Spin for dystermuler

Helle gør det. Ditlev gør det. Selv Per Bjerregaard gør det. De taler om krise. Dyb krise. De gør det, fordi der selvfølgelig er noget om snakken. Men de gør det også for at dække over rådvildhed og manglende resultater – politiske såvel som økonomiske (og sportslige). Hermed en lettere kærligt ment udlægning af samtidens krisesnak og bud på et alternativ.
af Mikkel Holm Sørensen, Kåre Lindgård Bach Kristiansen
Helle ville i sin nytårstale have pengene til at passe. Hun er en dystermule. Og hun sejrer ad helvede til på det grundlag. Det ender utroværdigt, og i stedet for at være en opbyggelig kommunikation, der skal skabe starten til et nyt værdifællesskab og et nyt Danmark, ender det skidt. Eller rettere, det synes aldrig at ende. Vi siger: ikke bestået
 
Besparelseskommunikation revisited
En ny type af krisekommunikation er over os. Vi kaldte det i sin tid besparelseskommunikation. I et anfald af snusfornuft fik vi nok skabt et lidt kedeligt ord, som lyder mere af klagesang end opsang. Intentionen var egentlig at indgyde kollektiv fightervilje. Lad os lige for en god ordens skyld ridse grundtrækkene op:
 
Besparelseskommunikation går ud på at skabe forståelse hos borgerne, vise handlekraft, formulere en ny form for medborgerskab, involvere og skabe partnerskaber med borgere og virksomheder. Besparelseskommunikation er et ædelt koncentrat af god kommunikation med opbygningen: Vær ærlig, vær direkte, vær konkret og vær opbyggelig.
 
Artiklens pointe var, at besparelseskommunikation tjener til mobilisering. IKKE en retorisk stiløvelse eller tomgangssnak. Besparelseskommunikation måles på sin effekt og resultater. Som jeres bedsteforældre ville fortælle jer, kan snak og symboler ikke erstatte handlen og virkelighed. Det kunne ellers være fristende at tro på efter en spekulativ boble, hvor vi er afvænnet med reel værdiskabelse som målestok for økonomisk succes. Men det er nu engang konkret adfærd, der skal skabe ændringerne; ikke mere snak, udvalgsarbejde og ideologi. En virkelighed, hvor politisk kommunikation ikke (længere) er mål i sig selv, men hvor der er et land og en klode at redde. Velkommen til den ny pragmatisme.
 
I denne artikel lader vi dog Ditlev være Ditlev og ligeså med Dr. Bjerregaard. Vi nøjes med at tage vor statsminister i kærlig behandling. Ikke i en diskursanalyse. Ikke i et forsvar eller et angreb (altså ikke i ordets forstand) på en bestemt politik eller kommunikation i sig selv. Det er landets statsminister anvendt som case for, hvor langt vi har igen med disciplinen besparelseskommunikation i øverste politiske lag. Vi har taget udgangspunkt i nytårstalen, men forholder os ligeledes til den generelle kommunikation fra regeringen.
 
Vi anviste i vores oprindelige artikel fem strategiske trin som den ideelle opbygning for en vellykket kommunikativ turnaround af borgersindet. Lad os se, hvordan vort nationale overhoved består eksamen.
 
De fem trin i en vellykket besparelseskommunikation er:
 
Skab en brændende platform.
Redegør for prioriteringer, og fremlæg en plan.
Væk det nye velfærdssamfunds borgerskab.
Stimuler udvikling af velfærdsinnovation.
Søg og styrk partnerskaber.
 
 
Niveau 1: Skab en brændende platform
Her klarer Helle sig godt nok. Altså rent retorisk. Hun er i hvert fald ærlig og direkte. Nok fordi det angår andres fejl. Hun lagde ud 1. januar med at nævne krisen i anden sætning af nytårstalen: For 3 måneder siden fik Danmark en ny regering. En regering, som er trådt til i en krisetid. På trods af en overvældende brug af handlekraftige håndtegn, ændrede det ikke på billedet af den næsten masochistiske nydelse ved at dyrke krisen. Så hun misforstår hele pointen: En brændende platform er blot ’konsulentsk’ for et uacceptabelt udgangspunkt, som ønskes ændret. Platformen kan altså ikke anvendes som hverken parkeringsplads (blot at konstatere ragnarok) eller som undskyldning (så derfor kan vi intet gøre).
 
Desuden er danskernes krisebevidsthed vokset markant, siden vi skrev den første artikel. Nu løber Helle primært åbne døre ind for at gøde jorden for egen fiasko med dårlige undskyldninger. Mandag Morgen anfører ligefrem i deres seneste rapport, at Christiansborg er det sidste sted, hvor krisebevidstheden har indfundet sig, og at 62 pct. af velfærdsstatens frontkæmpere allerede er skridtet videre og faktisk ret optimistiske på velfærdens vegne. https://www.mm.dk/krisebevidsthed-og-optimisme-i-velfærdens-frontlinje
 
Bedømmelse: Lad os starte mildt (som man ofte gør i eksamenssammenhæng) og give Helle tvivlens fordel: Første trin er bestået (hvis hun formår at overbevise sig selv om krisens realitet; vi andre er der allerede).
 
Niveau 2: Redegør for prioriteringer, og fremlæg en plan
Her begynder det allerede at knibe. Vi må konstatere, at Helle godt nok mestrer politiker-lingoen: Hun kan tale i 100 dage om konkrete reformer, indsatser og tiltag, uden at nogen forstår, hvilke forskelle der venter os. Det er i sig selv en bedrift. Men hvis en kommunikativ indsats skal virke overbevisende, skal der være meget konkrete, relevante og forståelige initiativer og prioriteringer til stede. Altså igen: noget hinsides kommunikationen.
 
Bedømmelse: Planer er altså ikke planer, hvis de ikke er konkrete. De er som bekendt blot drømme. Til gengæld er der meget snak om prioriteringer og vist nok noget i gære, så lad os antage, at der bag røgsløret gemmer sig en ny centrum-venstre-vision for et trimmet velfærdssystem. Vi må vente lidt.
 
Niveau 3: Væk det nye velfærdssamfunds borgerskab
Av, av. Det lykkes ikke så godt. Nogle vil faktisk mene, at det er tæt på at være katastrofalt. Der har været tilløb til et ’opgør med 10 års borgerlig værdikamp’ og et nyt solidarisk og mere inkluderende samfund med bredere skuldre og færre rettigheder. Men det halter igen på incitamenter og retningslinjer for, hvordan samfundet igen bliver borgernes og ikke statens. Dertil kommer, at Helle svækkes i mobiliseringen af folkedybet af et par private kiksere i forhold til at lægge adfærd bag politik. Der var vist noget med en privatskole og et par skattesager. Vi går ikke i små sko og forlanger, at politikere bør være fejlfrie. Men danskere har intet problem i at bygge silvaniserede palæer uden en eneste kvittering, alt imens de harcelerer sammen med Ekstra Bladet over en politiker, der er taget i at få sin svigerfar til at hjælpe med at klippe hæk. Som landsbyfolk kræver danskerne at se dig i klubtrøjen, for at tro på, at vores anfører er på samme hold.
 
Bedømmelse: Vi har ikke fået en ’Ask not what your country can do for you…’, men mindre kunne også gøre det. Vi ved det ville gøre ondt på en socialdemokrat at kundgøre det frigørende og stimulerende i større personlig frihed og ansvar som vejen til virkelyst og kollektive goder. Men man kunne forvente, at regeringen i det mindste er stødt på begreber som ’bottom up’, crowdsourcing og andre velbeskrevne individualistiske modeller for kollektive resultater. Når man nu engang tænker i systemer og ikke i dynamikker, så er det heller ikke let at anvise løsninger i en kompleks verden. Vi anede de bedste intentioner i nytårstalen, men venter stadig spændt på vækkelsen. Ikke bestået.
 
Niveau 4: Udvikling af velfærdsinnovation
Her må vi melde pas. Vi ved faktisk ikke, hvad der er at sige her. Fravær er næsten et for substantielt udtryk. Vi må konstatere, at der er mere substans i sorte huller end regeringens bud på et nyt velfærdssystem. Vi har vist læst om nogle nye initiativer et eller andet sted, men et synligt bud på regeringens strategi for at stimulere nytænkning kan vi ikke erindre. Til trods for interessante udviklinger i England, USA, Tyskland og Sverige, nye diskussioner om nudging og mere adfærdsorienteret forvaltning, nye måder at organisere netværk af pårørende, professionelle og frivillige til velfærdsydelser, data-revolution og digitalisering med self-tracking, selv-diagnostisering, selv-betjening etc., så hviler regeringen – måske i tilliden til, at når vi opfandt skidtet, er vi dermed også per definition foran. Lidt ligesom vores hensygnende designtradition og landets førerposition på grønne teknologier såsom vindmøller.
 
Men på samme vis som landets borgere, virksomheder og lokale myndigheder er i fuld gang med at afprøve nye former for velfærdsforbedring, kunne man blot ønske at også landets politiske ledelse besad entreprenørånd i overensstemmelse med Howard Stevensons definition: Entrepreneurship is the pursuit of opportunity without regard to resources currently controlled.
  
Bedømmelse: Vi ville gerne uden for skalaen (som i N/A), men lad os opføre os voksent og blot konstatere: Ikke bestået.
 
Niveau 5: Søg og styrk partnerskaber
Tanken ligger egentlig Socialdemokraterne nær, pga. deres historiske forbindelse til fagbevægelsen. Det meste af Socialdemokraternes valgkamp og løfter om øgede arbejdsressourcer (12 minutter, anyone?) var således også baseret på fremtidige ’trepartsdrøftelser’. Men at overlade landets fremtid i hænderne på en fagbevægelse koaguleret i et andet århundrede, er ikke ligefrem fremsynet. LO og co. er i bedste fald handlingslammede af fortsat styrtblødning. Og erhvervslivet, med bankerne i spidsen, har overtaget landbrugets hidtil urørlige position som udviklingens offer – hvorfor landbruget svarer igen med en dyr kampagne til at fortælle os, at de ikke længere er ofre. Noget vi aldrig har troet på alligevel, hvorfor vi så heller ikke tror på, at de repræsenterer løsningen, som kampagnen hævder.
 
Hvad med politiske partnerskaber? Det klinger lidt hult at invitere til brede forlig med dem, som ikke var opgaven voksen, og som misforvaltede det politiske lederskab gennem et årti. Uden for Borgen er regionerne stadig læderet efter trusler om opløsning. Og kommunerne? De opfattes stadig blot som et nødvendigt onde, fordi folketingsvalgte hader at få jord på fingrene. Hvad så på et overstatsligt niveau? Ja, EU er mildest talt læk, og en ellers lovende platform for den internationale Helle synes at blive et administrativt mareridt. Og USA, ja de er i frit fald (og på vej ind i et valgvakuum).
 
Nej, det er ikke let. Så er det da godt, at store pensionskasser i desperation over alle værdiers flygtighed tilbyder at bygge veje, broer og kloakker som offentlig-private partnerskaber. Aktiver, som nok ikke rammes af bobler (kun af forsinkelser og budgetoverskridelser).
 
Bedømmelse: Givet Socialdemokraternes historik med partnerskaber, de Radikales uovertrufne parlamentariske snedighed med alliancer og SF, der ikke har noget valg, men springer op på ethvert drivtømmer, er vi faktisk mildt optimistiske her. På trods af lidt usikkerhed vurderer vi, at regeringen måske lykkes med dette niveau, og vi lader dem bestå.
 
Samlet bedømmelse
Helle er en dystermule. Men hun sejrer ad helvede til på det grundlag. Det ender utroværdigt, og i stedet for at være en opbyggelig kommunikation, der skal skabe starten til et nyt værdifællesskab og et nyt Danmark, ender det skidt. Eller rettere, det synes aldrig at ende. Vi siger: ikke bestået.
 
Helle dumper. Hun er dårlig til at at skabe en brændende platform; redegøre for prioriteringer, og fremlægge en plan; vække det nye velfærdssamfunds borgerskab; stimulere udvikling af velfærdsinnovation og søge og styrke partnerskaber.
 
Alternativet? Velkommen til den nye pragmatisme
Hvad er så alternativet? Hvis vi er så kloge, hvad kan vi så finde på, der er så meget bedre for vort udfordrede land? Det er at komme ud af dystermulen og udnytte, at vores tid nok vil være kendetegnet af det, vi kalder den nye pragmatisme: At udfordringerne er så uomtvistelige og omfattende, at det burde være en ren foræring i kreativ destruktion, borgermobilisering og genopfindelse af politisk lederskab.
 
Det er en historisk periode, hvor man bliver målt på, hvad man skaber, i stedet for på ens budskaber. (Arhh! Realitet – enhver politisk kommentators mareridt.) En periode, hvor teknokrat-regeringer kortslutter demokratiske processer pga. situationens alvor og behov for løsninger. Hvor få tror på perfekte løsninger, men mange på det bedst mulige. Hvor enten-eller blot er en retorisk og ideologisk figur, men både-og er den måde, problemer rent faktisk løses på. Hvor den store historie, den store ideologi og den store strategi er død, men troen på, at vi stadig kan forbedre vort samfund skridt for skridt, blomstrer trodsigt op i krisens skygge. Hvor borgerne langsomt indser, at samfundet er vores fælles investering, og ikke nogens skyld eller en uendelig kilde af anonyme ressourcer. Hvor det nye medborgerskab bygger på den moderne solidaritet og de nye livsformer, der er opstået. Hvor virksomheder, som vor moder lavede dem, der skaber og fastholder arbejdspladser, er helte, mens hippe startups blot er opkomlinge. Hvor innovation atter betyder værdiskabelse og ikke brainstorming i kreative rum med ’hatte’ på. Hvor massen og middelklassen bliver samfundets anonyme helte og normalitet atter et tegn på robusthed. Hvor de politiske magthavere krammer krisen og den energi, der ligger i den. Hvor fælles problemer bliver til udfordringer, der løses i partnerskaber.
 
Hvis du synes, at det lyder lidt altmodisch og bekendt, som f.eks. Roosevelts New Deal fra 30'erne, så er det ikke helt ved siden af. Og Roosevelts parole fra dengang kan også tjene som korrektiv til dystermulerne og som vores udgangsbøn:
 
"The only thing we have to fear, is fear itself."
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job