Make my day

Forskellen på værdipolitik og interessepolitik bliver tit fremhævet af politologer. Den helt klassiske interessepolitik kender man fra partierne Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. I hovedparten af deres historie har disse partier set det som deres opgave at fremme de nærværende og praktiske interesser for henholdsvis landmændene, borgerskabet og arbejderklassen. Den klassiske værdipolitik kender man fra både Socialistisk og Dansk Folkeparti. Hver på sin måde har disse partier en stolt tradition for stærke meninger, der er i åbenbar modstrid med flertallet af danske borgeres interesse.
af Henrik Dahl




Siden tresserne har splittelsen mellem værdi- og interessepolitik været et grundvilkår i dansk politik. Partier, der har ambitioner om at få mere end 10-15 mandater, vil altid skulle afveje, om de skal lægge en værdi- eller interessebaseret hovedlinje. Det djævelske i denne afvejning er, at det har vist sig at være mere end indviklet at afgøre, hvad vælgerne helst vil have. Miljøvurderinger og dermed rimelige miljøudgifter. Eller forsigtighedsprincippet og dermed principielt ubegrænset vækst udgifterne. Hjertevarmende, nationale særstandpunkter og dermed forringet økonomisk og militær sikkerhed. Eller fad og uheroisk taktgang i vore alliancer og dermed forøget sikkerhed.

Jeg tror, at når det er så svært for de store partier at afgøre, om de skal køre værdi- eller interesselinjen, er det fordi denne splittelse ikke er en splittelse mellem mennesker, men en splittelse i den enkelte.

Hvis jeg skulle se snævert på mine interesser, er der faktisk ikke nogen partier i Danmark, der er tilstrækkeligt liberale. Godt nok er skat et usvigeligt tegn på civilisation – men kors hvor jeg dog undertiden føler mig civiliseret. Hvis man så endda havde et system ligesom med børnene i Afrika, så jeg et par gange om året fik et postkort fra de to lærere, jeg sponserer. Men nej – den danske model rummer det paradoks, at de, der betaler mest, også skal være mest taknemmelige.

Når jeg omvendt ser på mine værdier, er den danske model ikke så værst. Jeg tilbragte et par ungdomsår på University of Pennsylvania. Et Ivy League-universitet på kanten af en af de mange ghettoer i Philadelphia. Og uanset mine snævre økonomiske interesser synes jeg, at så dramatiske forskelle i levestandard og livsmuligheder er for høj en pris at betale for, at tre fjerdedele af mine penge kan blive i min egen lomme. Den enkelte må afgøre det med sig selv, men maden smager ikke mig, når jeg skal skræve over tre hjemløse for at komme på restaurant.

På grund af min indre splittelse mellem interesser og værdier har jeg altid haft svært ved at finde et parti at stemme på. Skulle jeg bare sige ”skidt med det hele”, stemme borgerligt og få nogle fordele? Eller skulle jeg bide tænderne sammen, betale min astronomiske skat og stemme på et centrum-venstre parti? For mig er det i sidste instans forskellene i livsstil, der gør udslaget. Jeg keder mig oftere i borgerligt end i centrum-venstre-selskab. Derfor ender jeg med at stemme på det muntre selskab frem for det kedelige. På trods af en letbitter indsigt i, at en væsentlig del af munterheden opstår ved at sløse mine penge bort på tåbelige, men velmenende formål.

Det er i dette lys man skal forstå, at der stort set ikke har været ende på min begejstring, siden Søren Pind og konsorter fremsatte deres 10 teser i midten af juli måned. Som højtlønnet selvstændig erhvervsdrivende burde jeg om nogen have fordel af en borgerlig regering. Men hvad har jeg haft ud af det indtil videre? Ikke en snus. Skatterne er stadig enorme, og ud over mit private underhold af to skolelærere har jeg også på fornemmelsen, at mit firma har ydet en pæn skærv til min revisors Mercedes. Samtidig ved jeg dog med sikkerhed, at vi på grund af de byzantinske regler, enhver form økonomisk aktivitet er underlagt i Danmark, ikke har andet valg end at slippe slanterne.

Og her kommer Søren Pind så med columbusægget. Den mulighed for at blæse og have mel i munden, som jeg egentlig ikke troede fandtes. I sin kamp for magten har Anders Fogh Rasmussen jo helt uheroisk set rigtigt. Også i politik gælder 80-20 reglen i den forstand, at vælgerne vil have 80 procent interessevaretagelse og 20 procent værdier.

Hvad Søren Pind helt åbenbart ikke er klar over er, at egentlig, liberal politik ikke er i vælgerflertallets interesse. Den er i min interesse, javist. Men langt hovedparten af befolkningen har større fordele ved det nuværende system, end de vil få ved en liberalistisk reform af skatte- og velfærdssystemet. Jeg og måske 15 procent af befolkningen kommer til at få en enorm fremgang i levestandard – mens resten vil opleve, at deres livsmuligheder bliver mindre.

Derfor ønsker jeg Søren Pind al mulig held og lykke med at få vedtaget de 10 teser. Først vil det gavne mine interresser og give mig kæmpe, økonomiske fordele. Dernæst vil de gavne mine værdier og give Venstre omkring 25 mandater ved næste valg. Om teserne skal tages af bordet eller ej, er Søren Pinds eget, liberale valg. Jeg kan kun tilslutte mig en særdeles indsigtsfuld kender af den frie viljes udøvelse og sige: Go ahead, punk! Make my day....

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også