På Århus Handelshøjskole er Winni Johansen og Finn Frandsen i færd med tre projekter, der kommer rundt om kriser, dansk erhvervsliv og erhvervsjournalistik. Til sammen er det et ambitiøst projekt om virksomheder og deres forhold til omverdenen, krisen og dens anatomi.

Forskerparret har i lang tid været gravide med en bog om krisestyring med titlen ”Krisekommunikation – når virksomhedens image og omdømme er truet” (Samfundslitteratur, 2004), men samtidigt står de bag en kommende rapport om danske virksomheder og myndigheders kriseberedskab samt en undersøgelse af de trykte mediers dækning af erhvervskriser i Danmark i perioden 1960-2000, herunder af ”krisen” som journalistisk genre. De to sidstnævnte projekter og arbejdet med designet af kommunikationsuddannelserne på Århus Handelshøjskole har forsinket bogen, som Kommunikationsforum før har omtalt, og som der efterhånden er store forventninger til.

Kommunikationsforums udsendte mødte dansk kriseforsknings dynamiske duo i Thomas Helmigs og Stig Tøftings hjemby til en udredning af krisens anatomi.

Krisen har ikke en begyndelse eller en slutning
Det centrale budskab i det kommende værk om kriser i danske virksomheder, er, at krisen, er et misforstået barn af en ny tid.
- Det centrale for os er at vise, at kriser er dynamiske, og at de ikke er afgrænsede fænomener, der udelukkende opstår i samspillet mellem virksomheder og medier. Kriser har en indflydelse på alle grupper omkring en virksomhed, og kræver kommunikation i forhold til alle stakeholders omkring en organisation. Vi mener ikke det er rimeligt at betragte kriser som fænomener, der opstår og forsvinder, for derefter at overlade virksomheden til business as usual. Vi er meget inspireret af en amerikansk forsker, Timothy Coombs, der betragter krisestyring som relationship management, forklarer Winni Johansen.

Krisekultur er samtalekultur er go' virksomhedskultur
Virksomheder og organisationer har konstante relationer til den omgivende verden, herunder til medier. Det der opleves som kriser i virksomheder, skal i virkeligheden behandles som en krise i relationen mellem en organisation og dens stakeholders. Winni Johansen forklarer, at den kommende bog prøver at vende forholdet til omgivelserne:
- Vi vil med bogen være med til at oparbejde en krisekultur i danske organisationer. Det er vigtigt, at der opstår en hukommelse for de kriser, man har været igennem, og en forståelse for det komplekse samspil af interessenter, der opstår omkring en virksomhed, der kommer ud i en mediestorm. En af vores pointer er, at man skal betragte kriser som noget, der hænger sammen med de relationer man har før og efter at man har været krise. Accepterer man det perspektiv forstår man, at krisestyring i virkeligheden handler om image- og omdømmeledelse og, om at have en samtalekultur. Man skal have en samtale med medier og stakeholders konstant, så kan man også få noget konstruktivt ud af sine omgivelser, når en virksomhed kommer ud i en storm.

Hvad er en krise for hvem?
I den kommende rapport med titlen Danske myndigheders og virksomheders kriseberedskab anno 2003 har duoen undersøgt danske myndigheders og de største danske virksomheders forhold til kriser og medier. Bemærkelsesværdigt er det, at der er en markant forskel mellem det offentlige og det private i måden man opfatter kriser og medier på. Private virksomheder opfatter i hovedreglen kriser som noget der truer virksomhedens eksistensgrundlag, og 24% af dem ser medier som modspillere. I offentlige organisationer derimod definerer man hyppigere kriser som forbigående og mere håndterlige fænomener og ser i højere grad medierne som medspillere. Winni Johansen forklarer om den naturlige opståen af kriser i alle relationer:
- Man har et image og et omdømme. Man kan have kriser der giver ridser i ens image på kort sigt, og stadig bevare et godt omdømme. Derfor er det fornuftigt at se på pressen som nogen, man skal have et langsigtet forhold til og bygge relationer med. Både før og efter man kommer i en krise. Omverdenen er blevet mere kompleks og man er i et konstant samspil med offentligheden og et sådant sampil involverer til tider også kriser, og denne erkendelse gælder såvel for private virksomheder som for offentlige myndigheder, forklarer hun.

Krisens efterspil
Finn Frandsen supplerer med den historiske forankring.
- Virksomheder, der har en lang stærk relation med samfundet, har langt større spillerum i krisesituationer. Der er virksomheder, der er lukkede overfor medier, som eksempelvis Lego, der alligevel har utroligt stærke relationer til det omgivende samfund. Samtidigt er der virksomheder som SAS, der har kriser, der skader deres image lige nu, som eksempelvis deres tre fyringsrunder, og alligevel har et godt omdømme. Winni Johansen støder til:
-SAS kunne få en pris for god håndtering af kommunikation i forbindelse med visse typer af kriser, og fordi deres ledelse et vist stykke hen ad vejen har formået at bevare deres omdømme som en god, skandinavisk virksomhed. Alligevel er de i krise lige nu i forhold til den stakeholdergruppe, der hedder deres ansatte, og dem de gerne vil rekruttere. Samtidigt har de en mere markedsbestemt krise i forhold til deres aktionærer. Det er et godt eksempel på hvordan en krise kan skabe problemer i forhold til visse stakeholders og ikke til andre, og på hvordan en krise har implikationer forbi en krises formelle ophør.

Krisen er et selvstændigt system
Winni Johansens forskningskollega Finn Frandsen er akademiker med idehistorisk baggrund. Det klæder duoens arbejde, at der er et tungt sociologisk abstraktionsniveau bag deres overvejelser. Meget litteratur inden for krisestyring og krisekommunikation er fokuseret på det konkrete og operationelle. Århusduoen insisterer derimod på at betragte krisen som et selvstændigt system og næstent litterært fænomen, der udfylder en speciel funktion i den tid vi lever i. Krisen er et barn af tiden efter industrialderen, og en ung institution i en tid der er defineret af sin usikkerhed.

Provokeret af en amerikansk undersøgelser, der viser at antallet af kriser om året er nogenlunde konstant, har Winni Johansen og Finn Frandsen undersøgt dansk erhvervsjournalistik og behandlingen af virksomheders kriser fre 1960 og frem til idag. Finn Frandsen forklarer, at den amerikanske undersøgelse stødte imod hans fornemmelse for hvordan krisen har udviklet sig som institution.
- I følge den amerikanske undersøgelse er kriser et kontinuerligt fænomen, men undersøgelsen kigger kun på en årrække i halvfemserne. Vi har beskæftiget os med dansk erhvervsjournalistik gennem sidste halvel af sidste århundrede, og konklusionen er, at kriser bliver almindeligt stof i pressen i firserne, opsummerer Frandsen.

Væn jer til kriserne
Ordene kriseledelse, krisekommunikation og krisestyring opstår i firserne. Det er samtidigt med at den tyske sociolog Ulrich Beck introducerer sine overvejelser om et moderne samfund, hvor grænseoverskridende risici er det, der dominerer bevidstheden og identitetsdannelsen i det moderne individ.
- I 1960 var der i Børsen noget der kunne minde om erhvervsstof på side 7. Kriser eller skandaler var meget sjældent forekommende og langt mere en undtagelse end reglen. Omkring firserne bliver både politiske og erhvervsmæssige skandaler eller kriser en fasttømret institution. Krisen er blevet en kulturel institition. Den er et fast inventar, og det kan virksomheder lige så godt vænne sig til. Mediekulturen forventer at kriserne er der, og medierne fokuserer i historisk uset omfang på at levere historier om kriser skrevet over en fast læst, siger Finn Frandsen.

Krisen en del af risikosamfundet
Det kunne lyde som en bevidstløs udmelding, at krisen som fænomen opstår i firserne. Danmark har haft politiske skandaler som inventar siden den dengang utænkelige Alberti-skandale. Samtidigt er PR-branchens fremvækst uløseligt knyttet til amerikanske industrigiganters behov for at beskytte sig imod kriser og skandaler i medierne. Hvordan kan krisen være et barn af tiden efter moderniteten? Rimeligvis hører krisen som journalistisk fænomen vel sammen med fremvæksten af den trykte presse og den landsdækkende oppinion i demokratierne? Winni Johansen forklarer hvorfor krisen er et barn af firserne:
- Det er først i firserne at krisen bliver et fast dagligt inventar i mediebilledet. Er der ikke en krise, graver medierne en frem. Som selvstændigt stofområde er det et nyt fænomen. I dag underviser man i krisejournalistik på Journalithøjskolen. det gjorde man ikke for tyve år siden. Hele den institution der hedder krise, bliver etableret som et konstant tilstedeværende fænomen i bevidstheden omkring begyndelsen af firserne. Det hænger sammen men en psykologisering eller feminisering af samfundet, som er den samme som Ulrich Beck beskriver i bogen Risikosamfundet. Kriser for journalistikken og for virksomheder er en søster til den grundlæggende usikkerhed der kendetegner den tid vi lever i, forklarer hun.

Brandet for tæt til solen
Finn Frandsen er skeptisk overfor monolitisk brandede virksomheder. En virksomhed der skal kunne manøvrere i kriser, bliver nødt tilat blive opfattet som en menneskelig størrelse; altså som en der kan fejle.
- Virksomheder har brugt brandingprocessen til at præsentere sig som fuldstændigt overmenneskelige. De proklamerer sig selv som værende synonymt med nogle absolutte værdier, som de selvfølgelig ikke kan leve op til. Brandingen bliver nødt til at tage højde for at at virksomheder kan fejle som alle andre. Mange af de brands der er kommet i krise, har klaret det meget dårligt, fordi de har forsøgt at kommunikere et overmenneskeligt idealbillede af sig selv til omverdenen. Og når de så gør noget der er forkert, så virker de komplet utroværdige, siger Finn Frandsen.

Krisens krise
Men hvad er krisens væsen? På overfladen er det erkendelsen af at uetisk adfærd kan koste en virkomhed penge, position og i sidste ende overlevelsen. Andre gange er det konflikter mellem organisationskulturer og den omgivende kultur. Sammenstød med oppinionen er uforudsigelige. Virksomheder med stærke historiske relationer er bedre vaccineret mod kriser, og så alligevel ikke. Der er som Finn Frandsen siger, alligevel næsten ingen produkter der overlever for evigt. Finn Frandsen krydrer samtalen med et underfundigt, fransk citat af den franske sociolog Edgar Morin:
- krisebegrebets krise er begyndelsen til al krisologi, siger han, og klukker over den indforståede cirkelslutning og Kommunikationsforumsudsendtes vantro ansigt. Winni Johansen kommer til hjælp.
-Morin sigter til, hvor svært det er at definere, hvad en krise er. Vi prøver også med vores bog at sætte fokus på definitionen. Der er nemlig en tæt sammenhæng mellem kriseopfattelse, krisetype og krisekommunikation. Kriseledelsen er ikke bedre end den kriseopfattelse den hviler på. når kriser opstår i relationerne mellem virksomhederne og deres stakeholders, kan kriser siges at være lige så komplekse som relationerne omkring en virksomhed.