"Lars lykke vinder folketingsvalget i 2011! Lars lykke har lang erfaring, han er folkelig, alle hans udmeldinger virker gennemtænkte, han ligner en socialdemokrat, han er charmerende, han er en rigtig viking, som drikker øl med folket. Man kan ikke lade være med at holde af Lars, jeg vil kalde ham, little big man, fra indianer filmen ’Little big Man’, Hilsen Carl-Mar Møller Avderødvej 45 2980 Kokkedal www.carl-mar.dk 777@carl-mar.dk"
Der er blevet sagt meget om Lars Løkke Rasmussens
fremtoning og profilering i offentligheden. Skal man tro
ovenstående sympatierklæring - skrevet af Danmarks
kendteste psykoterapeut og hentet fra den liberale website
180grader - så er sagen klar. Vi venter blot på at
skyerne skal drive fra solen, for at hele Danmarks Lars
Løkke får vist, at han gennem de mange arbejdsomme
år i Venstres rækker har gjort sig fortjent til at
nyde den tillid den danske vælgerbefolkning har deponeret
hos ham.
Nu er et public image og en personlig branding jo ikke noget man
selv helt og aldeles er herre over. Ud fra en socialpsykologisk
tilgang eksisterer du kun som brand ud fra den feedback som
omgivelserne tildigter dig. Problemet med Lars Løkkes
image er derfor, at andre opinionsdannere med lige så stor
indflydelse som Carl-Mar Møller ikke nødvendigvis
er enige. At den folkelighed Lars Løkke
efterstræber, f.eks. ved ikke at bruge personlig
spindoktor, ikke er Folkets vilje, ikke er afbalanceret efter
virkelighedens krav og i hele taget ikke slår til.
Lavstammet, tyk og utrænet
"Vores statsminister er lavstammet, tyk og utrænet," hed
det for nyligt fra Lars Lavrsen i dagbladet Information, der
ydermere havde samlet en buket af iagttagelser fra andre medier:
"Han er udbrændt," skrev BT. "Han er træt, tyk og
ligner en pryglet hund", skrev Ekstra Bladet og i TV2 var det
Hans Engell, der sendte lussinger af sted: "Han virker
træt, irritabel, underskudsagtig og slidt."
Nu er Hans Engell ikke selv en sylfide. Information har
fået en del røg for at fokusere så kraftigt
på Lars Løkkes udseende. Men som det også
bliver fremført, så er fokuseringen på
udseendet kommet for at blive. "Politikerne er naturligvis ikke
bare politikere - de er "samtaler", hedder det fra den
amerikanske kulturhistoriker Eric Guthey, forfatter til CEO
Portraits and The Authenticity Paradox. "Når der i
øjeblikket pågår en gennemgribende debat om
fedme og sundhed, kommer det også til at foregå
gennem statsministeren."
Rigtigt er det at statsministeren ikke matcher de borgerlige
skønhedsidealer hvordan mænd skal se ud. Det
borgerlige ideal står i høj grad i
taknemmelighedsgæld til det britiske gentleman-ideal, der
dyrker det høje, det tynde, det blonde, det
båøjede og det sportstrænede. Hvor den
britiske overklasse til en vis grad nedstammer fra danskerne og
normannerne - derfor det blonde og det blåøjede -
udtrykker den engelske folkelighed sig gennem en skikkelse som
John Bull: gemytlig, lavstammet og med mave. Vi får de her
uforlignelige associationer til pub, knitrende kaminild og en
hyggelig tår over tørsten. I en britisk
sammenhæng er de høje og tynde ikke
nødvendigvis de elskede. Læs Walter C. Scotts
"Ivanhoe" om normannernes overgreb. I Tolkiens "Ringenes Herre"
er de lave heltene.
Efter Mr. Perfect
Kritikere af Lars Lavrsens artikel spørger, hvorfor i
alverden den utilbørlige fokus på en politikers
udseende, når det er selve landets regeringsførelse
det gælder? Men her kan man sige, at Lars Løkke selv
har hjulpet med. Første gang medierne fik øje
på ham var i 1988 da han i Afghanistans uvejsomme
terræn poserede i en autentisk middelalderlig
pasthuner-dragt. Som sundhedsminister 2001-07 har Lars
Løkke igen med vekslende held arbejdet med sin
selviscenesættelse. Vi har set ham i stramt cykeltrikot i
flere cykelløb til fordel for Børnecancerfonden
København-Paris.
Til uheld for Lars Løkke var hans forgænger Anders
Fogh Rasmussen i sin personlige fremtoning nærmest Mr.
Perfect. Altid stilig. Altid i idealvægt. Altid statuarisk
og utilnærmelig. Metroseksuel ligesom David Beckham. Og
kendt for at kunne løbe fra sine livvagter når der
skal løbes og sprintes på øde gader og veje
før Fanden får sko på.
Hvis Lars Løkke en overgang så ud til at have
ajourført sig Anders Fogh Rasmussen he-man forbillede,
så kan man sige, at den såkaldte "bilagssag" har
givet hans offentlige fremtoning en anden drejning i retning af
"Naturens muntre søn". Ud fra en granskning af
udgiftsbilag kunne Jyllands-Posten den 9.4.2008 konkludere, at
Lars Løkke Rasmussen havde ladet skatteyderne betale sit
personlige alkoholforbrug. Hertil kom umotiverede
casinobesøg og hotelovernatninger.
Historisk har en tår over tørsten ikke været
en karrieremæssig hurdle for danske toppolitikere.
Både Stauning og Per Hækkerup kunne bunde en flaske
snaps. Jens Otto Krag var ej heller afholdsmand. Tidl.
indenrigsminister Erling Jensen kørte oftest rundt med en
eller to kasser øl i sin minister-Volvo. Det er det
Carl-Mar - "Jeg har hele Danmark i terapi" - mener med at Lars
Løkke ligner en socialdemokrat.
Det folkelige kort
Man kan sige at det folkelige kort er så stærkt et
kort, at det i generationer - nærmere betegnet siden
godsejerne gav op i 1901 - har udøvet en
uimodståelig tiltrækning på politikere med
honnette ambitioner. For toppolitik handler jo ikke blot om
kompetence. Det handler, for nu at citere Henrik Dahl, også
om repræsentation. Altså at almindelige
mennesker føler sig bedre repræsenteret af en der
ligner dem selv. Men det er også et farligt kort!
Det største kendte nedbrud i nyere tid må siges at
have været sympatiske Anker Jørgensen, der efter
netop at have været fejret som Folkets Mand, manden der
forstod hvad der rørte sig i "folkedybet",
efterfølgende reddede sig en regulær deroute, da det
ved begyndelsen af "Fattig-firserne" stod klart, at han med sit
ufaglærte ståsted ikke havde kompetencerne til at
løse de økonomiske problemer som dengang
tårnede sig op.
Et andet bemærkelsesværdigt nedbrud var Hans Engells
come back-forsøg i sen-halvfemserne. Her var opponenten
Per Stig Møller, der af Engell og hans netværk af
tidligere KU'ere, blev fremstillet som en verdensfjern og
professoral "skægmager", mens Engel selv blev fremstillet
som Folkets Mand; fadbamser, blonde sekretærer og stegt
flæsk med persillesovs. TV2's Kaare R. Schou understregede
dengang, at man ikke kunne forestille sig dansk toppolitik uden
en Hans Engell. Historien er gået lige modsat. Per Stig
Møller er, måske netop på grund af sin
elitære, engagerede tilgang, en af regeringens mest
populære ministre.
Statsmanden
Hvor hverken de mest langtidsholdbare, en Bertel Haarder eller en
Per Stig Møller, kan siges at være folkelige, men
til gengæld folkeeje, så er det folkelige ligesom
blevet Lars Løkke Rasmussens lod.
En anden komponent vi skal have på plads i en vellykket
positionering af en statsmand er passion og ægthed.
En statsmand adskiller sig fra en politiker ved, at han
gør det som han synes tjener hans land bedst, hvorimod en
politiker gør det, som han synes tjener hans genvalg
bedst.
Anders Fogh Rasmussen udfordrede i hele sin regeringstid
danskerne på modighedsgenet gennem en dristig alliance med
George W. Bush, gennem angrebet på Irak, ved at sætte
mange støvede offentlige institutioner i spil gennem en
markedsgørelse, gennem en i hele taget dynamisk
tilstedeværelse. Thor Pedersen har sagt det meget godt:
"Over tid ender det med, at vi ejer hele verden." Fogh gav os en
på opleveren. Men hvor er i positiv forstand Løkkes
udfordring til sit folk?
Problemet med Lars Løkkes nødtvungne folkelighed
er, at den er bundet til en lang række politiske
dispositioner som ikke nødvendigvis rækker ind i
folkeligheden. Med det store statsunderskud regeringen har
tilladt, trods de gode år under højkonjunkturen,
sidder han med et indskrænket økonomisk mandat, som
han i modsætning til Obama ikke forsøger at minimere
gennem beskatninger af f.eks. subsidierede banker.
Selv om Anker Jørgensen var en middelmådighed i
omgang med skatteydernes penge, så var der aldrig nogen som
betvivlede hans gode vilje til at få enderne til at
mødes. Her nærmer Anker sig statsmandsbegrebet.
Men hvis Lars Løkkes forbillede snarere er Anker end
Anders, hvordan harmonerer Lars Løkkes folkelighed med det
faktum, at mange tror at hans skattelettelser mest af alt gavner
de rige?
V har opdaget, hvor skoen trykker
En væsentlig faktor i politisk campaigning er det
amerikanerne kalder "Swinging key voters". Altså alle de
troløse vælgere som vælger at tage stilling
til hvem de skal stemme på fra valg til valg. En vigtig
maksime i borgerlig politik siden Poul Schlüter gav den som
ukuelig optimist og økonomisk reformator i 1980'erne, har
været idéen om, at de borgerlige er bedre til at
forvalte pengene end socialisterne. Det er denne maksime som med
det store underskud på statsbudgettet nu er faldet.
Spørgsmålet er så, om swinging key voters tror
på at Socialdemokraterne - selv om økonomen Poul
Nyrup med held fulgte den af Schlüter udstukne kurs - skulle
være bedre til at styre statsbudgetterne?
Hvor Lars Løkkes nødtvungen folkelighed og
nede-på-jorden attitude ikke kan sige sig fri fra at
være styret af de forventninger hans fysiske fremtoning
giver anledning til, kan man konstatere, at hverken en Poul Nyrup
eller en Anders Fogh Rasmussen fik magten fordi de var specielt
folkelige. De var, på hver deres måde, kompetente.
Lars Løkke har endnu til gode at vise, at han kan
fastholde de swinging key voters af mestendels socialdemokratisk
oprindelse som det i sin tid - gennem
udlændingeproblematikken - lykkedes Fogh at fastholde.
At Venstre ikke helt tror på deres egen leder som
præsidentiel statsmandsagtig skikkelse, viser den seneste
regeringsrokade, hvor kvinderne nu er skubbet helt i front - og
spindoktorerne længere tilbage.
Fordelene ved den nye regeringskonstellation er en følelse
af "The fantastic Four". At de nye spændende ansigter, ikke
mindst kvinderne, hver for sig giver løfte og håb om
fremtidige politiske løsninger af liberal tilsnit. Disse
ansigter vil vi se og høre meget mere til her i det sidste
halvandet år før det næste folketingsvalg
kommer.
"The fantastic Four"-modellen, hvor hvert enkelt medlem af teamet
kompletterer de andre gennem fremragende egenskaber som de andre
ikke har, kan være løsningen på diskrepansen
mellem Statsministerens nødtvungne folkelighed og den
økonomisk elitære politik regeringen fører,
og som regeringen - jf. den kommende reduktion af topskatten -
ikke har tænkt sig at ændre på. Og Lars
Løkke er så kompetent og menneskelig en politiker at
han kan tåle at dele rampelyset med de nye og
spændende skikkelser.
Timme Bisgaard Munk skrev den 24.2.2009, og jeg synes stadig
det gælder:
"At se Lars' folkelighed som hans største styrke er derfor
helt forkert og fejlagtigt. Det er en stor fejlslutning, som i
værste fald kan betyde, at Lars bliver en traumatisk
overgangsfigur, indtil skatteministeren, Lene eller Helle har
samlet folket bag sig."