Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsens biografi ’Projekt Løkke’ er intet helteepos. Bogen tegner et stærkt negativt portræt af statsministeren. Løkkes succes med f.eks. strukturreformen imponerer ikke forfatterne, som til gengæld har fået hundreder af kilder til at tvære i Løkkes vægelsind, kynisme og interesse for alkohol. Løkke har bedt sine egne støtter om ikke at samarbejde med forfatterparret. Det ses.
Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen
Projekt Løkke
Gyldendal, 328 sider
Biografien forekommer for størstedelen troværdig og veldokumenteret, idet forfatterne har talt med over 200 kilder. Bogen er imidlertid blevet et katalog over Løkkes ikke alt for charmerende sider, fortalt af de mange fjender (og sikkert også ”venner”), som han har fået i sit lange liv i politik. Man får indtryk af, at både politiske modstandere (på begge fløje) og embedsmænd – primært anonymt – har stået i kø for at fortælle forfatterne, hvor brutal, hysterisk, kynisk beregnende og upålidelig, Løkke kan være. Som politisk håndværker, kollega, politisk leder og ikke mindst som forhandlingspartner. Af bogens 328 velskrevne sider får man desuden indtryk af, at manden ikke har større moralske skrupler, hvis noget står i vejen for, at han kan opnå sine politiske mål. Og så er Løkke på grund af sit vægelsind for lang tid om at træffe beslutninger.
Et for entydigt negativt billede
Der tegnes et næsten for entydigt negativt billede af politikeren. Det er ikke alene forfatterne og deres kilders skyld. Det er også en selvskabt plage, når Løkke ikke selv ville medvirke og frarådede – og ifølge forfatterne truede - alle i sin nærhed til ikke at tale med forfatterne (hvad mange så alligevel gjorde). Løkkes fjender har så fået noget nær ”fri sendetid” til at beskrive Løkkes verden, som de ser den – uden at forfatterne har følt det store behov for at afbalancere billedet.
Dertil kommer også en række nemt identificerbare V-topfolk med trang til at fortælle læserne, at de har takket nej til at blive ministre under Lars Løkke. Måske fordi de ikke rigtigt tror på hans politiske projekt?
Drevet af egne ambitioner og behov for anerkendelse
Hvem er politikeren Løkke så "inderst inde"? En politiker drevet af tårnhøje ambitioner og et behov for at opnå andres anerkendelse. Undervejs får han udviklet en form for kompetence til at være politisk visionær på et par enkeltområder såsom udviklingen af den offentlige sektor. Men dybest set har manden ikke nogen overbevisning andet end at forfølge egne ambitioner om at nå længere til tops i det politiske hierarki. Han har kun sit eget projekt: Projekt Løkke. Sig selv. Alt andet er underlagt dette hensyn. Forfatterne har dog på et enkelt punkt ladet sig en smule imponere: Af Løkkes fabelagtige evne til at komme tilbage i kampen, hver gang han er blevet dømt ude.
Druk og telefonfis
Forfatterne opremser hele det kendte arsenal af historier om drukbilag, hotelfilm etc., tilsat et par nyere anekdoter om den Løkke, der går amok på Rio Bravo, da en journalist vil forevige det muntre lag. Det fik imidlertid det stærkt nødlidende Ekstra Bladet til at se nyheden i og behovet for endnu engang at udstille statsministeren – fra dengang han var indenrigs- og sundhedsminister – som ”drukmås” på avisens forside.
Der er især tydelige problemer i bogen, hvad angår dens kilder, hvor det er svært at afgøre, hvor kritiske forfatterne har været med hensyn til at sortere i dem. Mange af bogens historier om Løkke lider af den klassiske slagside, at den kritiserede part ikke kommer til orde, hvilket måske kunne nuancere billedet en smule. F.eks. i beskrivelsen af en historie, som jeg selv kender til, nemlig forløbet af Søren Pind og Peter Christensens kamp mod Venstres top omkring de ”Ti Teser”, hvor det kun er den ene side af sagen, der kommer frem i bogen. Formentlig fordi Jens Rohde er kilde til historien, mens Peter Christensen og Søren Pind var blandt de meget få, der fulgte Løkke og hans rådgiveres råd om ikke at stille op til interviews. Det ses.
Det skaber også et problem for troværdigheden ved mange af bogens andre morsomme historier. F.eks. at Søren Pind og Peter Christensen i beruset tilstand skulle have indtalt en besked på Venstres chefspindoktor Søs Marie Serups telefonsvarer, hvor de, for nu at sige det pænt, lufter deres harme over Anders Fogh Rasmussen. Det er nok rimeligt at antage, at Serup, der har boykottet bogen, ikke kan være hovedkilde på historien. Det er heller ikke Christensen og Pind. Hvem så? En andenhåndskilde. Som i øvrigt husker forkert. For det var ikke Pind og Christensen, der indtalte den pågældende besked i noget løftet stemning, men to andre fremtrædende V-politikere.
Det er blot et eksempel på, at de to forfattere beskriver forløb, som de ikke kan være sikre på holder 100 procent. Jeg siger ikke – for det ville være hyklerisk – at det må man ikke, men alt andet lige så går det ud over troværdigheden.
I ministerierne sletter man da emails
Bogens mest omtalte eksempel på Løkkes tilsyneladende forfærdelige regeringsførelse har været samtalestof den seneste uge. Det er naturligvis historien om, at en række belastende emails på en spindoktors befaling skulle være slettet i bl.a. Sundhedsministeriet og Økonomi- og erhvervsministeriet.
Her gambler forfatterne med deres troværdighed. For man bør diske op med mere dokumentation, når man retter så hårde beskyldninger, som, hvis de er sande, kan udløse en kæmpeskandale i tamilsagsklassen og føre til tiltale mod politikere og embedsmænd. Forfatterne leverer ikke skyggen af bevis for påstandene, som vel næppe en levende sjæl på Slotsholmen med indsigt i øvrigt tror på. I virkelighedens verden kan spindoktorer eller ministre ikke beordre journaliserede mails slettet. Det vil ingen departementschef eller menig embedsmand acceptere. Det kan derfor undre, at forfatterne alligevel lægger navn til at kolportere så hårde beskyldninger, som de fleste på Christiansborg i øvrigt gætter på, stammer fra enkeltpersoner hos de konservative. Ironisk nok har historien indtil videre mest af alt bragt Lene Espersen i fedtefadet.
Et skrækeksempel på dårligt spin fra Løkkes side
Måske ville bogens portræt have været anderledes nuanceret, hvis Løkke og hans nære medarbejdere i Venstre på Christiansborg havde samarbejdet i stedet for at føre spinkrig mod forfatterparret og navnlig journalist Tanja Frederiksen (som er tidligere medarbejder i Venstres pressetjeneste).
Denne bog er derfor et skrækeksempel på, hvordan det går, når to velbegavede og velskrivende forfattere uforfærdet og uimponeret går i gang med at pille en usamarbejdsvillig toppolitikers karriere fra hinanden i stumper og stykker. Det er der bestemt et publikum til, selvom denne bog næppe bliver solgt i store oplag på Venstres landsmøde. På den anden side, er dette gravskrift i utide over Lars Løkke ikke til at komme udenom for enhver politisk interesseret og bliver uden tvivl årets mest omtalte politiske bog.
Denne biografi er i øvrigt så kritisk, at det er heldigt for Løkke, at den næppe bliver den sidste. For det ville da have været en sand katastrofe for hans eftermæle.