Krøniken VS. Krøblingen

Elsker du Krøniken eller er du en ond krøbling hader? Sover du hver søndag nat i Fælledparken med partibogen i soveposen fordi Palle er nuttet? Eller mener du 2,4 millioner danskere og Krummefar har taget fejl? Krøniken vs. Krøbling. 2,4 millioner lykkelige danskere vs. Dig. Test dig selv. Enig eller uenig i 32 totalt socialrealistiske spørgsmål. Din landsskadelige Skade – Poulsen kapitalist-klon, vi tester dig nu og de næste 24 søndage. De forkerte svar, og det er ud af Danmark uden prinsessen Søs og med det halve danske kongerige efter dig.

Hvorfor hade krøblingen:

1. Krøniken er en kedelig søndagskrøbling.

2. Krøblingen = Bryggeren + kommunistisk propaganda film + Hardy Hansen + Anker Jørgensen + DR + Socialdemokratiet + hype + ukendte danske skuespillere + Morten Korch + Krummefar + Landsbyen + faderkomplekser + moderkomplekser + Dirch Passer.

3. Navnet Krøniken - krøniken om hvad? Hedder den krøniken fordi serien går så langsomt og fordi seerne skal glemmer at det rigtige navn er ”Matador-wanna-be-20 år- forsinket”. Den rigtige betegnelse er Bryggeren, hvor de drikker øl frem for at hælde det ud i kloakken.

4. Allerede efter første afsnit havde DR besluttet at krøblingen var en succes. DR kastede sig derfor lynhurtigt og rutinemæssigt ud i selvbegejstret selvsving. Det er hype, hybris og bare så typisk selvfedt DR-agtigt.

5. Den vigtigste grund til at hade krøblingen: Der er 24 afsnit og det bliver ikke mindre kedeligt.

6. Krøblingen er en kedelige flirt med folkekomedien. Værst gik det da Dick Kaysøs Krummefar som hjemmeværnsmand legede Basserne i Gribskov. Usandsynligt, unødvendigt og tilmed dårligt fortalt.

7. Meteorologien. Skinnede solen altid i halvtredserne? Nej, vel. Hvorfor er det så lige at alle Krønikens rum konstant oplyses af en Højfjeldssol på 500 Watt? Skyldes det monstro at der ikke var råd til locations, og er det årsagen til at gardinerne altid er trukket for, så man skulle tro vi var på besøg i Bryggerens klunkehjem.

8. Dramaturgien: I filmens verden plejer man at sige, at man bør vise i stedet for at fortælle. I Krøblingen er det lige omvendt. Serien har nemlig en kedelig dramaturgisk tendens til at formidle plottets vigtigste konfliktelementer på anden hånd. Denne ligegyldighed over for klassisk fortællekunst kommer tydeligst til udtryk, da en central konflikt afsløres i en samtale mellem Ida og (kommunisten) Karen Jensen. Her fortæller Ida, at Erik er begyndt at drikke! Det er ubegribeligt, at instruktøren snyder sig selv og os for at se en scene, hvor Erik, foran en snusket beværtning, i samvittighedskonflikt vakler mellem djævelens sprut og Idas engleblide hjemmehygge. Det havde dog været mere interessant tv.

9. Til Krummefar: Du er ikke med i Krummerne. Krummefilmene er slut. Du er ikke blevet Kommunist Krummefar. Det er du slet ikke klog nok til at blive.

10. Okay, kan dansk erhvervsliv fremstilles mere klichéfyldt og snæversynet? Folk som starter egne virksomheder i Danmark er enten lede kapitalister eller sindssyge, maniske fantaster, som heldigvis bliver indlagt på den lukkede afdeling, eller må gå så meget gruelig galt igennem. Man kan altså godt eje en virksomhed i Danmark uden enten at være den onde faderfigur, eller den neurotiske søn til den onde faderfigur. Man kan også godt kræve at folk kan deres arbejde, når de får en løn, uden at være en nazi-slavepisker, der elsker samlebåndsarbejde og tidskontrol.

11. Hvorfor må man ikke grine af danske tv-serier om søndagen? Neuroser, bortadoptioner og familieskænderier er altså ikke det samme som et plot, der fungerer og underholder. Helt ærlig, mange har søndagsnedtur i forvejen og ikke brug for mere trist, politisk propaganda-fnidder fra 50erne.

12. Hvis bare hende den lyshårede ikke var genopstået efter selvmordet i ”Kærlighedens Smerte”. Hun var irriterende dengang, hun var irriterende i Idioterne og hun er irriterende i Krøniken. Tænk at Lars Von Trier engang blev forelsket i hende efter gruppesex-scenen i Idioterne. Han må være sindssyg. Kun skriger-konen Nash fra Bryggeren var mere irriterende, og hun havde det altså også svært med at være gift med bryggeren.

13. Alt synes for tiden at kunne forklares med Krøblingen. Krønikficeringen af alting er super- irriterende og forklarer ikke noget som helst. Tænkt hvis vi forklarede alt i det danske samfund på baggrund af sidste afsnit i Langt fra Las Vegas.

14. Overskriften i Ekstra Bladet: ’Lykkelig af Krøniken’ er bare en irriterende overskrift.

15. Typisk DR selvfedt, at producerer en tv-serie om tv-apparater.

16. Replikkerne i krøblingen = 2 X (Bryggerens dårlige replikker + Nikolaj & Julies dårlige replikker + Landsbyens dårlige replikker).

17. Mads M. Nielsen, som den kyniske Skade-Poulsen er fed på den lede måde. Surt at han ikke blev gift med lommer-pigen, og surt kommunisterne fik forhindret ham i at få sat styr på Bella og sløseriet.

18. Method acting er ok. Men der er ingen grund til at lege 'Morten Korch kommer til byen' og overartikulere, så selv Søs og Lille Per må pakke sammen og flytte væk. Vi må håbe at Erik bliver ved med at værre spærret inde på den lukkede afdeling et par afsnit endnu.

19. Hvad er det lige der er galt med at være gammelklog kapitalist? Hvor ville vi være henne hvis verden blev styret af maniske fantaster som Erik?

20. Måske skulle Krøbling-bagmændene have konsulteret Per Fly inden de portrætterede over-, midter- og under-Danmark helt så kliché-agtigt.

21. Hvad gør DR når medierne i forvejen er ved at flyde over af national værdi-debat og indadskuende snæversyn? De kaster endnu mere nationalromantik på bordet! Man frygter allerede de sidste nervepirrende afsnit, hvor det onde 'EF' banker på Danmarks (låste) dør. Krøblingen er ikke en reklame for Socialdemokratiet, men en reklame for Dansk Folkeparti.

Hvis du er enig i mere end 10 af disse spørgsmål er du enten i familie med Skade-Poulsen, har ledelsesansvar på en tv-apparat fabrik, sidder i TV2s bestyrelse eller er medlem af Venstre.

Hvorfor elske Krøniken:

22. 2,4 millioner danskere kan ikke tage fejl og har aldrig taget fejl. Krøniken er den perfekte ufarlige, feel good conversation-starter for alle.

23. Krøniken = Midt i en jazz-tid + Nostalgi + Historien om Danmark + Historien om det kongelige Danske Socialdemokrati + Superflot fotograferet storytelling for millioner + nye, spændende, ukendte danske skuespillere.

24. Vi har altid savnet 50erne, Krag og Jazzen. 50erne er simpelthen totalt undervurderet, og har i det mindste krav på at få sin egen tv-serie i 24 afsnit - mindst.

25. Eksportér den serie! Krøniken som ambassadør for Danmark. Wonderful Copenhagen bliver arbejdsløse, for her har vi endelig afløseren for H.C. Andersen og ællingerne på vejbane m. politibetjent.

26. En udpræget feel good serie. Når verden er ond og uoverskuelig, er det godt at komme back to basic om søndagen og det er dejligt med den gode jazz-musik.

27. En fantastisk serie at døse hen til om søndagen. Det perfekte underlag i sofaen inden en god, sen kvalitetsfilm.

28. Det trængte skuespilfag får hjertemassage af Krøniken. Og hvor er det rart at se nogle andre ansigter end Mads Mikkelsen, Sidste Babett osv. Fedt at der er kommet nogle nye ansigter frem end de sædvanlige fra Nimbus Film.

29. Skuespillerne fra Odense teater er gode. Det har vi glemt alt for længe.

30. Dejligt med en tv-serie, hvor de skændes lidt mindre end i Nikolaj & Julie.

31. Birthe Neumann er en super skuespiller, og nu er hun også sjov. Gid man kunne flytte ind på hendes kollegium med et par hemmelige piger under dynen.

32. Det handler jo om os. Dig og mig og Danmark. Findes der egentlig noget mere interessant i Danmark om søndagen?

Hvis du er enig i mere end 10 af disse spørgsmål er du enten mor til en af de medvirkende, arbejder i Socialdemokraternes valgsekretariat, arbejder i DR Tv-drama eller du elskede også Bryggeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også