effekterne ophæver hinanden.

 

Det daglige tema er en fremflytning af historier fra avisens bagende 

Mugne nyheder nu serveret på højkant
Politiken understreger, at det ikke kun er udseendet, der ændres. Det er også indholdet. Når man nærlæser planen, viser den sig imidlertid mestendels at bestå af ombytninger af eksisterende indhold. Det er nemlig de samme medarbejdere, der skal skrive de samme historier. Der bliver f.eks. ikke ansat flere journalister og færre marketingfolk på Politiken. Ikke flere skrivende medarbejdere og færre mellemledere. Ikke mere selvfremstillet stof og mindre fra nyhedsbureauerne.

Markante ændringer af indholdet? Næh, man flytter blot nogle af artiklerne fra avisens bageste sider frem i dagens tema.

Men hvad så med Ritzau-stoffet – altså disse snesevis af små kedelige historier, der er omkring et døgn gamle og forlængst velkendt fra nettet, når de læses eller overspringes i Politikens spalter? Hvad med disse tamme tekster, som i snesevis har siddet på toppen af siderne som stadig påmindelse om, at de 23 kroner, kunderne har betalt for avisen, muligvis ikke er givet allersmartest ud. Hvad med dette nyhedsbureauernes fællesstof?

Jo, det har man skam gjort noget ved. Fremover vil Ritzau-historierne ikke blive serveret vandret, men lodret på siderne. Sikke et slag for den "rivende udvikling".

 

The Guardian har set det digitale lys og bygget en app inde på Facebook. Se, det er skarpere

Hov, hvad med nettet?
Hermed er vi fremme ved det virkelige problem, som omlægningen ikke synes at gøre meget ved. Nemlig at Politikens oplag synker flere tusinde. Hvert år. Avisen er nu nede på et historisk lavt oplagstal, ca. 98.000 på hverdage. Og det skyldes jo ikke, at konkurrerende betalingsaviser snupper Politikens kunder, men at kunderne forsvinder til nettet og de "gratis" læseglæder.

 

Politiken til diskussion på nettet. Frederik Wiedemann kan nok ikke vente skarpere historier end ovennævnte efter Politikens omlægning

Alt det ved Politiken selvfølgelig godt, ligesom avisen er fuldt opmærksom på, at der, hvor fremtidens læsere færdes – for eksempel på Facebook – betaler man ikke uden videre for nyheder og holdninger. På vegne af de mange dygtige medarbejdere på Politiken må man alligevel frygte, at avisens ledelse gør alt, alt for lidt for at bringe produktet ind i den digitale tidsalder. Og denne frygt bliver ikke mindre, når man læser selvtilstrækkelige udtryk som det "sprællevende klenodie".

For hvis Politiken spræller, er det som en fisk i nettet.