Google gør os dumme. Tvitter gør os stressede. Og Facebook fucker vores facework op. Folk kan ikke længere læse koncentreret eller afkode kropssprog. Det er de åbenlyse symptomer blandt digitalt indfødte. Hjerneforskeren Gary Small mener, den digitale teknologi vil ændre den måde, vores hjerne fungerer på – og ikke kun til det bedre. Modgiften er hjernegymnastik.
There is time enough for everything in the course of the day, if you do but one thing at once, but there is not time enough in the year, if you will do two things at a time.
- Lord Chesterfield
En ganske almindelig ”videnarbejder” åbner sin e-mail cirka 50 gange om dagen. Han benytter sit instant-messaging program 77 gange til at sende og modtage hurtige beskeder. Og han besøger 40 forskellige websider. Han zapper rundt og får konstant nye input og stimuli. Hans forhold til nettet er som graverens forhold til skovlen. Lige så naturlig, mad og drikke er for ham, er hans daglige skud World Wide Web. Han er på nettet, ergo er han til.
Hvilken betydning har al denne digitale teknologi for os? Ud over at gøre en række daglige opgaver nemmere, er nogle hjerneforskere begyndt at spekulere over, om den også er ved at ændre den måde, vi tænker på. Hvilke konsekvenser har det f.eks., at vi i dag opsøger viden ved at hoppe fra link til link på nettet, i stedet for at læse bøger eller aviser? En konsekvens kan være, at vores hjerne vænnes til korte opsummeringer, små isolerede facts og koncentrater af enorme mængder viden frem for boglæsningens ”dybere” viden, hvor alt går langsomt. Eller hvad med det forhold, at videnssøgning nu foregår, mens vi jonglerer med utallige andre åbne vinduer? Fire forskellige Worddokumenter. To forskellige PowerPointpræsentationer. Tre Excelark. Osv. Måske geares hjernen dermed til multitasking frem for en mere lineær tankeform?
Dette er i hvert fald hypotesen i Gary Small og Gigi Vorgans nye bog, iBrain. Gary Small er en velanset hukommelsesforsker, der er specialist i, hvordan hjernen aldres. I iBrain maler han et noget dystert billede af fremtiden: Digitale mirakler som e-mail, sociale netværk på nettet, YouTube osv. er i færd med at fremavle en helt ny hjernetype: ukoncentreret, besat af hurtige belønninger, dårligt beskaffen hvad angår læring og social kontakt. Det er Smalls budskab. Men hvordan er det muligt?
Den plastiske hjerne
Hvordan kan internettet forandre hjernen? Gennem den indvirkning, vores oplevelser og adfærd har på dens molekylærbiologi. Hjernen er i et vist omfang plastisk. Dette betyder, at celler kan ændre deres fysiologi, fyringsmønstre og forbindelser til at andre celler alt efter den neurobiologiske kontekst, de indgår i. Et slående eksempel på det er den måde, ekspressionen af visse gener ændres i sangfugle, når de lærer nye sange. Hos mennesker kender vi fænomenet fra folk, som er eksperter i et eller andet. Skanner man eksempelvis musikere og ikke-musikere, mens de lytter til en simpel melodistump, viser det sig, at dette auditive input aktiverer musikeres og ikke-musikeres hjerner forskelligt. Der er genkendelsens glæde til forskel.
Den måde, vi bruger hjernen på, ændrer med andre ord dens virkemåde. Vores brug af internettet og andre digitale teknologier er ingen undtagelse. Spørgsmålet er, hvordan brugen af IM, Facebook eller on-line videokonferencer ændrer den. Der findes p.t. ikke ret meget reel forskning i spørgsmålet, og den forskning, der eksisterer, er uklar. I sin bog nævner Small f.eks. et forsøg, han selv har udført, hvor ældre, såkaldt ”net-naive”, forsøgspersoner blev skannet, mens de simulerede en søgning på Google. Small skannede derefter en gruppe unge net-eksperter og sammenlignede de to grupper. Denne sammenligning viste en forskel i aktivitet i et anatomisk område, der benævnes den dorsolaterale præfrontale cortex. Efter fem dages oplæring skannede Small så sin net-naive gruppe af forsøgspersoner igen. Nu fandt han pludselig øget aktivitet i den dorsolaterale præfrontale cortex. Dette forsøg – der vist i øvrigt ikke er publiceret endnu – demonstrerer dermed, at læring har en klar indvirkning på hjernens virkemåde. Det er i hvert fald Smalls konklusion.
Men det er umuligt ud fra Smalls forsøg at sige ret meget om, nøjagtig hvori denne læring består. Det er altså stadig uklart, hvad der mere præcist sker, når man tilegner sig den færdighed at bruge en internetsøgemaskine som Google. Da den dorsolaterale præfrontale cortex ofte associeres med styringen af adfærd, kan den øgede aktivitet, Small observerer i dette område efter de fem dages oplæring, simpelthen skyldes, at hans forsøgspersoner nu har tilegnet sig opgavens regler.
Det er altså sandsynligt, at Small har fat i noget rigtigt; at hjernen ændrer sig ved brug af ny teknologi, men endelige beviser kan der altså ikke være tale om.
Surf udløser belønning
Manglen på en mere dybtgående viden om den digitale teknologis indvirkning på hjernen forhindrer dog ikke Small i at opstille en række interessante, hypotetiske scenarier. Han spørger bl.a., om vores omsiggribende internetsurfing er ved at udvikle en ny type afhængighed. Er vores hjerne ved at blive afhængig af det daglige surf-fix, fordi hjernen har vænnet sig til nettets hurtige stimuli? Small formoder, at al vores netsurfing medfører en styrkelse af de regioner i hjernen, der har med denne multitasking at gøre. Modsat svækkes så de områder, som bruges, når vi skal fokusere og koncentrere os. Igen: Der findes ikke nogen endelige beviser for Smalls hypotese. Men han har gravet nogle få forskningsresultater frem, der understøtter den.
Han omtaler eksempelvis nogle undersøgelser foretaget af Russell Poldrack, professor i psykologi ved University of California. Poldrack har konstateret, at mennesker bruger forskellige områder af hjernen, når de skal lære nyt, alt efter om de distraheres eller ej under læringsprocessen. Hjerneskanninger af mennesker, der multitasker, viser aktiviteter i en del af hjernens subcortikale anatomi, der kaldes striatum. Dette område af hjernen er bl.a. impliceret i indlæringen af nye adfærdsformer, f.eks. at springe buk eller spille billard. Omvendt viste skanninger af folk, der ikke distraheres på denne måde, aktivitet i hippocampus, et område, der er af afgørende betydning for vores hukommelse. Small udlægger disse resultater sådan, at der er en dissociation – eller funktionel forskel – mellem de neurale processer, der understøtter hurtig navigering og koordinering af mange aktiviteter på en gang (striatum), og dem, som understøtter indlæring af mere videnstung information (hippocampus). Giver internettet os nu en social kontekst, hvor striatumaktivitet snarere end hippocampusaktivitet fremmes, går det ”dybe” læringspotentiale tabt, ræsonnerer Small. Det er det, vi i stigende omfang er vidne til, hævder han, og resultatet kan blive det, han kalder en techno-brain burnout.
Techno-brain burnout
Techno-brain burnout er ikke et rart udtryk. Allerede at tale om en teknohjerne lyder skræmmende. Når den så oven i købet er udbrændt, er det for alvor uhyggeligt. Det er altså en dyster fremtid, Gary Small stiller os i udsigt. Som han skriver i iBrain:
Eventually, the endless hours of unrelenting digital connectivity can create a unique type of brain strain. Many people who have been working on the Internet for several hours without a break report making frequent errors in their work. Upon signing off, they notice feeling spaces out, fatigued, irritable, and distracted, as if they are in a digital fog. This new form of mental stress, what I term techno-brain burnout, is threatening to become an epidemic.
En epidemi af udbrændte teknohjerner lyder i den grad skræmmende. Spørgsmålet er: Findes disse symptomerne virkelig?
Symptomer blandt digitalt indfødte
Forfatteren Nicholas Carr har taget hul på diskussionen i en nylig artikel, “
Is Google Making Us Stupid?”. Carrs hovedbudskab er, at internettet påvirker vores evne til at læse, lære og tænke i en negativ retning. Frem for at læse ”dybt” lærer vi at skøjte på overfladen. Carr har det selv sådan, at hvor han tidligere kunne bruge timer koncentreret med en bog foran sig, har han i dag stort set tabt denne evne. Nu går der blot et øjeblik, og så flakser hans opmærksomhed i alle mulige retninger. Hvorfor, spørger Carr. Fordi opmærksomheden er vant til konstante stimuli og hurtige fix fra dagligdagen foran nettet. Den er vant til afbrud, hvorfor den konstant opsøger disse. Hvad der naturligvis går ud over den langvarige og fordybende læsning. Sådan som noget af hjerneforskningen også viser. Og det er ifølge Carr et problem.
Han henviser blandt andet til en gruppe forskere fra University College i London, der i en rapport beskriver vores måde at læse på i internettets tidsalder som quick wins. Læseren foretrækker at skimme hen over en masse titler og resumeer for at danne sig et overfladisk indblik. Denne måde at læse på giver et hurtigt overblik, men ikke noget virkeligt indblik, siger disse forskere. Post-internet læseren går efter de hurtige scoresætninger og lader substansen ligge. Ifølge Carr er dette en problematisk tendens på flere niveauer.
Symptomer på mikroniveauPå det personlige mikroniveau øges risikoen for stress. Den moderne internetbruger er så vant til ultrakorte arbejdsintervaller, at han i gennemsnit kun bruger tre minutter i træk på en opgave, før han skifter til en ny. Og så tager det ham omkring 25 minutter at vende tilbage til den opgave, han var i gang med. Det er hele tiden videre, videre, videre. Professor Gloria Mark fra University of California Irvine har undersøgt, hvilke konsekvenser denne multitasking har. I hendes seneste artikel, “The Cost of Interrupted Work: More Speed and Stress”, beskriver hun, hvordan blot 20 minutters arbejde med forstyrrelser gør os mere stressede og frustrerede end en hel dags arbejde uden afbrydelser.
Samtidig viser undersøgelser foretaget blandt andet af social software ekspert Linda Stone, at der ikke bare er tale om multitasking, hvor man trods alt har et veldefineret formål. Men at flere og flere oplever det, hun kalder
continuous partial attention, hvad der er en noget mere problematisk videreudvikling. At have en ”continous partial attention” vil sige, at man konstant har travlt uden at have noget bestemt mål for øje. Det distræte zapperi er blevet et udefineret mål i sig selv. Det skal gå stærkt, og man skal vide alt hele tiden, mens man aldrig har tid til faktisk at fokusere på noget; en samtale, en bog, en arbejdsopgave. Ikke fordi vi som sådan har lyst. Men hjernen har forandret sig og gør, som Small også forestiller sig, krav på belønningsstofferne ved hurtige informationsfix. Resultatet er, at hjernen indstilles til at være i et konstant stressberedskab. Den udløser adrenalin, der på den korte bane giver os fornyet energi, men i længden kan føre til depressive tilstande, fordi de anatomiske områder, som styrer vores emotionelle tilstand, angribes af stresshormoner. Netop disse vigtige hjerneregioner er også på spil, når det handler om symptomer på det, man kan kalde ”mesoniveauet”.
Symptomer på mesoniveauet
På det fælles sociale niveau – ”mesoniveauet” – har fremkomsten af den nye ”teknohjerne” en række konsekvenser. Ifølge Small betyder den megen interaktion med de digitale medier, at folk mister evnen til at aflæse ansigter og opfange subtile sociale signaler. Simpelthen fordi de ikke bruger nok tid sammen med andre mennesker. Small beskriver det således:
As the brain evolves and shifts its focus toward new technological skills, it drifts away from fundamental social skills, such as reading facial expressions during conversation or grasping the emotional context of a subtle gesture.
Empati og indlevelsesevne samt indsigt i subtile sociale regler og mønstre hører til menneskets mest prisværdige egenskaber. De tænkes primært at være understøttet af cellegrupper i den præfrontal cortex, der håndterer komplekse informationer, og områder i det limbiske system, der kontrollerer følelseslivet. Når hjernen forandrer sig i al sin plasticitet, og andre områder af hjernen muligvis stimuleres på bekostning af disse områder, reduceres også de sociale kompetencer. Det er Smalls melodramatiske morale.
Men interaktion med andre er ikke blot nødvendig for at lære det social spils regler. Manglende interaktion afspejler sig også i udviklingen af intelligens. Flere studier, blandt andet af Oscar Ybarra, viser, at desto mere tid mennesker bruger på at snakke med andre mennesker, desto højere scorer de i intelligenstest. Bare 10 minutters afbrud fra en opgave, hvor man snakker med andre, giver et energiboost, der gør, at man kan gå til en opgave med helt nye briller. Hvad der samlet set peger på, at vi skal huske at tale med hinanden face to face.
Symptomer på makroniveau
Bevæger vi os helt op på det brede makroniveau, peger flere undersøgelser på, at vores distraktion får firmaer og lande til at tabe penge i tonsvis. En undersøgelse fra the Institute of Psychiatry, University of London, har eksempelvis vist, at medarbejdere, der distraheres af e-mails og telefonopkald, har en meget lavere IQ end hashrygere – når de bliver målt midt i aktiviteten. Hvad der bestemt må betegnes som en seriøs trussel mod effektivitet på arbejdspladsen. At det allerede er et økonomisk målbart problem, er blevet påpeget af Jonathan B. Spira, der har
analyseret sig frem til, at amerikanske firmaer mister 650 milliarder dollar året på de distraherede medarbejdere. Simpelthen fordi de arbejder mindre effektivt. Hvad der i hvert fald nok burde få virksomhedsejerne til at overveje arbejdsgangene en ekstra gang.
Hvad er recepten?
I denne medietunge verden, hvor teknologi fylder mere og mere, er det ikke umuligt, at de hjerner, der er bedst egnet til at håndtere intenst medie-brug, vil klare sig bedst. ”Medie-multitasking-hjerner” vil overleve og udkonkurrere ”medie-infantile-hjerner”. Der findes en række tilhængere af såkaldt ”gen-kultur evolution”, der forestiller sig, at de nye digitale medier vil udgøre en ”økologisk” kontekst, der vil være med til at drive menneskehjernens evolution i fremtiden.
Det er ikke et helt utænkeligt scenarie. Men er det et også godt scenarie? Eller bør vi gøre noget for at kurere ”teknohjernen” for de værste mangler? Skal vi gribe ind eller lade stå til? Ingen af delene ifølge Small. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Vi kan få det hele, foreslår han, hvis vi tænker os om. Resultatet kan blive en superhjerne!
Ifølge Small er problemet ikke, som i hans Google-forsøg, at striatum stimuleres fremfor hippocampus. Problemet er, hvis striatum stimuleres alt for ensidigt og monotont på bekostning af hippocampus. Problemet er ikke vores evne til hurtig navigering og absorbering af store mængder informationer på www. Problemet er, hvis det er det eneste, vi kan. Hjernen er ligesom en krop. De dele af kroppen, man træner, bliver stærke. De andre bliver svage. Vil man have en harmonisk krop, må man træne dens forskellige dele ligeligt. Det samme gælder for hjernen, lyder Smalls analogi.
En harmonisk hjerne skal trænes og stimuleres på forskellige måder. Small forestiller sig derfor en receptpligtig medicin til folk, der er alt for netfikserede: velovervejet tidsprioritering og hjernegymnastik. Med disse remedier skal den nedbrudte teknohjerne kureres! Skal vi altså bevare vores evne til indlæring af større mængder viden og undgå at blive tecnozombier, kræver det, at vi øver hjernen i andre tankeformer en gang imellem. Det skulle være banal common sense, men nu har en hjerneforsker så også sagt det!
Ungdomskritisk kulturpessimisme?
Recepten lyder ikke dårlig. Men er diagnosen stillet korrekt? Er symptomerne fortolket fejlfrit? Hvad er problemet egentlig? Vel er hjernen plastisk og foranderlig. Men hvad betyder forandringen? Hvis fremtidige generationer fortrinsvis skal leve af at være kompetente zappere, så er hjernens forandring i den retning vel at foretrække? Heroverfor peger teknologikritikerne på, hvordan internettet fører den store degeneration med sig, der igen betyder fordummelse. Måske er Smalls bog blot kulturpessimistisk forfaldstankegang pakket ind i neurobiologiske klæder? Allerede Sokrates begræd vist opfindelsen af skriftsproget, da han forestillede sig, at nedskrevne tanker ville få folk til at holde op med at bruge hovedet til at huske. Da armbåndsuret blev opfundet, begræd man den stramme styring af livet, hvor sanserne blev sat ud af spil. Da traktoren blev opfundet, begræd man savnet af den romantiske bonde med sin hest. Generation X zappede med fjernbetjeningen, og generation Y zapper på mobiltelefonen. De er alle dømt dumme. Og det har altid være teknologien og fremskridtets skyld.
At teknologi har denne betydning, er således ikke en ny historie. Det anede Nietzsche faktisk også. På et tidspunkt i 1882 købte han en skrivemaskine. En Malling-Hansen Writing Ball.
Malling-Hansen Writing BallDet var blevet vanskeligt for Nietzsche at holde tanken fanget med pen og papir. Ofte fik han voldsom hovedpine ved skriveriet, og han frygtede, han måtte indstille forfattervirksomheden. Malling-Hansen reddede ham. Da han først havde lært at betjene den i blinde, flød ordene atter igen. Fra hjernen til papiret. De litterære resultater ændrede sig imidlertid. Skrivestilen og budskaberne ændrede sig en smule. En af Nietzsches venner bemærkede, at hans allerede skarpe retorik var blevet endnu skarpere. At den havde forandret sig fra flydende retorik til kort telegrafisk punchline-stil. Nietzsche svarede vennen: “our writing equipment takes part in the forming of our thoughts.”
Den teknologi, vi er i berøring med, påvirker vores adfærd og tankevirksomhed. Det var Nietzsches pointe. Spørgsmålet er, hvordan denne påvirkning mere præcist finder sted. Vi ved det ikke endnu. Hjerneforskningen vil muligvis med tiden give os et svar. Endnu er den dog et stykke fra at komme med præcise svar. Indtil det sker, ligger ansvaret for brugen af teknologien indlysende nok hos brugeren selv. Enhver har ansvar for sine egne neurobaner. Ansvar for at stimulere hjernen. Det synes også at være Smalls afsluttende morale.
Surviving the Technological Alteration of the Modern Mind
By Dr. Gary Small, Gigi Vorgan