Palæstina-maraton: 650 løber i det hellige land. Kvinder med tørklæder, danske damer i pink, unge, palæstinensiske drenge, børn på bare tær og et ældre ægtepar, der løber hånd-i-hånd. En enkelt israeler løber også med, selvom han er blevet forbudt det.

 

I april 2013 fik Palæstina for første gang sit eget internationale marathonløb. Bag det står to danske kvinder og en lille håndfuld danske og palæstinensiske samarbejdspartnere. Læs mere her

 

Det er regnvejr, koldt for årstiden i Betlehem og i ordets bogstaveligste forstand ”op ad bakke” for de to kampagnerådgivere. Den ene koordinerer presseaftaler med Al Jazeera, CNN, Hareetz, Radio China og lokale palæstinensiske medier på pladsen foran fødselskirken, hvor en vis herre angiveligt fødtes for 2013 år siden. Den anden løber sit livs jomfruløb på 10 km sammen med mange andre, mere rutinerede maratonløbere fra hele verden. Anledningen er afholdelsen af det første maraton nogensinde i Palæstina.

 

Det er ”op ad bakke” for de to kampagnerådgivere. Klar med løbsnumre i regnvejr i Betlehem. Nanna til venstre og Mette til højre.

 

Historien om israelerne og palæstinenserne på en ny måde

Det begyndte, som den slags ofte gør, med to unge, danske kvinder, som fik en ide. De sidder i Jerusalem en sen nattetime over et glas rødvin eller to. De har været vidne til åbenlyse uretfærdigheder og får et behov for at gøre noget. Den ene kvinde er bosat og arbejder for Folkekirkens Nødhjælp i området, den anden er på besøg. De er optagede af det, de ser og oplever som uretfærdigt, forfærdeligt, glemt og usynligt. Et folk, der er klemt inde i en tres år lang territoriel konflikt om identitet, rettigheder og religion. De tænker: Kan man mon (gen)skabe opmærksomheden om historien om israelerne og palæstinenserne, de to folkeslag, gordisk forbundet i en konflikt, alle har hørt om, og som de fleste har glemt eller fortrængt? Og hvordan gør vi det på en positiv måde, en måde som kan samle i stedet for at skabe endnu mere had og ufred? De to kvinder tænker: For fanden, vi laver sgu da et maraton.

 

Danske Karen Kjaer på CNN. Se interviewet her

 

650 mennesker fra 28 nationer

Et lille år senere er maratonløbet en realitet. Mindst 650 mennesker fra 28 nationer har benyttet sig af deres FN-deklarerede ”right to movement” og har gennemført løbet. Verdenspressen er der og står i kø for at tale med de to arrangører Signe Fischer Smidt og Lærke Hein. They did it. Der er en fabelagtig rus på pladsen foran ”Betlehem Peace Center”. Borgmestre, ministre, repræsentanter for lokale NGO’er, unger i hobevis fra byens flygtningelejre, lokale tilskuere, forretningsdrivende, sponsorer og så løberne, der har gennemført et af de efter sigende hårdeste maraton-terræner i verden, selvom ruten må gentages to gange for at klemme 42 sammenhængende kilometer ind. Det bliver en pointe i sig selv: At man i Betlehem ikke kan løbe tre kilometer uden at støde ind i en mur eller et check point.

 

Drengene vogter fårene ved et tjek point. I sandhed en stemningsfuld løbetur

 

Next year Palestine Marathon?

Få minutter efter at vinderen, en palæstinenser, vild i øjnene og med ild i skoene, er i mål, brænder Twitter og Facebook med forespørgsler fra løbere rundt om på kloden, som vil vide, hvornår tilmeldingen til næste års Palestine Marathon åbner. Om aftenen er der stor fest for deltagerne med lækker, hjemmelavet flygtningelejrmad, sodavand, neonlys og yoghurt i glas i stedet for sprut. Alle danser og ryster røv på AOF-måden sammen oppe på scenen til noget håbløst højt amerikansk hip hop blandet med arabisk musik. Drengene viser muskler og slår ring om pigerne. Alle er lettede. Og stolte. Det var kun få dage efter Boston-løbet med de tragiske bombeangreb. Insha’Allah. Der skete ikke noget farligt her. Det var kun godt.

 

1st PALESTINE MARATHON in BETHLEHEM "Right to Movement" 21.04.2013 PANRUNNER VIDEOBLOG from PANRUNNER film VIDEOBLOG on Vimeo.

 

To skridt frem og tre tilbage

Et eller andet sted i vores vestlige optimistiske forestilling bliver verden bedre dag for dag. Hver generation har sine historiske milepæle, konflikter, krige og besættelser, som er løst i højere eller lavere grad i vores levetid, og som vi har med os i hukommelsen: Gorbatjov og Perestrojka, som førte til, at det ellers stålsatte sovjetiske jerngreb over den ene del af Europa blev løsnet. Berlinmurens fald for 23 år siden. Sydafrika, der endelig formelt afskaffede apartheid og sådan banede vejen mod tilgivelse og sameksistens mellem sorte og hvide. I tilfældet Israel kontra Palæstina kontra den Arabiske Liga er det ikke så simpelt. Det synes at være to skridt frem imod en fredsforhandling og tre tilbage med endnu en ulovlig bosættelse på Vestbredden. To skridt frem med international opbakning, tre skridt tilbage med en dræbende selvmordsbombe, og midler der bliver brugt forkert eller slugt af korrupte politikere. Det er konflikten, der ikke vil forløse sig. Det fortaber sig for disse kampagnerådgivere, hvem der kastede den første sten. Og det er nok heller ikke længere væsentligt. Der er kastet for mange sten i gaden siden.

 

Fra cool byliv i Jaffa og Tel Aviv

Undertrykkelse er ikke forbeholdt såkaldt primitive samfund. Israel er på mange måder et højteknologisk, moderne, vibrerende og civiliseret samfund. Mange af dem vi møder er utrolig søde, imødekommende, belæste, politisk engagerede, freds- og festelskende mennesker, og hvis man kun opholder sig, som pigerne i hotelreceptionen råder os til, i de israelske områder og byer, så er det dét billede, der fæstner sig. Historiske, smukke bygninger, bugnende markeder, som dufter af appelsin og jasmin og endelig te med kreative iværksættere, byplanlæggere, kunstnere og cool byliv i Jaffa og Tel Aviv. Arabere og jøder, lækre armeniere, som serverer vodka med dans på baren en tirsdag aften. Alles zusammen og hummus til morgenmad. Melankolsk klezmer-musik tilsat rockguitar. Life!

 

Screendump fra hjemmesiden. Besøg siden her

 

Til systematisk hverdagschikane

Men det er langt fra det liv, der udspiller sig for mange palæstinensere mindre end en times kørsel fra Tel Aviv. En hverdag fyldt med daglige visitationer og inkvisitioner. Systematisk hverdagschikane med skrald, der ikke bliver hentet, vand, der bliver rationeret til små tanke, der kun kan fyldes op to gange ugentligt og bryllupper, der ikke bliver helt det samme, når familien, der bor under 30 km fra hinanden, ikke har lige de identitetskort, der giver adgang til festen. De røde, blå og grønne zoner, som skiller familier, venner, samarbejdspartnere, handlende fra deres kunder, og som for disse to turister fra Legoland virker uhyrligt komplicerede at hitte rundt i.

 

Det sætter sig i kroppen, også på forbipasserende, når visse store, flotte veje kun må køres på af det ene folk, mens en grussti er forbeholdt det andet folk. Når de ældgamle vandcisterner i ørkenen fyldes op af ægte lorteskrald af den ene part, for at forhindre at den anden part får det nødvendige vand til deres dyr og marker. Når aktivister hver morgen følger palæstinensiske bønder uden om de tungt-bevæbnede unge, israelske soldater, for at sikre at bønderne kan komme ud til deres mark. Bare så reglen om at jord, der ikke har været dyrket i tre år, tilfalder staten, ikke bliver til virkelighed.

 

Muren har magten

Denne hverdag omkranses af bosættelser, som ligger højt på snart hver eneste bjergtop, og udtrykker den, der overlegenhed gennem arkitektur. Og så selvfølgelig murene, som kløver sig som en hæslig le ned igennem og overalt i det smukke land. Otte meter høje mure har præcis den størrelse, som gør, at et menneske føler sig uendeligt småt. At vores kroppe bliver drænet for energi og livsglæde. At vi forstår, at det er muren, der har magten. Det er effektiv kommunikation.

 

Det er dette konfliktfyldte scenarie, som den 21. april i år er bagtæppet for det maraton, som de to danskere Signe Fischer Smith og Lærke Hein gennemførte fra rødvinside til ”we did it”. Og skulle det så være noget særligt? Ja, for den da.

 

Beduinere lige ved siden af løberuten. Eksotisk

 

Som kommunikationsform var det en massiv succes

Verdenspressen var, hvor den skulle være, og budskabet om at det er en menneskeret at kunne bevæge sig frit, stod nogenlunde ubesmittet i centrum. De sociale medier vrimler fortsat med opdateringer, film og fotos som understøtter budskabet. Den uskyld, der er forbundet med bare at kunne få lov til at løbe, viste sig i al sin enkelhed at være en aktionsform, som er svær at afvise. For alt de 650 mennesker gjorde, var at sætte deres ben på den konfliktfyldte jord. Og så flytte dem henholdsvis 5, 10, 21 eller 42 km.

 

Alle interessenter var påvirkede og forandrede efter løbet. Palæstina er nu at finde på et nyt verdenskort, nemlig dét for løbere – og det er ikke noget, man bare lige gør. Hver eneste udlænding, der løb, vendte hjem som fortaler, både for det velorganiserede løb, der for de garvede fremstod som et af de hårdeste, de nogensinde havde været med til, og for at nogen må gøre noget dernede for at dæmme op for den utålelige situation.

 

 

Pressen dækkede også løbet grundigt. Her er Politikens beskrivelse

 

Måske skaber det en spæd dialog?

Palæstina Maraton kan på sigt betyde økonomi til Betlehem, der er et aflukket sted bag nogle høje mure, som kæmper for at få deres varer ud og handlende ind. Det kan skabe sammenhold samt håb og måske skabe en spæd dialog mellem nogle parter, der ellers ikke er på talefod. Det faktum, at to kvinder stod i spidsen for arrangementet, og at mange kvinder også løb – i efter danske forhold tækkeligt tøj – efterlod også en besked hos de lokale om, at sådan noget kan kvinder også gøre, hvis de altså får lov.

 

For alle, også de tungrøvede venner

Som projektgennemførelse var det en massiv succes. At trodse personlig frygt og nej-hatte, at få folk og gear ind i hvepsereden efter bombninger ved Boston-maraton, at få folk ud igen, at rejse telte, måle ruter op, skabe Wifi, løbechip og opdatere facts, at få håndskåret medaljer, løbegrej og trykte T-shirts, at finde og crowdfunde sponsorer og løbere, inklusiv tungrøvede venner som i anledningen sprang ud som løbere, at få de lokale spejdere til at forstå sportsgrenen samt dele frugt og vand ud uden at hindre løberne – og så videre og videre.

 

Muren er allestedsnærværende

 

Projektledelse til UG

Maraton er ikke et nyt fænomen. Ej heller at løbe for en god sag. Bedriften, som man imidlertid virkelig må bøje sig for, er, at Palæstina Maraton kilede sig ind i hjertekulen på alle deltagere, og at løbet blev gennemført uden synlig ballade. Som alle, der arbejder med events og kampagner med flere interessenter, ved, er det et kunststykke alene at få myndigheder, politikere og meningsdannere til at arbejde sammen. At få folk til at levere det, de har lovet og mobilisere de mange kræfter, der skal til for at skidtet overhovedet kan hænge sammen. At holde egoer og politiske dagsordener i baggrunden kan selv i Danmark vise sig så vanskeligt, at selv den mest komplicerede logistik virker befriende at kaste sig over. Det var vores indtryk, at den del af projektet fyldte meget til sidste øjeblik.

 

Run baby – run

Nu løber vi igen rundt om søerne i fredelige København – tungere af de billeder vi har set og oplevet, men lettere af noget, der har gentændt engagementet og følelsen af håb for alle beboere i Israel og Palæstina. Vi sidder igen ved hæve-sænkebordet som kampagnedamer for budskaber, der skal få danskerne til at lytte, støtte, mene, engagere sig og viderebringe – og her må vi erkende, at når vi hopper på tungen for journalister for at formidle budskaber, vi og vores kunder finder afsindigt vigtige, så er der én metode, der overgår dem alle. Det er at være der selv, at se og opleve det med sine egne øjne. Product placement i det hellige land. Det virker. Run baby – run.