Løgn og Lean i det offentlige

Illusionen om Leans mirakelkur har for længst spredt sig i de offentlige institutioner. Her efterligner man hovedløst private virksomheders Lean-projekter. Men Lean baserer sig på en anti-humanistisk tankegang og fokuserer på systemet frem for mennesket. Det er overhovedet ikke en farbar vej i den offentlige sektor. For vi er ikke kunder i butikken Danmark A/S.
af Christoffer Boserup Skov
Parolen er klar: Moderniseringskrav. Effektivisering. Produktionsforbedringer. Serviceforbedringer. Der er mange krav til den offentlige sektor i en velfærdsstat under pres. Hvordan imødekommer det offentlige alle de krav? En af de stemmer, der skriger mest skingert i koret, er Lean. Den voldsomt populære managementfilosofi, der blev opfundet af Toyota, har spredt sig som en steppebrand. Først var det den private sektor, der tog Lean til sig, og siden har den offentlige sektor troligt fulgt trop. Det rejser selvfølgelig nogle principielle spørgsmål: Er de dyre Lean-konsulenter, som det offentlige hyrer, alle skattepengene værd? Og kan man uden videre overføre metoden til den offentlige sektor, hvis hovedopgave ikke er at tjene penge, men at få et samfund til at fungere? Nej, selvfølgelig ikke. Af mindst fire grunde.

4 argumenter mod Lean
Kritikken af Lean i Danmark har været stort set fraværende. Det er, som om Lean-konsulenternes lokkende ord om ”øget medarbejderglæde” og ”større produktivitet” har forblændet og haft en nærmest dogmatisk kraft. Ikke desto mindre er der adskillige indvendinger, man kan rette mod Lean. Her er nogle væsentlige argumenter:

Argument 1: Den pragmatiske fejlslutning
Lean-konsulenter ynder at sige ”Se, Lean virker i praksis!”. Selvom om vi for argumentets skyld antager, at Lean rent faktisk virkede i praksis, så er det en fejlslutning. Bare fordi noget virker i praksis, så følger det dermed ikke, at det også er sandt, rigtigt eller en korrekt metode. Det er den såkaldte pragmatiske fejlslutning, vi her har med at gøre – der findes jo masser af eksempler på fx samfundssystemer, som har virket fint i praksis, men hvor det politiske grundlag ikke dermed kan siges at være rigtigt eller sandt.

Man indfører jo ikke beton-kommunisme i kommunen, bare fordi det har vist sig, at en lille gruppe mennesker i en lille russisk by langt væk engang syntes, det gav gode resultater. Det er et dårligt argument og noget, man skulle holde sig langt væk fra i kommunerne.  

Argument 2: Det forfejlede menneskesyn
Lean har et forældet menneskesyn, der hører et industrisamfund til. Synet er behaviouristisk i den forstand, at Lean betragter mennesket ud fra en input-output-tankegang, hvor man kan planlægge præcist, hvordan mennesket handler. Lean ser mennesket som en forudsigelig maskine, som man løbende kan optimere ved at fortælle den, hvordan den kan fjerne spild ved at udøve ensformige og kontrollerbare arbejdsprocesser. Der er her en implicit naiv forestilling om, at man kan styre virkeligheden. Det er et menneskesyn, der er meget lidt anvendeligt i en post-moderne og hyper-mobil verden, hvor medarbejderne skal være innovative, være i stand til at gå nye veje, tænke selvstændigt, bryde rammer og gøre op med vanetænkning. Med andre ord, så kommer nye ideer ikke ved slavisk at følge de Lean-producerede standarder og systemer.

Det offentlige må være en attraktiv arbejdsplads, og det bliver det kun, hvis arbejdsforholdene giver medarbejderne frihed og fleksibilitet. At indføre nye fordistiske tilstande med Lean kan her kun betragtes om et tilbageskridt.

Argument 3: Den forfejlede tidsopfattelse
En central del af Lean er at fjerne spild i arbejdsprocesserne. Men at tro, at spild er noget, man kan analysere sig frem til objektivt, er absurd. Sociale samspil er uforudsigelige og kan ikke standardiseres. I Lean skænker man ikke konteksten en tanke, hvilket gør en blind for, at en given handling i en kontekst kan være spild, mens den i en anden kontekst er nyttig. Skal man bruge fem minutter på en privat samtale med en kollega i arbejdstiden? Umiddelbart er det spild, men på langt sigt kan det måske vise sig at være nyttigt. Hele tanken om at fjerne spild har altså også en tidsdimension, som Lean ikke forholder sig til.

Netværkstankegangen og netværks-strategier hører det moderne samfund til. Det er en måde at få ting til at ske på. Det ved man i det private. Skal det nogensinde bliver virkelighed i det offentlige, må der også være tid til det. Det sker næppe med lean.  

Argument 4: Den fattige nulfejlskultur
For at kunne praktisere Lean, kræver det kontrol over omgivelserne. På den måde minder Lean om en nulfejlskultur, hvor der fokuseres på ikke at lave fejl, men slavisk at følge forskrifterne. Det skaber et miljø, hvor medarbejderne bliver opdraget til ikke at tænke selv – igen et levn fra industrisamfundets logik. Forfatteren James Joyce sagde, at fejltagelser er porten til opdagelser – men med Lean bliver der ikke mange opdagelser, for et succeskriterium for Lean er netop at fjerne alle fejltagelser.

Det offentlige må også være en innovativ arbejdsplads, der sætter borgeren i centrum. Kommer dyre Lean-konsulenter og indfører nulfejlskultur med deres japanske begreber, kan det offentlige aldrig udvikle sig i den bedst mulige retning. Det er uholdbart.  

Sapere aude!
Lean er et anti-humanistisk projekt, fordi Lean fokuserer på systemer frem for mennesker. Lean har ikke tillid til menneskets fornuft og selvstændige viljer, men udarbejder i stedet fiktive kasser, som mennesker skal være i, og regler, de skal arbejde under. Det er et kæmpe problem i det offentlige sektor, og derfor må parolen endnu engang være det kantianske sapere aude: Vov at vide. Lad os bruge vores sunde fornuft og lade en anti-humanistisk metode som Lean sejle sin egen sø. Det er ikke den rigtige vej at gå for en sektor, der arbejder med mennesker. Vi glemmer, at vi er borgere i et samfund og ikke kunder i butikken Danmark A/S.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job