Mad Men: Masturbation for Ad Men

Læs mere om serien her.

Den amerikanske tv-serie Mad Men foregår på det fiktive reklamebureau Sterling Cooper. Scenen er Madison Avenue på New Yorks Manhattan, og vi er i begyndelsen af 60'erne.

AMC's serie giver mig lyst til én ting.

Det er ikke sex - også selv om kynikerne Don Draper og Roger Sterling vælter sig i elskerinder med hofteholdere og slørede blikke ude i byen og lige så attråværdige koner, som er bekvemt deponeret i forstadsvillaerne.

Det er ikke magt. Margaret "Peggy" Olson får magt, men må kæmpe sig nådesløst op fra Drapers sekretær (én af dem) til fuldblods tekstforfatter. Og Draper har magt og prøver sæson efter sæson at leve med den.

Det er ikke identifikationen med en kreativ klasse. Klassen oser af stil, men der er også dårlig smag. Det er Klovn før Klovn.

Mad Men skildrer et jomfrunalsk USA med ondt i sjælen og hang til ballade, hvor jøder var finansgriske ørne, afroamerikanere var servile tjenere og muskulær produktivkraft, og hvor white boys med determination på cv'et - inklusive den, de løj sig til - og et svimlende vindueskig fra toppen af Mad Avenue, var essensen af borgerskabets diskrete charme.

Vi er efter Korea-krigen, men lykkeligt før Cuba-krise og Vietnam-traumer. Kvindeoprøret ulmer, men slipsemændene kan stadig få sig et knald døgnet rundt.

Manderollen er også så småt ved at krakelere, men en bøsse er stadig et skydevåben, og en bh er noget, man lærer at knappe op med én hånd og lukkede øjne.

I Matthew Weiners imposante nichefjernsyn drikker vanvittige mænd whisky i litervis uden at bekymre sig om hjerte-kar-sygdomme og bedrevidende moralister, samtidig med at de jonglerer med nationens drømme. Mad Men er historien om et USA og en verden på vej mod stjernerne - og i frit fald.

Kontrasten er illustreret i den grafiske åbningssekvens: En silhuetfigur falder fra en skyskraber, mens et kamera akkompagneret af easy listening-musik viser os panoramiske reklamer projiceret på husfacaderne. Måske er Don og Roger og alle de andre "mad" i den dobbelte betydning: De er rasende, vanvittige, og de arbejder på Madison Avenue. Men fjern "m"'et, og så står der "Ad Men".

Nej, hvad jeg virkelig får lyst til, er at ryge. Storpulse. Mad Mens personer ryger i stort set alle scener. De tænder en smøg, når de skal holde møde med hinanden. Så snakker de om damer og puster dekorativ, blå røg ud i lokalet og op på kameralinsen. De får ild på en cigaret, når de lige har dyrket sex. Når de venter på en taxa, hiver de Zippo'en frem. Og når de har røget én cigaret, tænder de én til. Der er smøger før, efter og imens. At ryge er seriens puls.


Der bliver røget og drukket...

Mad Men skylder The Sopranos alt, ikke mindst i de komplekse persontegninger og litterære præferencer, men hvor gangsterportrættet brugte den afstumpede vold som et følsomt beat under James Gandolfinis terapeutiske bekendelser, dér har Mad Men intet andet end smøgerne. Og så selvfølgelig illusionen om lykke, som Draper og Olson sætter ord og billede på.

Som Draper siger et sted: "Reklame er baseret på én ting: lykke. Og ved du, hvad lykke er? Lykke er duften af en ny bil. Den er befrielsen fra frygt. Lykke er et reklameskilt ved vejsiden, som skriger bekræftelsen på, at lige meget, hvad du gør, så er det ok. Du er ok."

Pilotafsnittet hedder rammende "Smoke gets in your eyes", og den første reklamekampagne, vi præsenteres for - og som Draper koket hævder ikke at have en skid styr på - er for cigaretmærket Lucky Strike.

I Mad Men bliver undergang og storpolitik reduceret til hverdagens intriger. Man registrerer, at tiderne er i opbrud, men skynder sig at tænde en hvid pind, og livet går videre. Hver ny cigaret er et "lucky strike".



Detaljerne
Weiner er fetichistisk i sin fascination af detaljen. Det er den måde, hvorpå mælken skummer og efterlader en tyk, perlende ring på randen af koppen, når Draper servicerer sin skrøbelige kone. Det er skjorternes måde at krølle på under signatur-jakkesættene på kontoret. Det er de helt rigtige IBM-skrivemaskiner med autentiske smudsbetræk, og det er de mikroskopiske paradokser, som seriens nutid har det helt fint med: Chefsekretæren Joan Harris entrerer det summende forkontor i nyeste skrig fra Vogue, men hjemme i intimsfæren er modernismen slet ikke på plads. Køkkenerne er stadig blomsterbesat småborgerlighed. Den nidkære research i historisk og æstetisk akkuratesse er så imponerende, at man tilgiver en smutter her og dér. Regnskabschefen Ken Cosgrove taler om det "militær-industrielle kompleks", men det er i 1960, og Eisenhower vil først bruge udtrykket i sin afskedstale i 1961. Men skide være med dén slags unøjagtigheder. De kan ordnes med en smøg og en drink.

Kapital
Mad Men er domesticeret masturbation for reklamerøvhuller. Den er bevidst forrykket til en fjern fortid, længe før 30+-generationen blev født, så ingen skal føle sig skyldige. Men den er også fortællingen om den ideologiløse kapitalisme. Kapitalismen i sig selv har ingen overbygning, men den har altid formået at knytte tidsåndens attributter til sig.

Fra det 16. til det 19. århundrede havde kapitalismen sin første fase. Brændstoffet hentes i det religiøse, dels fordi mennesket i stigende grad begrunder en tiltagende gerrighed med en prædestineret lære om frelse i det dennesides - og ikke i det hinsides - og dels fordi den nådige Gud forvandles fra en fjern alfader til et nært utilitaritetsprincip, hvor optimering af goder, ejendom og social anerkendelse knyttes til omsorg for familien og næsten. Det gode forskrives fra en åndelig fromhed, der tålmodigt må afvente det guddommeliges indgriben, til retfærdig og samtidig liberal fordelingspolitik, som direkte kan veksles til ejerskab og drømme om samme.

Bevæger vi os frem til det 19. århundrede, skaber industrialiseringen ikke bare de moderne produktionsbetingelser og arbejderressourcer, men også en ny universaltype. Industriens ridder er ingeniøren, iværksætteren, termodynamikkens profet, som både er en futuristisk forkæmper - en innovatør, for at bruge et nutidigt udtryk - og en gentænkning af renæssancens entreprenante universalgeni.


Der var også familieidyl - ved siden af den kyniske reklameverden

Anden fase, som løber fra 1930 og op i 60'erne, er taylorismens epoke. Her finder vi Mad Men. Ikke ved samlebåndet og heller ikke i fornuftsovervågningens nidkære cockpit, men som voyeurer i loungebaren. Alt kan tilsyneladende forklares og forbedres ved rationalitet, systematik og forudseende kalkulation. Håndfaste metaforer er samlebåndet og regnearket. Der er ikke medarbejderloyalitet, som vi kender den i dag i form af den kærlige management, men firma- og produktloyalitet. Den nye helligdom har forskanset sig i mikroskopien som undskyldning for fremmedfrygt og som realiseringen af en millimeterpræcis forstadskultur: endeløse rækker af ens produktionsbånd, ens parcelhuse, ens køkkenudstyr, little boxes.

Tilsvarende bedyrer det ridderlige ideal, at arbejdet er moralsk udviklende, og det er netop i denne fase - snarere end i industrialiseringens start hundrede år tidligere - at ideologien virker tungest og mest bastant. Kapitalismen hylder sit fortsatte virke gennem et massivt projekt om selvlegitimering, som samtidig er en beherskelsesstrategi. Man tager sig sammen og arbejder til fælles bedste. Lederen bliver en ny Gud, og funktionæren sikrer sig pension og penge til ferien.

Af samme grund vokser modsætninger frem, som spændes ud, side om side, i det 20. århundredes kulturindustri: socialt naboskab og protokapitalistisk ligusterfacisme. Man passer sin have, hader sin nabo og begærer dennes datter. Og ryger en hulens masse smøger.

Et baglæns tidsbillede
I dag er der ikke noget odiøst over, at mor ihærdigt forsøger at ligne en 12-årig, der klæder sig ud som en 40-årig, og at far i smug surfer efter porno på nettet. Kvinderne ser Desperate Housewives, og mændene kigger på The Sopranos, 24 og Lost. Måske The Wire. Og nu altså Mad Men.

Mad Men er metroseksuelt lir, David Beckham i real-time, og gu' er Weiners voksen-Sim'ere (for sådan føles det: teenagerne har The Sims: Party, og vi voksne har Mad Men osv.) en væltet håndtaske for mænd, en guccificering, hvor lækre intriger og fotogene alliancer vælter ned fra himlen - som om en kæmpe Gud-kvinde hældte indholdet af sin Gucci-taske ned over os - men Mad Men er først og fremmest en uforløst selvransagelse for vor egen tids kreative guruer. En historie om dumme svin, der stadig kan abonnere på discount-katolicisme: Ja, ja, vi nåede ikke Dommens Dag, men så kommer vi bare igen til næste år. Med en ny reklamekampagne, ny forjættelse, ny fortrængning, ny kvinde.

Alle os fra den kreative klasse, som sidder og ser på, ved godt, at Draper og Co. er vores radikale alter egoer, katapulteret 50 år tilbage i tiden. Og hvis du synes, Draper er for fed, så hør, hvad han selv siger om 60'ernes børn og unge: "Kids today, they have no one to look up to, 'cause they're looking up to us".

Problemet er bare, at dengang måtte de gerne ryge.

---

Se kommentar fra en gammel autentisk Mad Men i dette klip



Kforum spurgte nogle af de danske reklamefolk, hvorfor de ser serien. Her er deres kommentarer:




Thomas Beck Sørensen:
"What you call love was invented by guys like me - to sell nylons"
Don Draper

Don Draper er aristokraten i reklameverden. Og derfor kan ovenstående sætning kun udtales af ham, hvis den skal have den ethos, der er nødvendig for ikke at virke som et tomt postulat. Som den sande aristokrat udtaler Draper her kommunikationsverdens selvforståelse par excellence. Alle vores drømme, vores forestillinger om vores liv, vores historier om os selv er i virkeligheden skabt af de fortællinger, reklame- og kommunikationsbranchen har fortalt os igen og igen.

Og som det fremgår af klippet her (ca. 2 minutter inde) er aristokraten Don ikke for pæn til at prædike værdinihilisme i forsøget på at forføre en kvindelig kunde. Det er smukt på en ekstremt dekadent måde.

David Asmussen:
Hvad er det så lige, der gør os hooked?
I dag drikker man ikke i branchen i arbejdstiden, cigaretreklamerne er afløst af, tja, det ved jeg ikke. Men logoerne i reklameblokken er blevet lidt større, og længderne lidt kortere. Men ellers er alt nok ved det samme som på Madison Avenue for 50 år siden. Reklamebranchen har måske ændret sig, men man kan diskutere, om persongalleriet har. Og det er vel det der holder os til skærmen: Vi kender dem alle sammen.

Peter Campbell, den svært usympatiske projektleder, med total mangel på empati, der alligevel opnår stillingen som Kontaktdirektør, godt hjulpet på vej af svigerfar.

Joan, den allestedsnærværende babe, bureau-pedellen, kan man vel kalde hende, der kender alle kollegaernes hemmeligheder, skandalerne og ved, hvilken værdi de har.

Art Directoren, der ikke er sprunget ud af skabet, tekstforfatteren Peggy, der må indse, at talent ikke umiddelbart er lig med succes. Og Sterling, den karismatiske Direktør, der charmerer alle, og holder cigaretten ligeså perfekt, som kun Bogart og Bond kan gøre det, når han med en knusende kynisme beslutter, hvem der skal fyres.

Don Draper, seriens omdrejningspunkt. Han hygger sig med sin smukke kone, Betty Draper. Samtidig har han en affære med den kvindelige illustrator, en af hans kunder, en andens kone, en tredies datter og en stewardesse - hvis man altså er nået til season 3.

Serien rummer altså alle klicheerne, gentagelserne og alt det man kan forvente af en amerikansk serie. Men forskelllien ligger i at vi, den lille skare, tror lidt mere på historiene end vi plejer.

Christian Grau:
Serien var den sidste dråbe, som endegyldigt overbeviste mig om, at jeg har ramt reklamebranchen det helt forkerte sted og på det helt forkerte tidspunkt (næstsidste dråbe var i øvrigt branded content). Mens vi må tage til takke med kildevand, skræmte kunder og en syndflod af modspil fra ligeværdige kolleger, sad disse gentlemen som konger i New Yorks hjørnekontorer, iført skræddersyede habitter, smøger og bourbon, sporadisk optaget af at løse en eller anden kundes problem, alt imens en horde af tjenstvillige sekretærer konkurrerede om deres gunst. Man sænker uvægerligt underkæben, stirrer fascineret og tænker, var det virkelig sådan?

Donald Draper er personificeringen af ordet "cool". Summen af hele branchens smartness og bedrag. I samme ånd er han kynisk bevidst om det. Som når bollevenindens jødiske kunstnerven forundret over Drapers reklamejob spørger "...How do you sleep at night?" og Draper svarer "on a bed of money". Det er vel de færreste af os, der går på arbejde for at redde verden, og måske er det lige der, serien også bliver alment vedkommende for folk udenfor branchen.

Joachim Sperling:
Mad Men fascinerer mig fordi den afdækker den menneskelige psyke så uhæmmet. Det er nemt at identificere sig med Don Draper, fordi han har så mange fejl og på grund af hans tvivlsomme baggrund. Så kan man bedre acceptere, at han ser helvedes godt ud og er superdygtig til sit job. Og ved at skildre fortiden, så kan vi alle sammen forstå hvad der foregår. I dag er reklamebranchen i opbrud, så du kunne slet ikke lave sådan en serie baseret på nutiden.

Mad Men rammer både mænd og kvinder. Det gør den til et fantastisk samtaleemne i modsætning til Desperate Housewifes, der i den grad er en kvindeting.

Nikolaj Lang:
Madmen er et udtryk for at vi længes tilbage til H.C. Hansens regeringstid, før akademikere, pladderhumanister og andre smagsdommere skulle komme her og belære os om, hvad der er der den korrekte måde at behandle kvinder, bøsser, jøder og vores egen krop på.

Den gang hvor det var nemt at være mand. Konen blev dydigt hjemme i forstaden med sin ensomhed og sin frustration. Manden tog på arbejde i byen og blev gerne væk i dagevis for at bolle elskerinden, der ofte var hans sekretær. En slags luder, som han kunne fyre, hvis hun ikke knappede torpedo-bh'en op. I hjemmet kunne han stikke sin børn en på skrinet og på jobbet blev der røget og drukket dagen lang. Og hvis man oven i købet arbejdede i reklamebranchen, så var der ikke alle mulige reguleringer, der forhindrede én i at blive rig på at sælge cigaretter til folket.
"Madmen" spiller på en præmis om at at vi-burde-have-vist-bedre. Men samtidig trækker den også på en pirrende næsten pornografisk længsel efter alt det forbudte, som er blevet til tabuer, og som smagsdommerne straffer dig for at overtræde.

Mad Man er derfor et perfekt tilbud til en politisk korrekt tid hvor mange drømmer om at komme tilbage til de gode gamle dage hvor den voksne hvide mand var enehersker i sit domæne"

Jeg har i øvrigt skrevet mere her.