For nogle var det en regulær overraskelse, at borger-debattøren sprang ud som kandidat. Men det har svirret længe på den politiske rygtebørs, at han ville stille op. Til stor ærgrelse fra dele af det konservative bagland, som ser ham som en decideret trussel.

Konservatives nye klæder?

Han er netop blevet indstillet som folketingskandidat for Glostrup, Ballerup- og Hvidovrekredsen. Men som han skrev forleden i en kronik i Berlingske, stiller han ikke blot op for Det Konservative Folkeparti. Han stiller op for sit land, for ’Danmarkshistorien er ikke slut endnu’, lyder hans første politiske slogan. Ambitionerne og armbevægelserne har aldrig været små hos Mads Holger Norgaard Madsen. Intet er for stort – kun småt. Han ser sig da også som én af dem fra sin generation, der ikke alene skal redde det konservative kollaps, men også være bolværket mod utæmmede liberalister og udannede venstreorienterede, hvor alt er lige godt og dermed ligegyldigt og leverpostej.

Men hvad gemmer sig bag Mads' mange masker og mennesket Holger? Er det hele usammenhængende nonsens, floromvundne ord og floskler, eller har han faktisk evnerne til at vise vejen for en ny konservatisme?

Det nemmeste ville være at kaste manden i en bestemt kasse, bøje ham i neon og sætte ham i bås som en opstyltet charlatan uden politisk klangbund, hvis brand altid vil være større end politik og dermed (et hvilket som helst) parti. Det er for nemt at trække jantelovs-kortet. Og sammenligningen med snobberne Fritz og Poul er for nem. Hemmeligheden er, at Mads Holger nok mest af alt er sig selv og lige så nem at karakterisere som at samle en Rubiks-terning. I bund og grund er han sin egen karikatur – på godt og ondt. Og heri ligger nok den største irritation hos kritikerne, at han ikke blot kan skildres som en affekteret storby-snob med et evigt glas Moët i hånden. Manden selv har sammenlignet sig med selveste The Man in Black: 

 

”Der er måske lidt Johnny Cash over det. Har du set filmen, hvor han sammen med June Carter rejser rundt og prædiker evangeliet og spiller for de fattige? Sådan har jeg følt mig den sidste måneds tid.”

En forvandlingskugle
Mads Holger er i bund og grund som et Kinderæg: Man får mindst tre ting plus et par overraskelser i ærmet. Velkommen til den flamboyante jetsetter på 1. klasse, vækkelsesprædikanten, som med kristne budskaber har messet dannelse, kristendom og ærkekonservative dyder i æteren og i utallige klummer i tante Berlingeren og nu den urbane politiske aristokrat, som definerer en ny og forfinet form for storbykonservatisme.

 

Velkommen til Mads Holger. Personen, som deler vandene, som Margaret Thatcher og Sidney Lee har gjort det. Uden sammenligning i øvrigt. 

Den flamboyante jetsetter
Mads Holger blev først og fremmest kendt for sine ekstravagante kendis-ture med privatjettet ’Klub JET’, hvor kendte og semi-kendte jetsettere blev fløjet rundt med champagne i blodet og modeller ved deres side. Dengang titulerede han sig selv som intet mindre end grev Strand. Det var midt i finanskrisen, men det lod Mads Holger sig ikke slå ud af. Det æstetiske, det storladne, det storstilede skulle vinde over de sorte skygger af økonomisk kaos, som rullede over den vestlige verden. Mads Holger har dog ikke, som man skulle tro, altid fløjet over de lettere luftlag. Han er vokset op på Nørrebro med en enlig mor. Han har dog altid insisteret på noget større. Noget, der er bedre end andet. Det har ikke alene handlet om ambitioner, men også om æstetisk idealverden, som rækker længere ud end en selv. Allerede som niårig gik han ulasteligt klædt med cowboystøvler. Som han fortalte til Mads Brügger for et par år siden i Euroman:

 

”Jeg puster ballonen op i stedet for at pifte den.”

Vækkelsesprædikanten – den fødte romantiker?
Efter et par bogudgivelser, som ikke faldt i alle anmeldelsers smag, sprang han ud som debattør for Berlingske, som selvudnævnt sidste romantiker. Fra førsteelskeren med 'Klub JET' blev han nu både talerør for bedsteborgere og vækkelsesprædikant mellem Kierkegaard og Edmund Burke. Her har han spiddet gud og hver mand med sine satiriske, gammelkloge og til tider ondskabsfulde pen. Der har stort set ikke været det emne, som Mads Holger ikke har taget op. Hele tiden med en altmodisch og romantisk tone fra en svunden tid. Det er troen på traditioner. Troen på det kulturbevarende. Og ikke mindst kampen om og mod liberalisterne, som han kastede sig over. Også når det gælder det andet køn: 

 

”I har måske også bemærket, at mange af de der liberale piger også er meget tykke …”

Den politiske storbyaristokrat 

Nu er han så sprunget ud som fuldblodspolitiker. Men hvad vil han egentligt? Selv siger han, at vi skal tænke indad. Danskerne har brug for dannelse. Genkendelig. Hvis vi ikke selv ved, hvem vi er, hvordan skal vi så vide, hvad vi skal, og hvor vi skal hen? Det er kampen mod ultraliberalisme, der ifølge ham er ufrit. Det er kampen mod gennemregulering og kampen mod alle regler og love. Som Mads Holger fortalte til undertegnede forleden: Når jeg citerer 'Susan Himmelblå', så ved du præcis, hvad jeg snakker om. Det handler om kulturarv. Det handler i bund og grund om værdipolitik.
 

Der er noget, der er bedre end andet ifølge Mads Holger. Og spørger man ham om, hvor han ser Det Konservative Folkeparti skal placeres, så er det et sted mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det er ikke set før, siger han selv. En økonomisk politik, som lægger sig tæt på Liberal Alliance med mindre afgifter og skatter. Og en værdipolitik og et værdisyn, som ikke er langt fra Dansk Folkepartis.

 

Det store spørgsmål er dog, om han er en for stor mundfuld for de konservative? Om hans personlige brand vil overskygge politikken? Og om han i for høj grad er en skiveskåret arketype på en ærke-konservativ storby-aristokrat med fine manerer, som er for langt fra danskernes hverdag – og Herning? Eller måske netop det friske pust, som det kriseramte parti har brug for? 

På flere områder skaber Mads Holgers kandidatur i det mindste lidt diversitet i partiet. Hvor den nye politiske leder Søren Pape Poulsen står for en mere kontant, jovial og borgernær kommunikation, som kan være med til at gafle vælgere i det jyske opland, appellerer Mads Holger derimod til storby og whiskybælte-segmentet, hvor finkultur, dannelse og klassiske borgerlige dyder som Gud, konge og fædreland er mere fremtrædende. En anden fordel, som han har til fælles med Søren Pape, er, at de begge kommer udefra. De er ikke politikeruddannede gennem ungdomspartierne og har gået den skolede vej for at få et sæde i Folketinget. Fra hver deres hjørne af Danmarkskortet og med hver deres profil, er det måske netop de to, som kan skabe luftforandring i den lille folketingsgruppe.

 

Kilde: Polfoto/Joachim Adrian.

 

Mads Holger vil uden tvivl, hvis han vel at mærke kommer ind på Borgen, være et koloristisk og nok ikke kedeligt indslag i dansk politik med sine markante meninger og skæve personlighed. Spørgsmålet er dog, om politikerlivet vil have interesse for Mads Holger ret længe med alenlange gruppemøder, folketingssamlinger og samråd. Og ikke mindst: At være den tro partisoldat, som både må sluge adskillige kameler og rette ind i forhold til partilinjen.

En fremtrædende socialdemokrat udtrykte det forleden sådan til mig:

 

"Det svarer lidt til, hvis Amalie fra Paradis Hotel stillede op for Liberal Alliance".

 

Det er langt fra første gang, vi har oplevet, at kendisser stiller op i politik og stryger ind i Folketinget. Det er historien rig på. Med Mads Holger kan det i bund og grund gå to veje: Jacob Haugaard-vejen eller Joachim B. Olsen-vejen:

Hvor førstnævnte var den kulørte tusindkunstner, som med et brag stormede ind i Folketinget og rystede det politiske etablissement for hurtigt at falde til patten, gå i ét med Christiansborg-tapetet for til sidst at melde sig ind i CD uden rigtig at ville noget med magten. Eller Mads Holger kan blive, hvad den tidligere kuglestøder er for Liberal Alliance: En værdikriger, som har sat markante dagsordener om dagpenge og fattigdom, som har skabt kant, vælgertilslutning og stor værdi for Anders Samuelsen og co. Om Mads Holger får samme betydning for liste C, vil tiden vise.

 

For ét er at have mediedække. Noget andet er at have vælgertække.