Kresten er tilbage

Jeg hørte for snart lang tid siden om Kresten Schultz Jørgensen og hans nye bogprojekt:" Magt og Mirakler", der efter sigende indeholdt en hård kritik af halvfemsernes centrale erhvervsparadigme: Branding. I virkeligheden beskylder Kresten med sin bog hele kommunikationsfaget, fra reklame over spindoktorer og til PR-folk for at have glemt, at folk kan tænke selv. Meget af kommunikationsfagets praksis undergraver samfundets sammenhængskraft, lyder det fra den sympatiske, evigt i tyverne og kronisk velklædte Kresten Schultz Jørgensen. I dag udkommer så Krestens fjerde selvstændige bog: Magt og Mirakler - Om massekommunikationens umuligheder. Kommunikationsforum mødte ham, og lod ham fortælle om at blive kastet ud af halvfemserne, det endelig farvel til branding og så naturligvis om kommunikationsfagets magt og falske mirakler.

Kresten - Hvem er du?
Hvem er han, denne Kresten? Han var på Politiken, Aktuelt, Coca-Cola, det kuldsejlede Dagen og nu det kongelige teater. Fra han var ung Scient. Pol.’er har han bragt sig selv i centrum. En overgang var han det eneste, unge karismatiske menneske i den danske medieverden, der ikke bare tænkte i oplagstal og reklamegrunker. Der har han efterladt sig et tomrum. Med åbenlyse socialdemokratiske sympatier kastede han sig sammen med Jerichow over det for længst dødsdømte Aktuelt. Derefter til den globale kapitalismes flagskib Coca-Cola og videre til de overkosmopolitiske designfreaks og deres dotcom bekendelsesprojekt Dagen. Efter den herostratisk berømte konkurs, som et hav af forsmåede journalister, der enten ikke fik jobs, blev snydt eller fyret, har opkastet til den nyere danmarkshistories mest interessante erhvervsskandale, så forsvandt han. Eller rettelig: Han fik et lidt mindre skarpt profileret job som kommunikations- og marketingchef på Det Kongelige Teater.

Kommunikationsfaget mangler ydmyghed
Kresten Schultz Jørgensen har på Det Kongelige fået tygget grundigt på de hektiske halvfemsere, på Dagen og det fag han er endt med at blive udøver af: Kommunikation. Han har skrevet en bog om sit fag, og hvis man tror at Kresten har bedrevet endnu en debatbog i stil med sine tidligere ”De nye Barbarer” og ”Homo Zapiens”, så tro om igen. Kresten har skrevet en lærebog i kommunikation. Han har skrevet et gennemarbejdet og konsistent, næsten grundteoretisk, værk om kommunikationsfaget. Det er en bog der handler om overudbudet af kommunikation, det er en bog om den ny tids maskinrum i betydningsindustrien, hvor mening artikuleres for hele samfundet. Men det er også en bog, der retter en hård kritik mod et fag, som Kresten Schultz Jørgensen mener udøves uden tanke for samfundets beståen, og som ofte underminerer tilliden i fællesskabet. Kresten mener, at kommunikationsfaget mangler ydmyghed, og han er klar til at formulere en opposition til kommunikationsbranchens grundpensum af lufthavnskioskbaskere: Det skal ikke kun være dem, der har faktureret mest, der skal have lov at give kommunikationsfaget sin intellektuelle ballast.

De Nye Barbarer
I 2000 udgav den daværende bladmand en bog om de nye globale himmelstormere, der truede med at skride fra samfundet, og hellige sig deres eget individuelle selvrealiseringsprojekt, halvvejs digitaliseret, som de var, og uden tålmodighed til den verden, der havde fostret dem. Bogen hed ”De Nye Barbarer”, og virkede som en højlydt loyalitetserklæring til det nyrupske danmarksprojekt, der fokuserede meget på at bevare det danske fællesskab i globaliseringens tid:

- Det er meget præcist. Og jeg har ikke noget imod at blive fortolket op ad Poul Nyrup Rasmussen, ham har jeg stor respekt for. Men han var – og er – realpolitiker med et meget velfærdsorienteret, politisk projekt. Min Danmarksbog var et mere sociologisk projekt. Det, der er vigtigt at forstå, er, at jeg ser mig selv som et meget nationalt menneske, det har nok noget min sønderjyske baggrund at gøre. Jeg er ked af, at det næsten er lykkedes reaktionære kræfter at patentere det nationale, for jeg mener, at den nye veluddannede elite i hvert fald ikke viser nogle tegn på at have et nationalt tilhørsforhold. Historieløsheden er blevet en dyd blandt dem, der sjovt nok beskyldes for at være kulturradikale. Det er som om, at der er en fælles forestilling blandt de mest moderne mennesker, om at de lige er skyllet op på kysten, og kan begynde deres liv forfra. Min generation er horribelt historieløs. Jeg havde eksempelvis ikke historie i skolen. Min påstand er, at der er noget, der hedder det danske fællesskab, uanset om nogen mener, det er konstrueret. Det er et sprogligt fællesskab, ligesom alle fællesskaber i øvrigt er. Jeg mener dengang som nu, at man skal arbejde for en fælles samtale i samfundet. Jeg håber på en borgerlig offentlighed som den Jürgen Habermas taler om. Uden en erkendelse af fælles identitet og historie, så tror jeg vores samfund glider fra hinanden. Og jeg er jo som sagt temmelig glad for vores samfund, forklarer Kresten Schultz Jørgensen

Homo Zapiens & DAGEN
Med ”Homo Zapiens” leverede Kresten til gengæld et forsvar for individualiseringen og emanciperingen, som er et andet træk ved de yngre generationer, som han er bange for melder sig ud af fællesskabsfølelsen. Og for at det ikke skal være løgn, så blev han chefredaktør og kølerfigur på det mest barbariske af barbariske projekter, hvis man nu skal holde sig i hans egets sprogbrug: Dagbladeksperimentet Dagen.

- Jamen det er jo rigtigt, at dagen var lavet til dem, jeg skosede i ”De nye Barbarer”. Men Dagen var et forsinket halvfemserprojekt, et af de sidste i dotcomånden. Jeg ved godt, at jeg har lavet fejl, men jeg vil nu sige, at Dagen også for mig handlede om det sproglige fællesskab, der hedder Danmark. Dagen var jo lavet til dem, der ikke gad læse Politiken længere, fordi de kunne få Guardian og NY Times på nettet. Disse mennesker mener - øvrigt med rette - at netop disse medier var mere spændende, klogere, bedre skrevet og mere på forkant end de danske medier. Vi ville lave en dansk avis til dem. Men når det er sagt, så er jeg alt for klar over, hvor meget overentusiasme der lå omkring Dagen, og der er flere ting i den historie, som jeg regner som klare fejl fra min side.

Den dystopiske Nicklas Luhmann
Magt og Mirakler har imidlertid et bemærkelsesværdigt skift i udsyn fra Kresten Schultz Jørgensen. Den opbyggelige Habermas er byttet ud med den tvingende dystopiske Nicklas Luhmann, og hans kolde, men præcise, analyse af, at samfundet tvinges fra hinanden. Det er modernitetens pris: Fællesskabet dør, fordi vi i vores specialiserede nicher ikke kan forstå hinanden. Hvor blev den entusiasme, som nittenhundredeoghalvfemserne var så rig på, af? Er det en ny Zeitgeist man kan aflæse i Krestens Magt og mirakler?

- Der er klart brug for revision af begivenhederne i det sidste årti. Jeg var jo selv med på det overmodige, og lidt forsinkede, halvfemserprojekt Dagen. Men dotcomboblen er jo også et meget godt billede på den overproduktion af ideer og visioner, der kendetegner de sorgløse halvfemsere. I virkeligheden tænker jeg tilbage på de år, på samme måde som jeg tænker på ”the roaring twenties” i F. Scott Fitzgeralds ”The Great Gatsby”. Det var en fest, men substansen gik tabt. I virkeligheden er vi mange, fra den tid, der skal tænke over hvilken verden, vi prøvede at lave. Jeg forsøgte med barbarbogen at gøre opmærksom på at prisen risikerer at blive fællesskabet, og det er den samme pointe jeg også har med Magt og Mirakler. Kommunikationsindustrien risikerer at tage livet af det samfund, det lever af at kommunikere til. Men der er rigtigt, at min bog passer aldeles fint ind i opgøret med halvfemserne. Også med min kritik af den hovedløse fokusering på branding, som i den grad var et halvfemserfænomen, siger han.

Den tredje vej lever stadig
Tidsåndens forandring lurer som en skygge bag Magt og mirakler. Forfatteren symboliserede med sine standpunkter og sit bladvirke Anthony Giddens og Tony Blairs forsøg på en ”tredje vej” tværs gennem højre og venstreskalaen i politik. Var man i tvivl om, hvem den tredie vej blev advokeret af i Danmark, behøvede man bare at kigge på Kresten. Det var samtidigt den bølge i politik, der for alvor bekendte sig til enorme kommunikationskampagner, men Kresten har smidt sin fascination af spindoktorerne og deres massive kommunikationskampagner.

- Jeg var Clinton- og Blair tilhænger fra første færd. Jeg har altid troet på visionen om den tredje vej. Nu har de konservative kræfter erobret USA, og Blairs stjerne er falmet. Specielt hans bekendelse til Mandelson og det aggressive kommunikationsarbejde har undermineret hans troværdighed. Og det er netop en af pointerne i min kritik af den hovedløse bekendelse til kommunikationsfaget, og hele halvfemserne uhæmmede fokus på overflade. I sidste ende underminerer det troværdigheden.

Hver generation - sit projekt
I England har den offentlige debat om spin undermineret hele troværdigheden af den politiske kultur. Heri har Kresten Schultz Jørgensen utvivlsomt ret. Men den tredje vej har måske vist sig at være en politisk blindgyde, for i årene efter det store årtusindeskifte, har man kunnet se en omfattende, international genideologisering af politik, i hvert fald i det kommunikative udtryk. Så hvad skete der med den ny venstrefløj, der i virkeligheden ikke ville være på venstrefløjen?
- se på mig, siger Kresten, - jeg er jo ved at blive fyrre. Det var min generations politiske projekt, og nu er det ved at blive overhalet.

Farvel til branding
Kresten Schultz vil altså gerne være med til at skrive kritikken af hans eget ungdomsprojekt. Branding, spin, den tredje vej, Dagen og alle de andre udtryk for den Zeitgeist, der nu knuses, som verden svinger den anden vej. Kresten vil gerne tage del i den moderne verdens hastigere bølgen frem og tilbage mellem reaktion og aktion, uden at knytte sig evigt til én anskuelse. Derfor er der mennesker, der mener, at Kresten er Danmarks bedste vejrhane, for hvad der nu er oppe i tiden.

- Jeg kan jo ikke gøre ved, at der er folk, der mener, jeg er den ny tids fremmeste yuppie, der uden nogen kerne af identitet, søger at gøre sig bemærket på nye, smarte projekter og standpunkter. Jeg syntes jo ikke selv, at jeg zigzagger rundt imellem forskellige ting. Da jeg begyndte at arbejde i Coca-Cola var det et udtryk for at det politiske pendul i den virksomhed svingede mod større åbenhed, grønne regnskaber etc. Jeg var jo ikke ansat til bare at sælge sukkervand. Jeg har egentlig altid haft et fokus på, hvordan et ansvarligt fællesskab holder sammen på sig selv under indtryk af de ret uafviselige forandringer, som globaliseringen og individualiseringen jo repræsenterer. Mine bøger har jo handlet om det sproglige fællesskab, Danmark, som jeg ikke mener, man kan komme uden om, hvad enten vinklen er politisk, kulturel eller kommunikativ. Jeg har formentlig altid haft en svaghed for den moderne venstrefløj, og i særdeleshed for visionen om den fælles danske samtale. Men jeg ved godt at jeg fortolkes anderledes af mennesker, der foretrækker af se hele verden i de fastlåste skabeloner, de kender, beklager han ikke uden en vis irritation.

Intet handler om kommunikation
Krestens kritik af kommunikationsfaget falder i en række kategorier. Først og fremmest mener han, at det er hovedløst at tro, at man kan reklamere sig til alt. Han mener, det er en mani blandt de kommunikationsfolk, der nu er kommet i ledelsen af store foretagender, at tro, at verden handler om kommunikation. Derudover mener han, at kommunikationsfaget alt for ofte har en problematisk forhold til proportioner og sandhed.

- Det går jo ikke, at fortælle unge mennesker, at lykken i livet hænger sammen med forbruget af et specielt produkt. I sidste ende får mennesker i samfundet den grundantagelse, ligesom med spin i England, at der ligger en stor, potentiel uærlighed bag alle de budskaber, de modtager. Der ligger en uudtalt kontrakt mellem mennesker i vores samfund: At vi kan stole på hinanden. Nar jeg giver et interview til Kommunikationsforum, så sker det under forudsætningen af, at jeg stoler på, at I vil repræsentere mine meninger forsvarligt, men det er jo en antagelse. Hvis alle i samfundet i stigende grad mistænker kommunikationen i samfundet for at være anløben, så bryder fællesskabet sammen. Det moderne samfund nedbrydes af manglende tillid, noget der direkte kan henføres til kommunikationsindustriens ukritiske forhold til den betydning, som den skaber, kritiserer han.

Etik og moral er tilbage
Kresten vil have et dogme i kommunikationsbranchen. Han vil have, at kommunikationsbranchen respekterer den virkelighed, den ernærer sig ved:

- Grundlæggende mangler der ydmyghed i hele kommunikationsfaget. Journalister har eksempelvis en forestilling om, at de servicerer samfundet. De ser sig selv som den fjerde statsmagt, og mener der ligger en etik i deres fag. De opererer efter kriterier om objektiv nyhedsværdi, eller en speciel metode, som de håndhæver som forsvarlig. Kommunikationsbranchen har oftest kun et operationsprincip: Det der skæpper i kassen. Det ville være rart, hvis kommunikationsindustrien, der i dag er det roterende centrum for betydningsdannelse i det moderne samfund, kunne tillægge sig selv en etik. Det er tvingende nødvendigt for samfundets overlevelse, det sproglige fællesskabs sammenhængskraft, at betydningen af eksempelvis ungdom eller lykke ikke undermineres. Det er den forstokkede tro på at kommunikation kan løse alt, hvilket den for pokker ikke kan, der giver den forløjethed, der i virkeligheden kompenserer på den forkerte grundantagelse, siger manden, der nu blandt andet har ansvaret for Det Kongelige Teaters brand.

Overflade over indhold
Det er de store kommunikationsprojekter, dem der handler om overflade over indhold, halvfemsernes guldrandede drømme om at kommunikere sig til politisk magt og finansiel dotcomrevolution, der skydes på i Krestens nye bog. Men har eksempelvis den amerikanske højrefløj ikke sluppet af sted med en massiv kommunikationssejr, der har givet dem magten og et solidt greb om den amerikanske samfundsvision?

- Selvfølgeligt lykkes det engang imellem at sælge hele pakken. Men i det store og hele er min analyse, at verden i dag er så overkommunikeret, så kaotisk, at der ikke længere kan eksistere en grundantagelse om, at man kan styre meningsdannelsen i samfundet. Kommunikationsfaget kæmper en voldsom og futil kamp for kontrol med betydning. Jeg mener jo ikke branding er forkert, det kan bare blive komisk, når det skal tvinges ned over alt. Jeg mener heller ikke spin er forkert, det ender jo bare med at folk tror, at politikere lyver, hvis spindoktorer ikke lader politikere være politikere. Fordi kommunikationsfolkene ikke kan styre virkeligheden, så intensiverer de deres kampagner, hamrer deres ens og kedelige budskaber igennem, og når ikke længere, end at mennesker ændrer deres opfattelse i morgen, hvis ikke varen er, som den kommunikeres. I halvfemserne var der en masse projekter, både på markedet og i den politiske verden, der handlede om at skyde genvej til autencitet. Det er kommunikationsfagets svøbe, at vi bilder os ind, at vi kan skyde genvej til troværdighed og autencitet - i hvert fald i det korte løb. I det lange løb stoler vi så på, at vi kan gentage det korte løb. Det er simpelthen ikke ansvarligt, og deri ligger også mit opgør med halvfemsernes kommunikationsfetichisme, som jeg måske ikke er helt uden ansvar i, siger han, og fortsætter: Nogle gange er der jo heller ikke andet rationale, end at jeg bare var otteogtyve engang!

En fuldvoksen teoribog eller en ung indføring i et fag
Men hvem skal læse bogen Magt og Mirakler? Den er forsøgt skrevet letlæseligt, men når det kommer til stykket, har den et tårnhøjt, sociologisk ambitionsniveau. Den minder lidt om Lars Qvortrups ”Det Hyperkomplekse Samfund”, en fantastisk undervisningsbog til gymnasier eller højere læreranstalter, der i sidste ende var alt for svær til det sprog, den blev skrevet i. Magt og Mirakler ved ikke rigtigt, om det er en fuldvoksen teoribog eller en ung indføring i et fag.

- Jeg har skrevet bogen til de unge mennesker, der tænker kommunikationsfaget sociologisk, og som jeg møder i min sideløbende undervisningsgerning. De har brug for et pust i sejlene, for det virker som om, de har en langt mere ansvarlig og langtidsholdbar indstilling til deres fag. Jeg tror, de kommer til at blæse de gamle guruer ud af vandet om nogle år. Jeg har skrevet en bog til undervisning på de videregående uddannelser, og jeg har forsøgt at skrive en bog med det budskab, der ignoreres af de etablerede autoriteter i kommunikationsfaget: Den gamle model med afsender og modtager er passé, og det går ikke i længden at underminere tilliden til kommunikationsfaget og mennesker imellem, ved at tage sig for store friheder på sandhedens eller fællesskabets bekostning. Når man har magten til at skabe og ændre betydning i samfundet, så hører der et ansvar med. Jeg vil gerne opfordre til at faget erkender sit ansvar, dér ligger min bog, siger han.

Den klassiske forfaldshistorie om den borgerlige offentlighed
Kresten forsvinder tilbage til sine medarbejdere på det gamle nationalteater. Men hvad skal der ske med hans krav om fællesskab og ansvar i kommunikationsbranchen? Har han ikke tabt for længst? Reklamefolk der har femten sekunder til at sælge sodavand vil da altid skide det moderne samfunds sammenhængskraft et stykke, for dem er der ikke noget langt løb. Aviserne hensygner, tv tabloidiseres, reklamebudgetter og stabene af spindoktorene vokser endeløst, så har ansvarsfølelsen og det sammenhængende samfund en chance, når de eneste der gider skrive lange historier om Kresten og hans drøm om fællesskab, er ultra-narrowcast-medier som Kommunikationsforum? Her er vi i hvert fald langt fra den borgerlige offentlighed. Kresten Schultz Jørgensen er en ensom borger i den borgerlige offentlighed, han mere håber end tror på eksisterer. Den sidste forfægter af hensynsfuld nationalisme, måske er Kresten ikke så anderledes end han ser ud: Han er ældre end man tror.

Men det er en fin bog, han har skrevet, og hans krav om proportionssans og ærlighed er velargumenteret og tvingende. Brands er ikke en religion for nogen mennesker, men der skulle gå et stykke tid, før nogen skrev det. Endeligt klæder det bogen, at manden ikke har noget at sælge, måske ud over sig selv. Men så skriver manden s’gu nogle lange, flotte jobansøgninger! Det burde blive en vigtig bog rundt om på landets mange kommunikationsuddannelser. Det kan være, at der kan komme noget ansvarlighed ind i faget den vej.

Kresten Schultz Jørgensen om sin nye bog ”Magt og Mirakler – om massekommunikationens umuligheder” udkommer idag.












MAGT OG MIRAKLER; OM MASSEKOMMUNIKATIONENS
UMULIGHED
Forfatter: Kresten Schultz Jørgensen
Forlag: Høst & Søn
1 udgave 11-06-2004
ISBN: 8714298414
172 sider
Pris: 249,00




Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job