Kritik af internet-hype: anmeldelse af Evgeny Morozovs bog: To save everything, click here
Klik her og red verden

Skrevet af
Er vi gået for langt i vores tillid til teknologi? Tilskriver vi teknologien egenskaber, som den ikke har? Hvad er konsekvenserne af tekno-utopisme? Anmeldelse af Evgeny Morozovs bog: To save everything, click here. Det er skræmmende læsning for enhver internet-savvy.
Internettet og sociale medier gør organisationer transparente. Der er en automatisk markedsføringseffekt i denne transparens. Digital udgivelse øger automatisk distributionen af information, i forhold til ”analoge” medier. Internettet faciliterer kollektive processer. Øger produktivitet og effektivitet. Internettet giver stemme til dem, der ikke bliver hørt. Det sætter fart på demokratiske processer. Gør det nemt for alle at putte en forretningsmodel på deres ide, i kraft af brugervenlige betalingssystemer. Det faciliterer dialog. Skaber venskaber. Øger lighed. Og skaber større tolerance for verdens mangfoldighed.
 
Er du enig og ønsker at forblive i den tro, så vil jeg anbefale dig at stå af her.
 
For hvis man, som jeg, har oplevet de sidste 15 år som en ubrudt festival af nye, fantastiske, smarte, tilgængelige, magiske og vidunderlige teknologier på vej til at redde os alle sammen og verdenssamfundet, er det en yderst pinefuld oplevelse at læse ”To save everything, click here” (TSECH).
 
”To save everything, click here” (TSECH). Ny bog af Morozov
 
Det er ikke fordi, den er lang, tung og til tider unødigt personligt polemisk (imod Steven Johnson, Clay Shirky, Jeff Jarvis, Larry Page, Sergey Brin, Eric Schmidt, Mark Zuckerberg, Ray Kurzweil, Jeff Bezos m.fl.), men fordi angrebet på vores tech-fetichisme i bogen er så brutal, foregår på så mange niveauer og skrives fra hvad, der undertiden virker som en encyklopædisk, teoretisk viden. Det, der overrasker med TSECH, er for det første, at den er skrevet med et intimt kendskab til de konkrete teknologier, der kritiseres – og på den måde undgås de sædvanlige, verdensfjerne klicheer fra øko-krigerne, kvækerne, ludditerne og naturromantikerne.

Derudover går TSECH en del dybere i sin kritik, end vores egen hjemlige debat har kunnet – hvor det er de samme travere, der altid hales frem: Facebooks privatlivsindstillinger, gadgets’ negative effekt på vores koncentrationsevne, vores tone i onlinedebatter og vores idealiserede selvfremstillinger på sociale medier. Morozov er ikke anti-teknolog – hans ærinde er snarere at afdække de mentale modeller bag vores brug og italesættelse af teknologi, samt hvordan disse er ved at sive over i den politiske tænkning.
 
Når bogen er lukket, efterlades man affortryllet og fattigere på sin teknologiske fremtidsoptimisme – mens man febrilsk leder efter modargumenter af samme teoretiske kaliber som Morozovs. Det er næsten for meget. Det er da også en bog, der har vakt kolossal debat i en lang række af de største medier, vi kender (se linkliste nederst).
 
Skydeskiven for Morozovs kritik er vores italesættelse af internettet som en bærer af særlige værdier (og derfor sættes ”internet” i gåseøjne hele bogen igennem), vores epokalisme (opfattelsen af vores tid som helt særlig), ideerne om det entydigt frugtbare ved transparens og åbenhed, ”big data” (Morozov ville sige, at betegnelsen er en ”lingvistisk intervention” – der findes kun ”data”), algoritmer (de er medierende gatekeepers, motiverede af bestemte interesser, ligesom alle andre gatekeepers igennem historien), privatlivsspørgsmål, teknologisk defaitisme (der er jo ikke noget at gøre, den vej går det jo), nudging, selvmålerne, edtech (undervisningsteknologier, der vil ”reparere” hele uddannelsessystemet), open government (der bekymrer sig mere om dataformater end ægte transparens i de politiske institutioner) gamification (at man ved hjælp af principper fra computerspil for første gang kan løse bestemte problemer) og mange, mange andre fænomener, der er oppe i tiden.
 
Internet i gåseøjne
Det mest provokerende ved Morozov er hans insisteren på, at internettet ikke eksisterer. Det lyder i første omgang som en irriterende påstand, men hvis man gør sig ulejligheden at prøve at beskrive [internettet] uden at bruge ordet, bliver man nødt til at erstatte ”det” med bestemte menneskers bestemte brug af forskellige bestemte teknologier, der benyttes på forskellige måder. Hvis jeg for eksempel skulle beskrive ”mit internet” for dig, skulle jeg i stedet sige, at jeg bruger X antal hjemmesider, hvor jeg betaler for brugen med X, og hvor jeg er i dialog med X, X og X. Det ville give et mere retvisende billede af, hvad jeg egentlig mener.
 
Grebet har han fra den franske sociolog Bruno Latour (som Morozov anerkender som en af sine største inspirationskilder), der heller ikke mener at ”samfundet” eksisterer, og at man laver en grundlæggende fejlslutning i sådan en generalisering. Man erstatter en kompliceret, mangfoldig virkelighed med en ide, der oftest har meget lidt med virkeligheden at gøre. Der er mange filosofiske implikationer i den manøvre, men undertiden savner man faktisk, at folk blev bedre til at kvalificere debatten om vores teknologis lyksaligheder: hvilken teknologi, for hvem, af hvem, til hvem og så videre. 
 
Solutionisme og internetcentrisme
 
”Taxi Hold’em is the perfect app to use when trying to get hold of a cab. When you tilt your iPhone horizontally, it flashes a catching “TAXI” sign in black and yellow. And if you're tired of whistling, let your iPhone do it for you! Taxi Hold’em makes sure that cab stops just for you. Solutionisme som karikatur: En app, der skal hjælpe dig med at praje en taxa.

 
Bogens opgør henter det meste af sin ammunition fra en analyse af to relaterede og dominerende ideologiske konstruktioner født i tech-communitiet, som Morozov identificerer som ”solutionism” og ”internet-centrism”.

Solutionisme er det tankesæt, at de rette teknologier i-sig-selv og i et snuptag – og uden at tage kompleksiteten i det sociale og det politiske i ed – kan løse alle tænkelige problemer, uanset brugerens forudsætninger, digitale dannelsesniveau og uanset den kulturelle kontekst teknologien benyttes i. Beskrivelsen er ikke kun en kritik af ”for en hammer ligner alting et søm”, men også af, at vi er begyndt at skyde et teknologisk niveau imellem os og vores liv, der er overflødigt. Altså at se problemer, hvor vi aldrig har syntes, der var nogen, som for eksempel at huske at drikke vand eller praje en taxa (mine eksempler).
 
 
I 2007 blev OLPC-projektet erklæret en fiasko. I en morozoviansk optik ville man sige, at projektet er udtryk for solutionisme: Hvis vi dumper billige bærbare ned i fattige områder, vil det have en automatisk effekt på uddannelse og entreprenørskab.
 
Internetcentrismens ideologiske bestanddele er som nævnt epokalismen: En tro på, at gamle sandheder er ubrugelige i denne nye, magiske tid, og at internettet har særlige, autonome og generiske kvaliteter, der kan løse problemer på en helt ny måde. Denne beskrivelse er en videreudvikling af temaerne i Morozovs første bog ”The Net Delusion”, der blandt andet beskæftiger sig med cyber-utopierne, der opstod omkring det arabiske forår.
 
"The net delusion" af Morozov er en tidligere bog, der lagde an til frontalangrebet på hypen, som den nu udfoldes i "To save everything".
 
Nogle af den bogs centrale pointer er, at magthavere er lige så gode til at bruge sociale medier som aktivister (magtforhold reproducerer sig, på sociologisk vis), og at brugen af nye kommunikationsteknologier skabte en masse problemer for oprørere (f.eks. at det var nemt at identificere dem og smide dem i fængsel, i kraft af deres synlige protester online), som vi i vesten ikke medtænkte i vores hyldest af det essentielt demokrati-fremmende ved Twitter.
 
Problemet er ikke, at disse ideologier trives i tech-communitiet, i deres PR-afdelinger og hos konsulenter, der lever af at rådgive os i teknologiske løsninger, men at de ifølge Morozov er ved at brede sig til regeringsførelse og dermed til vores offentlighed og private liv – og at det har voldsomme konsekvenser. Du kan sikkert selv opremse de første ti eksempler på tekniske løsninger, du skal overtales til at bruge, fordi det er ”smart”, men som snarere deales til dig ud af idealistiske motiver, som synes født ud af ren og skær fetichisme eller et eller andet abstrakt ideal om ”at følge med tiden”.
 
Den danske solutionisme
Har man først accepteret solutionisme som figur til at analysere verden med, er det svært ikke at se den på spil herhjemme.

Man ser den, når folk i et irriteret tweet ønsker, at en eller anden offentlig myndighed skal tage sig sammen, fordi de udsætter én for ventetid. Som om myndighederne ikke kan indse, at hvis de brugte en anden teknologi, ville det automatisk løse ventetidsproblemer. Uden at overveje at de institutioner skal tage en milliard hensyn hele tiden.

Jeg tænker på en masse oplæg på Social Media Week Copenhagen, eksempelvis et hvor man igennem case-gennemgange skulle drage den konklusion, at ”Pinterest kan noget”, ”Facebook kan noget” og så videre. Det er en absurd generalisering: Mærsk kan noget med Pinterest, de har nogle forudsætninger (et stærkt brand), deres ansatte har bestemte forudsætninger i kraft af deres uddannelsesniveau, og deres marketingstrategier er ultimativt udtryk for et bestemt budget. Tænker man alle de forhold igennem, virker det nærmest komisk at skulle sælge ideen om Pinterest til ejeren af hælebaren ved at pege på ”Mærsk-casen”. Pinterest kan ikke noget i sig selv, men Pinterest-konsulenterne vil gerne tage sig betalt for at hjælpe dig med at tro på det, samtidig med at de tryller sig selv ud af ligningen.
 
Mærsk Line har helt andre forudsætninger for at være social på internettet end den lokale hælebar. At lave sammenligninger er absurd. Men det gør internet-hype-folket gerne

En anden gruppering herhjemme som Morozov med det samme ville putte prædikatet solutionisme på, er bevægelsen omkring ”The Singularity University”, som på baggrund af Moores lov (at processorkraften fordobles hvert andet år) og Peter Diamandis bog ”Abundance” kan hævde, at teknologi kommer til at løse alle problemer i verden inden for kort tid: Og det er i form af selvkørende biler, droner, der transporterer vand til fattige områder, robotter og et almægtigt internet. Igen: Måske er det sundere at kigge på Moores lov som bundet op på en bestemt historisk tid, vedligeholdt af bestemte mennesker med bestemte interesser, forbeholdt visse samfundsgrupper, afhængig af bestemte ressourcer og hvis effekter, afhængig af at de forskellige samfund, der skal bruge teknologien, laver den samme generiske tolkning af den. Det ville Morozov sige er umuligt at tage for givet. Alt ”internet” er anderledes – der findes ingen tryllestav. Verden er kompliceret, og man bør måske løse problemer, som man altid har gjort det: igennem møder, diplomati og hårdt arbejde.
 
The Singularity University lider for eksempel af solutionisme: De tror, at alt kan løses med internettet. Men for det første: Internettet findes ikke
 
Internettet eksisterer ikke uden for national lovgivning
Morozovs kritiske katalog giver altså anledning til en lang række refleksioner over de skjulte omkostninger ved de teknologier, vi bruger (hvad koster ”gratis”?), deres negative konsekvenser (svækkelse af vigtige samfundsinstitutioner opbygget igennem konsensus over lang tid), de økonomiske interesser hos dem, der vil overtale os til at bruge dem og så videre.

En større erkendelse i læsningen af bogen er at internet-evangelisterne (vi!)nok har gjort regning uden vært: Internettet har måske været et særligt transnationalt, egalitært, uplettet rum i en midlertidig periode, men det er kun, fordi samfundets institutioner arbejder langsomt. Vi kan ikke ophæve nationale lovgivninger helt, se bort fra skatteregler, lukke vores øjne for hvor og hvordan vores gadgets produceres, overdrage alle vores nuværende institutioner til Silicon Valley og tilsidesætte rettigheder, bare i respekt for vage metafysiske ideer som ”the internet’s fabric”.
 
 
Hvad er alternativet?
En svaghed ved bogen (og vel enhver form for akademisk baseret kritik) er, at den ikke rigtigt angiver alternativer til, hvad vi skal stille op med vores teknologiske potentiale. Og på den måde kan dens diskurs virke uretfærdig og destruktiv over for innovative teknologiske leverandører/miljøer, som er bevidste om nuancerne i debatten og har et bud på at løse sociale problemer i samarbejde med institutionerne (som ikke bare vil ”disrupte”). En af de få konkrete og positive beskrivelser er af ”adverserial design”, hvis mål er at skabe designobjekter, der skal tvinge os til at reflektere over den underlæggende teknologi. I bogen beskrives ”Forget me not”-lampen, der langsomt slukker sig selv, og som man aktivt skal gå hen og tænde igen – med det formål at få os til at tænke over lampens el-forbrug. Det lugter meget af nudging, som ellers kritiseres voldsomt i bogen, og det er et lidt fattigt bud på ”anvendt, moralsk teknologi”. Udover det har Morozov en tendens til at lave lidt for mange, hurtige slutninger. Bogen starter med en beskrivelse af ”bincam”-projektet, som er en løsning, der fotograferer og analyserer indholdet af ens skrald (”a personal informatics system to monitor individuals’ food waste and recycling behavior”) – og som dermed skal hjælpe os til at blive mere bæredygtige, samtidig med at vi overgiver dybt private informationer til en tredjepart med økonomiske interesser i vores private data. Projektet er dødt og måske symptom på, at vi trods alt er resistente overfor dum og invasiv teknologi. Man føler sig talt ned til, når Morozov bruger fjollede teknologier til at drage advarende konklusioner vedrørende vores teknologiske dårskab.
 
Bogens vigtigste takeaway er, at vi bliver nødt til at skærpe vores kritiske bevidsthed og tænke moral ind i vores omgang med teknologi. ”Deliberation” er mantraet: Vi skal overveje, hvad vi vil med vores teknologiske muligheder.

Alt i alt: En stimulerende, vigtig og provokerende bog, der på globalt niveau har potentialet til at blive et frugtbart korrektiv til silicon valleys mest ekstreme ideologier. Den kan overhovedet ikke bruges, hvis du vil disrupte verden med din app, men den giver et dybere og andet syn på teknologi, end vi har været vant til. Og hvis man er (eller har været) cyberutopist, er det jo sundt, hvis man uden det idealistiske slør, prøver at genoverveje om teknologi-som-ideologi virkelig har løst grundlæggende menneskelige problemer.           

Min opfordring er: Læs bogen og diskuter så de nedenstående spørgsmål med din partner eller kollega. Det sundt at læse sine kritikere, reflektere over egne overbevisninger og undersøge det vi tager for givet:
 
Har internettet øget ligheden i verden?
Har internettet gjort verden mere demokratisk?
Har internettet gjort adgang til umedieret (ideologifri) information nemmere?
Kan vi virkelig finde al information i verden på internettet?
Hvor mange af vores institutioner kan erstattes af digitale løsninger?
Hvad er de ydre grænser for transparens og åbenhed?
Har sociale medier gjort os mere sociale og skaffet os flere venner?
Har internettet gjort det nemmere for ”menigmand” at lave et overskudsgivende start up, der skaber jobs?
Er vi mere deltagende, hvor vi før var mere passive medieforbrugere?
Har internettet gjort vores skolelever og studerende dygtigere?

Og endelig spørgsmålet som Bruce Sterling afsluttede SXSW 2013 med:
 
”Okay, a billion apps have been sold. Where’s the betterness?”

Morozovs anmeldelser:

Negative:
Tim Wu
Maria Bustillos
 
Positive:
The Atlantic
 
Andet:
San Francisco Chronicle-interview
”Evgenys little problem”, livlig debat med David Carr om hvordan man går offline
 
Hvis man vil forstå Evgeny Morozovs væsentligste intellektuelle inspiration:
Læs Bruno Latour (vinder af Holberg Prisen 2013), start med
Reassembling the Social
Læs så:
 

Relaterede artikler

Datavinklen virker - Mængden og mulighederne med data vokser eksplosivt for alt og alle. Flere og flere taler derfor om, hvordan virksomheder...
Dashboard din k-afdeling - Kan du bygge et sejt kontrolpanel for din k-afdeling med data? Ja, det kan du. Er det besværet værd? Ja, helt sikkert. K...
Teknologipyramiden - Hvorfor udvikler vi den teknologi vi gør? Og hvordan sørger vi for at den bliver en gave til fremtidige generationer? De...
Vi hader humblebragging - Selvpromovering med falsk beskedenhed er så udbredt på sociale medier, at det er blevet et begreb, man kan forske i. Her...
Mørke mønstre eller godt adfærdsdesign? - Dark patterns – defineret som: En digital løsning, der lokker eller snyder dig til at gøre noget andet end det, du egent...

Giv din stemme

16 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Job

Praktikant

Frist: Hurtigst muligt

Thought Leader & Content Marketing Manager

Frist: 19. december

Senior Manager

Frist: As soon as possible
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.