Rune Lykkebergs nekrolog over Jesper Langballe
Nationalistiske tosser er også mennesker

Skrevet af

Agnete Christiansen
Sprogkonsulent

5 artikler

0 indlæg

Et menneskes død kalder på ord, der rammesætter døden, og forløser de efterladtes følelser ved at tale rammende om det liv, der var. Men hvordan mindes man en ideologisk arvefjende bedst? Rune Lykkebergs nekrolog over Jesper Langballe er en balancegang mellem dyder og laster, som Langballe måske selv ville synes var lige lovlig blødsøden.
Præsten, politikeren og provokatøren Jesper Langballe døde for nogle dage siden i en alder af 74. En hændelse, der kalder på ord, ikke blot fra venner og familie, men fra en offentlighed, der har elsket og hadet (og ikke mindst elsket at hade) den potente og provokerende debattør. Også Politiken har sat ord på deres tab af en ideologisk modstander, der altid var god for en kontroversiel bemærkning, der kunne få de kulturradikale læsere til at spytte Baroloen ud i HAY-møblementet. Og ordene fra kulturredaktør Rune Lykkeberg er sobre. De er værdsættende, og de er hyldende. Men er de passende?
 
Rune Lykkeberg skrev Politikens nekrolog over Jesper Langballe
 
Det gode menneske Jesper Langballe
Lykkeberg fremhæver i sin nekrolog det gode menneske Jesper Langballe. Han taler om Langballes virke som præst, som forfatter og som karismatisk politiker. Men han nævner også kardinaldyder hos Langballe, som ikke nødvendigvis glider let ned hos den mere puritanske del af publikum.
 
Man skal tale pænt om de afdøde. Eller skal man? Forventede Jesper Langballe et pænt eftermæle i Politiken? Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
 
”Han elskede selskab, fest og tobak, og da hans 12-årige datter blev afsløret som ryger, blev Langballe ikke sur. Tværtimod: Han blev stolt over, at hun inhalerede i så ung en alder,” skriver Lykkeberg. Med denne lille passage opfylder han en af nekrologforfatterens fornemste formål: At kalde den afdøde tilbage til live med en fortælling, der rammer en kerne i den afdødes personlighed. Målet er ikke at højglanspolere den afdødes eftermæle, men at skildre det hele menneske med de dyder og laster, der hører menneskelivet til.
 
Lad børnene pulse løs! Lykkeberg prikker lidt til Politikens læsere ved at fortælle om Langballes datter, der måtte ryge som 12-årig. Men det er jo slet ikke der, hunden ligger begravet. Foto: Jacob Maarbjerg/Polfoto
 
Den politiske modstander Jesper Langballe
Men fest og røg er jo ikke hele historien om forholdet mellem to så uendeligt uenige entiteter: Det er ingen hemmelighed, at Politikens læsere kun sjældent har delt værdifællesskab med Jesper Langballe – når Lykkeberg siger, at Langballe af mange ”blev regnet som en nationalistisk tosse”, så er de fleste af Politikens læsere formentlig blandt disse. Men ikke Lykkeberg selv. Den kritik, han leverer, bliver serveret på en spiseske med syltetøj:
 
”Jesper Langballe var en intellektuel aktivist, som inspirerede tilhængere og charmerede modstandere. Og som indimellem gik alt, alt for langt med urimelige generaliseringer og polemiske overdrivelser”.  Nej, Lykkebergs nekrolog kan i hvert fald ikke anklages for at være upassende. Men er den passende?
 
Når det upassende er passende
Jeg kan også spørge på en anden måde: Hylder man sin ideologiske modstander ved at tale pænt om ham? Eller kan vi svagt høre Jesper Langballe råbe fra det hinsides, at han ikke har brug for sådan en kulturradikal opkomling til at holde hans minde i hævd? En blid behandling synes at være det sidste, Jesper Langballe efterspurgte – så i dette tilfælde havde det upassende nok været mere passende.
 
Tillad mig at gøre en lille omvej for at illustrere dette med et eksempel fra nekrologens søstergenre, eulogien (gravtalen). Her taler John Cleese til begravelsen for sin afdøde med-Python:
 
”Graham Chapman, co-author of the 'Parrot Sketch,' is no more. He has ceased to be, bereft of life, he rests in peace, he has kicked the bucket, hopped the twig, bit the dust, snuffed it, breathed his last, and gone to meet the Great Head of Light Entertainment in the sky, and I guess that we're all thinking how sad it is that a man of such talent, such capability and kindness, of such intelligence should now be so suddenly spirited away at the age of only forty-eight, before he'd achieved many of the things of which he was capable, and before he'd had enough fun. Well, I feel that I should say, "Nonsense. Good riddance to him, the freeloading bastard! I hope he fries.”
 
John Cleese blev den første til at sige ”fuck” i en engelsk kirke – og med-Python Graham Chapman ville nok ikke have været ked af, at det skete til hans begravelse
 
En lunken vasker til Jesper Langballe
Jesper Langballe var ikke Graham Chapman, og ingen andre end John Cleese kan være John Cleese. Men eksemplet illustrerer pointen: Respekten for de døde indebærer af og til en kærlig sviner. I Lykkebergs nekrolog bliver den kærlige sviner måske snarere til en lunken vasker, der ikke helt gør den afdøde provocateur extraordinaire ære.
 
Fortjener en så arg politisk og ideologisk modstander dog overhovedet ære, kunne man måske fristes til at spørge? Bør man ikke efter døden kunne stå inde for, hvad man sagde i livet? Og er det ikke snarere et tegn på respektløshed, hvis nekrologforfatteren fortier de holdninger, den afdøde gik så stærkt ind for – hvor ekstreme han end selv finder dem?  Svaret på dette kan måske findes i den genre, som nekrologen tilhører.
 
Den epideiktiske genre fortæller os, hvem vi er
Nekrologer hører under ’epideiktikken’, som er en klassisk retorisk genre, der ofte – og ganske reducerende – bliver oversat til ’lejlighedstaler’. En betegnelse, der desværre mest giver mindelser til onkler og tante, der gerne ’begynder ved de gamle grækere’ og ikke stopper, før nogen rammer hovedet i borddamens tallerken.
 
Men epideiktikken tjener en dyb kulturel funktion: Epideiktikken er den genre, hvor vi taler om nutiden, og om, hvad der er vigtigt i kulturen nu og her: om dyder og værdier. Man taler derfor om fire formål, som tekster i den epideiktiske genre tjener: De skal bevare de fælles værdier, de skal ’opdrage’ modtageren til at handle i overensstemmelse med disse værdier, de skal hylde personen eller emnet, som teksten drejer sig om, og de skal fremstille indholdet i en æstetisk form (Sullivan, Dale L. "The ethos of epideictic encounter." Philosophy & rhetoric(1993): 113-133.)
 
Når man hylder brudeparret eller konfirmanden siger man samtidig noget om, hvordan tilhørerne bør være. Og nekrologen er derfor heller aldrig blot en tekst om den afdøde; den er en tekst om, hvem vi er lige nu. Foto: Joachim Adrian/Polfoto

Den politiske nekrolog søger de fælles værdier
Nekrologen er derfor heller aldrig holdningsløs – og bør aldrig være det. Det er en fin balancegang, for en nekrolog skal ikke være et debatindlæg. Den skal fælde dom over dyder og laster, men i en æstetisk form. Genren fordrer ikke rygklapperi, og skribenten behøver ikke foregive enighed med den afdøde. Men nekrologforfatteren skal også holde det for øje, at han skal samle sit publikum i tanken om den afdøde: Han skal give sine læsere mulighed for at finde de fælles værdier.  
 
Og her finder vi formentlig svaret på, at Langballes kontroversielle holdninger til for eksempel muslimer ikke bliver nævnt: En gentagelse af de synspunkter ville skabe splittelse mellem den afdøde og læserne. Læserne er godt klar over, hvad de selv mener om Jesper Langballe. Og nekrologens opgave er ikke at minde dem om dette, men at minde om, hvor læserne og den afdøde trods alt kunne være enige.
 
”Ding Dong the witch is dead”. Margaret Thatchers død gav anledning til en noget morbid fejring blandt nogle briter, som genoplivede den gamle børnesang fra filmen The Wizard of Oz. Folk er altså ikke i tvivl om, hvad de mener om afdøde politikere: Men nekrologforfatterens opgave er ikke at minde dem om det. Foto: Andre Carmara/Polfoto
 
Værdifællesskab med fjenden
Det er altså en speget opgave at sætte ord på Jesper Langballes død over for Politikens læsere. Lykkeberg skal stadfæste et værdifællesskab med læserne, men han skal gøre det med afsæt i en person, der ideologisk stod i stærk kontrast til Politiken. Han skal hylde den afdøde, men samtidig må han ikke gå på kompromis med sin egen holdning. Hvis han kritiserer Jesper Langballe for kraftigt, vil det være et upassende brud på genren. Men hvis han ikke taler om den ideologiske forskel, risikerer han at miste sin egen troværdighed og dermed også sin epideiktiske mulighed for at ’opdrage’ læseren.
 
Frelserfortællingen om Tidehvervspræsten
Lykkeberg opfylder på interessant vis rollen som ’opdrager’. Som genren foreskriver, anvender han en æstetisk fremstilling af den afdødes liv som afsæt for sin værdidom. Han indleder nekrologen med en fortælling om ”en utilpasset pige fra København”, der efter en omtumlet tilværelse bliver taget ind hos præsten i Thorning. Hun får et kærligt hjem, en omsorgsfuld beskytter og bliver gift med præstens søn. Præsten er naturligvis Jesper Langballe.
Med denne universelle fortælling om godhed udfordrer Lykkeberg sine læsere, og deri ligger nekrologens epideiktiske potentiale: Han indleder en nekrolog om en politiker og præst, der ikke blot var en ideologisk modstander, men en moralsk paria blandt mange af læserne, med en frelserfortælling.  
 
Mener Rune Lykkeberg, at Langballe er den frelsende hyrde? Næppe. Men i nekrologen må den afdødes dyder også anerkendes. Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
 
Nationalistiske tosser har også gode sider
Hvad siger dette om nekrologens blik på nutidens dyder og laster? Bliver Langballe med sin død på bizar vis kanoniseret af det kulturradikale parnas? Nej, forklaringen er måske snarere, at denne nekrologs ’opdragelses’-element er forrykket. Langballe er måske ikke den polerede helteskikkelse fra antikkens gravtaler. Han er et menneske med laster, som nogle læsere måske aldrig vil kunne acceptere. Men han har også dyder. Med sin frelserfortælling udsiger Lykkeberg en holdning: At vi skal revurdere vores egen domfældelse over Jesper Langballe. Hvis læserne ikke kan finde fælles fodslag med Jesper Langballe i hans politik, så må de dog anerkende, at der i ’nationalistiske tosser’ også kan findes godhed. Og indse, at dette måske ikke kun gælder de afdøde af slagsen.
 
Læs mere:

Relaterede artikler

Dødsrengøring for begyndere - Dødsrengøring. At rydde op, smide ud og gøre rent i sit liv inden døden er ikke blot en tjeneste, vi gør os selv ved at ...

Giv din stemme

9 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

46 JOB

Norsk PR-konsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationsrådgiver

Frist: 23. maj

Presserådgiver

Frist: 14. juni

Praktikant

Frist: 14. juni
Se alle job Indryk job

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.