Reboot regeringen

Dusinvis af dårlige sager og en efterfølgende elendig håndtering af dem. Dertil en synlig nedslidning af regeringen efter 10 år ved magten samt en økonomisk krise, der har tvunget regeringen til at indføre mærkbare sparekrav over for kommuner, halvering af dagpengeperiode m.v. På det seneste har VK tabt debatten om dens egen politiske dagsorden: afskaffelse af efterlønnen – som et flertal åbenbart er uenig i. Måske på grund af LO’s kampagne. Måske på grund af regeringens manglende kommunikation.

Ydermere kan man ikke just konkludere, at Løkke er en særlig populær regeringschef. Der er dog også tale om tilstedeværelsen af en for første gang i mange år enestående dygtig opposition, der effektivt og nådesløst evner at blotlægge og udstille regeringens dumheder og problemer.

Løkkes seneste rokade i Ekstra Bladets optik

Her er en oversigt over de seks alvorligste årsager til VK's vaklen.

Årsag 1: Lortesagerne stjæler dagsordenen

Stærkt dalende evne til effektivt at sætte synlige politiske dagsordener og kommunikere sin politik effektivt til vælgermasserne - hvad har dansk politik egentlig handlet om siden nytår? Jo, i de første ca. 10 dage satte statsminister Lars Løkke Rasmussen dagsordenen med sit forslag om afskaffelse af efterlønnen. Men siden har dansk politik handlet om det dramatiske konservative lederskifte; den heftige og tragiske deroute for Erik og Henriette; udviklingsminister Søren Pinds udfald mod jura-professoren Claus Haagen Jensen; en uligevægtig Bertel Bims, der går amok på en DR-journalist; den tidligere videnskabsminister Helge Sanders pinagtige involvering i Cirkus Penkowa på Københavns Universitet. Og senest har Birthe Rønn Hornbech – der i går måtte gå af på grund af, at hun tilsyneladende bevidst i en periode har administreret imod en FN-konvention for statsløse – i ugevis ødelagt muligheden for regeringen for at komme i offensiven og kommunikere sin politik.

I samme periode har oppositionen gjort det eneste rigtige og ladet være med at stjæle dagsordenen med alt for mange nye udspil. I stedet har de dygtigt brugt tiden på at udstille regeringen ved at stille kritiske spørgsmål, ved at kræve undersøgelser og angribe regeringen på alle tænkelige, utænkelige og kreative måder. Præcis det, som er en oppositions opgave i et moderne demokrati, ud fra devisen om ”check and balance”!

Og mange kan sikkert huske, at situationen ikke var ret meget bedre før jul. Jakob Axel Nielsens ikke videre heroiske exit og Lars Løkkes involvering i sagen om, hvorvidt sygehusene var overbetalte eller ej. Og så var der alle skandalerne eller sagerne i Forsvarsministeriet, B.T.s skriverier om Søren Pinds huslejekontrakt og meget andet.

Hvem kan snart huske bare et par uger uden for højtiderne, hvor der var ro om regeringsprojektet?

Årsag 2: Konservativt panikforslag skabte usikkerhed

Da de konservative med Lars Barfoed endelig havde fået en ny formand – og farcen med partiets gruppeformand og politiske ordfører Henriette Kjærs privatøkonomiske forhold omsider fik en ende med hendes bratte afgang fra dansk politik – ja, så skabte partiet selv nye problemer for regeringen.

Skræmt af chok-meningsmålinger, der mere end halverede de konservative, gik partiets nyudnævnte politiske ordfører, Carina Christensen, i byen med et krav om skattelettelser på 35 mia. kr. Det fik straks oppositionen til med lethed at torpedere VK-regeringens fælles budskab om, at spareøvelserne i det offentlige – for at få lukket det enorme hul i statskassen – i virkeligheden dækkede over skattelettelser til de rige.

At Venstre afviste de konservatives forslag, med henvisning til at regeringens økonomiske 2020-plan ikke omfatter skattelettelser, gjorde ingen forskel. Også dét slag tabte regeringen, og endnu et selvmål var en realitet. Som valget nærmer sig, og jo mere VK bliver presset af Liberal Alliance, er faren overhængende mht., at VK-politikere kommer med meldinger, der går i hver sin retning.

Årsag 3: Manglende driftssikkerhed

Regeringens ministres popularitet falder som sten. Det er nærliggende at give den dårlige kommunikation en del af skylden. De ministre, som kommunikerer effektivt, som f.eks. Lykke Friis, ligger i toppen af meningsmålingerne; mens de ministre, der enten ikke evner det eller direkte fravælger det, ligger i bunden. Med sidstnævnte tænkes ikke mindst på Birthe Rønn Hornbech, som ikke gerne svarer på journalisters kritiske spørgsmål og tilsyneladende helt undlader at bruge medierne som kommunikationskanal for at kommunikere regeringens udlændingepolitik, som engang var et trumfkort for VKO.

Mange vil desuden nævne Søren Pinds fatale – eller frejdige om man vil – Facebook-opdatering, hvor juraprofessor Claus Haagen Jensen fik en overhaling/blev svinet til, som et eksempel på manglende driftssikkerhed. ”Er den opførsel en minister værdig”, lød spørgsmålet? Bare at det spørgsmål kan stilles, udgør jo i sig selv et problem. I det mindste forklarede ministeren sig og forsøgte med et vist held at få debatten til at handle om Pinds principielle anke, at eksperter i stigende grad optræder i medier som politiske mere end som rent faglige opmænd i den politiske debat. Et godt eksempel på, at effektiv kommunikation ofte betaler sig, hvis man altså stiller op og evner at forklare – og nuancere – sine synspunkter.

Pinds overtagelse af Rønns integrationsministerium i går understreger egentlig den ret indlysende pointe: Den politiske fremtid tilhører den politikerklasse, der evner at kommunikere. Sagsbehandlere, der ikke kan – eller ikke vil – kommunikere, har formentlig ingen fremtid på ministerbænkene, næsten uanset hvor gode – eller rettere hvor ringe – de er til at administrere.

Karen Ellemann er et andet synligt eksempel på en minister, der har haft det umådelig svært i stolen, hvor sager har klæbet til hende. ”Gift-skibet” fra Australien, der gav hende tilnavnet ”Gift-Karen”, og så sagen om placeringen af vindmølletestcentret i Thy er blot to af de mange tabersager, der har overskygget hendes virke i Miljøministeriet.

Årsag 4: For lidt central koordination

Når man ser bort fra større politiske udspil, så er den grundlæggende koordinering af regeringens kommunikation i det daglige begrænset. Der er allerhøjst tale om forudgående orientering mellem partierne om planlagte politiske udmeldinger, men ikke engang denne spejder-ed overholdes altid. Sådan har det stort set været altid, bortset fra en kort periode i Anders Fogh Rasmussens første regering, hvor hans daværende spindoktor Michael Kristiansen forsøgte at skabe en eller anden form for løs central koordinering med ”holdånd”.

I dag er ministre og deres kommunikationsfolk i høj grad overladt til sig selv, medmindre når der opstår akutte kriser. Det har især noget at gøre med, at Venstre og de konservative er to forskellige partier med to sæt forskellige kommandoveje. Ballade hos K-ministre håndteres af konservative, og ligesådan med Venstres ministre.

Ofte kommer krisehåndteringen med f.eks. bistand fra centrale V-kommunikationsfolk i øvrigt alt for sent, når skaden er sket – hvis de i det hele taget bliver spurgt. De konservative har i perioder slet ikke haft kapacitet til at håndtere problemerne, eller Løkke har af respekt for regeringspartneren ikke kunnet – eller evnet – at gribe ind. Det sidste er Lene Espersens problemer i Mallorca-sagen et godt eksempel på.

I oppositionen – og øvrige partier, som ikke er i regering, f.eks. DF – er situationen derimod helt omvendt. Her er der som oftest hands-on på sagerne med det samme, når de opstår, og de bliver som hovedregel lagt ned meget hurtigt. Især SF er fabelagtige i den metier, hvor kun sagen om Ole Sohns fortid fik lov at løbe lidt for længe.

Vil der være en central koordination under en S-SF-regering? Man vil utvivlsomt gøre forsøget, som dog med stor sikkerhed vil løbe ind i de samme vanskeligheder som i VK-regeringen.

Årsag 5: Utilstrækkelig effektiv kommunikationsstrategi

Hvis VK-regeringen havde undgået alle ”lortesagerne”, ville den så have formået at fastholde sin politiske dagsorden i måneder frem, eller ville den på et tidspunkt være løbet tør for brændstof? Det er ikke til at sige med sikkerhed. Spørgsmålet er, om Løkke fik overbevist tilstrækkeligt mange vælgere om alvoren af den økonomiske situation, før han spillede efterlønsreformen på banen? Fik han skabt det baggrundstapet for debatten (priming), der gjorde, at vælgerne indså nødvendigheden af efterlønsreformen?

Netop dette var Fogh en mester til, selv om sidstnævnte var statsminister i en tid med en fyldt pengekasse. Og mødte Løkke ikke også en mere offensiv og velforberedt modstander i form af LO end Fogh nogensinde gjorde?

Årsag 6: For få billetsælgere

VK-regeringen lever også af gode kommunikatører. Statsministeren selv får blandede karakterer. Der er bred enighed om, at førnævnte Pind evner dette. Lykke Friis får også mange point. Engang var Lene Espersen blandt de bedste til at sælge billetter sammen med folk som Søren Gade og Bertel Haarder. Men Gade er væk, Haarder ser slidt ud og det samme med Espersen. En Henriette Kjær var ikke ueffen til at kommunikere, men kunne ikke blive minister. I dag ved alle hvorfor.

Status er, at VK-regeringen simpelthen mangler folk, der kan få budskabet ud over rampen. Og det er netop også i det lys, at fx Venstres tidligere politiske ordfører, Peter Christensen, i går fik chancen på ministerholdet.

Men de nye ministerudnævnelser, der på kommunikationssiden alt andet lige styrker regeringen, fjerner ikke indtrykket af en dødsmærket regering.