Nu er kommunikation jo en disciplin, som giver mange muligheder. Alligevel forestiller de fleste sig, at vejen fra skolebænken går over et job som kommunikationsmedarbejder eller PR-konsulent for derefter at ende i et job som kommunikationschef. Men hvad så, når man er havnet der? Hvordan ser de videre karrieremuligheder så ud?

Forskellige muligheder tegner sig nu. Man kan udvide sit ressortområde og inddrage fx marketing. Det giver mere indflydelse og en større bid af kagen. Eller man kan forestille sig et skifte til en afdeling i en større og mere prestigefuld virksomhed. Altså at man bliver kommunikationschef i en større virksomhed. Endelig kan man forestille sig, at man går efter den ultimative indflydelse og dermed en post som direktør, hvor kommunikation kun er en lille del af det samlede ansvarsområde. Her siger man farvel til kommunikationsfagligheden for at blive chef over alle andre chefer.

Hvilken vej man end går, stilles der i dag større og større krav om strategisk indsigt og forretningsmæssig forståelse, hvis ikke man vil havne på en post uden egentlig indflydelse. Sagen er nemlig, at det kan være svært at skabe respekt om kommunikation på direktionsgangen. Her er det tallene og driftansvaret, der tæller, ikke det nye logo eller intranettet. Derfor ser vi også, at flere og flere kommunikationsfolk vælger at supplere deres uddannelse med en mere forretningsorienteret som fx MBA. Mange oplever dog, at kommunikation stadigvæk er det punkt på dagsordenen, der ligger efter forretningsområdernes indlæg. Det mangler på en eller anden måde pondus. Gør det rollen som kommunikationschef kedelig og uden den store betydning? Nej, overhovedet ikke. Og de, der påstår andet, er ofte dem, der ikke selv har siddet som kommunikationschef. Men efter nogle år bliver alt rutine, siger de, der har været der. Og har man et særligt iværksættergen og et ønske om at sætte sin egen dagsorden, ligger det ligetil fortsat at forfølge sine drømme. Og drømmene viser sig ofte ikke at være en fin titel, men at arbejde dedikeret med det, man brænder for. For dem blev posten ikke et mål, men et middel på vejen mod det egentlige drømmejob.

Den første af de fem kommunikatører, vi har talt med, er René la Cour Sell.

Når man har læst kommunikation, drømmer de fleste om at ende som kommunikationschef. Det gjorde René la Cour Sell egentlig ikke. Han ville undervise. Gerne som professor i kommunikation på RUC, hvor han er uddannet cand. scient. soc., PR. Alligevel sad han som kun 31-årig som koncernkommunikationschef for Brdr. Hartmann. Ikke desto mindre var der blevet knebet en tåre, da René la Cour Sell for sidste gang forlod sin tidligere arbejdsplads i Kommunernes Pensionsforsikring. Først senere er det helt gået op for René, hvorfor han lidt modvilligt forlod et job som kommunikationsmedarbejder til fordel for en spændende chefstilling.

"I Kommunernes Pensionsforsikring var der en kultur, man sjældent møder. Der var respekt for ens faglighed, og der var respekt for hinanden", fortæller René la Cour Sell. "Der var en forandringsvillighed og en omgangstone, der gjorde det til et rigtig rart sted at være. Og derfor har det lige siden været mit mål at forsøge at skabe noget af den samme kultur, der hvor jeg har været ankermand".

Kommunikationschef med og uden rådgivningsmuligheder

Drømmen om kommunikationschefstillingen matchede desværre ikke helt virkeligheden. For en kommunikatør med ambitioner om at fungere som reel ledelsesrådgiver var positionen ikke optimal, og Renés og Brdr. Hartmanns veje måtte skilles. Der gik dog ikke lang tid, før René la Cour Sell igen blev kommunikationschef. Denne gang i det daværende GiroBank.

"GiroBank havde en fantastisk udviklingsorienteret kultur. Virksomheden befandt sig på et udviklingstrin, der var perfekt for mig, og det var derfor lidt af et drømmejob". Den ambitiøse kommunikationschef René la Cour Sell fik hurtigt det overordnede ansvar for både marketing og kommunikation. Bankernes udvikling til finanshuse tog fart, og det gik da også slag i slag. I Danske Bank-koncernen trak René endnu en gang det længste strå og fik tilbudt det prestigefyldte "Marketing". En afdeling med over 100 mennesker og en række interessante brands. Så de fleste af os tænker nok: Nu kan man da som kommunikatør ikke have flere drømme? Men det er lige præcis her, vi rammer hovedet på sømmet. For drømmen om en karrierevej er så langt fra position, løn og prestigearbejdsplads.

Drømmene kan være nogle helt andre og noget så ordinære som: Udnytter jeg mine kompetencer fuldt ud? Og det følte René la Cour Sell ikke, han gjorde i Danske Bank. De var meget kede af, at han forlod sin post, og vi andre undrede os bare. For man forlader da ikke en god – ja måske ligefrem drømmestilling – uden at have noget andet på hånden.

"Mine ambitioner og mine kompetencer handler om at få folk og "søjler" til at spille sammen og opnå det optimale. Bankens søjlestruktur harmonerede simpelthen ikke med dette mål. Jeg var ansvarlig for en søjle – en meget stor og prestigefyldt søjle. Men jeg vil arbejde på tværs af søjlerne. Og jeg kan ikke lade være med at blande mig, hvis jeg kan se et forretningspotentiale, der ligger ud over det, min position lægger op til. Så jeg har stor respekt for Danske Banks faglighed og deres professionelle tilgang til det at drive forretning. Men min faglighed er en anden, og jeg ønskede flere udfoldelsesmuligheder for mine kompetencer".

Da direktørstillingen i Rådet for Større Færdselssikkerhed blev slået op, stod det klart for René, at han her kunne få opfyldt sine ambitioner. Nok er Rådet en slags kommunikationsvirksomhed, men de havde en god sag, og som øverste ansvarlige kunne han arbejde hen imod den kultur, han tidligere havde oplevet. Og da trafiksikkerhed på daværende tidspunkt nærmest kun var at finde i motorvejssektionen, var der rigeligt med udfordringer. I dag ved vi alle sammen, at trafiksikkerhed er fast indenrigsstof, så selvfølgelig er René stolt af de faglige mål, som blev nået i hans tid. Ikke desto mindre er det mere på de interne linjer, han er supertilfreds med sine resultater. Han fik nemlig skabt en arbejdsplads og lavet en personalepolitik, hvor folk havde stor personlig og faglig frihed.

Alligevel indfandt tvivlen sig efter mange spændende år. "Skal jeg nu være mr. Trafiksikkerhed til evig tid? For hvordan man end vender og drejer det, så er der meget reproduktion. Og jeg må tilstå, at når der for sjette gang skulle udarbejdes en sele-kampagne, så havde jeg bare ikke den samme gejst længere", fortæller René.

I hans egenskab af medlem af Radikal Ungdom og senere Det Radikale Venstre havde der flere gange været bud efter ham som folketingskandidat. Og når man har fundet så stor tilfredshed i at arbejde med en god sag, så var det nærliggende at gøre det samme bare landspolitisk. René meddelte derfor, at han ikke ønskede sin kontrakt med Rådet for Større Færdselssikkerhed forlænget, og sagde derefter ja tak til at stille op som folketingskandidat. Så meldte Ny Alliance sig på den politiske bane. Og når man som René la Cour Sell brænder for at være med til at støbe kuglerne og sætte dagsordenen, er det ikke så mærkeligt, at man ser mange muligheder i det projekt. Hvor selvtillid tidligere har været et af Renés varemærker, er det med en stor portion ydmyghed, at han går til den nye opgave. For man bliver ikke bare sådan lige valgt til Folketinget. Så sideløbende med det politiske projekt har René la Cour Sell sammen med Henrik Wagn etableret kommunikationshuset Normativ. René la Cour Sells farvel til posten som kommunikationsdirektør betød et farvel til et interessant fag. Men det var samtidig et goddag til noget endnu mere interessant. Nemlig muligheden for at blive direktør og dermed have den maksimale indflydelse på kulturopbygning og forretningsoptimering. Og stillingen som kommunikationschef kunne heller ikke hamle op med et politisk projekt, hvor man for alvor kan være med til at sætte dagsordenen.

Kommunikationschefen, der blev forretningsansvarlig

"Det var egentlig ikke et fravalg af kommunikation, men et tilvalg af noget mere. Og det er det forretningsorienterede, der har min interesse. Men kommunikation er virkningsfuldt og spændende og et redskab i alt, hvad jeg laver"

Jakob Munk Nielsen, forretningsansvarlig for erhvervsområdet i Sonofon.

Han blev kommunikationschef sådan lidt ad omveje. Og nok finder han kommunikation vigtig og spændende, men forretning har altid haft en stor plads i Jakob Munk Nielsens hjerte. I dag er han 36 år og forretningsansvarlig for erhvervsområdet i Sonofon. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. Bortset fra, at han er kommunikationsuddannet. Han har derfor om nogen taget et utraditionelt spring væk fra kommunikation til rendyrket forretning. Efter at have afleveret et senere prisbelønnet 13-tals-speciale blev Jakob Munk Nielsen ansat som forskningsassistent på Handelshøjskolen, hvor han også havde haft et studiejob. HA-delen af Jakob Munk Nielsens PR-uddannelse fra RUC blev derfor styrket, som forskningsprojektet skred frem.

"Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle gå forskervejen", siger Jakob Munk Nielsen. "Men at jeg valgte konsulentbranchen, var helt naturligt". Jakob Munk Nielsen fik ganske vist ikke det job, han egentlig søgte hos Rambøll Management (dengang PLS Consult) som ansvarlig for at opbygge en kommunikationsenhed, men blev i stedet management konsulent og direktionsassistent samme sted. Senere blev han så både chefkonsulent og business manager med ansvar for kommunikation, forretningsudvikling, e-business og oplevelsesøkonomi.

Kommunikation som slutprodukt

I konsulentbranchen er kommunikation altid en vigtig del af de store projekter, der håndteres. Men det er ofte en del, som hæftes på i slutfasen. Og det er især i udviklingsfasen, Jakob Munk Nielsens interesse ligger. "I forbindelse med udarbejdelsen af store e-business portalløsninger ligger der selvfølgelig en gennemgribende analyse til grund for den løsning, der vælges, og i analytiske projekter kan public affairs disciplinen og dermed kommunikation også være central", fortæller Jakob Munk Nielsen. "Men oftest er kommunikation en mere praktisk disciplin, og min interesse gik mere imod det brede forretningsorienterede og mere analytiske". Som ansvarlig også for kommunikationsenheden var Jakob Munk Nielsen dog havnet i en position, hvor han fik opfyldt sine ambitioner om at arbejde med både forretning og forretningsudvikling, ligesom han kunne beskæftige sig med sit egentlige fag.

"Kommunikation er både sjovt og spændende at beskæftige sig med. Og når man som jeg også havde et forretningsmæssigt sigte, er det et naturligt redskab i alt, hvad jeg foretager mig. Men jeg er nysgerrig af natur, og det blev hurtigt klart for mig, at jeg havde interesse i at arbejde mere på tværs af disciplinerne", siger Jakob Munk Nielsen.

Farvel til kommunikation som område

Efter syv år i Rambøll Management, som Jakob Munk Nielsen betegner som en hård værktøjsmæssig skoling, var det tid til at ændre kurs. "Syv år er lang tid i konsulentbranchen. Længere end mange andre bliver. Min afdeling var vokset, vi var foran budgettet, og jeg var i det hele taget godt tilfreds med de resultater, vi havde fået skabt. Men på et tidspunkt bliver alt rutine. Og jeg havde fået lyst til at arbejde mere dedikeret med de forretningsmæssige områder og følge tingene helt til dørs. Noget, man ikke oplever som konsulent".

Jakob Munk Nielsen blev i første omgang ansat i strategiafdelingen som program manager i Sonofon og Cybercity med ansvar for et større forandringsprogram på erhvervsområdet. Første juni i år har han så fået ansvaret for erhvervsforretningen og dermed sluppet kommunikationsfaget som område, om end det efter hans vurdering er et naturligt og meget brugbart redskab, når man skal lykkedes med sin forretning. Men det afgørende skridt væk fra en stabsfunktion til et ansvar i linjen var fuldført. I dag er corporate communications og marketing afdelinger, han trækker på, når der er udviklet og prissat nye produkter til erhvervsområdet.

"I dag har jeg ikke fokus på kommunikation som selvstændig disciplin. Min opgave er at lykkes med forretningen, og der er gået sport i at udvikle top- og bundlinje i en mia. forretning som Sonofon. Det er på mange måder nemmere at måle og mere konkret end kommunikationsområdet, og det giver en stor tilfredsstillelse og en stor motivation at være helt tæt på forretningen og de forretningsmæssige mål".

Som leder har Jakob Munk Nielsen naturligvis fokus på mange discipliner. Også kommunikation. Men det er et mere integreret fokus, hvor kommunikation er et af elementerne snarere end elementet. Ønsket om at være helt tæt på forretningen blev et endegyldigt farvel til posten som kommunikationschef. Drømmejobbet var et fagligt felt, som ikke kunne forenes med posten som kommunikationschef. I dag er kommunikation et redskab – ikke en position.

Kommunikationschefen, der etablerede egen virksomhed

Sascha Amarasinha, direktør, kommunikations- og ledelsesrådgiver i Respond Center for Communication and Evocative Leadership.

Sascha Amarasinha havde altid drømt om at blive journalist. Så det blev hun. For tænk ligefrem at have pligt til at stille alle de spørgsmål, man har lyst til. Det blev dog ikke den dengang traditionelle karrierevej, som den unge journalist valgte. Et kortere møde med TV-Avisen var ikke dengang den rigtige vej for Sascha Amarasinha, som savnede det langsigtede perspektiv og sammenhængen i de kommunikative opgaver. Den sammenhæng med værdier og strategi fandt hun i kommunikationsbranchen. Nærmere bestemt i jobbet som informationsmedarbejder hos Egmont.

Som ansvarlig for Egmonts medarbejderblad og det tidligste intranet oplevede hun, at hendes baggrund som historiefortæller og blikket for den gode historie sagtens kunne kombineres med at være del af en større plan, og altså ikke kun fungere med dag til dag-journalistikken. Næste udfordring blev et job som kommunikationsrådgiver i Right Kjaer & Kjerulf.

"Der er mange facetter af kommunikationsdisciplinen, der er interessante. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg brændte for den helt medmenneskelige kommunikation. Det at have mulighed for at give folk en kompetence og en bevidstgørelse indenfor den mundtlige kommunikation ved at træne kommunikationsfærdigheder, var det, jeg fandt allermest spændende ved jobbet i Right Kjaer & Kjerulf", fortæller Sascha Amarasinha.

Derfor var det heller ikke tilstrækkelig tilfredsstillende at skulle tilbyde eksisterende koncepter, når man langt hellere vil tilbyde skræddersyede løsninger. Men salget til en stor amerikansk koncern betød mere fokus på hyldevarer og mindre tid til udvikling. En post som kommunikationschef hos Accenture blev derfor naturligt næste skridt på karrierestigen.

Man kan da ikke gå tilbage

Inden længe var der dog bud efter Sascha Amarasinha fra hendes gamle arbejdsplads, Egmont. Denne gang som koncernkommunikationsdirektør. Inden hun forlod Egmont første gang, havde hun fået en lille smagsprøve på det at være chef, idet hun havde fungeret som konstitueret chef for afdelingen, da hendes chef gik på barsel.

"Min første reaktion var da også: Jamen, det kan man da ikke. Men da jeg fik tænkt nærmere over det, indså jeg, at det måske netop var en fordel, at jeg havde været væk fra organisationen og fået nogle erfaringer og ny inspiration og derfor kunne vende tilbage og gøre tingene på en ny måde – på min måde", fortæller Sascha Amarasinha.

Den første tid i det nye kommunikationsdirektørjob blev på mange måder et kardinalpunkt for Sascha. Hun blev nemlig bedt om at implementere en ny corporate branding, som hun ikke selv havde været med til at udarbejde. "Det var bare værsgo’ løb", fortæller Sascha. "Altså fuldstændig, som om jeg selv som kommunikationsrådgiver havde været med til at udvikle "lederpakker" med slides, budskaber og Q/A. Det var en kæmpe oplevelse. For jeg følte, at der blev trukket noget ned over hovedet på mig, som jeg bare skulle stå inde for og samtidig kunne virke troværdig. Så i dag har jeg et naturligt blik for de processer, der er så afgørende for at få et fælles fodslag og et commitment hos de ledere, der skal bære budskaberne videre".

Rådslagning – en respektfuld dialog

Sascha Amarasinha havde et ønske om at supplere sin grunduddannelse med en anden tilgang til kommunikation. Efter at hun havde undersøgt markedet for efteruddannelse, faldt hendes valg på en uddannelse som Council Guide hos Ehama Institute. En uddannelse, der opererer med kommunikations- ledelses- og beslutningsværktøjer baseret på oprindelige folkeslags rådslagningsprocesser.

Som tiden gik, fik Sascha Amarasinha større interesse for og lyst til at beskæftige sig med at få lederne til at engagere sig i opgaven som kommunikerende ledere. Fordi de er de vigtigste kommunikatører. Men kommunikationsdirektør eller ej – så har den opgave trange kår. Ikke fordi den ikke er vigtig, men fordi det ofte er begivenhederne, der bestemmer, hvad man beskæftiger sig med. Og der er mange – rigtig mange – daglige opgaver, som en kommunikationsdirektør også skal have fokus på. Og på et tidspunkt må man tage en beslutning.

For Sascha Amarasinha blev lysten til at beskæftige sig med ledelses- og kommunikationsrådgivning med lederne som omdrejningspunkt så stor og tiden til det så knap, at hun tog en beslutning om at blive selvstændig. Det er naturligvis ikke en beslutning, man bare lige tager.

Stillingen som kommunikationsdirektør var super spændende og virksomheden en af Danmarks mest interessante. Men der brændte en ild i Sascha, der betød, at hun alligevel turde tage springet. Hun ville arbejde med det, hun brændte for. I dag er Sascha Amarasinha i fuld gang med at udvikle sin virksomhed. Ud over at yde ledelses- og kommunikationsrådgivning baseret på en særlig rådslagsningsmodel, hvor ledere og medarbejdere meget respektfuldt bliver draget ind i en dialog, er hun bl.a. med til at sparke en ny form for udviklings- og uddannelsesforløb i gang sammen med Anne Katrine Lund og Teknologisk Institut. Et job, hvor hun til fulde kombinerer sin store erfaring med sit ønske om at arbejde dedikeret med at skabe stærke kommunikatører med selvindsigt og forståelse for deres omverden.

For Sascha Amarasinha blev det langtfra et farvel til kommunikationsfaget, men snarere et goddag til at dyrke en særinteresse og et fagligt felt, som ikke kunne forenes med kommunikationschefposten. Dedikation og fordybelse kræver også et fravalg, og for Sascha Amarasinha betød det derfor et farvel til jobbet som kommunikationsdirektør.

 

 

Kommunikationschefen, der blev IR direktør

"Måske er tiden ved at løbe lidt fra traditionel kommunikationsrådgivning i den rene og klassiske form, hvor man rådgiver om at indtænke kommunikation som en naturlig del af god ledelse. Det budskab er kommunikationsfolket for længst lykkedes med at sælge på direktionsgangene, og mange steder går topledelsen ligefrem forrest. Mange topledere i Danmark har opdaget og forstået betydningen af god kommunikation, og derfor tror jeg ikke nødvendigvis, det er ufornuftigt at supplere kommunikative kompetencer med anden viden og indsigt, der også opfattes som værdiskabende af arbejdsgiverne."

Steen Juul Jensen, Vice President Investor Relations, DONG Energy

 

Det er ikke så underligt, at Steen Juul Jensen forlod en spændende post som kommunikationsdirektør for at hellige sig sin store interesse. Allerede på studiet var han et lidt mærkeligt barn. En af de sjældne og skæve typer, der finder interesse i fag som finansieringsteori og økonomistyring – samtidig med at han insisterer på, at kommunikation er et af de vigtigste redskaber for virksomheder til at nå deres forretningsmæssige mål. Et praktikophold på Københavns Fondsbørs blev umiddelbart efterfulgt af et fast job som økonom på Fondsbørsen – samtidig med han skrev det første speciale fra Roskilde Universitet omhandlende Investor Relations. En atypisk start for en ung kommunikatør.

Efter tre år på Fondsbørsen gik turen til Børsinformation, siden blev det til endnu en 3-periode som selvstændig konsulent sammen med en af hans gamle studiekammerater, og derefter gik turen omkring det globale nyhedsbureau Reuters, hvor han arbejdede med finansielle informationssystemer. Så det finansielle har lige fra begyndelsen haft Steen Juul Jensens fokus. Derfor var det også helt naturligt, at han påtog sig et job hos H. Lundbeck, da virksomheden stod over for en børsintroduktion i 1999.

Det var Steens tidligere chef fra Fondsbørsen, der kontaktede ham, fordi hans kompetencer inden for både kommunikation og finansiel information var lige netop den kombination, der var brug for, da Lundbeck skulle gøres klar til børsintroduktionen. En børsintroduktion betyder nemlig, at kommunikationen skal strømlines, ligesom der er behov for en meget stram og strategisk tilgang til al offentlighedskommunikation. Så ved siden af jobbet som specialist blev det også Steens opgave at opbygge en egentlig kommunikationsafdeling. Og det har han så været beskæftiget med i otte år undtagen i en ganske kort periode, hvor Jens Gaarbo blev ansat til at håndtere pressen og den interne kommunikation. "Da jeg påtog mig opgaven i Lundbeck i 1999, stod virksomheden over for en stor udfordring. Inden børsintroduktionen havde virksomheden haft ca. 18 omtaler i pressen inden for en periode på 10 år. Tre måneder efter børsintroduktionen havde der været ca. 1800. Så det var selvfølgelig en stor omvæltning for en tidligere lidt introvert og tilknappet virksomhed pludselig at gå fra asken til ilden. Pludselig var der med børsintroduktionen et kontant krav om, at organisationen lærte at artikulere strategiske udfordringer, forretningsmæssige mål og etiske dilemmaer", fortæller Steen Juul Jensen.

IR og kommunikation samlet under et

Det lyder voldsomt både at være IR-direktør og koncernkommunikationschef. Men i en business to business virksomhed som Lundbeck ser man oftere og oftere denne form for centralisering af al stakeholder kommunikation. I BtC har man i langt flere tilfælde adskilt de to funktioner. Det næste karrieremæssige spring, som Steen Juul Jensen foretager, ser man derimod ikke ret ofte. I dag er Steen Juul Jensen nemlig IR-direktør i DONG Energy. På niveau med DONG Energy’s koncernkommunikationschef – begge med direkte reference til den to mand store direktion. Og netop skiftet fra kommunikation til IR er ikke et spring, der ret ofte foretages. Det omvendte er derimod mere og mere normalt. Men skiftet fra kommunikation til IR er et skridt , som Steen Juul Jensen tror, vi vil se flere af.

"Jeg tror ikke nødvendigvis, det er ufornuftigt for at supplere en kommunikativ kompetence med anden viden og indsigt, der også opfattes som værdiskabende af arbejdsgiverne. Det kan fx være grundig viden om organisatoriske processer, om optimal styring af issues management eller for den sags skyld viden om, hvordan finansielle markeder fungerer. Det vigtige er, at der en "krop af viden", man kan bidrage med", siger han og opfordrer til at, at man dygtiggør sig indenfor et område, som man så kan integrerer med kommunikationsforståelse. Al snakken om organisatorisk placering finder han ikke så interessant, da man kan yde rådgivning på et højt niveau, så længe man har en uhindret adgang til topledelsen og en god dialog med de vigtigste beslutningstagere. Og det var der rig mulighed for i Lundbeck. Efter Steen Juul Jensens vurdering endte afdelingen i Lundbeck da også med at have en af de rigtig gode kommunikationsafdelinger, og han er stolt af hver eneste medarbejders kvalifikationer og indsats. Men alt har sin tid.

"Da jeg sluttede i Lundbeck, havde jeg udsendt 8 årsrapporter, kvartalsrapporter for mere end 30 kvartaler, udsendt mere end 280 fondsbørsmeddelelser og holdt mere end 250 investormøder per år. Så jeg har aftjent min værnepligt", fortæller Steen Juul Jensen. Og dette er nok meget karakteristisk for kommunikationsmennesker med en god portion iværksætterånd. Med tiden bliver alt rutine, og drømmene er nogle andre. Spørger man Steen Juul Jensen, er kommunikationsfaget stadig meget interessant. Men det at drive forretning er mindst lige så interessant. Muligheden for at være med til at påvirke og drive forretningen har efter Steens mening bedre kår på IR-siden end på den rene kommunikationsside. Så da stillingen som IR-direktør hos DONG Energy blev ledig, var det ikke så svært at vælge. Så det var snarere et tilvalg, end det var et fravalg af kommunikation. Et bredt ansvar i en "mindre" virksomhed blev derfor udskiftet med et smalt ansvar i en større virksomhed. DONG står over for en børsintroduktion i 2. halvår 2007, og det projekt var simpelthen så spændende, at Steen ikke kunne sige nej. Han hører også til dem, der mener, at hele tankegangen om et lineært karriereforløb hører fortiden til. "I dag vælger man efter interesse og shopper rundt mellem det, man kan kalde horisontale og vertikale karriereveje. Og det ville da ikke være til at bære, hvis ens skæbne var låst fast – og den eneste udfordring var at kigge på størrelsen af pensionsopsparing hver morgen."

Steen Juul Jensen har for en tid sagt fuldstændig farvel til kommunikationschefposten. Interessen for finansiel kommunikation og muligheden for at være med til at drive en børsintroduktion hos en markant virksomhed betød, at muligheden for fordybelse vandt slaget over det brede ansvar og rutinen.

Kommunikationschefen, der blev HR-ansvarlig

Mette Aagaard Hertz, HR-ansvarlig i et direktørområde i Novo Nordisk, Product Supply med knap 4.000 medarbejdere verden over.

Efter endt kommunikationsuddannelse fra RUC blev Mette Aagaard Hertz først ansat som klassisk informationsmedarbejder i ISS. Her arbejdede hun med kommunikation og servicerede det skandinaviske marked. Efter 1. barn faldt rejselysten, og hun tog turen over et dansk PR-bureau. Efter barn nr. 2 skulle ønsket om indflydelse på eget job kombineres med større fleksibilitet, og løsningen blev et arbejde som selvstændig kommunikationsrådgiver.

"Jeg var virkelig glad for at have mit eget. Masser af udfordring og mange spændende kunder", fortæller Mette Aagaard Hertz. En kunde begyndte dog at fylde mere og mere. Novo Nordisk blev fast partner igennem et par år. Så fast, at Mette havde adgangskort og uhindret adgang til ledelsen. Efter to år som fast rådgiver og sparringspartner blev Mette bedt om at bygge en kommunikationsfunktion op i Product Supply, dvs. produktionen, der består af over 8000 mand fordelt på lande som Brasilien, Frankrig, Kina, USA og Frankrig.

"Product Supply stod overfor en seriøs organisationsforandring. Så mit job bestod i helt fra bunden at udforme en kommunikationsstrategi med fokus på den interne kommunikation og bygge en enhed op, der skulle bakke op om forandringerne og gennemføre dem", fortæller Mette. En opgave, der lød så spændende, at hun afviklede sin virksomhed. De efterfølgende år blev brugt på at opbygge kommunikationsenheden og til at udvikle lederne med en masse kommunikationstræning. Og netop her fik Mette mulighed for til fulde at lufte sin faglige kæphest om sammenhæng mellem forandring og kommunikation.

HR versus kommunikation

Begrebet den kommunikerende leder blev et omdrejningspunkt for Mettes bestræbelser på at optimere kommunikationen og dermed forretningen. Ikke desto mindre oplevede hun flere gange, at hendes initiativer blev set på som et HR-anliggende. "Jeg har et ønske om at arbejde dedikeret med forandringskommunikation. Og så er jeg egentlig "ligeglad" med, om løsningerne hedder HR eller kommunikation. Meget ofte er det et overlap, fordi det væsentlige er at få skabt klarhed for, hvor vi skal hen og at få folk til at arbejde i en bestemt retning med en følelse af, at "yes" vi er sammen om det her."

Novo Nordisk har en langsigtet plan for at sikre udvikling af sine medarbejdere. Planen indebærer, at alle skal have individuelle udviklingsplaner – og dermed en "tvungen" stillingtagen til, hvor hver enkelt gerne vil bevæge sig hen fagligt og personligt. Og netop disse udviklingsmøder tvang efter et par år Mette til at beskrive, hvor hun gerne ville hen. "Jeg har aldrig lagt de store langsigtede planer for min karriere. Jeg har grebet de muligheder, der er dukket op eller har virket interessante. Men da jeg blev stillet over for spørgsmålet om min videre karriereudvikling efter så mange år i kommunikationsfaget, opdagede jeg også, at store dele af HR havde min interesse, og kunne pludselig se, hvor givtigt det kunne være at gøre min faglighed bredere", fortæller hun.

Kommunikationsenheden var sat i fornuftige rammer og gik så at sige ind i en anden fase. En konsolideringsfase. Ikke at der ikke stadigvæk var masser af udfordringer, men Mette Aagaard Hertz var så småt parat til at blive udfordret på noget andet. Efter snart 15 år som kommunikationsrådgiver og chef og med mange hints om, at det, hun gerne ville, meget langt hen ad vejen blev betragtet som HR-discipliner, var tiden moden til et karrieremæssigt skifte og til at brede den faglige palet ud. "Jeg er naturligvis også blevet meget inspireret af, at mange har opfordret mig til at arbejde med HR, og da tilbuddet om denne stilling dukkede op, var der ikke så meget at betænke sig på. Med min kommunikative baggrund har jeg rigtig meget at byde på, og min kompetenceopbygning kan efter min mening mindst lige så godt foregå i en sidelæns bevægelse som i en opadgående. Som HR-ansvarlig for et af de 4 direktørområdet i Product Supply med mere end 4000 mennesker fordelt på 3 kontinenter er jeg på mange måder kommet tættere på både ledelsen og linjen. Og det er en værdifuld læring for mig".

På nogle områder skal Mette Aagaard Hertz naturligvis indhente noget faglig tyngde. Og det er nok det sværeste for en leder, der elsker at levere resultater. Men hun tillader sig selv ikke at være ekspert på alt og så i stedet involvere de eksperter, der findes i så stor en organisation som Novo Nordisk. Og så glæder hun sig over tanken om, at hun allerede næste sommer er meget, meget klogere. Og så mener hun i øvrigt, at det er sundt for de fleste funktioner, at chefen bliver udskiftet engang imellem. "Man kan ubevidst komme til at forsvare egne systemer, ligesom der vil være ting, man ikke ser efter lang tid på den samme post." Som tidligere kommunikationschef med fokus på intern forandringskommunikation har Mette Aagaard Hertz tilegnet sig en organisationsforståelse, som er værdifuld i det skifte, hun nu har foretaget. "Hele stakeholdertankegangen er meget vigtig for forståelsen af, hvad der skal til, for at noget kan implementeres på en klar og fornuftig måde. Og med en dyb respekt for, at alle forstår hvorfor. Og så er fordelen ved en stor organisation, at der findes andre, som har ekspertviden på områder som fx lønpakker og ansættelseskontrakter."

Mette Aagaard Hertz har ikke sagt farvel til kommunikation. Men i HR-funktionen har hun mulighed for at udvide sin faglige palet og arbejde med det, hun brænder for. Og at der er store overlap mellem HR- og kommunikationsdisciplinerne, er alle vist klar over. Så hvorfor ikke skifte fag og ad den vej få det fulde billede og opbygge nogle kompetencer, der gør det muligt at arbejde optimalt med organisationsudvikling?

Kommunikationschef er ikke alt

Alle drømmer om at blive kommunikationschef. Så selvfølgelig undrer man sig da, når der så er så mange, der vælger at forlade denne den ultimative drømmestilling. Især fordi de ikke en gang skifter til en tilsvarende stilling i en større og mere dominerende virksomhed eller organisation. Er det i virkeligheden slet ikke så fedt at være kommunikationschef? Eller er posten bare ikke længere en slutposition, men et skridt på vejen i en karriere, som ikke har en fastlagt rute? Og hvis den ikke har det, hvordan skal man så lave karriereplanlægning? Svaret er nok lige så mangfoldigt, som der findes kommunikationsfolk. Men dem, vi har talt med, har i hvert fald et til fælles. De har fulgt deres hjerte og har valgt at arbejde dedikeret med en særinteresse.

Efter nogle år på posten som kommunikationschef indfandt rutinen sig. Og når man så samtidig har fået smag for et bestemt fagligt felt, hvad enten det så er ren forretning, IR, HR, politik eller et særligt felt indenfor kommunikation, så har de ikke skævet til fine titler og smarte karrieretræk. De har grebet de muligheder, der fandtes, og har valgt at gå efter de poster, hvor deres hovedinteresse kunne udfoldes mest muligt. Og måske er de eksempler på, at man langtfra er færdiguddannet, når man forlader en læreanstalt. Hvis ens faglighed og kompetence fortsat skal vokse, er man nødt til at søge derhen, hvor det kan ske. Så hvor man tidligere begyndte i det smalle og arbejdede sig op gennem systemet for til sidst at ende med et bredt kommunikationsansvar, går vejen i dag fra det smalle til det brede – og så igen til det smalle.

Det er lysten, der driver værket. Så hvem ved? En dag ser vi måske igen de fem kommunikatører på posten som kommunikationschef. Hvis projektet og arbejdspladsen er spændende nok. Men det er jobindholdet, der styrer karrierevejen. Så tænk på det, næste gang du drømmer om at blive kommunikationschef. Det er ikke titlen, men jobindholdet, der betyder noget i længden. Det vigtigste er at arbejde med det, du brænder for. De lærte de fem, og det kan vi lære af dem.