Korrespondentens rolle
Ud over at være faktuelt forkert, at det seneste interview, jeg lavede, var i midten af august – jeg skrev eksempelvis en reportage fra Ground Zero på årsdagen den 11. september og havde et længere interview med Danmarks FN-ambassadør i Politiken i mandags – er hele angrebet noget værre vrøvl, og det må undre, at Kommunikationsforum bringer den slags stærkt personlige indlæg uden før – eller for den sags skyld efter – at bede om en kommentar eller reaktion fra min side (man henvendte sig fra Kommunikationsforums side meget venligt kun til mine chefer og læsernes redaktør om en reaktion).
Siden jeg kom tilbage fra barsel, har jeg været på arbejde i omkring tre måneder, og i den periode har jeg været på reportagerejser til Florida, Alabama, Louisiana, Mississippi, Pennsylvania, Washington D.C., Massachusetts, New York og Chicago og – lidt uden for de amerikanske rammer – været to gange i Gaza for Politiken.
Jeg har siden min barsel ifølge Infomedia skrevet 78 artikler til avisen og i dem citeret i alt 44 forskellige personer, som jeg har interviewet. Fra tidligere stålarbejdere i Pittsburg til danske politikere, og videre til politiske kommentatorer og eksperter. Jeg har naturligvis talt med langt flere, som jeg har brugt til min baggrundsviden.
At skulle se sig selv reduceret til et par artikler, som jeg har skrevet til kulturredaktionen, er derfor mildt sagt sælsomt. Jeg står fuldkommen inde for artiklerne.
Artiklen om Facebook er helt åbent og ærligt baseret på interviewet i The New Yorker. Det er uhyre sjældent, at Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg giver interview, og det er derfor anledningen til artiklen. Portrættet af afløseren for Larry King, Piers Morgan, der kommer fra England, er i vidt omfang og med konstant kildecitering baseret på en række tidligere portrætartikler i de britiske medier. Ingen af artiklerne giver sig på nogen måde ud for at være mere, end de er. Som dansk journalist er det en præmis, at man aldrig får et interview med Mark Zuckerberg eller med Larry Kings afløser.
Men mere generelt rejser Kristoffer Holm Pedersens personangreb på mig spørgsmålet om, hvad rollen for en udenrigskorrespondent egentligt er. Og her er det efter min mening fuldkommen forfejlet at sige, at antallet af rejser eller mennesker, som man citerer eller bruger på anden vis, er den altafgørende faktor.
Opgaven er over tid at give læserne et billede af, hvad der foregår i det land, man dækker, og det gøres gennem mange forskellige genrer. Nogle, hvor interview er afgørende, andre, hvor det er oplevelser, og atter andre, hvor målet er at afspejle en debat, rapportere en nyhed, skrive en personlig kommentar eller anmelde en væsentlig bog. Og her skriver jeg til et noget bredere publikum end den – tror jeg – ganske lille del af den danske befolkning, der abonnerer på The New Yorker og følger intenst med i alle amerikanske debatter på Dailybeast, Politico, RealClearPolitics og andre sites i real time. Som på andre stofområder skal korrespondenten være et vindue ind til en verden – i dette tilfælde USA – som de fleste læsere ikke selv har tid og mulighed for at være eksperter i.
Når det gælder de skriftlige kilder, som Kristoffer Holm Pedersen er så ophidset over, at jeg bruger, mener jeg, at hans tese om, at det i sig selv skulle være skidt at bruge skriftlige kilder, er udtryk for, at han ikke forstår rollen som korrespondent. Hvis fremtrædende stemmer eller medier i USA siger eller gør noget markant, ER det historien, så er der ikke noget skummelt eller dovent over at citere dem og basere en historie på det. Det gælder senest eksempelvis Bob Woodwards kommende bog om ’Obamas krige’, som de fleste danske korrespondenter – også jeg – har lavet en historie om. Det er jo – modsat hvad Kristoffer Holm Pedersen tilsyneladende mener – ikke sådan, at mundtlige kilder er bedre eller mere rigtige end skriftlige kilder.
Kvaliteten af min egen dækning er jeg selvsagt ikke kvalificeret til at have nogen mening om, men er man interesseret i en debat om udenrigskorrespondenter og deres rolle, som Kristoffer Holm Pedersen og Kommunikationsforum tilsyneladende er, ville det da være interessant at sammenligne de forskellige mediers dækning mere systematisk frem for at se udelukkende på en enkelt korrespondent og så – uden nærmere argumentation – sammenligne mig med Minna Skau, Annegrethe Rasmussen og Martin Krasnik. Alle tre er mine personlige venner, som er vældig dygtige, men ingen af dem har et sammenligneligt job med mit – Annegrethe Rasmussen og Minna Skau er freelancere, og Martin Krasnik skriver til en ugeavis.
Alt i alt har jeg svært ved at se indlægget som andet og mere end et, for mig at se helt umotiveret, uunderbygget personangreb. Det skulle både Kommunikationsforum og Kristoffer Holm Pedersen holde sig for gode til. Seriøst er det i hvert fald ikke.
