Til kamp mod kampmetaforen

”Enmandshærens kamp for overlevelse”, ”Barfoeds skattebombe eksploderede ikke” og ”Enhedslistens unge tropper” lyder et tilfældigt udpluk af overskrifter fra den seneste valgkamp. Logikken er klar: Politik er kamp, og det politiske sprog et kampsprog. Det gælder i journalistikken og i den politiske verden. Sådan er det, og sådan har det altid været. Aviser fra 1915 bød også på Banemænd, Kamptoner, Eneherskere, Modtræk og Mudder. Kampsproget defineres af kampmetaforen. En såkaldt konceptuel metafor, der bygger på den helt grundlæggende forestilling om, at diskussion er krig.

Ingen har hørt Lars Løkkke blæse i hornet eller råbe ”fremad”, så man må gå ud fra Politiken tager sig metaforisk kreativ frihed til at skabe en ”krig”.

I nutidens dækning af politiske debatter er kampsproget blevet så altoverskyggende, at det tilsyneladende er gået hen og blevet sproglig rutine. Antallet af kampmetaforer er mere end fordoblet fra 1990 til 2007, når man ser på 88 reportager fra valgkampene i 1990, 1998, 2007 og 2011. Men hvad betyder det, at kampmetaforikken ligger som en tung dyne over nutidens valgreportager?

Metaforen strukturerer og definerer vores tankegang

Argumentet om, at de såkaldte konceptuelle metaforer, herunder kampmetaforer, skulle være sproglig pynt er for længst forladt. Der hersker nu konsensus om, at disse grundlæggende metaforer udgør selve fundamentet for vores opfattelse af verden. Metaforer bidrager til at strukturere vores tankegang, således at vores tanker følger ét spor af virkeligheden på bekostning af andre mulige spor. I en journalistisk optik er brugen og udviklingen af kampmetaforen derfor relevant at se nærmere på, da den udgør den underliggende præmis for den journalistiske dækning af politik. En præmis, der skaber det vidt udbredte, men kontroversielle indtryk af, at politik udelukkende er kamp.

Helle stødte hårdt

Et eksempel fra valgreportagen ”Helle satte hårde stød ind – men Anders slog tilbage”, fra Politiken 2007 viser, hvordan kampmetaforen til tider presses ned over den politiske dialog:

Thorning fremhæver konkrete eksempler fra kommuner, som hun mener risikerer at skulle spare på bleer i daginstitutionerne og være nødt til at lægge de ældre på plejehjemmene en time tidligere i seng, med ordene: ”Det her har betydning for rigtige menneskers rigtige liv”. Journalisten skriver derpå, at ”Fogh forsøgte ihærdigt at parere angrebet …”. Læs artiklen her

Kampfokusset proportionsforvrænger

Her er det tydeligt, at journalistens tolkning i form af metaforen ”parere angrebet” forskyder Thornings eksempel fra substans til form. Foghs reaktion på Thornings udtalelse fortolkes kort sagt som en ”parering” og Thornings politiske budskab som et ”angreb”. Den kampmetaforiske ramme, som journalisten lægger ned over dialogen, reducerer dermed ordvekslingen fra en potentielt substantiel diskussion om ressourcer i kommunerne til en simpel boksekamp.

Ved på denne måde – ofte muligvis uintenderet – at indsætte politikernes ikke-konfrontatoriske udtalelser i en kampramme, kan læserens indtryk af politikerens udtalelse såvel som af politikeren selv fremstå mere kværulantisk og negativ, end der nødvendigvis er belæg for i selve debatten. Dermed ikke sagt, at politikerne selv afholder sig fra brug af kampsprog. Kampsproget lever i bedste velgående hos politikerne selv. Men både danske og internationale analyser peger på en tendens til, at journalisternes massive kampfokus alligevel proportionsforvrænger den politiske dialog, så den fremstår mere konfrontatorisk, end den egentlig var.

Kamplogikken definerer roller og fortælling

Ud over at journalisten forstørrer kampelementet i den politiske dialog, fører den stigende brug af kampmetaforen et væld af subjektive domme med sig. Det skyldes, at journalisten sprogligt bliver fanget i sit eget spind af kampmetaforer: For når en artikel er bygget op omkring kampens angreb og forsvar, bliver det i vinklingens navn en nødvendighed at holde artiklen inden for denne snævre kamplogik. Det betyder, at journalisten – for at følge sin egen logik – tvinges til at tildele de debatterende politikere enten offensive eller defensive kamproller. Både på ordvekslings- og debatniveau må journalisten definere, hvem der er i angreb, og hvem der er i forsvar – hvem der er ovenpå, og hvem der er presset.

Denne rollefordeling afhænger i sagens natur af øjnene, der ser. Samme debatter har nemlig på tværs af aviser ofte forskellige angribere og forsvarere, vindere og tabere. I den tidligere omtalte reportage fra Politiken fra debatten mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen, står Thorning som svag vinder af en ellers meget jævnbyrdig debat. Fogh angriber to gange, og Thorning en enkelt gang, men beskrivelsen af Thorning i angriberposition fylder kvantitativt op mod halvdelen af artiklen, hvorfor læseren samlet set får indtrykket af hende som vinder. Helt omvendt ser det ud i Jyllands-Postens reportage fra samme debat, hvor Fogh i tre ud af fire ordvekslinger er i angriberens rolle. Angreb, der tilmed står alene uden Thornings respons herpå, hvorfor de virker kraftigere og mere succesfulde. Jyllands-Postens læser vil utvivlsomt få det indtryk, at Fogh vandt.

Det narrative begær

Når kamppladsen er kridtet så hårdt op, som tilfældet er i nyere reportager, har journalisten skabt det, litteraturkritikeren Peter Brooks kalder ”et narrativt begær” hos sin læser.

Peter Brooks beskriver i ”Reading for the Plot” hvordan vi som læsere er drevet af et begær om at få slutningen med

Som i sportskampen vil vi vide, hvordan politikerne spiller spillet. Var det et hårdt angreb? Var det dygtigt forsvar? Og ikke mindst: Hvem vandt? Læserens nysgerrighed må naturligvis honoreres. Derfor agerer journalisten ofte dommer ved at supplere beskrivelsen af debatten med vurderinger af kandidaternes præstationer.

Fra den første debat mellem Fogh og Thorning i Berlingske Tidende, 2007 lyder et udpluk fra Berlingske Tidendes reportage: ”Fogh og Thorning smider fløjlshandskerne”.

Fogh var flere gange ”hårdt presset”, men til gengæld ”bed han godt fra sig” og var ”dygtig” til at udstille Thorning-Schmidts svagheder. Thornings præstation beskrives i rosende vendinger som, at ”[hun] førte et overbevisende angreb”, ”fastholdt uden at ryste på hånden” og ”lykkedes for Thorning at få en markant indrømmelse[...]. I disse valoriserende passager glider kommentatorrollen over i en dommerrolle, hvor journalisten vurderer, hvem der klarer sig godt og dårligt.

Hyldest til den barske tone - nej tak

I en reportage fra en partilederrunde i Politiken 2007 skoser journalisten Kristendemokraternes Bodil Kornbek for, at hun ”aldrig kom i offensiven” i en af partilederrunderne i 2007. Konklusionen på konsekvensen heraf er, at ”slaget ser ud til at være tabt”. Omvendt har journalisten tydeligvis respekt for Johanne Schmidt-Nielsen mere udfarende debatstil, der ”gik imponeret til opgaven med en række angreb”. Hyldesten til den barske tone fremgår også i en reportage fra en Berlingske Tidende i 2007, hvor der står, at de to statsministerkandidater ”er blevet beskyldt for at holde lidt igen”. Umiddelbart efter får de begge – og særligt Thorning – rettet op på forseelsen: ”… men ikke mindst den socialdemokratiske udfordrer kastede sig ud i et frontalangreb”.

Flere nuancer – mindre kampmetafor

Kampmetaforerne er et oplagt sted at starte, hvis man ønsker mere nuanceret dækning af polisk stof. For de er mere styrende for det journalistiske sprog, end vi umiddelbart forestiller os. Kampmetaforer er ikke bare et sprogligt greb, men tværtimod katalysator for journalistisk subjektivitet og kampgejst. For at blive i retorikken: En bombe under den tilstræbte objektivitet. Retorikeren Kenneth Burke skrev engang, at sproget styrer os, lige så meget som vi styrer sproget. Det gælder tydeligvis også for kampmetaforen.

---

Artiklen bygger på afhandlingen ”Kamppladser og Kommandorum - En analyse valgreportagens retorik” som Heidi Jønch-Clausen forsvarede den 16. november.

Læs afhandlingen her