Luftsteg og vindfrikadeller
Har S og SF begået løftebrud, svigtet deres ægtepagt med vælgerne og serveret luftsteg i folkekøkkenet – for at få magten? Spørgsmålet kan besvares ved at tage modeksempler og sund fornuft i brug. Og ved at gøre sig klart, hvad løfter og løftebrud er for størrelser. Til det sidste formål inddrages her den verdensberømte praktikantaffære i Det Hvide Hus.
af Henrik Dahl
Det havde været svære forhandlinger. Alle, der var til stede på den første pressekonference efter udnævnelsen af VS-regeringen, kunne se, hvor træt statsminister Lars Løkke Rasmussen var.
- Nu er det jo ikke mig, der sammensætter Folketinget, sagde han, da en journalist bragte VS-regeringens program på bane.
- Det er vælgerne. Her i Danmark har vi noget, der hedder demokrati.
- Men er du ikke løbet fra dine løfter? blev journalisten ved.
- Jeg har kun givet to klokkeklare løfter før valget. 24-årsreglen bliver stående. Og boligpakken bliver gennemført. Begge de løfter er en del af VS-regeringens program.
- Men er det ikke lidt mærkeligt, at du bliver statsminister i en regering, der bevarer efterlønnen, hæver dagpengeperioden til fire år, gennemfører millionærskatten og indfører en betalingsring rundt om København?
- Det er vælgerne, der sammensætter Folketinget, forsøgte Lars Løkke Rasmussen igen. Hvert år til jul skriver jeg en ønskeseddel. Men jeg sidder da ikke sønderknust på den store aften, hvis jeg ikke får alt, hvad der står på den.
- Men hvad har du egentlig fået?
- 24-årsreglen. Og boligpakken. Det har jeg sagt.
- Men før valget sagde du, at efterlønnen skulle afskaffes, brød en anden journalist ind. - Og at Fair Forandring var humbug, der ville føre Danmark lukt i afgrunden.
Med en overbærende mine svarede statsministeren:
- Det nye regeringsgrundlag viser, at kontraktpolitikken er død. Ligesom blokpolitikken. Begge dele var noget, min forgænger indførte, og jeg er rigtig glad for, at de ikke findes længere.
Hvem er rede til at tage konsekvensen af sine holdninger?
Man kan ikke se det for sig, vel? Før valget sagde Lars Løkke Rasmussen, at Fair Forandring var luftsteg og vindfrikadeller. Selvom programmet ikke eksisterer mere, må man formode, det stadig er hans opfattelse, og at han i dag ville være lige så rede til at tage konsekvensen af sine holdninger, som han var før valget.
Omvendt er det imidlertid med S og SF. Før valget burde efterlønnen genindføres, fordi Danmark ikke kunne være andet bekendt over for mennesker, der var slidt ned efter 40 eller 45 år på arbejdsmarkedet. Nu er det ikke værre at quasi-afskaffe den, end at man gerne vil være med. Og på samme måde med en toårig dagpengeperiode, sænkning af topskatten, ventetider på skadestuerne, prisen på tog- og busbilletter og flere andre ting. Selvom de var vigtige, og selvom det var steder, hvor man virkelig kunne se forskel på den gamle, asociale regering og en kommende med mere sans for social retfærdighed, var det åbenbart ikke vigtigere, end at man godt kunne leve med det, hvis ellers man kunne danne en ny regering.
Journalister fanget i blok-tankegang
Journalister er hjernedøde, skriver Politiken imidlertid, når pressen forsøger at bore i, hvad det egentlig indebærer at hævde, at man politisk står for et eller andet. Så indfangede i blok- og kontraktpolitikkens logik er de efterhånden blevet, at de ikke kan se, at med den danske valglovgivning er der lagt op til mindretalsregeringer, og at det derfor aldrig bliver anderledes. Og allerede i lørdags fik vi det samme forklaret af en anden medarbejder ved Politiken: At gå på kompromis er ikke det samme som at bryde løfter.
Da Bill Clinton i sin tid hævdede, at han ikke havde haft ”sexual relations” med Monica Lewinsky, og det siden kom frem, at han trods alt havde fået et blowjob, kastede han sig selv og alverden ud i dybe filosofiske og filologiske overvejelser over, hvad det egentlig indebar at give en forsikring, og hvornår det med rette kunne siges, at man stod i et seksuelt forhold til en anden person.
Jeg mener, at Politikens spin om forholdet mellem S-SF's valgkamp og indholdet af SRSF-regeringens program afkræver offentligheden en åndelig fleksibilitet, der ikke er mindre end den, Clinton krævede af de mennesker, han gerne ville overbevise – og af nogenlunde samme art.
En tur ned ad løfternes rangstige
Den hårdeste måde, hvorpå man kan love nogen noget, er at følge love-ritualer som ”indgåelse af kontrakt” eller ”indgåelse af ægteskab”. Udføres den slags ritualer korrekt, hænger man virkelig på sin forpligtelse. Uden myndighedernes accept kan man ikke slippe ud af sine løfter. Og forsøger man alligevel, får man dem på halsen, hvad der kan være en meget negativ oplevelse.
En knap så hård, men dog moralsk bindende måde, er at udføre den illokutionære talehandling ”at love”. Det kan gøres på mange måder, hvoraf den enkleste er at sige: ”Jeg lover dig, at…”. Sådanne commissives (som John Searle kaldte dem) er som regel uden juridisk status, men giver ikke desto mindre samtalepartneren og den omverden, der eventuelt hører løftet blive givet, en klar forestilling om, at taleren har bundet sig til engang i fremtiden at handle på en ganske bestemt måde.
Endelig (hvis vi bevæger os ned ad løfternes hårdhedsrangstige) er der det forhold, at man ved at sige noget, altid implicit forpligter sig til at handle på en måde, der ikke strider imod det, der er blevet sagt. I modsat fald har man kastet sig ud i en performativ modsigelse. I lighed med overtrædelsen af det illokutionære løfte er der ikke tale om, at man har gjort noget ulovligt. Til gengæld er det helt klart, at man har handlet umoralsk og i en videre forstand samfundsundergravende. Det sidste, fordi det er en del af selve det sociales bærende konstruktion, at man hæfter for sine ord og i rimeligt omfang er villig til at sammenkæde dem med handling.
Efter Bill Clintons affære med Monica Lewinsky havde han to mellemværender. Det ene var med Kongressen og endte i, at han blev frikendt ved de rigsretssager, der var rejst. Det andet var med hans kone. Hvad hun helt nøjagtigt sagde og gjorde i tiden efter affæren, er der sikkert kun to, der ved. Men det fremgår klart af ’Living History’, hendes erindringer, at hun opfattede sin mands handlinger som utroskab og følte sig svigtet og ydmyget .
Man kan sige, hvad man vil, om kontrakter, illokutionære talehandlinger, performative modsigelser, mindretalsregeringer og samarbejdende folkestyre. Og man kan sige det så godt, at det vinder applaus i en akademisk orienteret offentlighed og giver gode karakterer ved eksamensbordet. Men det repræsenterer kun det ene af de to mellemværender, vores nye regering har med sin omverden.
Hvad siger så sund fornuft?
Regeringens andet mellemværende er med den sunde fornuft. Er det i orden at sige hvad som helst, der er vælgerne velbehageligt, for at komme til magten? Og tre uger efter give sig til at føre en politik, der står for det stik modsatte? Her tror jeg, regeringen er på en vanskeligere opgave. Lidt i retning af: ”Jeg fik for resten et blowjob af erhvervspraktikanten i dag. Men ved du hvad, skat? Det var ikke et seksuelt forhold”.
