Det er ikke et ord, vi bruger længere. Det lyder forkert, aggressivt, uciviliseret. Så hellere metroseksuel. Alligevel er du slet ikke i tvivl, når nogen opfører sig mandigt. Mænd beundrer mandighed, misunder den, ofte hemmeligt. Kvinder elsker eller hader den, ofte begge dele.

Mandighed har som regel en virkning på begge køn. Se på Marlboro-
manden eller New Yorks brandmænd den 9. november 2001. Se på sportsstjernen, fighteren, vinderen, som rækker hænderne i vejret og bekræfter sin styrke, udstiller den, fejrer den. Og se så lige på deres damer. Lækre, ikke?

Både mænd og kvinder har en indbygget fornemmelse af, at mandighed findes. Alligevel tøver vi med at anvende ordet, for sæt nu, feministerne får nys om sagen og melder os til kønspolitiet. Hvem har f.eks. lyst til at stå til regnskab for KVINFO’s Elisabeth Møller Jensen en mørk og regnfuld aften?

Grønspættebog

Nu er der imidlertid kommet en ny filosofisk grønspættebog til alle raske drenge og piger, der har fået nok af tidens almindelige flæberi, stressterapeuter, samtalekøkkener og kontrol freaks. ”Manliness”, hedder den og er skrevet af en amerikansk filosofiprofessor mest kendt for sine studier af klassikere som Machiavelli (1469-1527) og Tocqueville (1805-59). I denne lærde, skønt alligevel levende bog, præsenteres vi for mandighedens genealogi fra simpel aggression til filosofisk mod.

Først møder vi stereotyperne, siden dyderne. Først de mere eller mindre suspekte chauvinister. Testoteronfolket. Tumperne. De islamiske fascister, der svælger i machismo. Siden når vi frem til forbillederne, de virkelige helte – og det er med ret stor garanti ikke dem, du havde regnet med. Mandighed rummer altså både noget godt og noget mindre godt. Stridskraft og heltemod på den ene side. Praleri, slåskamp og drab på den anden side.

Bogens udfordring er ikke at gøre mænd til gentlemen, men at finde ud af, hvad mandighed overhovedet er. Og udgangspunktet er, at mandighed til alle tider har bestået i modet til at udfordre konventionelle opfattelser og klicheer.

Det gør forfatteren til denne bog i rigt mål, selv om han på bogomslaget ligner en typisk akademisk tændstikmand. Men tag ikke fejl. Harvey C. Mansfield, f. 1932, er elev af Chicago-professoren Leo Strauss, der skabte det filosofiske grundlag for neo-konservatismen, som førte George Bush Jr. til magten og USA i krig i Irak. Siger man. Sikkert er det i hvert fald, at Mansfield viderefører en idéhistorisk skole uden frygt for livets store spørgsmål og en filosofi der skal gøre os klogere på mennesket, dets moral og politik og bør få os til at stræbe efter denne visdom.

Mandighedens kammer

Mansfield begynder med den observation, at der stort set ikke findes videnskabelige fremstillinger af begrebet mandighed. Det skyldes, at moderne videnskab er steril og ikke kan forlige sig med kønspræferencer. Til gengæld har næsten alle store tænkere og forfattere noget kvalificeret at sige om emnet.

Mansfield går helt tilbage til de gamle grækere. Med mandighed hentyder forfatteren først og fremmest til begrebet ”thymos” som introduceret af Platon og Aristoteles med betydningen mod, selvtillid, stridskraft, karakter, vilje, dvs. alt det, der gør os uafhængige og til individer, om end ikke nødvendigvis til mænd. Det er thymos, der får os til at insistere på os selv f.eks. i polemik og i krig – to beslægtede aktiviteter – ligesom det er thymos, der får os til at forsvare værdier og mening, når de er truet. I thymos ligger vores værdighed og stolthed; og uden dem er vi mus.

Man kan også sige, at foruden thymos er vi simpel natur eller krop. Grækerne gik efter mere end fysik – husk bare Platons dualisme mellem sjæl og legeme, fornuft og ufornuft. Derfor beror mandighed faktisk ikke på fysik, men på noget abstrakt eller filosofisk. Mandighed er mest af alt en idé, et princip. Eftersom mennesket er et abstrakt væsen, indeholder mandigheden samme besjælethed.

Mandighed er dog ikke identisk med fornuft. For grækerne kunne mennesket hverken klare sig med krop eller fornuft alene. Den høje rationalitet har brug for modet, selv om sidstnævnte sidder lavere: Hovedet har brug for hjertet.

Hjertet er mandighedens kammer. Når det banker for en sag, lever mennesket, og hjerte finder man ifølge grækerne og deres ambassadør i det 21. århundrede, Harvey Mansfield, typisk hos mænd og mindre typisk hos kvinder. Det er der en kerne af sandhed i.

Men Mansfield går videre. Det er ikke nok med en sag. Modet skal også være filosofisk, det skal søge erkendelse, ikke kun anerkendelse. Mandighedens apoteose bliver dermed til den modige filosof: Han, der ligesom Sokrates undersøger alt det, vi ikke véd med sikkerhed. Han, der søger visdom ved at betvivle det overleverede, sætte fænomener i relief og diskutere forbudt viden, selv om han samtidig sætter livet på spil, sådan som også Sokrates gjorde – for snart at blive tvunget til at drikke gift.

Umandig liberalisme

Med dette filosofiske udgangspunkt kan det ikke undre, at Harvey Mansfield er en streng kritiker af ikke alene sin samtid, men såmænd af hele den moderne civilisation med al dens

videnskab, teknologi, professionalisme, kommers og demokrati.

I hans øjne repræsenterer de seneste 3-400 år ét stort forsøg på at overflødiggøre mandigheden ved hjælp af dogmet om, at alle mennesker er født lige. Uden at være os det bevidst har vi indført en lighed mellem kønnene helt uden sidestykke i historien og glemt ordet for dem eller det, der modsætter sig kønsneutraliteten. Hermed har vi gjort os selv og hinanden dummere, end vi behøver være.

Her retter Mansfield skytset mod især to tankesæt, liberalismen og feminismen, hvor forskellige de end kan synes.

Med liberalismen tænker forfatteren på den klassiske liberalisme som formuleret af Thomas Hobbes og John Locke i 1600-tallets Storbritannien. Liberalismen var – og er – umandig, fordi den sætter selvopretholdelse og personlig sikkerhed over alt andet, mener Mansfield, skønt det vel at mærke er en bestemt fortolkning af liberalismens grundlag. En anden fortolkning er, at menneskets selvopretholdelse netop indebar – i hvert fald for Locke – at borgeren forsvarer sig mod tyranner og politisk undertrykkelse. Er dét umandigt? Tværtimod. Det er modigt og faktisk hvad de amerikanske forfatningsfædre gjorde under den Amerikanske Revolution i 1776 og franskmændene i 1789, med forskelligt held – det tør siges – men mandigt og modigt og uden pardon.

Det er Harvey Mansfield naturligvis klar over, men man kan dårligt være antik og moderne samtidig, og Harvey Mansfield er antik helt ind til knoglerne.

Nihilistisk feminisme

Hvad angår kritikken af feminismen, har han dog en bedre sag. Den er i grunden meget enkel. Alle er født med et køn. Derfor er forsøget på at være neutral på sit køns vegne dømt til at blive et teoretisk projekt. Selv hvis køn skulle være en social konstruktion, sådan som allerede Simone de Beauvoir prædikede, så vil det formentlig tage årtusinder at fjerne de sidste rester af mandighed og kvindelighed. Og det er ikke blot spild af tid, men også naivt.

Mansfield mener sågar, at projektet er nihilistisk, fordi det alene handler om magt, dvs. om hvordan kvinder får det, mænd tidligere sad på i kraft af deres køn. Feminismen har lært kvinder, at de svigter deres menneskelighed, hvis de opfører sig som ”kvinder”. Så hellere være mænd, hvis det er sådan magten erobres.

I et af bogens mere syrede kapitler viser forfatteren, hvorledes feminismen har vendt Friedrich Nietzsches lære på hovedet og rettet den mod mændene. Man ser det for sig: Nietzsche i lilla ble. Hans berygtede motto om Guds gud varslede således også mandens død. Her er Harvey Mansfield original i sin kritik af den nihilistiske feminisme, der viser sig at være lige så afhængig af manden som hadeobjekt, som Nietzsche var af kristendommen.

For meget Platon

Problemet med en mand som Harvey Mansfield – såvel som med hans våbenbrødre Allan Bloom og Leo Strauss – er imidlertid, at deres veje altid fører tilbage til Platon, og at de i grunden skriver den samme bog hver gang. Har man læst én, har man for så vidt læst dem alle.

Den største reservation over for forfatteren er hans idolisering af refleksionens magt og hans negligering af kroppen og dens mandige potentiale. Det kan være svært at se, at tænkeren er specielt mandig. For hvad bliver det egentlig til med ham? Endnu en bog? Vi har bøger nok. Endnu en Jeronimus. Dem fører vi også på lager. Som han sidder dér på sin flade røv og spekulerer så nobelt over det gode og retfærdige liv, minder han mere om en Buddha end en bokser, mere om en kvinde end en kriger, mere om en munk end en mand. Og hvad kan vi bruge det til?

Samtidig kan man indvende, at flere af bogens ciselerede vendinger i en vis udstrækning taler imod den græske tradition og snarere i retning af den handlekraftige Machiavelli, som forfatteren ellers lægger luft til. Mandighed er at vide, hvordan man er selvsikker i situationer, hvor tilstrækkelig viden ikke er tilgængelig, skriver Mansfield, hvilket kunne være som talt ud af Machiavellis mund, ikke mindst fordi selvsikkerhed kan udmøntes fysisk.

Krop, tak!

Harvey Mansfields filosofiske mandighed undervurderer i det hele taget groft den kropslige mandighed, som er fulgt med kødets, handlens og selvrealiseringens revolution siden renæssancen. Det er kun antikken, der duer. Dermed overser han, at kroppen, markedet og egoet får meget mere at sige i 15-1600-tallet end i antikken og de mellemliggende 1000 år, og at mandigheden nu får en krop at være i.

Hvad der tidligere blev betragtet som vulgært eller syndigt, bliver nu en drivkraft, og her lurer netop mandighedens og heroismens mulighed af i dag. Når vi i dag anser os selv som forfattere af vores egen skæbne, herunder slider for at forsørge os selv og skabe velstand, så er det et brud med både den filosofiske og religiøse metafysisk i tidligere – og ikke nødvendigvis mere mandige – tider. Det er vel også mandigt: At gribe dagen, løse opgaven, nå resultater, få ting til at ske, fyre den af, så længe der er krudt på batteriet.

Uanset disse indvendinger holder bogens oplagte tese om den trængte mandighed vand. Vi mangler helte og forbilleder. Især mænd. Det må vi gøre noget ved, og ”Manliness” er et skridt på vejen, fordi den udfordrer den kønsløse mainstream og kræver at blive læst og debatteret. Vi har brug for mandigheden, ligesom vi har brug for kvindeligheden. Et frit samfund overlever nemlig ikke – og deri har forfatteren ret hele vejen – hvis de to køn er så frie, at intet forventes af dem.

Harvey C. Mansfield: Manliness, 289 s., $27,50, Yale University Press 2006.

Blå bog: Harvey C. Mansfield (f. 1932) er professor i statskundskab ved Harvard University. Han er forfatter til og oversætter af mange bøger, herunder Machiavellis ”Fyrsten” og Tocquevilles ”Demokratiet i Amerika”.

Fakta: Hvis du vil vide mere om Leo Strauss og den idéhistoriske skole, han grundlagde, så start evt. med hans lille bog ”What Is Political Philosophy?” fra 1959 eller – måske mere fristende – læs Saul Bellows biografiske roman ”Ravelstein” (2000) om Strauss. Den er fed.