Be yourself – everybody else is taken
Prøver vi at være noget, som vi ikke er? Tager vi en maske på, hver gang vi går ud til en jobsamtale, netværksmøder eller såmænd bare i byen? Jeg er bekymret, fordi jeg kan mærke det på min egen krop. En krop som i de sidste par måneder er blevet slæbt igennem den ene nedtur efter den anden. En krop som jeg kan mærke ikke er tilpas. Og hvad er grunden til denne åbenlyse bekymring? Jeg er arbejdsløs efter at have brugt fem år på at få mig en ”ordentlig” uddannelse – som vores regering definerer det – for derefter at opleve, at ingen vil have mig. Jeg er nyuddannet og har ingen erfaring, andet end mit praktikophold og frivillige job. Jeg har, ifølge de fleste jobopslag, ikke mulighed for at påtage mig størstedelen af de opslåede stillinger – men hvad søren er jeg så blevet uddannet til?
Min bekymring bunder, foruden i tankerne om min egen fremtid, i den personlighed, som vores nutidige samfund tvinger os til at have. Og den bekymring er jeg ikke alene om. Samfundsforsker Mathias Herup Nielsen beskylder tidsånden for at presse og skubbe os ud over kanten og ind i projektørlyset. Vi er alle små realitystjerner, som egoistisk kæmper med begge albuer for at få vores ”tid i projektørlyset”, vores ”15 minutes of fame”, hvor vi kan få lov til at vise, hvem vi er, og hvad vi kan. Tidsånden forlanger, at vi skal fremhæve os selv som det, Mathias Herup Nielsen kalder små Mig A/S-virksomheder. Men hvad er konsekvensen af denne tendens? Hvilke mennesketyper kommer ud i den sidste ende? Og hvem glemmer vi i denne hektiske, frembrusende metode for at hævde os selv?
Kilde: Shophousenc.com
Start med at være en anden, end den du er
Inden for mit felt snakker vi ustandseligt om identitet og autentisk kommunikation, som blandt andet skal få en virksomhed til at fremstå troværdig. Forbrugerne har fået nok, de er blevet mere kritiske og genkender straks de gamle marketingstricks. Derfor er markedsføringsfolkene nødt til at finde på noget nyt – autenticitet. Hvis du ikke kommunikerer autentisk, vil den rette identitet ikke skinne igennem til modtageren, og dit budskab vil ikke blive opfattet som troværdigt. Det nytter ikke at være noget, man ikke er – eller som Jonathan Løw prædiker: "Be yourself – everybody else is taken”. Og det er dette mantra, som jeg er fascineret af. I øjeblikket befinder min krop sig i en tilstand af tvivl og frustration. Min identitet er forvirret. Dels fordi jeg har svært ved at skrabe de rigtige symboler frem på lodsedlen, og dels fordi jeg har oplevet, at man skal spille en anden for at overbevise andre om, at man er den rette til jobbet. I mit netværk har jeg fået gode råd som: Hvis du har løbet halvmaraton, så skriv det. Har du været træner, så sig det. Hvis de spørger, om du kan skrive en pressemeddelelse, så svar ja. Hvis de spørger, så kan du det hele. Det hele? Men sådan er jeg ikke. Min bekymring er, at alle de ”gode” råd begår sig på at være en anden, end den jeg er. Jeg kan ikke forstå det. Og jeg kan først nu mærke, hvad det gør ved mig. Jeg begynder at tvivle på mig selv og på mine evner, fordi jeg oplever at skulle spille en anden for at fremstå bedre – det er ikke behageligt, men fuldt ud accepteret af samfundet. Hvordan skal jeg ellers nogensinde få et job?
Idealerne mødes og skaber den nye virkelighed
De fleste jobopslag repræsenterer virksomhedernes ideal eller drømmebillede af den perfekte kandidat til jobbet. Og ofte skal man kunne det hele – du skal være altmuligmand, blæksprutte eller supermand. Hvordan er det overhovedet muligt? I mødet mellem virksomhedens ideal og ansøgerens perfekt fremstillede ideal indfinder der sig en mærkelig middelvej, hvor ingen er, hvem de giver sig ud for at være. Begge fremstillinger bygger på personligheder, der prøver at være noget, de måske reelt ikke er. Vi vælger den perfekte fremstilling i stedet for at vise udgaven med huller i CV’et, uden relevante studiejob eller med tre sabbatår. Konsekvensen af den manglende autenticitet kan være et forkert match, spildte bundlinjekroner eller en utilfreds medarbejder/arbejdsgiver.
.png)
Kilde: Heltnormalt.dk - "Hvad der virkelig står i jobansøgningerne"
Jeg er ikke sortseer og ej heller pessimist. Jeg ser lyst på fremtiden, og den periode, jeg netop gennemgår, vil garanteret styrke og gavne mig. Jeg er blot bekymret. Jeg vil gerne være den, jeg er, men sideløbende opfostrer og opfordrer samfundet til kunstige og ikke-autentiske identitetsmasker, som det anbefaler borgerne at tage på. Det ødelægger autenticiteten. Hvis vi hele tiden skal gå og være nogen, vi ikke er, vil den opdigtede personlighed til sidst blive virkelighed. Det kunstige bliver autentisk.
Konsekvenserne af den frembrusende og selviscenesættende tendens
Konsekvenserne af denne mig-generation med små Mig A/S-virksomheder er, at samfundet vil få nogle overfladiske, fremadbrusende, følelseskolde og ligeglade kandidater, som tror, at de kan det hele. Eller får vi nogle usikre mennesker, der går ned med stress efter det første år, fordi der forventes for meget af dem? Eller får vi simpelthen de store verdensledere med mod på det hele?
Hvem glemmer vi i den altoverskyggende udadvendthed, der konstant søger lyset? De knap så udadvendte personer med en stor tendens til introvert opførsel. Jeg er selv glad for at være på og optræde i projektørlyset, men ikke konstant. Og specielt ikke når jeg skal rose og fremhæve mig selv. Jeg er jo jyde, for søren! Min bekymring er – hvor er der plads til de mennesker, der ikke ønsker at være i projektørlyset? Hvordan får de et job? Hvor hører de til i vores samfund? Og hvordan har deres krop og identitet det i vores se-mig-samfund? De vil om ikke andet blive frasorteret, fordi de ikke kan præstere til den angstprovokerende jobsamtale, hvis de da overhovedet kommer til samtale.
