Nej, hvor det rykkede fra torsdag morgen. Rygterne løb, snakken gik, og Internettets moderne gadekær kørte for fulde udblæsninger. Hele arbejdspladser stod nærmest stille, og folkefantasiens parodierende vid blomstrede hurtigt med profiler af Prins Joachim på dating.dk. Frederiks forårsbryllup var godt – om end efter 18 klokketimer indrømmet vel også lidt kedeligt indimellem – kedelig er en skilsmisse derimod aldrig, for intet kan give så meget energi, som når det ophøjede og kongelige trækkes ned til de lavere regioner af skam, skændsel og skilsmisse. Var og er parrets handling og kongehusets kommunikation af skilsmissen så et problem – eller var det bare undtagelsen, der bekræfter reglen, bihistorien i fortællingen, der er med til at give hovedhistorien dynamik og dybde? Jeg tror - alt andet lige og i første omgang det sidste. Joachims lillebror udskejelser er undtagelsen, som bekræfter reglen og storebrorens ret. Alt bliver vendt på hovedet af bipersonen i et kort øjeblik, for at alting altid kan blive ved med at være det samme for hovedpersonen.

Det kongelige karneval
Den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin analyserede som den første karnevalets udtryk i Rabelais´ romaner og formulerede, hvordan folket i karnevalet udlever det fortrængte og lave ved at trække det kongeligt ophøjede ned til de nedre regioner af madorgier, hedenskab og kopulerende seksualitet. Og selv om folket med sit vid negerer det ophøjede i karnevalets groteske former, så renser og bekræfter bevægelsen jo også verdens dobbelthed af ophøjet og lavt, top og bund. På samme måde er skilsmissen og historierne om Joachims udsvævende karnevalsliv i diskotekets mørke den slags kriser, der bare bekræfter hovedfortællingen om det lille lands fundamentalt gode og menneskelige, men dog prisværdige kongehus. Hovedfortællingen kan gå videre, selv om vi læser den særlig intenst i dette kapitel, hvor den uvorne og hovne unge brushane sætter prinsessen og det halve kongerige overstyr, mens den gode prinsesse Alexandra fortsætter i sin flittiglise-rolle i skikkelse af den opofrende mor, der må gå så grueligt meget igennem. Men selvfølgelig er den kongelige fortælling og brand-strategien svær i dette dramatiske kapitel, fordi den grundlæggende orden er truet af druk, og konflikten mellem folkelig identifikation og magisk ideal nu skal balanceres endnu mere på en knivsæg.

Kendt som kongelige eller karikaturer i karet?
På den ene side er vores kongehus en af danskernes store fælles myter om, hvad et lidet folk er og kan gøre sig til af – og det er vi jo stolte for ikke at sige selvfede over. Den lever i kraft af sin aura og den forskel den skaber i en nation af ligemageri. På den anden side er monarkiets demokratiske legitimitet helt fraværende, hvorfor kongehuset har forfulgt den strategi at gøre huset mere hverdagsagtigt og ligefremt. Det sker fx ved lade Prins Frederik optræde i sweater i stedet for ornat på hans hjemmeside. Det sker ved, at lade familien beundre OL-finalen med de rigtige Guld-piger. Det sker ved fx, at alle udtaler sig langt mere som levende personer end kun som formelle monarker med dronningen i spidsen. Dilemmaet er, at kongehuset på den ene side leverer ikoner, der er mere ophøjede end dagens Tv-stjerner og hverdagshelte i Robinson. På den anden side skal afstanden ikke være så stor, at de bliver til karikaturer i karet, så vi ikke kan identificere os med menneskene bag facaden.

Back-stage vs. front-stage
Pointen er, at balancen skal bevares. Og den skal bevares, så back-stage-sandheden – hvad enten den er, at monarker tager narko, kører drukkørsel eller forelsker sig i unge m/k’er på Diskotek Chaplin - ikke kommer frem front-stage. For front-stage er alle medierne for monarkiet undtagen Se & Hør og Ekstrabladet. Pointen er, at så længe der kun hviskes og tiskes back-stage går det. Det har folkeviddet jo gjort om Prins Henrik så længe, at han faktisk ville være en sand helvedeskarl, hvis de snavsede rygtestrømme talte sandt. Balancens knivsæg kræver, at front-stagens patos holdes adskilt fra back – stagens snavs som karnevalets kaos altid er adskilt fra hverdagens orden.

Engelske tilstande?
Spørgsmålet er, om vi ender som det engelske kongehus i interne slagsmål og sagsanlæg, som kan ses åbent på alle arenaer? I dette tilfælde vil konstruktionen falde sammen og blive illegitim og anakronistisk. Virkelighedens back-stage bliver her for påtrængende til, at myten samtidig kan opretholdes front-stage. Smilene til den uendelige række af fødselsdage, åbninger og jubilæer stivner eller trækkes ned af den folkelige hånlatter, fordi alle nu ved, at det er en åbenbar kulisse. Det, som besad den mytiske kraft, er her kammet over i åbenbar anakronisme. Dette er udfordringen, og kongehusets mediemanagement strategi skal nu gøre alt for at brandet bevares efter den mindre, forventelige og dybest set bekræftende skilsmisse- skandale. Første store og stærke skridt bliver at integrere Alexandra i hovedhistorien som medhelt, så hun ikke som Lady Di bliver en farlig, alternativ folkeprinsesse freerider.

Kun et kapitel i en lang historie af gud, folket og mediernes nåde
Det sværeste skridt bliver at få Joachim i sin nyvundne ufrivillige ensomhed til at lære af sine fejl og holde sig på sin traktor i stedet for at gå på diskotek. For hans fremtidige handlinger og repositionering vil være den helt afgørende brandkommunikation fra kongehuset indtil Mary bliver gravid. Men vi skal altid huske, at det er modsætningerne, der gør en historie rigtig god. Joachim har lige nu rollen som skurk og antihelt. Det er dog langt fra den naturlige slutning og rolle for den umulige lillebror. Eventyret kan stadig nå at ende lykkeligt, og en forandret Joachim kan stadig nå at vinde prinsessen og det halve kongerige tilbage igen. For det er kun et kapitel og et kort karneval på Diskotek Chaplin i en lang historie af gud, folket og mediernes nåde.