Lockout = civilsamfundets renæssance

Bageren i Rantzausgade holder bageværksted, hvor alle de lockoutramte unger får mulighed for at opleve lugten i bageriet og tage hjemmebagte hindbærsnitter med hjem. Planteskolen i Høsterkøb lader børnene plante altankasser. Fodboldklubben Skjold holder dagligt lockout-fodboldskole, som ungerne vender rødkindede hjem fra. Tivoli tilbyder undervisningsforløb med udgangspunkt i Rasmus Klump og H.C. Andersen. Hundelufteren i Hareskoven giver kurser i hundetræning. Kort sagt har de mest overraskende dele af samfundet taget et medansvar for, at lærerne er blevet lockoutet fra skolerne.

Efter et par travle uger i den første konfliktperiode havde Nadja Pass pludselig luft nok i kalenderen til selv at afprøve en lockout-løsning. Det startede med ideen om et lille klippeklistreværksted for 3-4 børn og endte med, at 15 børn i løbet af dagen byggede en fantastisk modelby, lærte om indianeres våbenskjolde, dyrkede parcour, fik et minijournalistkursus, bagte kanelsnegle og holdt animationsværksted. Alt sammen fordi en masse voksne skød et par timer og deres særlige interesser sammen i ét stort sammenskudsgilde. Se opskriften længere nede i teksten, hvis du selv skulle have lyst til at prøve kræfter med noget lignende.

Danskerne – nu med handlekraft

Så midt i konflikten og alle frustrationerne er der i hvert fald én rigtig god ting at sige: Lærerlockouten har markant været med til at speede civilsamfundets renæssance gevaldigt op. Der var allerede godt gang i en positiv udvikling, der har været undervejs i nogle år: at helt almindelige borgere, uanset deres politiske overbevisning, begynder at tage ansvar for at påvirke tingene omkring sig, så det hele kan fungere lidt bedre. Dér hvor man ser et problem, tænker man ikke længere bare, at det var der da virkelig nogle (som i staten, politikerne eller kommunen), der burde gøre noget ved – men man begynder i stedet selv at tænke, hvordan man selv kunne være med til at gøre noget. Og om ikke man ovenikøbet kunne have det rigtig sjovt, lære en masse og møde spændende nye mennesker, mens man i fællesskab løste problemet. Fuldstændig selvorganiseret og ofte helt uden økonomisk støtte. Mest af alt fordi det er sjovt at prøve og supersexet at være med til at gøre en forskel. Men også fordi vi oplever, at vi kan klare, opleve, nå, få, overkomme og lære meget mere, når vi slår pjalterne sammen.

Arvegods og moderne teknologi

Dén tankegang har rødder tilbage i andelstanken, og måden hvorpå man hjalp og tog ansvar for hinanden omkring gadekæret. Og tankegangen er samtidig topmoderne og meget inspireret af de sociale mediers muligheder for at dele ideer og erfaringer, finde frem til de andre, der har samme udfordringer eller tankegang som en selv og involvere hinanden spontant i projekter. Det startede for alvor for et par år siden med Collaborative Consumption-trenden – der handler om at styrke vores ressourcebevidsthed og inspirere os til at dele, bytte og eje tingene sammen i stedet for at skulle eje hver vores boremaskine, designertaske eller bil. Men efterhånden handler det om fællesskaber og fælles ansvar i bredeste forstand. Om alt det vi kan opnå, løse og skabe sammen, hvis bare vi er nok om det.

De nye organiseringsformer: Det uendeligt store i det uendeligt små

Det har været undervejs længe, men lockouten har speedet udviklingen op, så vi på ganske få uger har set en masse af de nye fænomener eksemplificeret i praksis:

Lockoutløsningerne skaber nye forbindelser mellem generationerne og møder mellem befolkningsgrupper, der ikke ellers ville have talt så meget sammen. Det er ikke alene inspirerende at tale med nogle, der har en anden alder, faglig baggrund, livssituation, oprindelse eller politisk overbevisning end en selv – det er en vigtig del af samfundssindet at have forståelse for andres liv og prioriteter. Og for ungerne er det vigtigt at opleve voksne, der tænker, lever og handler helt anderledes end deres forældre.

På Høsterkøb Planteskole kunne ungerne plante altankasser og så frø. I det hele taget har lockouten været en god anledning til, at børnene har fået indblik i mange forskellige fagligheder og hverdage rundt omkring på de danske arbejdspladser. Enten fordi forældrene har haft dem med på arbejde, eller forbi arbejdende værksteder har lukket dørene op.

Lockoutløsningerne benytter sig af faglige og sociale sammenskudsgilder. Kun de færreste af løsningerne er skabt af enkeltpersoner. Langt de fleste bygger på mere eller mindre spontant opståede samarbejder mellem mere eller mindre desperate forældre, fagpersoner, der gerne vil lære noget fra sig, håndværkere, der åbner deres værksteder eller baglokaler eller voksne med fleksible hverdage, der godt kan gå ind og aflaste fastarbejdende forældre. Og i det hele taget en masse voksne, der ikke har selv har småbørn – men måske netop af den grund har en masse ekstra overskydende klippe-klistre-, højtlæsnings-, lege-, bage- og fralæringslyst at dele ud af. Så på den måde har lockout-løsningerne været med til at synliggøre, at der i virkeligheden er en masse uudnyttet børnepasningspotentiale helt andre steder i samfundet end blandt de i forvejen hårdt pressede forældre og p.t. bedsteforældre.

Med en kombination af gode lokaler og fagligt engagement står billedkunstneren Birgitte Søvsø for et kreativt værksted for lockout-ramte børn i Osramhuset på Nørrebro.

Lockoutløsningerne går til det hele med en grundlæggende beta-tankegang. Inspireret af opensource-bevægelsen, hvor man helst launcher produkterne, når de har nået en ”acceptabel fejltilstand”, men ikke er helt færdige endnu – så der er plads til at invitere testere ind og justere produktet inden den endelige launch. Og der opstår dermed en befriende foreløbighed undervejs i processen, der gør, at det hele ikke når at blive uoverskueligt stort og besværligt inden det overhovedet går i gang. Når løsningerne opstår så pludseligt, som de har gjort det under lockouten, er man nødt til at eksperimentere. Man kan ikke nå at teste alt på forhånd. Man må bygge flyvemaskinen, mens man flyver, og acceptere at det hele ikke er perfekt fra starten – men til gengæld lærer man så og bliver klogere og fin-tuner koncepterne undervejs. Og dén mentalitet kunne vi i det hele taget godt bruge noget mere af herhjemme, hvis vi fortsat skal kunne se os selv som innovative og udviklende om ganske få år. Så på den måde har lockouten været en effektiv træningslejr i at forholde sig til og navigere i det ukendte.

Bageren i Rantzausgade har taget en kæmpe tørn under lockouten, hvor masser af unger har lært at bage. Hans tilbud om at passe ungerne spredte sig som en løbeild over Facebook, hvor alle tog hatten af for hans fantastiske initiativ og store generøsitet.

Lockoutløsningerne har udstukket nogle stramme rammer, der har gjort det nemt for eventuelle medhjælpere at se, hvad de kunne byde ind med. I modsætning til den form for frivillighed og engagement de fleste af os er blevet trænet i gennem foreningsDanmark, hvor generalforsamlingerne og bestyrelsestjanserne strækker sig i det uendelige, tilbyder lockout-løsningerne, at man deltager spontant, bidrager med noget af det, man virkelig har lyst til og kun giver så meget, som man har mulighed for. Giv én times hjælp til at holde opsyn, kom to dage som hjælpetræner, hold dit minikursus tre gange. Gør det du kan, når du kan – al hjælp er velkommen og bedre end ingenting. Og det du gør nytter maksimalt, fordi nogle har gjort sig umage med at skabe den ramme, hvor alle får mest muligt ud af dit bidrag. Den slags rammesætning kunne vi med fordel udvikle og drage langt mere fordel af i arbejds- og sociallivet helt generelt, hvor det ville hjælpe os til at kunne undgå en masse skønne, spildte kræfter.

Fodboldklubben Skjolds lockout-tilbud har et fast, stramt program og ungerne skal have mad, skiftetøj og drikkevarer med selv, så trænerne kan koncentrere sig om det, de er bedst til – at skabe en fodboldfest for ungerne.

Lockoutløsningerne benytter sig i høj af sociale medier til at sprede budskabet, fortælle om tid, sted og betingelser og dele erfaringerne fra dagen med andre, så det er nemt at kopiere og skalere dem andetsteds. Og på samme måde kan vi også med mange andre fine koncepter med fordel blive bedre til at dele opskrifterne på dem, så andre kan lade sig inspirere i stedet for altid at genopfinde den dybe tallerken. Hellere bruge tiden og energien på at fylde alt muligt godt i den dybe tallerken.

På mange sociale medier har forældrene udvekslet erfaringer og ideer til, hvordan man kunne få ungerne passet.

Hvor svært kan det være at holde klippeklistreværksted for 15 skønne unger? Ikke særligt svært.

Et af de altafgørende elementer i civilsamfundets renæssance er, at dem der tager teten og gør sig nogle erfaringer, også sørger for at dele dem, så det bliver så nemt som muligt for andre at kopiere dem. Og derfor vil jeg nu prøve at dele opskriften på det klippeklistreværksted, jeg selv holdt forleden for lockout-ramte børn:

I de første uger af konflikten havde jeg helt vildt travlt med workshops for ministerier, styrelser og kommuner. Men da konflikten nærmede sig sin tredje uge, var der luft nok i min kalender til, at jeg vovede pelsen og inviterede til en workshop for lockout-ramte børn.

Det startede i det helt små. Jeg skrev på Facebook:

Og så gik der jo ikke mange minutter, før det begyndte at vælte ind med voksne, der gerne ville tilbyde at hjælpe til som gårdvagter og praktiske grise – og ikke mindst bød ind med det ene fantastiske minikursus efter det andet, så dagen tilsammen endte med at byde på et mini-by-modelbyggeri, der kørte hele dagen under ledelse af nogle dygtige landskabsarkitekter, et animationskursus, en indianerseance, hvor ungerne lærte om indianernes våbenskjolde og fik renset deres ånd af hvid salvierøg, et journalistkursus, en ordentlig omgang parcour i gården og et kanelsneglebagningsværksted med udvikling af mange forskellige smags- og pyntevarianter. Mange af de voksne kendte jeg ikke på forhånd – men vi var fælles om gerne at ville gøre noget for en generation af unger, der ikke som os andre er nødt til at tage de voksnes ord for, at det ikke ville være sjovt, hvis det var jul eller ferie hver dag – men som føler meget tydeligt på deres egen krop, hvad det vil sige at længes efter skolen og hverdagen.

Det var en fuldstændig fantastisk dag for både børn og voksne. Alle lærte en hel masse undervejs. Og jeg kan i hvert fald sige, at jeg selv simpelthen blev så opløftet over mødet med alle de her børn og unge, der kunne, vidste og gjorde så meget, og som jeg havde sådan nogle hyggelige og inspirerende samtaler med.

Men det allermest interessante var egentlig, hvor nemt det var at arrangere. Den største hurdle er helt klart, hvis man ikke har adgang til et tilstrækkeligt rummeligt lokale.

Børnene er ikke i skole. De er på krea-workshop

Tre grundingredienser

Men ellers var hovedingredienserne i den opskrift helt grundlæggende

- at udstikke de overordnede rammer for dagen. Det var for eksempel at ”lægge skema”, så der både var en gennemgående aktivitet, man kunne fordybe sig i hele dagen – i dette tilfælde byværkstedet – og nogle kortere aktiviteter, der både gav mulighed for mere action i form af parcour, mere fordybelse i form af f.eks. indianerfortællinger og bageværksted og noget for de lidt større i form af journalistkursus. Men også at indrette lokalet, så der både var mulighed for at være mange sammen og at trække sig lidt tilbage.

- at fralægge sig ansvaret for det, man ikke orker, så man kan fokusere på det vigtige. For eksempel erklærede jeg det hele for ”skærmfri zone”, hvilket helt klart lige affødte nogle abstinenser først – men i praksis gav meget mere ro og intensitet til dagen. Jeg sagde også, at alle selv skulle have madpakker med, så jeg var sikker på, at de fik noget, de kunne lide til frokost – og jeg i stedet kunne koncentrere min serveringsindsats på boller om morgenen og kanelsnegleekstravaganza om eftermiddagen. Og jeg fralagde mig også på forhånd ansvaret for dyrt legetøj, iPads og fint tøj – så jeg i stedet kunne bruge min energi på at mærke efter, hvilke børn der har brug for lidt ekstra opmærksomhed, og hvornår de skulle have lov at fyre noget krudt af i gården, selvom vi egentlig havde planlagt noget andet.

- at have en opstartsaktivitet klar, så de første har noget at lave, når de ankommer – og de nyankomne har noget at ”lande” på. Jeg bad for eksempel meget banalt alle om at starte med at dekorere et navneskilt, så de havde en konkret aktivitet at fordybe sig i og kunne gå på opdagelse i materialerne – og så vi havde styr på, hvad alle hed og som en icebreaker kunne spørge ind til, hvorfor de havde pyntet navneskiltet som de havde. De førstankomne børn bad jeg om at hjælpe mig med at lave et VELKOMMEN-skilt til hoveddøren, så der var noget at gå i gang med fra starten.

Et lille udpluk af det kreative resultat af børnenes syslerier

With a little help from my friends…

Den vigtigste nøgle til at stable alt det her på benene, var jo netop sammenskuddet i det. Hvis jeg havde skullet gøre det alene, ville jeg højst have turdet tage ansvaret for fire børn, jeg kendte ret godt. Vi ville have haft en hyggelig dag og klippeklistret en masse (men noget mindre tjekket end under landskabsarkitekternes kyndige vejledning), jeg havde nok bagt nogle boller, og vi havde også været nede i gården, hvor jeg ville have siddet lidt på nåle af frygt for, at nogen skulle komme til skade eller op at skændes.

Der er ikke nogen tvivl om, at det ville have været en rigtig fin dag. Men INTET imod, hvad vi tilsammen kunne tilbyde, da vi var mange voksne, der hver især var med til at få det til at ske.

Alt sammen ret enkelt at sætte i gang, hvis bare man tør spørge om ”a little help from ones friends” og at ”hacke” vores samtale- og samværsformer, så vi alle sammen får meget mere ud af det hele.

Det er ikke kun stille kreativt arbejde det bliver til. Der bliver også tumlet i haven

Tre nemme forslag til selvorganiseret børnepasning

Klippeklistreværkstedet var så den helt store model, som i praksis viste sig at være ret nem at realisere. Men langt mindre kan også gøre det – og give nogle fine ventiler og sjove oplevelser i hverdagen. Lockout eller ej. Her er tre nemme bud på alternative pasningsordninger, der er nemme at selvorganisere:

Saturday night gang

Min veninde Eden i Seattle havde i mange år en ”Saturday night gang” kørende sammen med en større vennegruppe, der alle havde børn i samme alder. Det var en fuldstændig fast aftale, at ungerne hver lørdag skiftedes til at være hjemme hos de forskellige familier, hvor forældrene så gav den fuld gas med hygge, spil, popcorn og film. Alt det, som de netop orkede og glædede sig til, fordi det kun var hver 6. uge – mens alle de andre forældre fik mulighed for at gå til fester sammen, være på dates, gå i biffen eller bare slappe af.

Sygesofaen

I min andelsforening kender vi hinanden rigtig godt. Vi er nok så tæt på at bo i bofællesskab, som man kan komme, uden formelt at gøre det. Og det vil selvfølgelig også sige, at børnene, der bor her, føler sig helt trygge ved de voksne. Også os, der ikke selv har børn endnu. Så det vil sige, at når børnene er syge, er det meget nemt og bekvemt for forældrene lige at sms’e til mig om morgenen og spørge, om jeg arbejder hjemme den dag – og om ungerne så må ligge på min sofa og se Ramasjang. Det er selvfølgelig langt fra altid, at det lige passer. Men ofte gør det – og så er det en virkelig nem ventil i en presset børnefamiliehverdag. Og jeg synes egentlig bare, det er hyggeligt lige at kigge op fra computeren en gang i mellem og stoppe et tæppe ordentligt om dem, komme med drikkevarer og læse en lille historie.

Hvidovre Tennisklub er også på banen. Tennisklubben tilbyder nemlig det de kalder Lock In Tennis hver dag fra kl. 8-13. Se mere her

Samtalesaloner

Forleden havde vi for første gang en 12-årig med som fuldgyldig deltager i en af vores samtalesaloner. Og det fungerede simpelthen så godt. Han havde de fineste og sjoveste perspektiver at byde ind med – og det var helt vildt hyggeligt. Så det tåler ikke alene gentagelse – det tåler, at vi spreder ideen om, at man i langt flere sammenhænge, hvor der er både voksne og børn tilstede, sørger for at skabe gode fælles samtaler. Gerne ved at strukturere dem lidt mere end vi normalt gør, når vi snakker sammen til et middagsselskab. Eventuelt ved hjælp af samtalemenuer eller spørgekort, der får det hele til at virke lidt mere som en leg og derfor også fastholder interessen hos både børn og voksne. Der ligger masser af inspiration til samtalesalon-teknikker og spørgsmål til helt gratis brug og inspiration på Samtalesaloner.dk. Det er selvfølgelig udviklet med henblik på voksne deltagere. Men der skal ikke justeres så meget i spørgsmålene, før ungerne sagtens kan være med.

Det kunne også være en god måde at aktivere de mange børn på, der i disse dage er med på arbejde: at holde samtalesaloner kollegerne imellem, hvor man får lejlighed til at snakke sammen om en masse af de ting, der ikke bliver tid til at snakke ordentligt om i hverdagen. Og hvor man kan få børneperspektiverne med undervejs også. Det vil helt sikkert give nogle aha-oplevelser af den slags, man ellers hurtigt betaler dyre ”tag-den-grønne-tænkehat-på-og-tænk-ud-af-boksen-konsulenter” for at facilitere sig frem til.