Spis intet der kaster skygge

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der på UNESCO’s liste over World Heritage Sights ikke er en eneste lufthavn, motorvej, forlystelsespark eller fast-food-restaurant, men derimod et væld af hellige steder og alskens ting og sager, der kan sættes ’ancient’, ’prehistoric’ eller ’archeological’ foran? Det skyldes, at vi lever under autenticitetens diktatur, som dekreterer, at det oprindelige er godt, mens det moderne er ondt. For eksempel er ond mad ifølge smagsdommere industriel, mens god mad er dyrket i din baghave.
af Ulla Holm
autenticitet, ikke her i Kina
Dette effektive trafikale kunstværk i Kina er udtryk for farlig inautenticitet – lyder den fremherskende, politisk korrekte mening
 
Undrer du dig også over, hvorfor street-art-kunstneren Shepard Fairey, der står bag det famøse Obama-portræt, er degraderet fra cool venstrefløjs-darling til ”yankee hipster”, der skal skride ad helvede til, fordi han har fået kommerciel succes? Så fortvivl ikke. Årsagen er nemlig, at vi lever i autenticitetens tidsalder, hvor alt, der associeres med Moderniteten – industrialisme, kapitalisme, individualisme, sekularisme, masseproduktion, forbrug, standardisering, videnskab og globalisering – automatisk bandlyses som uægte og fremmedgørende. Især den vestlige elite lever derfor efter et værdisystem, hvor det, der er gammelt, lokalt, kollektivt, primitivt, ubearbejdet og ikke-markedsliggjort, opfattes som den magiske nøgle til den autenticitet, vi mener at have tabt et sted i den før-moderne fortid.
 
Men det autentiske findes ikke. Lad mig illustrere pointen ved hjælp af en granskning af vores forhold til mad.
 
autenticitet i The Simpsons
Hippie fra The Simpsons' afsnit om en aktivistgruppe, der modsætter sig træfældning. Aktivisterne spiser autentisk og klæder sig autentisk - mon ikke hans hue er lavet af opfejede kattehår, som han selv har omdannet til filt?
 
Spis intet der kaster skygge
I et gammelt afsnit af The Simpsons forsøger Homers datter Lisa at kæmpe sig ind i varmen hos en flok miljøaktivister fra gruppen Dirt First, der er taget til Springfield for at forhindre et kommercielt drevet træfældningsprojekt. Hun har forelsket sig i gruppens leder og fortæller ham, at hun overvejer at blive veganer. Til det replicerer han i et nedladende tonefald: ”Ha, jeg er niveau-5 veganer – jeg spiser intet, der afgiver skygge”.
 
Jeg kom i tanke om klippet, da jeg i Politiken for nyliglæste en dagbogs-reportage fra protesten i Østerild Klitplantage skrevet af en af aktivisterne. Det slog mig, hvor meget beskrivelserne af aktivisternes måltider fyldte i den samlede reportage. Jeg havde forventet et stramt indholdsmæssigt fokus på de natur- og retspolitiske kvababbelser, der har foranlediget protesten, men afgørende var det åbenlyst at få fortalt, hvad der blev spist i lejren, og hvordan maden blev tilberedt. Således skriver aktivisten på førstedagen: ”Jeg hjælper med at bygge nogle raketovne, som er et rør med en lille ovn nedenunder. På den måde kan man lave mad over ild uden at bruge ret meget brænde. Vi går ind for vedvarende energi, vil ikke fråse, så vi har lært teknikken. Det er ikke permanente konstruktioner, så de skal genopbygges, men kartoflerne koger langt hurtigere med den slags tricks.”
 
Dagen efter hedder det: ”Jeg sidder i et hjørne af cirklen og skræller gulerødder, så vi kan få en ordentlig gang aftensmad.”. Og næste dag: ”De lokale protestgrupper er mødt massivt op, og næsten alle aktivisterne tager på svampetur i skoven, for der er gode kantareller nu”.  
 
Aktivisme uden småkager fra Brugsen
Der er ikke tale om tilfældig mad: man laver den selv fra bunden, spiser kun vegetarisk, håndplukker råvarer i det lokale terræn, og man bruger tid og energi på at bygge den rigtige miljøvenlige ovn, som skal bygges op igen og derfor kræver nye mængder af tid og energi. Her er ingen nem dåsemad, småkager fra Brugsen eller shawarma fra den lokale grill i Thy.
 
Når det er aktivisterne livet om at gøre at få fortalt omverdenen, at man spiser som i jæger-samler-samfundet og spilder oceaner af energi på at spare energi, er det naturligvis fordi den autentiske madlavning er forbundet med prestige. Det er netop, hvad den lille scene fra The Simpsons så præcist illustrerer: Under dække af sundhed, etik og bæredygtighed er autentisk madlavning fremfor alt en statusmarkør  – og når masserne er begyndt at spise vegansk, ja så må man afskære sig fra flere og flere dele af fødevaremarkedet og gøre sit madindtag desto mere primitivt, besværligt, og spartansk for at være med helt fremme – ad absurdum.
 
autenticitet Potter
 
Vi kommer på vildveje i jagten på os selv
Pointen tegnes skarpt op i den canadiske forfatter og journalist Andrew Potters bog fra 2010, The Autenticity Hoax – How We Get Lost Finding Ourselves. Her beskriver Potter, hvordan der – som led i en opdateret modernitetskritik – er opstået en intens jagt på autenticitet, som fra og med årtusindskiftet er blevet styrende for det vestlige menneskes forbrug. Pointen er, at det autentiske aldrig kan nås, fordi autenticitetsjagten har en grundlæggende kompetitiv struktur. Det vil sige, at det autentiske ikke findes i sig selv i metafysisk forstand, men alene er en statusforskel og derfor ophører med at være autentisk og overgår til ”fake” i det øjeblik, pøbelen får adgang til det.
 
Distinktionen mellem ”autentisk” og ”fake” svarer således til distinktionskampen mellem ”gamle” og ”nye” penge, mellem aristokrater og parvenus eller mellem hipsters og dem, der prøver for hårdt. Som Potter understreger: ”Being an authentic person, or living an authentic life (...) is a positional good that derives its value from the force of individuous comparison. You can only be a truly authentic person as long as most of the people around you are not.”
 
Netop fordi autenticitet ikke har nogen objektiv realitet, men udelukkende er en social position, har kampen om autenticitet en indbygget selv-radikaliserende dynamik, som leder til alskens absurditeter udi ”autentisk” livsførelse.
 
Teoretisk trækker Potter på Thorstein Veblens klassiker The Theory of the Leisure Class og fremsætter den påstand, at vor tids statuskapløb ikke længere er centreret omkring et iøjnefaldende forbrug, men derimod iøjnefaldende autenticitet (”conspicuous authenticity”). Som det var Veblens pointe, går metoden, hvorpå man viser, at man tilhører eliten, via aktiviteter eller besiddelser, der ikke har nogen oplagt nytteværdi, altså via et opulent spild. Imidlertid må et sådant spild fremstilles på en måde, så det tager sig meningsfuldt ud således, at dets statusfremmende funktion forbliver implicit.
 
På samme måde forholder det sig ifølge Potter i tilfældet med iøjnefaldende autenticitet. Skønt denne ikke er andet end en statusmarkør, må eliten foregive, at den har et samfundsgavnligt formål: ”Conspicuous authenticity raises the stakes by turning the search for the authentic into a matter of utmost gravity: not only does it provide me with a meaningful life, but it is also good for society, the environment, even the entire planet”.
 
autenticitet kaffe
Autentisk kaffe med fair trade. Men tvivlen nager, er den nu autentisk nok til at gøre forbrugeren cool? Eller skal man et spadestik dybere ned i den autentiske muld for at være helt sikker? Autenticiteten er i virkeligheden uopnåelig, for den flytter sig, hver gang man griber ud efter den
 
Virker smøren bekendt? I hvert fald sidder jeg selv i skrivende stund og drikker økologisk fair trade-kaffe af mærket Clipper til 85 kr. fra Mad og Vin, og på emballagen står der: ”Clipper products are made with pure ingredients and a clear conscience. We use only the highest-quality sources, add nothing artificial and strive to improve the welfare of workers”.
 
Tilsvarende drikker jeg smoothie af mærket Innocent, hvis emballage blabrer derudad: ”We like our planet, so we work from farm to fridge to reduce our carbon footprint and make our packaging as sustainable as possible” og ”We give away 10% of all profits to people who need it more than us.”
 
De to produkter har tilsyneladende en overlegen nytteværdi i forhold til de konventionelle af slagsen. Der er intet mindre end sikringen af hele menneskehedens og naturens overlevelse på spil. Det er netop ved hjælp af den type af legitimerende fortællinger, at sådanne produkters essentielt status-orienterede natur kan forblive skjult.
 
Økologi er blevet mainstream
Ikke desto mindre, mener Potter, vil denne afsløre sig selv før eller siden, som det f.eks. er sket i tilfældet med økologiske fødevarer. Økologi er blevet for mainstream, og derfor kan man lige nu identificere en ændring i diskursen om økologi. Hvor økologi som udgangspunkt har været et spørgsmål om pesticide-fri råvarer, er der i takt med økologiens universelle tilgængelighed sket en re-fortolkning af økologi-begrebet, således at ”rigtig” økologi i dag forbindes med lokalt producerede fødevarer: ”The more organic resembles the conventional and the more it is available at low cost to millions of everyday consumers, the less it is able to serve as a source of distinction. More than anything, the loss of distinction is what explains the sudden shift away from the organic to the local”.
 
Dette skift har bl.a. herhjemme manifesteret sig ved, at der igennem de sidste to år er fremvokset en underskov af mere ”autentiske” grønthandlere à la Din Baghave, som kun sælger grønt fra den nære omegn til overpris, i takt med at de store supermarkeder har gjort økologien tilgængelig for den mindre bemidlede forbruger.
 
Ser man tilsvarende Ny Nordisk Mad-bølgen gennem en pottersk prisme, er det ikke uden en vis underholdningsværdi at høre Claus Meyer sige, som han gjorde i en tale i Paris sidste år: ”This is not just another trend, it is a profound shift of paradigm”. Underforstået: Det ”autentiske” nordiske køkken med håndplukning og hjemmesyltning etc. af sæsonbestemte lokale råvarer hviler på et bundsolidt rationelt fundament og er hævet over de differentieringsdynamikker, der bestemmer al anden gastronomis storhed og fald. Det Nye Nordiske Køkken er simpelthen en bydende nødvendighed fremgår det også af brochuren Ny Nordisk Mat udgivet af Nordisk Ministerråd, fordi det er bedre for samfundet, for demokratiet, for dyrene, miljøet og den enkeltes sundhed.
 
 
affald autenticitet
Det er ikke køkkenaffald – det er hovedretten. Hvis du altså er med på den forreste autenticitetsbølge
 
Sagen er dog den, at selv ikke den lokale, hjemmeproducerede mad længere er autentisk nok, i hvert fald ikke hvis man ser på, hvad den amerikanske elite er begyndt at putte i munden. Når selv Walmart, som The Huffington Post dokumenterede for et par måneder siden, er begyndt at sælge lokalt produceret frugt og grønt, så må man jo forkaste local food som indbegrebet af autenticitet.
 
Vil man være rigtigt autentisk i dag skal man spise skrald! Local food-sloganet ”Fra-jord-til-bord”, som man bl.a. sværger til i danske gourmet-kredse, er allerede i USA blevet til ”Fra-stamme-til-rod”. Det fremgik i sidste uge af en artikel i New York Times med titlen ”That’s Not Trash, That’s Dinner”. I følge artiklen er alt det, vi hidtil har kategoriseret som affaldsprodukter, det eneste rigtige at spise, for det gjorde vores forfædre i den præ-industrielle fortid, og så er det klart, at det er langt mere autentisk.
 
Således er det fineste af det fineste man overhovedet kan indtage: skræl, skud, skrog, stilke, rødder, toppe, blade, stammer og kerner. Artiklen gør opmærksom på, at en række af disse affaldsprodukter faktisk indeholder dødelige giftstoffer og angiver derfor telefonnummeret til The American Poison Control Center, men logikken er ikke til at tage fejl af: hellere dø af forgiftning end at være uautentisk.
 
autenticitet insekter
Über-autentisk mad med insekter skal redde kloden. Og give den modige spisende street cred
 
Allermest autentisk er det imidlertid at spise som primitive folk uden for den vestlige kulturkreds. Derfor har insekter afløst skaldyr som elitens foretrukne spise på top-restauranter i USA og luksussupermarkeder i Holland. Selv Angelina Jolie sværger til larver, orme og biller. Det gastronomiske fænomen går under betegnelsen ”entomophagy” og figurerer jævnligt i madspalterne i The New York Times og The New Yorker, hvor det fremhæves som et bæredygtigt alternativ til kød fra ”factory-farming” (indbegrebet af inautentisk mad). Som en af pionererne inden for insekt-køkkenet udtaler til New York Times: ”You really want to go green? Try this. I have my month’s meat growing in my office. It’s taking up almost no space, it’s organically raised, it’s as fresh as I want it to be and the waste from it is garden compost”. Altså: Godt for menneskeheden og planeten. Som det fremgår af samme artikel, kan spisningen af en del insekttyper fremkalde allergiske reaktioner, men igen: hellere være syg end uautentisk.
 
Næste år vil vi sikkert se Jørgen Leth med flere mæske sig i larverne fra de rådne træbjælker på Ruth’s i Skagen. Velbekomme, overklasse.
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job