Krisen var en hallucination

Hvorfor er det gået så godt for de store virksomheder? Det er det ikke, fordi de har øget toplinjen, altså omsætningen. Årsagen er, at de i den grad har "tilpasset deres omkostninger", som man siger. Med analysechef i Sydbanks ord: "De har skåret hårdt til, tilpasset sig og sagt farvel til en række medarbejdere. Derfor er virksomhederne blevet mere lønsomme" (Berlingske Business, 8. marts 2010, side 8). Man kan også sige, at de store virksomheders udvikling i 2009 er nok et bevis på sandheden i det gamle ord, at toplinjen er forfængelighed og bundlinjen er forretning.

For Berlingske bringer historien om, at danske virksomheder er meget fokuserede og specialiserede. Ægte internationale virksomheder, der sætter dagsorden. "Mange af de store danske virksomheder er i dag verdensledere inden for deres eget område", siger Martin Jes Iversen, der er lektor ved CBS. Også i BB 8. marts 2010, side 8).

Men er der ikke en anden, kritisk, historie, der er nok så interessant? Eller måske to?

For det første har jeg en sociologkollega, der i 2009 udgav en bog med titlen "Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber". Hm. Har de store virksomheder benyttet 2009 til at fremme formål og fællesskaber i bredere forstand? Nej. Har de benyttet året til at fyre og skovle penge ind? Ja. Kan man kalde det formål og fællesskaber i mere snæver forstand? Selvfølgelig. Et aktieselskabs formål er at tjene penge, og aktionærerne er vel en slags fællesskab. Men var det, hvad forfatteren mente? Næppe. Det er mere end passende, at Wall Street II snart har premiere, for greed is still good. Ingen tvivl om det.

For det andet: Alt sådan noget med corporate social responsibility og bløde værdier er tydeligvis noget, man har råd til, når det går godt. Hyggelige aktiviteter på agterdækket i magsvejr, så at sige. Ikke noget, der på nogen måde tæller, når skibet er i havsnød og der bare skal sejles.

Den gode historie, som Berlingske ikke skriver, er selvfølgelig, at krisen har været en kær­kommen anledning for de store virksomheder til at skaffe sig af med det rummelige arbejdsmarked og store omsvøbs- og varmluftdepartementer fulde af søde kandidater, der kan snakke Fanden et øre af, men har det svært med Excel. Væk med den tredobbelte bundlinje, og ind med den rigtige. Den eneste, der tæller, og som nogensinde har talt: Hvor mange penge har vi tjent efter skat? Hvad er P/E?

På en måde er det skønt, at krisen skaber et gennemtræk, der blæser al bullshit og hykleri ud af de beklumrede møderum og konferencelokaler. Fuck bløde værdier! Nu skal vi have fyret dem, der ikke tjener penge, og videre til næste punkt på dagsordenen. På den anden side er det også lidt barsk for de pågældende, kunne jeg forestille mig, at halvandet årtis retorik om stakeholder-kapitalisme kan viskes væk af halvandet års shareholder-kapitalisme.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi kan lære af, at de store danske virksomheder har tjent kassen i 2009 - som Berlingske samtidig beskriver som et af de værste kriseår siden 1930'erne.

En vigtig lektie - og måske den vigtigste overhovedet - er, at ordet kapitalisme stadig giver al mulig mening. Det danske samfund er, som alle andre vestlige samfund, et, hvor rigdommen bygger på privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Og de, der ejer produktionsmidlerne, er i meget vidt omfang ligeglade med alt andet end forrentningen af den investerede kapital.

En anden vigtig lektie er, at bløde værdier kun er noget, der er råd til i perioder med mangel på arbejdskraft. Et job er altid en anelse federe ved ansættelsessamtalen end første dag ved skrivebordet. Når der er en generel mangel på arbejdskraft, svulmer al virksomhedens direkte og indirekte kommunikation op til at blive en ansættelsessamtale. Men nu, hvor der er masser af arbejdskraft til en rimelig pris, behøver man ikke sweet talk. Verden er blevet hård igen, og hvis du er ked er dét, er der ikke andet at sige, end sånt er livet.

Det bliver spændende at følge denne udvikling rent livsstilsmæssigt. I de gamle dage havde virksomheder en personalechef. Det var en ond mand, der tidligere havde været oversergent i Fremmedlegionen og nu nød sit halv-otium ved at ringe til de syge og brøle "SIMULANT!". Så faldt arbejdsløsheden, og det blev nødvendigt at pensionere oversergenten. I stedet kom human ressource manageren. En blød mand, hvis man ikke kunne skaffe andet. Men helst en kvinde, der i et endnu senere stadie af højkonjunkturen, som en særlig troværdighedsmarkør, kunne gå ned med stress og derpå skrive en succesfuld bog om sig selv og udgive den på Børsens Forlag.

De store danske virksomheders strategi kunne tyde på, at alt dette nu bliver rullet tilbage. Der vil igen komme rationaliseringseksperter og personalechefer. Terylene og kuglepenne i brystlommen vil atter kunne observeres i større danske virksomheder.

Hvad gør du så, hvis du ser en terylene-skjorte i nærheden af dit skrivebord? Et godt råd er, at du åbner et Excel-ark - hvis du ved, hvordan det foregår - og tjekker, om du tjener 2 gange det, du koster. Er svaret "ja", kan du tage det roligt. Ellers bør du stille og roligt belave dig på at gå hjem. Det, du eventuelt kan overveje, er at sige farvel til egofesten samtidig. Skaffe dig et formål og melde dig ind i nogle fællesskaber, mens du alligevel bare skriver job­ansøgninger.