Lotte Hansen forlader Mannov – helt udramatisk

Efter godt to et halvt år som direktør for Public Affairs forlader Lotte Hansen nu Mannov. Det er helt udramatisk, og det har været en rigtig god tid – udtaler hun. Kforum fangede Lotte Hansen og Mannov-direktøren Steffen Lüders på mailen. Den røde tråd i hendes omfattende karriere er ifølge hende selv, at hun skærer ind til benet og finder ud af, hvordan situationen hænger sammen, og hvordan den kan forbedres. Lotte Hansen går nu solo og etablerer eget bureau. Og Mannov fortsætter med opruste på Public Affairs området efter den aktuelle nedrustning eller nedjustering, som de selv kaldet det. Held og lykke fra Kforum.

Vi begynder naturligvis med kvinden selv.

 

Se Lotte Hansens K-profil her

 

Er du, Lotte Hansen, blevet fyret?

Nej, jeg havde lyst til at starte mit eget og følte mig rustet til det efter en god tid i Mannov.

 

Hvorfor stopper du i Mannov?

Jeg har været rigtigt glad for min tid i Mannov. Jeg har haft meget fine kolleger og arbejdsbetingelser og fået mulighed for at opbygge en afdeling, hvor vi har udviklet nye tilgange og metoder til PR-faget og samtidig fået skabt en god forretning. Men jeg mener, jeg er rustet til at starte mit eget og har meget lyst til at komme i gang.

 

Direktøren i Mannov skriver i pressemeddelelsen, at I ”skilles som gode venner”. Hvad betyder det?

Jeg har i hele mit ansættelsesforhold haft et godt forhold til Steffen og den øvrige ledelse, og derfor er vi sikre på at vi bevare de gode relationer også efter mit jobskifte.

 

Hvad vil du rose Mannov for?

Jeg synes, Mannov som stor virksomhed har forstået at bevare et lunt og tæt kollegialt forhold, som jeg kommer til at savne, derudover er Mannov som PR-virksomhed meget veldrevet i det daglige med styr på økonomi og praktiske ting, og den slags er en fornøjelse i hverdagen.

 

Hvem var din yndlingskunde?

Det var de jo alle, jeg var glad for at få så mange opgaver for den offentlige sektor.

 

Hvad er den røde tråd i karrieren?

Jeg skærer ind til benet og finder ud af, hvordan situationen hænger sammen, og hvordan den kan forbedres. Jeg tror, at min lyst til at gøre ting bedre for kunden er det, der gør at konsulentverdenen er her, hvor jeg føler mig hjemme.

 

Der blev lidt ballade med Hopenhagen-kampagnen. Hvad tænker du om den sag i dag?

Vi knoklede for den kampagne i et halvt år, og det var sjovt og udfordrende, og jeg er stolt af resultatet. Jeg er ked af at vores faktabokse omkring, hvem der deltog ikke kom med i den første artikel, så det fejlagtigt så ud, som om vi stod for det hele. Det var da nogle ærgerlige skriverier på jeres site.

 

Hvad skal du lave i dit firma?

Det bliver et PR firma, jeg vil vente med at fortælle mere om det, til vi går i luften den 1. september.

 

Hvordan ser du K-branchen lige nu?

Jeg ser den som lidt slagen, men til gengæld er vi som profession ”steget” i graderne, og det er lettere at komme som naturlig del af direktionsgangene. Muligheden bliver at gå fra commodity til strategisk rådgivning – uden at tro, at pressemeddelelsen eller eventen ’laver sig selv’.

 

Har du oplevet at K-branchen har været påvirket af krisen? Hvordan?

Jeg har oplevet, at kunder har være mere fokuserede på pris og offentlige kunder har stoppet udbud, de havde sat i gang. Men forretningsmæssigt har jeg og min afdeling haft en god og spændende tid under krisen.

 

Hvad synes du er den mest interessante tendens de seneste år?

Fokus på ansvar og overforbrug på alle planer, og at de moralske grænser for, hvad der er ok rykker tættere på topledere og politikere.

 

 

Her kommer så email-interviewet med Mannovs administrende direktør, Steffen Lüders, som jo nu er Lotte Hansens ekschef. Han syntes også, alt er helt udramatisk.

 

Se Steffen Lüders K-profil her

 

Er Lotte Hansen blevet fyret?

Nej, hun har selv sagt op.

 

Hvorfor siger I farvel til Lotte Hansen?

Fordi det er vi tvunget til, når hun siger op og vil starte i eget regi.

 

Hvad vil du rose hende for?

Hendes store engagement og positive personlighed.

 

Hvad har været hendes største bedrift i Mannov?

Lotte har været en vigtig person i forhold til, at det er lykkedes Mannov for alvor at få offentlige kunder. Det vil vi bygge videre på.

 

Hvad er din kommentar til balladen omkring Hopenhagen-kampagnen?

Vi gjorde en stor indsats ligesom så mange andre i forbindelse med Hopenhagen, men selvros skal behandles med stor omtanke. Vi begik en fodfejl, og det fik vi berettiget kritik for.

 

Nævn hendes spidskompetencer

God politisk fornemmelse, bred indsigt i samfundsforhold og journalistisk forståelse.

 

Hvad er dit råd til hende nu?

Tja. Godt spørgsmål, for det har jeg ikke tænkt specielt over. Men et godt råd vil være at finde sin særlige niche i en bureauverden, hvor der er mange dygtige konkurrenter, og hvor markedet er presset.

 

Hvad ser du som den røde tråd i Lotte Hansens karriere?

Jeg ved ikke, om der er en rød tråd. Men det må du hellere spørge Lotte om.

 

Du skriver i pressemeddelelsen, at I skilles som gode venner. Hvad betyder det?

Det betyder lige præcist det. Vi har ingen forhold, vi er uenige om. Jeg har været glad for hendes indsats, og jeg vil ikke udelukke, at vi kan finde på at bruge Lotte i nogle sammenhænge fremadrettet.

 

Du skriver I fortsætter med at opruste på Public Affairs området. Men nedruster I ikke, når I fyrer Lotte Hansen? 

Vi har ikke fyret Lotte. Hun har sagt op selv. Vi har i dag fem partnere og to konsulenter, der arbejder med Public Affairs opgaver, og vi er i drøftelse med egnede kandidater for at finde en ny konsulent. Det vil jeg ikke kalde nedjustering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også