10 ting den gode taleskriver skal tænke på

Hvordan kan det være, at nogle taler huskes i en evighed, og andre glemmes hurtigt? Find ud af hvorfor Barack Obamas taler er så fængende. Og om Poul Nyrup nogensinde har holdt en god tale. Kampen mod de kedelige taler er sat i gang. Læs manualen før du skriver CEO’ens næste tale.
af Michael Bremerskov Jensen
Trods tilnavnet Uld i Mund kunne tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens taler skabe stærke billeder. Her er et eksempel fra hans nytårstale i 1998
 
”Vi har sejret ad helvede til” eller ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.” De to citater udgør i dag en del af vores fælles referenceramme som danskere. De indgår i vores kulturelle arvegods, og de fungerer som huskekroge, der hjælper os med ikke at glemme vigtige bidder af Danmarks nyere politiske historie.
 
Men hvad de færreste uden for kommunikationsbranchen formentlig er klar over, så gemmer der sig nogle ukendte og sandsynligvis lavt rangerende embedsmænd bag de bevingede ord. Udkastet til LO-formand Thomas Nielsens afskedstale i 1982 og til Schlüters tale om tamilsagen i 1989 kom nemlig fra en taleskriver. Nu om dage er taleskriveren typisk en ung fuldmægtig eller en nyudklækket kommunikationsmedarbejder. Arbejdsgangen i mange ministerier er gerne den, at der ikke findes en fast taleskriver, men at der udpeges en medarbejder til opgaven i det ressortkontor, som har flest aktier i talens indhold. Han eller hun bliver så sat til at indhente input fra andre kontorer og eksterne aktører, og det skal alt sammen svejses sammen til en helhed.
 
Derefter sker der ofte det, at de kreative indfald og de provokerende pointer bliver slettet eller udvandet i takt med, at hierarkiet af chefer og spindoktorer ovenover skal godkende udkastet. Og hierarkier – private såvel som offentlige - er i deres natur forsigtige. De har altid mange hensyn at tage, mange særinteresser at pleje og mange kæpheste, der skal rides. Talens underholdningsværdi og kommunikative gennemslagskraft kommer følgelig i anden række, og derfor er det heller ikke underligt, hvis nogen føler, at der er langt mellem de fængende taler i Danmark. Det er der, og det er en skam.
 
For at udfordre dette kommer her en manual i 10 punkter, der sikrer, at man ikke ender i ministeriel metervare:
 
1.     Vær konkret 
2.     Indbyg en fortælling
3.     Brug tretrinsraketter, metaforer, kontraster, anaforer, analogier m.m.
4.     Skab billeder på tilhørernes nethinder
5.     Gør dig umage med indledningen
6.     Skriv klart og til øret
7.     Anvend få budskaber, der foldes ud og gentages
8.     Brug eksempler, citater og retoriske spørgsmål
9.     Få så vidt mulig en snak forinden med taleren
10.   Lav et svirp med halen i afslutningen
 
1. Vær konkret 
Ifølge neurobiolog og forskningsleder Theresa Schilab fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er man inden for hjerneforskningen kommet frem til, at mange forskellige dele af hjernen aktiveres, når vi husker noget. I gamle dage troede man fejlagtigt, at hukommelsen var placeret ét bestemt sted i hjernen. Når vi eksempelvis læser ordet ”kanel”, genkalder vi os bevidst eller ubevidst en mængde forskelligartede erfaringer med kanel. Kanel aktiverer bl.a. de steder i hjernen, der har med smags- og lugtesansen at gøre. Det kan også påvirke de nerveceller i hjernen, der har med mormor, nisser, risengrød, smør eller juleaften at gøre. Kanel består således af en masse delkomponenter, der hver især sender signaler ud til en masse forskellige adresser i hjernen. Ifølge Theresa Schilab er det årsagen til, at kanel er nemmere at huske end et abstrakt begreb som ”demokrati”. Abstrakte begreber kan ikke lugtes eller smages, og de er nærmest hjemløse i hjernen. De aktiverer meget få neurale netværk. Derfor: Hvis du gerne vil have tilhørerne til at huske noget fra en tale, så vær konkret og forbliv konkret. Især i skriftsproget har vi en indbygget tendens til at betjene os af abstrakte begreber til at kategorisere og skære virkeligheden til i overskuelige kasser, hvor der helst ikke må være partikulære mislyde og undtagelser. Som Milan Kundera skrev i sin roman Om latter og glemsel, så ejer ”det abstrakte en forførende evne til hastigt at kompensere for det konkretes uoverkommelighed”. Det abstrakte fungerer imidlertid skidt i en talesituation. I mundtlighedens rige er det konkrete konge.      
 
2. Indbyg en fortælling
På youtube kan du se Bill Clintons taleskriver Tom Rosshirt forklare under en konference arrangeret af Rhetor, hvorfor det er godt, hvis du kan bygge en kort fortælling ind i din tale, og hvorfor det er allerbedst, hvis du kan indflette talens hovedbudskab i fortællingen (klik her). Fortællinger fremkalder ofte følelser, og folk husker den stemning, de kom i på grund af talen. Dvs. de husker, om talen fik dem til at grine eller græde i langt højere grad, end de husker talens budskaber og fakta. Fortællingen kan komme i begyndelsen, midten eller i afslutningen af talen, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller gør nedenfor i en tale om EU fra 2007:
 
”Danmark vil arbejde for, at fremskridtene også bliver ført ud i livet, når det til sin tid lykkes at reformere EU’s traktatgrundlag. For det vil lykkes. Det tilsiger al erfaring fra de sidste 50 års europæiske samarbejde, men det vil ikke ske af sig selv. Modsat hvad mange tror, er EU i virkeligheden et unikt og skrøbeligt samarbejde, som vi bliver nødt til at værne om. Hvis vi især i den nuværende situation blot læner os tilbage i troen på, at alt nok ordner sig selv alligevel, risikerer vi, at intet ordner sig selv. Så risikerer vi den situation, som Ivan Krylov, der kaldes den russiske H.C. Andersen, har beskrevet i sin fabel om svanen, gedden og krebsen. Den lyder sådan her:
Når der blandt venner mangler harmoni, bliver fælles gerning let en parodi og fører til fiasko – det’ en hæslig vane. En krebs, en gedde og en svane gik sammen om at trække et læs – en meget overkommelig proces! De trak og trak, men vognen ville ikke trille, for svanen foretrak at flyve mod det blå, kun baglæns kunne krebsen gå, og gedden ville frem til sø og bæk og kilde! Hvis skyld og ansvar var det? Det er klart som blæk! Men vognen står der stadigvæk. Tak for opmærksomheden.”
 
3. Brug tretrinsraketter, metaforer, kontraster, anaforer, analogier m.m.
De retoriske stilfigurer er taleskriverens værktøjskasse. De tjener mange formål, de virker, og der er en grund til, at man bliver ved med at tæske rundt i dem i gymnasiets dansktimer Anvend dem flittigt. John F. Kennedys månelandingstale fra 1962 står stadig som én af taleskrivningens mesterværker og læg mærke til, hvordan hans berømte taleskriver, Ted Sorensen, i denne korte passage benytter sig af en anafor (”We chose… We chose…), kontraster (”easy”/”hard”, ”willing”/”unwilling”) og en tretrinsraket (”one that we”/”one we are”/”one which we”).
 
”We choose to go to the moon. We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win, and the others, too.”
 
Den retoriske værktøjskasse skal bruges til at få talen til at glide, til at bryde monotonien op, til at gøre en teknokratisk brødtekst nærværende og til at undgå, at publikums øjenlåg bliver for tunge. Og der er ikke noget med, at redskaberne i værktøjskassen fungerer bedst på et højtideligt Oxford-engelsk og ikke så godt på et jævnt bondemål som dansk. Nyd her en virtuos opvisning i taleskrivning på dansk, som selv en Ted Sorensen ville have været stolt af. Det er Harald Børstings kongrestale, da LO skulle vælge en ny formand i 2007. Bemærk, hvordan taleskriveren er i stand til at ramme den folkelige og joviale sprogtone, som både er Børstings egen, og som fungerer perfekt i den givne talesituation (dvs. overfor LO’s medlemmer på kongressen). Den afsluttende ”comic relief” er prikken over i’et.
 
God gammeldags arbejderretorik fra Harald Børsting
 
4. Skab billeder på tilhørernes nethinder
Billeder er kommunikativt langt stærkere end ord. Det gamle ordsprog om, at et billede kan sige mere end 1000 ord, passer, hvilket skyldes, at billeder rummer retoriske kvaliteter såsom nærhed, umiddelbarhed og fortætning. Det er en banal kendsgerning, at det nære altid opleves stærkere og vigtigere end det fjerne. Selv om vi ikke kender vores nabo, hjælper vi ham, hvis hans hus brænder, hvorimod vi ikke kører hen for at hjælpe, hvis vi hører i radioen, at et hus i den anden ende af byen er brudt i brand. Dokumentariske fotografier skaber nærhed og overbevisningskraft, men de billeder, som vi selv danner, når vi læser en god bog eller hører en fængende tale, har også en nærhed, som det fjerne eller abstrakte aldrig kan matche. Dernæst oplever vi billeder umiddelbart og øjeblikkeligt – i en enkelt synshandling. Omvendt må vi vente på, at ordene bliver udtalt, og lydene artikuleret færdig, når vi hører på en tale. Receptionsteorien taler også om, at billeder rummer en retorisk fortætning, hvor umiddelbarheden i oplevelsen gør, at billedets udtryk og mening nærmest eksploderer i hovedet på os. I modsætning hertil kan vi kun modtage information skridt for skridt i en gradvis og bevidstgjort bearbejdning, når vi lytter til det talte ord eller læser en tekst. Derfor: Skab billeder og brug i det hele taget et billedligt sprog ved hjælp af sammenligninger, eksempler, citater, metaforer og ordsprog.
 
Mr. Uld i Mund himself, Poul Nyrup Rasmussen, som guderne skal vide har holdt mange kedelige taler i sin karriere, lykkedes i 1998 med en fuldtræffer i sin nytårstale. Det eneste, som vi husker fra denne 14 minutter lange tale, er ét enkelt fremragende hverdagsbillede, som hans taleskriver anvendte til at beskrive børnefamiliernes vilkår. Jeg vil mene, at hans retoriske spørgsmål: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” efterhånden har etableret sig som en fast vending på dansk, som med det samme bringer Nyrup frem i bevidstheden. Se klippet i begyndelsen af artiklen.
 
Min egen personlige favorit med hensyn til det mest virkningsfulde og elegante billede brugt i en politisk tale findes i Obamas tåreperser af en ”State of the Union”-tale fra februar 2009. Han holdt talen, mens den globale finanskrise kørte på de højeste nagler, og krisen løber som en rød tråd igennem hele talen. Jeg har markeret billedet med fed nedenfor. 
 
“I know that for many Americans watching right now, the state of our economy is a concern that rises above all others. And rightly so. If you haven’t been personally affected by this recession, you probably know someone who has – a friend; a neighbor; a member of your family. You don’t need to hear another list of statistics to know that our economy is in crisis, because you live it every day.  It’s the worry you wake up with and the source of sleepless nights. It’s the job you thought you’d retire from but now have lost; the business you built your dreams upon that is now hanging by a thread; the college acceptance letter your child had to put back in the envelope. The impact of this recession is real, and it is everywhere.” 
 
5. Gør dig umage med indledningen
Dette punkt er nok den mest fortærskede traver af alle, men det kan ikke understreges nok. For personer, der stiller sig op på en talerstol og forlanger et publikums udelte opmærksomhed, skal de allerførste sætninger fungere som et håndtryk mellem taleren, arrangørerne og publikum. De første ord skal skabe velvilje og opmærksomhed omkring talerens person, og det skal de bare. Det kan forekomme ulideligt at høre på de sædvanlige taksigelser i indledningen, hvis der er mange talere til en konference, og man skal som taleskriver afholde sig fra at spille helt her og blot følge konventionen. I det første minut eller to vil der alligevel ofte være uro i lokalet, mens folk sætter sig til rette og tager overtøjet af, hvorfor det ikke er tidspunktet at fyre hovedbudskabet af. Takke-fraserne bliver derfor også tit kaldet ”talens indløb” eller ”det bløde anslag” til forskel fra den egentlige indledning. 
”Before I speak, I have something important to say.” Og det sker i indledningen. Undersøgelser har vist, at publikum udover deres egen oplevelse af talen bedst husker indledningen og afslutningen. Sørg derfor for at få talens hovedbudskab lanceret allerede i indledningen. Her er der størst chance for at fange publikums opmærksomhed, som fra da af kun vil dale, indtil du når frem til afslutningen. En grundig analyse af talesituationen kan være en hjælp til at knække indledningen, og til det formål anbefaler jeg, at man smækker Ciceros pentagram op på opslagstavlen. Det ser sådan ud:
 
manual tale politik
 
Den romerske statsmand (106-43 f.Kr.) Marcus Tullius Cicero er én af den antikke retoriks største mestre, og til brug for indledninger er det altid en god idé at undersøge omstændighederne i en talesituation, herunder timingen, lokaliteten og arrangørerne. Det er tit muligt at finde en overgang fra de specifikke omstændigheder i talesituationen til de budskaber, du gerne vil aflevere. Her et eksempel fra en anden tale af Per Stig Møller, da han var udenrigsminister, og fra dengang Nokia var cool:
 
”Mange tak til Foreningen Norden for invitationen til at holde et oplæg om Danmarks og Nordens rolle i den globale udvikling. Temaet falder i naturlig forlængelse af prioriteterne for det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i år. Et formandskab, hvor vi fokuserer på nødvendigheden af et dynamisk nordisk samarbejde, der kan tage de udfordringer op, globaliseringen medfører. ”Vi frie folk fra Norden/træder hjemligt over jorden.” Sådan indleder Karen Blixen et foredrag i Stockholm i 1938 om Afrika. Det er også en god indledning, hvis man i få ord skal beskrive, hvordan de nordiske lande gebærder sig i en stadig mere globaliseret verden. Og det gælder endnu mere i dag end dengang. På en konference om outsourcing arrangeret af Nordisk Innovationscenter tidligere i år konkluderede man simpelthen, at ”The Vikings are coming!” I gamle dage indgød det skræk og rædsel rundt omkring i Europa, når nogen sagde, at vikingerne kom. I dag modtages vi med åbne arme, når bistanden kommer, og i havnene ser man overalt Mærsk-containere, mens unge i alverdens lande går i gaderne med en Nokia for øret. Samtidig kommer de andre – i modsætning til dengang – også til os. Vi har udviklet evnen til at kunne omstille os til nye krav og vende udfordringer udefra til vores egen fordel.”
 
6. Skriv klart og til øret
En af retorikkens stamfædre, Theofrast (372-287 f.Kr.), som også fandt tid til at grundlægge botanikken som videnskab og sammen med Aristoteles agerede privatlærer for Alexander den Store, knæsatte følgende fire veltalenhedsdyder:  
 
1)    Puritas - Sprogets renhed (grammatisk og udtalemæssigt korrekt)
2)    Perspicuitas - Sprogets gennemsigtighed (klarhed og præcision)
3)    Ornatus - Sprogets udstyr (den retoriske værktøjskasse)
4)    Aptum – Passende sprog (de rigtige ord til lejligheden)
 
Ja, selvfølgelig, tænker vi, men alt afhænger som bekendt af udførelsen. Her kommer en dosis ministeriel metervare af værste skuffe, som lader hånt om Theofrast.
 
”En effektiv infrastruktur forudsætter, at store beløb investeres på de rigtige tidspunkter, de rigtige steder og på den rigtige måde. Derfor er det afgørende, at de overvejelser, der går forud for sådanne investeringer er grundige og medtænker de mange forskellige interesser, der berøres af beslutninger omkring infrastruktur.” Der er taget fra transportminister Flemming Hansens tale ved en konference om fremtidens transportsystem i september 2006.
 
Det kunne med fordel have lydt sådan her: ”En effektiv infrastruktur forudsætter, at vi investerer mange penge på de rigtige tidspunkter, på de rigtige steder og på den rigtige måde. Og for at kunne gøre det, skal vi naturligvis tænke os rigtig godt om og indhente idéer og synspunkter fra alle de mennesker, der vil blive berørt af vores beslutninger om fremtidens infrastruktur.”
 
Som taleskriver skal man være omhyggelig med at læse sit taleudkast op bag en lukket kontordør, inden man afleverer det til chefen. For har du skrevet det til øjet eller øret? Alt skal tilpasses øret, men ordene skal jo også passe til ham eller hende, der skal holde talen. Hvis det er på et fremmed sprog, gør du klogt i at vælge ord, der er lette at udtale for en dansker. Altså ikke: ”the two issues are inextricably linked”, men ”the two issues are closely linked”.
 
Rent formuleringsmæssigt, så pas dernæst på disse syv typiske fejl:
 
1)    Passiv: Det blev besluttet, at… (gør teksten upersonlig og uklar). Skriv, hvem der beslutter, dvs. aktive sætninger.
2)    Verbalsubstantiver: Påsætning af mærkater (bedre: sætte mærkater på). Brug verber.  
3)    Sammensatte ord: Undersøgelsesresultatet (bedre: resultatet af undersøgelsen)
4)    Skriftsprog: Således/Sådan, Ligeledes/Også, Denne/Den her, Forefindes/Er, Endvidere/Så
5)    Forvægt: Forvægt gør det svært at overskue sætninger, fordi vi skal vente på budskabet. I sætninger med bagvægt ved vi straks, hvad budskabet er, fordi det kommer først. Eksempel: ”Skulle det hænde, at De en enkelt gang måtte glemme at tage tabletterne på det sædvanlige tidspunkt, men husker det inden for 12 timer, skal De alligevel tage hele den ordinerede dosis.” Bedre med bagvægt: ”De skal tage hele den ordinerede dosis, selv om De glemmer at tage tabletterne på det sædvanlige tidspunkt, men husker det inden for 12 timer.”
6)    Indforståede fagudtryk  
7)    Meget lange sætninger
 
7. Anvend få budskaber, der foldes ud og gentages
Dette kaldes ”distributio” med et fagudtryk fra retorikstudiet. Vælg max. 3 budskaber, som du folder ud, og som du nuancerer og underbygger ved at trække på et våbendepot af argumenter. ”Hjertets Reenhed er at ville Eet” skrev Søren Kierkegaard i 1847, og hvis du kan holde talen nede på et enkelt overordnet budskab, er det at foretrække. Herved er der størst chance for, at publikum tager budskabet med sig i hukommelsen bagefter. Det er altid en styrke, hvis argumentationen åbent og direkte formår at tage hånd om uudtalte indvendinger og modstridende oplysninger, og det er altid en svaghed, hvis man i en tale lader som om, at der ikke eksisterer en anden måde at se tingene på. Forsøg så vidt muligt at opbygge lidt spænding eller crescendo op til præsentationen af talens hovedbudskaber. Tilhørerne må ikke være i tvivl om, hvad der er talens punch-lines, og hvad der kun er sekundære budskaber eller understøttende argumenter. Statsministerens nytårstale fra i år er et godt eksempel på ”distributio”. Her havde Løkke brug for et vognlæs af argumenter til støtte for sin kontroversielle efterlønsreform plus en up-front anerkendelse af, at mange mennesker ikke ønsker hans reform. Hvis nogen er meget ivrig, kan talen opleves i sin helhed ved at klikke her.
 
8. Brug eksempler, citater og retoriske spørgsmål
Ligesom punkt nr. 3 handler det igen om at mindske det iboende ubehag, som tilhørerne bevidst eller ubevidst føler ved at blive tvunget til at lytte til en enetale fra et fremmed menneske i 10-15 minutter. Eksempler har mange fortrinlige egenskaber såsom at gøre det abstrakte konkret og nærværende, mens man bør begrænse sig til to eller max. 3 citater i en tale af 15 minutters varighed. Hvis man går ind på den store citatsamling www.brainyquote.com på nettet, behøver man ikke kende citatets ophavsmand, eller hvornår et eller andet blev sagt. Man kan nemlig søge på det budskab, man gerne have frem med et citat, hvilket er yderst nyttigt! Endelig er retoriske spørgsmål specielt hensigtsmæssige i indledningen til at skabe forbindelse mellem taler og publikum, men sørg for Guds skyld for, at de bliver opfattet som retoriske og ikke som rigtige spørgsmål. Der er intet værre end opmærksomhedskrævende tilhørere uden situationsfornemmelse, som misbruger et retorisk spørgsmål til selv at tage ordet og starte en dialog med taleren.
 
9. Få så vidt mulig en snak forinden med taleren
Taleudkast forfattet i blinde uden en forudgående dialog mellem taler og taleskriver er ikke en ideel fremgangsmåde. Det er især et problem at få ”face time” med ministeren i de større ministerier og organisationer, hvor der er langt mellem top og bund, og så er det også et spørgsmål om at finde et hul i en travl ministerkalender. På Slotsholmen er det undtagelsen snarere end reglen, at ministeren konsulteres i forbindelse med udarbejdelsen af en tale, som han eller hun selv skal holde. Det er en medvirkende årsag til, at der er langt mellem de inspirerende taler i dansk politik. Det er svært at levere kvalitetsprodukter uden en dialog eller som minimum nogle stikord at køre på, med mindre taleskrivningen ligger forankret hos én person, som har lært ministerens personlige præferencer og stil at kende.    
 
10. Lav et svirp med halen i afslutningen
Yes, jeg tænker her på den velkendte fiske-model. Hvis du kan lave en forbindelse, som ikke opleves kunstig og påklistret, fra afslutningen tilbage til talens indledning, er det et scoop. Det vækker genkendelsens glæde hos tilhørerne, og svirpet skal også bruges til at hamre dit hovedbudskab fra indledningen fast en sidste gang. Rigtig elegant er det naturligvis, hvis taleskriveren magter mere end blot at skrive: ”Som jeg sagde i indledningen, så…” Afslutningen skal helst relancere hovedbudskabet på en ny måde, som klima- og energiminister Lykke Friis gjorde i en tale ved Fjernvarmeforeningens energipolitiske konference sidste år. Svirpet ligger i de første to sætninger.
 
”Kære alle sammen, Nu startede jeg i det litterære hjørne; lad mig også derfor slutte der. Samuel Beckett har nemlig også sagt følgende: “Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better”. Og det er jo rigtigt, hvis vi i den historiske omstilling ikke vover et øje, så kan vi være helt sikre på, at vi ikke når nogen vegne. Det minder mig om Thomas Edison, der opfandt glødepæren. I mange år arbejdede han og bilfabrikanten Henry Ford på at skabe en el-bil, og Ford var overbevist om, at el-bilen ville blive fremtidens mest udbredte køretøj. Men Edison fik Ford til at opgive projektet, og måske derfor sagde han mange år senere: “Mange af livets fejltagelser begås af folk, der ikke ved, hvor tæt de var på succes, da de opgav”. Derfor vil jeg gerne sige til jer i dag: Vi vil komme til at lave fejl undervejs. Men de fejl vil gøre os klogere. Og dét vil bringe os videre af vejen mod det grønne samfund. Men der må aldrig være tvivl om målet – Danmark skal være det første land, der ikke kun i ord og i fine rapporter taler om at omstille sig til at blive uafhængig af fossile brændsler. Vi skal vise i praksis, at det er muligt. Tak for ordet!”
 
Der kan selvfølgelig siges meget mere om taleskrivning. Jeg vil dog i al beskedenhed mene, at man kan komme et pænt stykke vej, hvis man konsekvent holder sig disse 10 punkter for øje. Lad mig imidlertid provokere lidt til sidst og hævde, at en dygtig taleskriver nødvendigvis må besidde en avanceret sproglig fingerspidsfornemmelse, en god portion almen viden og en veludviklet indlevelsesevne, hvilket alt sammen er vanskeligt at sætte på formel. Man kan dissekere den gode tales anatomi ned til de mindste bestanddele og analysere på form og indhold, indtil solen går ned, men tilbage bliver, at enkelte tilsyneladende mestrer kunsten fra start, mens andre aldrig kommer til det, og fred være med det. For det er jo ikke ensbetydende med, at langt de fleste ikke kan lære at skrive både medrivende og til øret. Det kan de.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job