Madblogs er ikke blot endnu et nichemedie med hverken mere eller mindre relevans og substans end andre små medier. En ny undersøgelse fra Roskilde Universitet har vist, at madbloggen er en oplagt platform for skabelse af identitet.
Når en madentusiast sætter sig til tasterne for at skrive om mad og formidle interessen på en blog, handler det ikke kun om at udleve en hobby. Der ligger langt dybere mekanismer bag det at madblogge. Madbloggen har vist sig at være den perfekte platform for identitetsdannelse, og dette kan være en af grundene til mediets stigende popularitet blandt brugerne.
Den perfekte identitetscocktail
”Du er, hvad du spiser”. Vores valg af mad har længe været en markør for, hvem vi er eller vælger at udstille os som. Valgmulighederne er mange i det senmoderne samfund, og derfor siger vores valg også meget om os. Du får ikke status af at spise en Big Mac, hvorimod du scorer højt på den kulturelle kapitals vægtskål, hvis du indtager koreansk Dim Sum– det afspejler nemlig dannelse. Sådan vurderer folk ofte.Samtidig er det heller ikke noget nyt, at sociale medier er et sted, hvor identitet i høj grad skabes og udstilles. Blandes de to ting, mad og sociale medier, sammen, har du madbloggen – den perfekte cocktail til identitetskonstruktion. Madbloggen bliver mere og mere populær. Medieekspert og madblogger Kasper Bergholt vurderer, at det kun er et spørgsmål om tid, før den virkelig slår igennem herhjemme.”Inden for de næste par år taler vi store sponsorater og måske vil Netto hyre en til at lave opskrifter på baggrund af deres katalog. Det er mit bud”, siger han. En ny undersøgelse fra Roskilde Universitet viser, at populariteten skyldes, at bloggerne i høj grad bruger den som omdrejningspunkt for identitetsdannelse. Madbloggeren har ofte fået madinteressen ind med modermælken. Bloggen er blot et middel i den moderne, medialiserede verden til at dyrke og formidle denne interesse. ’Gourmet’ og ’madøre’ er blot nogle af de stempler, man kan få lagt på sig, når man går så meget op i mad, som de fleste madbloggere gør. Og når denne offline interesse møder de nye, sociale medier, opstår det perfekte forum for for alvor at udvikle en identitet som madentusiast.
Identiteten var ikke planlagt
Den nye undersøgelse viser, at dem, der blogger om mad, som udgangspunkt ikke havde planer om at gøre bloggen til omdrejningspunkt for deres identitetsdannelse, men at det er den blevet, uanset om de er bevidste om det eller ej. Titlen som madblogger og alt det, den indebærer, bliver uhyre vigtig for madbloggeren, som ellers ofte har startet sin blog blot for at dyrke sin madinteresse på en ny måde. Nye venner og bekendte, anerkendelse fra kendte mad-personligheder, jobs, tilbud om sponsorater – alle de ting, madbloggen fører med sig er med til at forstærke identiteten som madblogger. På bloggen vælger man selv, hvordan man vil fremstå, og når det kommer til spørgsmålet om mad, er der mange valgmuligheder – tro endelig ikke, at en madblogger bare er en madblogger! Inde for madblogosfæren er der opstået grupperinger, hvor bloggerne finder sammen med de medbloggere, der har samme værdier, når 83
det kommer til mad og blogging. Her positionerer bloggerne både sig selv og de andre som enten gode eller dårlige madbloggere, og bloggerne er på den måde med til at forstærke hinandens identitet.
Et medie i vækst
Madblogs har længe været et populært medie i USA, hvor de har resulteret i både tv-programmer, kogebøger og priser. Ifølge flere medieeksperter er det samme ved at ske herhjemme, hvor ti af de mest besøgte danske madblogs har omkring 200.000 læsere om måneden. Det er flere, end de førende tre madmagasiner Gastro, Smag & Behag og Mad og Venner har til sammen. Men hvad skyldes dette, udover at madbloggerne selv får meget ud af at blogge om mad? Som udgangspunkt er interessen for mad som livsstilsfænomen generelt bliver større og større. Men herudover skal forklaringen findes i, at madbloggen er et uafhængigt medie, der er fri af kommercielle bånd. Bloggeren får ikke løn for sit arbejde, som traditionelle journalister gør, da det er ren hobby. Vælger man alligevel at blive sponsoreret, er der en klar indstilling i madblogosfæren om, at man skal gøre opmærksom på det. Denne uafhængighed gør, at madbloggen bliver et troværdigt medie, som læserne stoler på og nyder uden at skulle spekulere på, om eventuelle gode anmeldelser kun skyldes, at produktet er sponsoreret. Herudover er madbloggens popularitet et billede på de nye medier, der hastigt er ved at overtage de traditionelle medier. På madbloggen kan man hurtigt finde en opskrift på lige det, man ønsker, og man kan desuden vælge at følge den blog, der repræsenterer lige ens egen specifikke interesse. For selvom der findes madmagasiner for ethvert segment, findes der ikke magasiner, der kun handler om sukkerfri mad, lasagne eller frikadeller. Disse nicher kan madbloggen tilbyde. Men den kan også så meget mere.
Læs specialet her