Brug for lidt gratis underholdning en halv times tid? Så tjek dette her site ud:
proff.dk. Det drives af Eniro Danmark A/S, som også står bag krak.dk. Her er masse af tal om virksomheder søgbare, ligesom man kan snage løs i direktørernes små sideforretninger og spekulere over mulige skattely og mærkelige bagmænd. Oplysningerne er lagt råt op uden egentlig redaktion endsige forklaring, ligesom i en telefonbog. Det er begrænsningen. Men altså noget, man må vænne sig til i tider, hvor ’information wants to be free’.
Vidste du for eksempel, at Berlingske-chefen Lisbeth Knudsen har en "direkte relation" til Politiken-chefen Stig Ørskov? Eller at Frederik Preisler ikke blot er aktiv i Mensch, men også er direktør i et anpartselskab i Hellerup, der hedder Smørkat og fremstiller penge. Smørkat (ikke at forveksle med ’smørklat’), havde i 2010 et nettoresultat på 915.000 kroner. Nej, det vidste du ikke. Derfor er tiden inde til en safari i k-branchens økonomiske kringelkroge. Klik klik.
Rundtosset rundtur i Jøp-land
Lad os begynde med at taste spindoktorernes godfather, Jess Myrthu, ind i systemet for at se, hvordan det hele virker. Manden, vi alle kender som seniorpartner i Jøp, Ove & Myrthu, viser sig at have 13 roller i erhvervslivet. Jess Myrthu sidder i bestyrelsen af flere anpartselskaber, hvoraf et bærer hans eget navn, og de andre noget med Jom Holding. Det er åbenbart her pengene er. Jøp, Ove & Myrthu er blot brandet. Det fremgår også, at Jess Myrthu overraskende nok – tillige – er "informationschef" i et firma, der hedder Xylofon og ligger i både Aarhus og på Østerbro. 2-4 medarbejdere fremstiller der webkommunikation. Det går ikke specielt godt, viser proff.dk, kurverne hænger en smule. Xylofons direktør synes at hedde Kim Ruberg. Han er en travl mand med hele 15 roller i erhvervslivet, herunder i Jom Holding-selskaberne og noget, der hedder Dialogue Network A/S. Gudskelov har Ruberg folk til at hjælpe sig med de mange roller, og flere af hjælperne bærer såmænd samme efternavn. Et sandt familieforetagende breder sig ud her, primært i bestyrelsen af Dialogue Network. Hvad dette aktieselskab fremstiller eller beskæftiger sig med, er det umuligt at finde ud af. Det ser ud til, at firmaet først og fremmest har til rolle at have en adresse i Brædstrup, Jylland, hvor Kim Ruberg også selv bor. I firmaets bestyrelse sidder foruden Kim Ruberg en Michael Ruberg og en Anne Ruberg. Via Proffs søstersite Krak og Google prøver vi for sjovs skyld at spore Anne Ruberg – og finder en præsident! Nemlig for ELSA ved Aarhus Universitet, det drejer sig om en europæisk sammenslutning af jurastuderende. Anne Ruberg oplyser på LinkedIn under sine erfaringer intet om bestyrelsesposten i Dialogue Network A/S. Men forklaringen kan selvfølgelig være, at der findes flere personer med det almindelige navn Anne Ruberg. Det vil proff/krak ikke give klart svar på.
I hælene på Peter Goll
Lad os tage endnu en tur, denne gang i hælene på k-rådgiver Peter August Goll, som vi alle kender fra Geelmuyden Kiese (og tidligere Socialistisk Folkepartis sidegemakker). Proff oplyser, at Golls rolle i firmaet er "interessent". Det er interessant. Endnu mere interessant på en skala fra -1 til 0 er naturligvis, at Peter Goll er administrerende direktør i Pg Equity Aps og sidder i direktionen hos Goll & Veddinge Holding ApS.
I Pg Equity ser bruttofortjenesten fornuftig ud, hvorimod udviklingen i nettoresultatet ikke kan få Peter Golls champagnepropper til at springe. Med et negativt nettoresultat på minus en halv million kroner kan ikke være meget for skattevæsenet at komme efter. Egenkapitalen er i øvrigt 1,2 millioner kroner.
Direktørtitel-topscorer Jan Duckert
Kære læser, der er direktør, hvis du er glad og stolt over din fine titel, hvordan tror du så egentlig, at Jan Duckert "har det lige nu", som det hedder i sports- og vild-med-dans-reportagerne? Manden, vi kender som noget med P for Partners og People, er ikke blot direktør i ental. Næh, han er det i mægtigt flertal. Duckert er direktør for eller sidder i direktionen af ... 30 firmaer. Det må opleves som at være far til enorme børneflokke: manden skal have hjælp til at finde rundt i alene navnene på de mange kære små. Tjener Jan Duckert blot skallede 500.000 på hvert direktørjob (hvilke direktører vil egentlig gå for mindre?), har han altså på papiret en årsindtægt på 15 millioner kroner.
Nu gør der sig jo nok "en masse særlige forhold gældende". Men tro os, manden sulter ikke.
Man kan selvfølgelig også prøve at taste "in2media". Frem dukker et stort k-foretagende med en ikke-kedelig omsætning på 24 millioner kroner. Men nettoresultatet, gode venner, det falder sgu år for år, og i 2010 (som er så langt, proff kan se) er bundlinjen blodrød. Hvor ender det? In2media er i øvrigt interessant, fordi firmaet omfatter
Tim Frank Andersen, en af de meste tweetende personer i toppen af k-branchen. Det med Twitter fremgår dog ikke af proff.dk, det gør det derimod, at det er lykkedes det personlige firma Tim Frank Andersen ApS at snige sig op på sorte regnskabstal i 2010. Godt for ham.
Velkommen til proff's forunderlige verden. Fortsæt selv opdagelsesrejsen her.
Få den som app her
Bonusinfo: K-branchens edderkoppespind - klik for at se nogle af største edderkopper
Prøver også super kendisserne