Er du gastroseksuel?

Mød den gastroseksuelle mand. Han er mellem 35 og 45, og helt uden hæmninger, når det drejer sig om mad og vin. Den gastroseksuelle mand laver show-off, når familie og venner skal spises af. Vi er milevidt fra patriarken, der nøjes med at markere sin status ved at skære gåsen for juleaften. Den gastroseksuelle mand er køkkenchef og masterchef. Han har styr på privatøkonomien og har truffet et bevidst valg, hvad angår smag, kvalitet og indkøbsvaner, der inkluderer lige dele torvehaller og gårdbutikker tilsat supplerende netsalg. Hvorfor slæbe økomælken og sækkene med ølandshvede op på 4.sal hjemme i spelt-kvarteret, når andre kan gøre arbejdet?
af Joachim Sperling
Gastromanden foragter samtalekøkkenet
For mange år siden brød samtalekøkkenet bredt igennem. Vi er før finanskrisen, hvor de velstillede brændte friværdien af på Boffi-køkkener, som stod urørte hen som udstillingsmodeller hos generationen af gastronomiske analfabeter. Der blev ikke kogt mange supper fra bunden på de smækre designerkogeøer. I dag er tiden, hvor den slags statussymboler gav street-credit, forbi. Nu må køkkenet godt være rustikt, så længe der er plads til køkkenredskaber, rugbrødsdej, kompostspand, grød-i-blød og basisingredienser. Køkkenet er igen blevet en rigtig arbejdsplads – for mænd vel at mærke.
 
Noma. Den gastroseksuelle mand elsker Rene; uden ham var København ikke en af verdens bedste madbyer

Den gastroseksuelle mand har lært at prioritere. Hellere droppe de dyre køkkenelementer til fordel for det daglige overforbrug af kvalitetsvarer og sæsonernes særkender. Den gastroseksuelle har ikke noget imod samtaler i køkkenet – så længe det drejer sig om mad og vin.
 
For den gastroseksuelle er madlavning ikke en sur pligt, men én lang tilfredsstillelse, der kulminerer, når maden er klar til at blive sat på bordet. Selve smagsoplevelsen er ikke det vigtigste, for den kan man også få på en restaurant. Det afgørende er at skabe oplevelsen og dele den med andre. Derfor tænder mange gastroseksuelle på at lave mad, mens andre ser på. For mænd vil beundres for deres madlavning, mens kvinder tænder mere på at ”nære” familien og ”give kærlighed i form af mad”. Den gastroseksuelle mand vil ses i skæret fra et rødvinsglas, mens han snitter, rører og steger.
 
Den gastroseksuelle tænder på mænd som Christian Grønlykke - den store købmand på Toldboden

En virkelig gastroseksuel ønsker sig ikke køkkenredskaber af vennerne, for en vigtig del af forspillet til akten er jo netop indkøbet af ordentligt udstyr. Og det står man selv for. Man kan aldrig få nok. Potter, pander, knive, jern, køkkenmaskiner – listen er nærmest uudtømmelig.

Den gastroseksuelle bruger lang tid på indkøbet af sine råvarer og basisingredienser, fordi de er fundamentet for madlavningen. Supermarkedet er ikke bandlyst, men de essentielle råvarer kan ikke fås dér. Tag kødet eksempelvis. Den gastroseksuelle mand ved, at oksefilet ikke smager af noget, og at ribeye kun smager af lidt mere, fordi det er fyldt med fedt. De smagfulde udskæringer sidder helt andre steder på dyret, men de kræver også mere tid at tilberede. Der er eksempelvis tale om spidsbryst og shortribs. Den slags kan du ikke få i et supermarked, hvor kødet alt for ofte kommer fra gammelt, tysk malkekvæg.
 
Den gastroseksuelle ved, at det fuldendte måltid også består af vin. Ikke en hvilken som helst vin, forstås – for den skal passe til maden. Bourgogne går kun til de lette retter, mens den tunge cassoulet kræver vin fra Rhône. Derfor har den gastroseksuelle mand nærstuderet Jens Dolks bog om sammensætning af vin til mad.

Nogle gastroseksuelle er så hårdt ramt, at de ikke længere kan drikke almindelig konsumvin. De smugler deres egen vin med til sammenkomster, som de stiller ude ved toilettet eller under bordet.  Og de bruger hver måned tusindvis af kroner på at fylde vinskabet med dyr Bourgogne.
 
Den gastroseksuelle tænker altid på mad og planlægger sine rejser herefter; her hos Soul el Tayb i Beirut, hvor mellemøstens største gastroseksuelle, Kamal Mouzawak, samler kogekoner fra hele Libanon til lange frokostbuffeter med egnsretter fra mellemøstens perle

Kvinderne er de store vindere
For kvinden (og bøssevennen) er fremkomsten af den gastroseksuelle mand en win-win-situation. Den gastroseksuelle mand har nemlig sin helt egen udlægning af forførelsens kunst. Den kan eksempelvis bestå i at bage en elegant æblekage til den første date, hvilket kan være undskyldningen for, at daten skal finde sted på hjemadressen. Restaurationsbesøg giver kun mening for den gastroseksuelle mand, hvis det kan pirre hans sanser udover det sædvanlige.

Og er gastromanden i parforhold, hvilket vi gætter på, at mange er, må den gastroseksuelle mand være ganske godt gaflet. For hvis kvinden bidrager stort set ligeså meget til husholdningen, oplever hun, med en gastroseksuel partner, en mand, der tager et reelt medansvar på hjemmefronten. I hvert fald et ansvar for maden. For han sørger for, at maden står på bordet, og smager som den skal. Det er en fordel, selv om det også er hans dække for at slippe for at spise hendes mad, ordne familiens tøjvask og kede sig med rengøring. Den gastroseksuelle mand har i gastronomien fundet sin universalundskyldning for at deltage i de huslige pligter, som begavede kvinder også finder kedsommelige. Diskussionen er tabt, når gastro-far har taget magten over kødgryderne.
 
Hvordan spotter kvinden en gastroseksuel?
 
Den første date
Du bliver inviteret hjem allerede på den første date, men undrer dig over, at han slet ikke er interesseret i, hvordan du ser ud. Han disker op med en 3-5-retters menu, og du er tvangsindlagt til at overvære de teknisk krævende elementer af madlavningen. Hvordan kan han dog få den soufflé til at hæve sådan? Og hvordan laver han den Bøf Wellington? Du håber på, at han er lige så grundig, når det bliver alvor.
 
I er blevet kærester
Du bliver trukket med i Torvehallerne lørdag formiddag, og har efterhånden vænnet dig til, at der bruges en halv time hos pigen med krydderurter. Skal mynten være marokkansk, schweizisk eller mon den med chokolade? Men hov – du lærer også, at en basilikum skal vandes nedefra for ikke at rådne. Se, det er bonusinfo, du kan bruge til noget, for findes der noget smukkere end en basilikum med blomster på? Blomster, der kan bruges i maden, ligesom på restauranterne, og så er det ovenikøbet Rudolf Steiner-style.
 
Gastroseksuelle flirter i Torvehallerne - som man lidt modvilligt har taget til sig, efter man har fundet ud af, at damerne fra Holte i tøj fra Ivan Grundahl kun er der om lørdagen
 
Du får lov til at købe frosne croissanter og tebirkes i Cofocos frostmarked, for den slags bagværk gider den gastroseksuelle mand ikke at beskæftige sig med. Så slipper han også for at blive spottet hos en bager, for den gastroseksuelle mand har altid gang i sin egen surdej.
 
Du invaderer køkkenet med huskesedler og skoleskemaer
Den gastroseksuelle mand har ikke noget imod børn og kvinder. Men hans køkken er hans helligdom, og det må ikke blive omdannet til kvindens informationscentral. Altså, væk med magneter, skoleskemaer og to do-lister på køleskabet. Køkkenet skal udsmykkes med køkkenredskaber og dekorative basisingredienser, og der skal være plads til vinskabet og et 90 cm komfur.

Han taler med sine venner, om ting du ikke forstår
Den gastrosekuelle mand vil gerne investere i gaflerne til sine Laguiole-knive, og det forstår hans venner godt. Du kan bedre lide Bo Bonfils-bestikket fra Georg Jensen og synes, det er besværligt at have mere end et sæt bestik. Du forstår heller ikke, hvorfor et forskærer-sæt koster 3.000 kr., og er det ikke fuldstændig ligegyldigt, hvor i Laguiole knivene er lavet? Svaret er, at det bestemt ikke er ligegyldigt. Knivene skal være fra Forge de Laguiole råber han, så du nærmest får ondt i ørerne.
 
Han tager alene på ski med vennerne
Familier har det skønt i Norge, fordi terrænet er let og hytterne hyggelige. Men den gastroseksuelle mand vil ikke med, for udover at bjergene er flade som pandekager, er maden komplet uspiselig. Den gastroseksuelle mand foretrækker Verbier, Livigno eller Serre Chevalier, hvor han kan spise godt – navnlig, når den vigtige frokost skal indtages i bjergene.
 
Han hader dig for din caffe latte
Du vil gerne flytte ind med din Nespresso-maskine med indbygget mælkeskummer, men din gastroseksuelle mand siger nej. Han har sin Giotto Plus V2 og er ikke interesseret i, at vennerne ser en så ussel maskine i hans køkken – det kan ganske enkelt ekskludere ham fra det gode selskab. Desuden hader han latte, fordi mælk forpester kaffen med sin ækle afsmag af kalk og fedt.
 
Du forsøger dig med Philipson…
Din far køber vin hos Christian Philipson, og du foreslår, at I skal køre en tur derop og kigge, men din gastroseksuelle kæreste forklarer dig, at Christian Philipson er persona non grata i det gastroseksuelle segment. Philipson lefler for Robert Parker, og skriver hvor mange points vinene har fået i grimme helsidesannoncer i Børsen. Du ser undrende på din kæreste, mens han forklarer dig, at Robert Parker prøver at ødelægge fransk vin, fordi han vil have den til at smage af marmelade.
 
Han bliver vild med Royal Copenhagen
Det, der ender med at redde jeres forhold, er, at I sammen deler oplevelsen med at betragte de smukke juleborde hos Royal Copenhagen i december måned. Det var ellers en ting, du havde med din mor, men nu vil din gastroseksuelle kæreste også gerne med i deres flagship-stor på Amagertorv. En dag kommer han måske hjem med et musselmalet fad eller nogle nye espresso-kopper, og så tilgiver du ham gerne for alt det andet ...
 
Hot-spots:
 
Torvehallerne
 
Daniel Letz-shoppen
 
Løgismose
 
Aarstidernes gårdbutik
 
Kjær og Sommerfeldt
 
Pot og Pande
 
Kunst og Køkkentøj
 
Gourmandiet
 
Slagter Lund
 
Brd. Nyholm
 
The Bread Station
 
Meyers i St. Kongensgade
 
Aamanns Smørrebrød & Deli
 
A Xoco
 
Den gastroseksuelle underholder ofte med, hvordan Adam Aamann har genrejst smørrebrødet som gastroseksuel disciplin
 
Non-spots:
 
Philipson Wine
 
SuperBrugsen
 
Joe & The Juice
 
Nespressoshoppen i Kresten Bernikowsgade
 
Kop og Kande, Inspiration og den slags butikker
 
Den gastroseksuelle køber kunst hos Røde, hvor man også får byens absolut bedste indbagte pighvar og kraftigste saucer
 
Den gastroseksuelle mands hemmelige idoler
Den gastroseksuelle mand har også sine kilder, som gør ham i stand til at tale med ved middagsbordet. Måske kigger han på kunst hos Røde, når han alligevel får frokost, eller også genlæser han Martin Kongstads artikler, om hvordan man laver mad i Tisvilde. Og så hører han Poul Pilgaards ferme radioprogram – Flaskens Ånd på Radio 24Syv.
 
Den rigtige gastroseksulle mand kan også sin historie. Så han ved, at Ejler Jørgensen var en fantastisk restauratør og havde ret, da han i Paul Hammerichs Danmarkskrønike vakte furore med følgende svada:
 
 
 
 
Den gastroseksuelle offentlighed
Den gastroseksuelle offentlighed domineres af Claus Meyer, Adam Price og Søren Frank. Det er søde mennesker, der kan deres kram. Men de er også blevet klichéagtige og alt for folkelige, og derfor vil den gastroseksuelle mand helst ikke vedkende sig dem.

Gastromanden læser dog gerne Niels Lillelund, for han har engang slået Christian Philipson ihjel i en roman. Det eneste problem er bare, at man så skal købe Jyllandsposten, og det gider man jo ikke.

Magasinet Gastro er okay at have liggende fremme. For at dette blad overhovedet kan løbe rundt bekræfter nemlig, at vi er på vej ind i det gastroseksuelle samfund.
 
Den gastroseksuelle mand sat på formel
Den gastroseksuelle mand er blevet analyseret i denne artikel fra The adnostic
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også