Lene-defekten

Skrevet af

Kasper Hyllested
Pressechef
Dansk Metal

11 artikler

100 indlæg

Lene Espersen har stået i spidsen for liste C i fem måneder, men står stadig over for afgørende udfordringer. Først og fremmest mangler hun stadig at definere sin politiske platform og fremlægge en troværdig strategi for partiet. Men indtil nu har hun ikke imponeret. Lene-effekten er måske blevet til Lene-defekten?
De konservative var glade, da Lene Espersen for fem måneder siden blev valgt som ny politisk leder, og blandt kommentatorer og politiske spåmænd var der ingen tvivl at spore: Den tidligere konservative top- spindoktor Niels Krause-Kjær kaldte hende Danmarks svar på Sarah Palin; Berlingskes Thomas Larsen udråbte hende som ”en gave for Fogh” og DR’s politiske reporter Claus Kaae-Nielsen kunne slå fast, at ”hun vil stå stærkere i offentligheden end Bendt Bendtsen.”
Siden skrev alle aviserne skrev om ”Lene-effekten”, der naturligvis straks skulle omsættes i ekstra mandater i meningsmålingerne. De første målinger gik da også efter bogen: K steg helt op til 14 pct., og drømmen om, at en konservativ igen kunne rykke ind i Prins Jørgens Gård, fik vinger. Men Lene-effekten forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Selvom der er ro og fuld opbakning på de indre linjer, så mangler Lene Espersen stadig at manifestere sig som partileder og bevise, at hun er i stand til at udtænke, fremlægge og ikke mindst følge en politisk strategi.

Mere politisk ordfører end partileder
Under sidste års finanslovsforhandlinger fik vi for første gang en demonstration af, hvordan Lene Espersen opfører sig som partileder. Under de afgørende forhandlinger havde DF krævet en løsning på den såkaldte ”tuneser-sag”, og netop denne sag var tænkt som det afgørende smøremiddel til at få Pia og co. til at skrive under på budget 2009. Men midt under forhandlingerne kunne man pludselig på TV2 News se, at netop en løsning på ”tuneser-sagen” var et konservativt krav, og i B.T. kunne man læse, at K anså Birthe Rønn Hornbech for at være helt umulig, og at Espersen havde måttet tage tuneser-sagen ud af Hornbechs sløve hænder.

Det er effektiv politisk kommunikation, men ikke god politisk taktik. De konservative fik måske lidt credit hos vælgerne på kort sigt, men forholdet til DF og Venstre led skade. Sagen understregede, at Lene Espersen tænker og agerer mere som en politisk ordfører end som en politisk leder. En politisk ordfører har til opgave at føre partiets ord fra dag til dag, mens en politisk leder skal tænke på næste måned, næste år, næste valg.

Et andet nyligt eksempel var hendes skingre angreb på Socialdemokraternes leder i forbindelse med forhandlingerne om den såkaldte ”Bankpakke 2”, hvor Lene Espersen kaldte Thorning-Schmidts synspunkter for ”ren Nordkorea” og ”surrealistisk”.

Hendes angreb på S-lederen i DR’s ”Jersild” var så skingre, at Lars Løkke Rasmussen til sidst måtte træde modererende til og glatte ud. Løkke var klar over, at regeringen havde brug for S, når en ny bankpakke skulle forære 100 milliarder kroner til grådige banker. S skulle ikke have en åben flanke mod regeringen, og derfor var Lene Espersens hårde angreb farlige for regeringens langsigtede interesser. Men Lene Espersen anså det for at være en oplagt mulighed for at score hurtige point og demonstrerede igen, at hun ikke havde det strategiske overblik.

Netop Lene Espersens fokus på medierne – og ikke mindst, hvordan hun selv tager sig ud i dem – har været kendetegnende for hendes tid som politiker. Da hun var justitsminister, var det en udbredt opfattelse, at det var embedsmændene, der tog sig af politikken, og hende, der tog sig af tv-interviews. Hendes interesse for sagerne steg og faldt i takt med mediernes interesse, og samtidig var hun ikke i stand til at skabe varige, politiske alliancer. Hendes aggressive stil og udiplomatiske facon giver måske bonus i medierne, men det skaber fjender og uvilje på Christiansborg og gør det svært at samarbejde med andre partier.

Samtidig lykkedes det hende ikke at gennemføre konservativ retspolitik i de syv år, hun havde magten over det konservative hjerteområde. Hendes eftermæle er en forlist politireform og nogle uigennemtænkte ændringer af terrorlovgivningen snarere end et konservativt livtag med slappe socialdemokratiske love og sløsede domstole. Det burde nok vække bekymring, at sager om politisvigt og manglende udrykninger til indbrud har svækket danskernes tillid til politiet – på en konservativ ministers vagt.

Det nye konservative projekt
Ingen forventede, at Bendt Bendtsen som partileder ville fremlægge nye idéer eller nye visioner, endsige tænke mange nye tanker. Han skulle bare holde ro på. Men eftersom Bendtsen sad på magten i næsten et årti, har det været så som så med den politiske idéudvikling i partiet. Lene Espersen har som ny leder derfor behov for at få formuleret den politiske vision – det politiske projekt – som skal bære partiet ind i det nye årtusinde.

Hidtil har hun afholdt sig fra at deltage i den idepolitiske debat og udvikling. Af hendes publikationsliste på Folketingets hjemmeside kan man se, at hun i sin 14 år lange politiske karriere blot har præsteret at skrive en enkelt bog – en børnebog (sic!). I sin tid som partileder har hun kun skrevet en enkelt kronik med overskriften ”Et grønt vækstsamfund” – tilmed sammen med Connie Hedegaard.

Den eneste gang, Lene Espersen har blandet sig i den interne idépolitiske debat, var, da fløjkrigene i partiet var på sit højeste, og det var netop med et krav til den daværende partiledelse om, at de skulle formulere det nye konservative projekt. Dengang skrev hun sammen med partifællen Jens Heimburger et indlæg i Berlingske Tidende, hvor de slog til lyd for, at der var behov for et opgør med Poul Schlüters midtsøgende linje. Ifølge Lene Espersen havde partiet hidtil bare forholdt sig til enkeltsager, men havde forsømt at være oppositionsparti. Den nye linje var ”Gud, Konge og Fædreland - men i en ny forklædning!”, som hun udtrykte det i TV-Avisen. Med andre ord de konservative mærkesager, som hun over for DR opregnede som: ”Retspolitik, narkopolitik og den slags”.

Lene Espersen har aldrig interesseret sig synderlig for konservativ ideologi og tænkning. Hun er ikke kendt for at være velbevandret i den idépolitiske litteratur, og spørgsmålet er, om den nye partileder har den fornødne intellektuelle kapacitet til at formulere det nye politiske projekt, der klart og tydeligt udlægger den konservative vej.

Projektet er ikke blot nødvendigt for at tilfredsstille baglandet, men også fordi partiet faktisk har udtømt sin politiske dagsorden. Når foråret er gået, vil der være gennemført bankpakke, vækstpakke og skattepakke. Skatten var det eneste punkt på den konservative dagsorden, og derfor har partiet brug for nye kort på hånden. Men det bliver svært.

Venstre har i stor stil overtaget klassiske konservative mærkesager som forsvars- og retspolitik, ligesom Dansk Folkeparti forsøger sig som det borgerlige parti med socialt ansigt. Ja, Anders Fogh sendte tilmed de konservative forhåbninger om at være det grønne borgerlige parti til tælling, da han for åben skærm konverterede til fuldblods-øko-hippie.

Lene Espersens væsentligste udfordring bliver derfor at finde et område, hvor K kan være lidt anderledes end de andre borgerlige partier uden samtidig at blive for besværlig for VKO-samarbejdet. K skal – med  Anders Foghs ord fra 1980’erne – være både i regering og opposition på én gang.
Der er få områder, hvor hun med fordel kan bruge sine kræfter, men et af de mest oplagte er EU. Hvor Venstre under Ellemann var det mest EU-begejstrede parti i Danmark, så er partiet under Fogh nærmest blevet halv-EU-skeptisk.

Lene Espersen kan gøre EU-spørgsmålet til en konservativ mærkesag med krav om folkeafstemninger og fuld tilslutning til det hele. Hun har samtidig den fordel, at partiet besætter udenrigsministerposten med en af landets mest populære ministre, og at Dansk Folkeparti på ingen måder vil være utilfredse med at få et mere direkte modsvar fra borgerlig side. En folkeafstemning om euroen inden næste folketingsvalg vil give Espersen mulighed for at gå direkte i flæsket på Pia Kjærsgaard – uden det er at gå over stregen for godt samarbejde i den borgerlige blok. Det vil både være et stærkt signal til de EU-venlige Venstrevælgere og samtidig et signal til de K- og V-vælgere, der er mindre begejstret for samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Men selvom EU måske kan gøres til et aktiv for Espersen, så er det næppe nok, og det vil være en næsten umulig dagsorden at komme igennem med i et parti, der stadig har mange EU-modstandere og -skeptikere i medlemsskaren. Og selv hvis det skulle lykkes hende, så vil det næppe være nok til at flytte store vælgermasser.

Derimod kan Lene Espersen med fordel sætte de værdipolitiske spørgsmål på den konservative dagsorden. I Danmark har vi ikke tradition for at diskutere værdipolitik. De konservative vil have den fordel, at Venstre historisk har haft svært ved at håndtere værdipolitiske spørgsmål og har for vane at sparke dem til hjørne ved at fritstille sine medlemmer.

Derfor vil Lene Espersen have frikort til – inden for regeringssamarbejdet – at køre hårdt frem med eksempelvis modstand mod homoseksuel adoption eller kunstig befrugtning til enlige og lesbiske. Hun vil samtidig kunne tage afsæt i de kristne værdier og tale om næstekærlighed i socialpolitikken. Selvom de fleste danskere opfatter sig selv som meget a-religiøse, så er der stadig en væsentlig gruppe vælgere, der savner et parti, der åbent taler om religion og kristendom.

Men det kræver, at hun er i stand til at skabe en retorisk, politisk ramme for værdidebatten. En ramme, der anskueliggør, hvad nationalisme/nationalfølelse er i det 21. århundrede. Hvor de kristne, konservative værdier bliver gjort til de danske værdier. Og hvor almindelige mennesker – og ikke blot de 10 % højestlønnede – kan gense deres egne holdninger og værdier i partiets politik.

Hvornår skal det ske?
Lene Espersen har nu haft fem måneder, og selvom hun har været mere i medierne end sin forgænger, så har hun ikke formået at hæve tilslutningen blandt vælgerne. En meningsmåling fra weekenden viste godt nok, at flere danskere foretrækker hende som statsminister frem for Lars Løkke, men her er der nok snarere tale om et fravalg af fadøl og akvavit på skatteydernes regning, end om et tilvalg af den selvudråbte ”Moster Skrap”.

Lene Espersen har derfor travlt. Hun skal have lagt en strategi og skabt en politisk platform, og ser man på den politiske kalender, så har hun to oplagte muligheder: Grundlovsdag, der mest af alt kan betragtes som de konservatives 1. maj, hvor hun med fordel kan lægge grundstenene til det projekt, som så kan fuldendes på partiets landsråd i efteråret. Når de delegerede mødes her, skal det stå tindrende klart for, hvilken politik partiet vil føre under Lene Espersen – og hvor hun placerer sit parti i det politiske landskab. De skal være i stand til at gå hjem og selv kunne fortælle og forklare, hvorfor man skal sætte kryds ud for C og ikke V.

Giv din stemme

4 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Job

Kommunikationspraktikant

Frist: Hurtigst muligt

Studentermedhjælper

Frist: 27. november

Praktikant

Frist: 10. december
Se alle job Indryk job

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Tilmeld nyhedsbrev

Få alt, hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.