Er du femiseksuel?
Glem de gastro- og medieseksuelle. De femiseksuelle har tiltvunget sig mediemagten. Fra det forudsigelige feministiske tæskehold af brutale, universitetsuddannede elitefeminister til hipstermænd med fissesmil og groupies. Fælles for de femiseksuelle er, at de aldrig lytter til hinandens argumenter eller rykker sig i deres fastlåste positioner. Og derfor kører diskussionen i ring år efter år. For eller imod kvoter. For eller imod prostitution. For eller imod øremærket barsel. For eller imod kussehår. Same shit, different day.
af Ditte Giese
Senest har en del mandlige femiseksuelle meldt sig under feminismen og antifeminismens faner, hvilket gør, at debatten nu får endnu mere plads i medierne. For når mændene hopper med på vognen, må det da være vigtigt?
I dag har alle morgenaviserne en eller to faste kønsdebattører tilknyttet. De hamrer løs på hinanden i en endeløs rød-blå-skyttegravskrig, som ingen længere kan huske, hvad handler om – andet end at råbe højest og få flest likes. Køn, feminisme og ligestilling har momentum i den offentlige debat, og de femiseksuelle er altid klar til at fylde taletiden ud.
Læs her om de forskellige typer af femiseksuelle.
Den blå “feminist”
Mens du læste på CBS, hørte du om Cepos uni. Du blev smigret over, at de søgte de bedste studerende og tog med på en sommerweekend. Som velkomstgave fik I Ayn Rands “Atlas Shrugged”, som bare gav så meget mening. Du havde det som en døv, der pludselig hørte Mozart for første gang. Ole Birk Olesen fortalte om taber-velfærdsstaten og Henrik Dahl om usexede feminister, og I sad der tyve unge med hver jeres Fanta Light og hørte om nulvækst og det frie markeds velsignelser. Pludselig forstod du alt, hvad der var galt med den danske velværemodel og samfundet.
Den blå "feminist" tænder bl.a. på film og billeder fra youporn.com samt elsker at fremhæve prostitution som vigtigt omsorgsarbejde. Foto fra youporn.com
Du begyndte at skrive læserbreve til morgenaviserne om de liberale ideer. Men hørte aldrig noget fra nogen. Du drømte om at være en af dem i Groft Sagt. De var så skarpe og skrappe og gav alle de hippieidioter fra Politiken røg hele tiden. Du klukler, når Bent Blüdnikow, den frække fyr, skriver om historieløse socialdemokrater eller tæver løs på de forkælede lesbiske, der vil insemineres på Big Mothers regning. Ha, ha, frelste humanioratyper!
Du begyndte at skrive om andre kvinder. Skruede bissen på over for alle de blødsødne, røde feminister, der hele tiden kæftede op om, at de ville have mere i løn eller mindre barsel eller mere pik. “Så kom dog ind i kampen” var overskriften på din første kønspolitiske kronik, og siden da kørte det over stok og sten. Du har fundet et hul i markedet, for der er faktisk rigtig mange, der gerne vil høre dig ”pisse de røde af”, som Informations debatredaktør formulerede det, første gang han ville have dig til at skrive en mailkorrespondance med en af de røde. Nu skulle kystbanefeministerne have velfortjent modstand.
Det giver dig sus i maven sådan at være den frække pige i klassen, der fremhæver prostitution som vigtigt omsorgsarbejde, husmødre som dine helte og mænd som Asger Aamund som handlekraftige sexsymboler.
Kvinder gider bare ikke lederjobs og bestyrelser, det ved du. Godt nok har du aldrig selv haft et rigtigt job eller været fast tilknyttet arbejdsmarkedet. Faktisk har du været på supplerende dagpenge og delvis forsørgelse af din kæreste siden studietiden. Men du er en proletartøs fra provinsen, der pludselig sidder i “Deadline” og beviser, at ligestillingen er fuldkommen. Så du takker altid ja til enhver medieoptræden og tænker, at før eller siden må Saxo Bank jo ringe med et job som kommunikationskonsulent.
Du får julekort fra både Cepos og Simon-Emil, og til den månedlige liberale fredagsbar soler du dig i smiger fra alle de andre, der heller ikke gider høre mere fra de usexede, krævende elitefeminister, men vil have kvinder til at være kvinder og mænd til at være mænd uden alt det unisex-pjat. Du har brugt alle pengene fra din tjans i Lorrys “Meningsmaskinen” på en habitjakke til at tage på til din næste tur på tv. Du kalder den din kompetence-jakke.
Her kan du møde den blå “feminist”: Toga Vinstue, Facebook, Cepos’ gå-hjem-møder og i Rema1000.
Det tænder den blå “feminist” på: kuglestødere, magt, youporn.com og George Clooney.
Hadeperson: Zenia Stampe.
Heltinde/helt: Lars Seier Christensen.
Kendingsmelodi: ”Kvoter er for fisk, ikke kvinder” og ”Mindre skat, mere personlig frihed”.
Netværksfeministen
Du er med i fire til fem karrierefremmende netværk. Sammen er I stærke, kvinder, seje, unikke og med urkræfter og ikke mindst intuition udover alle grænser. Hvis bare flere kvinder fik lederjobs, ville verden være et bedre sted uden finanskriser og parabener. Der er kamp om ordet, når netværksdamerne skal redegøre for alt det store og vigtige, I har opnået i jeres respektive karrierer siden sidst. Nogle har løbet ti kilometer i Palæstina, andre udgiver bøger om kreativ boligindretning, urban gardening eller kunsten at gafle en bestyrelsespost. Du har ingen bestyrelsesposter, men det er din største drøm.
Du skriver dog mest pressemeddelelser for Cykelbanditten og nyhedsbreve for din nyttehaveforening. Men selv det mindste uforpligtende møde med en potentiel kunde (eller lad os bare kalde det en ekskæreste) kan du puste op til noget skælsættende og vigtigt. ”Har gang i stort og meget spændende projekt med ny, vildt fed kunde, men må holde det hemmeligt indtil videre”, teaser du på Facebook. Og høster skove af likes fra kvindelige kolleger.
Engang var du en lovende journaliststjerne på en stor mediearbejdsplads, men du ragede uklar med din (mandlige) chef og stoppede. Han var nok truet af dine ambitioner, og du havde brug for et rum at vokse i, fagligt, så du blev selvstændig. Du er nu en benhård mediekritiker, mest på de sociale medier, hvor du revser de unge journalister for ikke at kunne stave, kommatere, vinkle og generelt holde deres sti ren.
Du har søgt alle lederjobs i branchen, men de går altid til anden side, trods dine gode netværksegenskaber. Men du har altid en undskyldning klar til dig selv: “Det er bare fordi, hun er tynd”. Eller: “Det er også kun fordi, han aldrig fik inviteret mig ud, da vi gik på DJH”. Den slags.
Du netværker med alle, du kan komme i nærheden af, skriver ”hej smuksak” hver gang nogle i dit kvindenetværk skifter profilfoto og add’er folk på selv det spinkleste grundlag. Som: ”Hej Anna Libak, kan det passe, at vi engang gik til svømning sammen? Havde du ikke en turkis badedragt? Og jeg kan godt hjælpe dig med lidt boganmeldelser, hvis det er”.
I netværksgruppen Kvinde-hjælp-andre-Kvinder (KHAK) sidder du i styregruppen og opfordrer igen og igen til solidaritet, kvinder imellem. Men efter fem års networking har du stadig kun lortekunder i din biks og sælger din sjæl til Kristendemokraterne, da de søger en kampagneleder til deres nye “red liv”-anti-abort-kampagne. Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke kommer nogen vegne via deres netværk. Det hedder KD.
En rigtig netværksfeminist har løbet mindst ti kilometer i Palæstina og udgivet bøger om kreativ boligindretning, urban gardening eller kunsten at gafle en bestyrelsespost. Foto: Palestine Marathon på Flicker
Her kan du møde netværksfeministen: Protocol, Albrightgruppen, LinkedIn, Kforums fredagsbar og Rotarys dameafdeling.
Det tænder netværksfeministen på: Marc Jacobs-tasker, revisorer, der kan trække Marc Jacobs-tasker fra, erhvervscoaching og folk, der kommer på MASH.
Hadeperson: Nynne Bjerre Christensen fra “Deadline” Hvad har hun måske nogensinde gjort for andre kvinder?
Største heltinde/helt: Madeleine Albright, Barack Obama og Hillary Clinton.
Kendingsmelodi: ”Dengang jeg arbejdede på Berlingskes erhvervsredaktion, var der ikke noget, der hed fælleshistorier, kun solo”.
Mandefeministen
Du er inde i en god periode. Det er moderne at være mandlig feminist. Du har altid været damernes ven, haft masser af veninder, vidst hvordan man snaaaakker med kvinder. Nu er det så i gang med at blive din levevej. Det startede med et uskyldigt debatindlæg. Kunne det virkelig passe, at der ikke var nogen mænd i kønsdebatten – det var da for sølle, skrev du. Wroom. Aldrig har du fået så voldsom respons for så lille en indsats, selv ikke dengang du knaldede en kæreste til fire successive orgasmer i en ecstasy-brandert.
Men de der feminister, de elsker bare en mand, der går op i feminisme og køn. Så du fortsatte, du syntes godt om opmærksomheden. Du skriver nu store indlæg om, at “Klitoris er Gud”, og hvor meget du ser op til Ryan Gosling, og at Ellen DeGeneres er verdens sjoveste. Før du ved af det, vil KVINFO have dig til møde og Kussomat-pigerne arrangere en paneldebat mellem dig og en sexolog om kønsbehåring.
”Kvindekampen er jo kvinders kamp, jeg er blot jeres ydmyge allierede”, siger du fra scenen og høster bravo-tilråb fra stolerækkerne.
Dine mærkesager er øremærkede barsel til mænd og stop af vold mod kvinder. Godt nok er det sager, det er svært sådan rigtig at finde modstandere af, med mindre man bevæger sig helt ud i 180grader- og Nationen!-segmentet, men du høster billige feministpoint og scorer damer til fredagsbar på Center for Kønsstudier på RUC.
”Har du altid været så forstående”, spørger en sød studine. Du har taget dine stramme, hvide selv-min-pik-er-venstreorienteret-bukser på. ”Jeg tror bare, jeg er mere empatisk end andre mænd”, svarer du og indsnuser hendes Coco Mademoiselle i en dyb yoga-indåndning afløst af et liderligt ”ohm”.
Dine mandlige venner synes, det er lidt som at kalde sig muslimsk zionist at være mandlig feminist. At der er noget selvmodsigende og fordækt i dit projekt. Men du svarer, at hvide også kan kæmpe for sortes rettigheder. Det er simpel fornuft. Og en kusse-magnet af dimensioner. Alle vil have en lille smagsprøve af den nye, moderne feminist-mand, og du er ikke nærigt anlagt.
Mandefeministen bag bloggen Mandfjols begyndte at læse kønsforskningslitteratur for at blive bedre til at argumentere mod kæresten og hendes veninders feminisme. Men han blev selv overbevist og bruger i dag al sin fritid på at pille antifemister og manderettighedsforkæmperes bidrag til debatten fra hinanden. Pressefoto
Her kan du møde mandefeministen: Fredagsbarer på universiteter, Grands venner, intellektuelle saloner, burlesquefestivaler, ferniseringer og på Christianshavn generelt.
Det tænder mandefeministen på: Skedeorgasmer.
Hadeperson: Paris Hilton (”Kvinden har jo ingen sjæl!”).
Største heltinde/helt: Alle kvinder.
Kendingsmelodi: ”Jeg er jo på mange måder mere kvinde end de fleste kvinder”.
Den indfødte feminist
Du er et 68’er-produkt. Æblet er ikke alene faldet tæt på stammen, det er dundret direkte ned i et verdensbillede, du aldrig har stillet spørgsmålstegn ved. De borgerlige er reaktionære og dårlige mennesker. Det er synd for de fattige.
Du læser kun Information og Politiken og opfatter dig selv som silkebåndet omkring den kreative klasses Panamahat. Du er opvokset i kollektiv med feminist-mor og marxist-far, og dit største ungdomsoprør består i at stemme radikalt i stedet for Enhedslisten.
Du er opdraget til at være ”en rigtig Pippi-pige”, der kan det hele selv. Men du kan hverken stege en bøf, lave din selvangivelse eller slette cookies fra computeren uden at tilkalde en mand og føler dig ofte som en hykler, når du prædiker et og charmer/betaler dig fra det samme privat.
Du gør ofte grin med über-kvinder som Ninka Kernesund og Joan Ørting og prædiker, at køn er en social konstruktion til det sidste. Men samtidig er du til fals for enhver selvhjælpsguru, der har et quick fix til det lykkelige liv til salg og er uafklaret omkring din livslange forelskelse i ganstarap.
Du drømmer om at udvide din kampzone og finde noget nyt at skrive om og kæmpe for. Noget som er dit eget og ikke bare 68’ernes arvegods. Men du kan ikke mønstre fantasien og modet til det. Du ved faktisk ikke, hvad du er, hvis ikke feministernes løftede pegefinger, et ekko af en kvindekamp, der for længst er overgået til historiebøgerne.
Du peger fingre af de ”dumme husmødre”, men tager selv lange, fuldfede barselsorlove for at ”komme ned i gear”. Du har truet, grædt og råbt for at få dit barn ind i den rigtige, biodynamiske udflytterbørnehave. Du taler ofte stolt om ”alle dine homovenner”, selvom du i virkeligheden kun kender en enkelt mandhaftig pressefotografinde. Og når ingen ser det, går du på Joe and The Juice og savler over modelfyre på 22, der danser til ’Coco Jambo’ bag disken.
Du bruger alt for meget energi på at tænke over Selsingernes sexliv og familiedynamik og er irriteret over Anne Linnets revival. Du elskede hende faktisk først og størst.
Den indfødte feminist er opdraget til at være ”en rigtig Pippi-pige”, der kan det hele selv. Men hun kan hverken stege en bøf, lave sin selvangivelse eller slette cookies fra computeren uden at tilkalde en mand
Her kan du møde den indfødte feminist: Værtshuset Blomsten, 8. marts, Dansk Kvindesamfunds mailingliste og Vela.
Det tænder den indfødte feminist på: Mænd på barsel, Leonora Christina Skov og økologi.
Hadeperson: Pernille Aalund.
Største heltinde/helt: Gretelise Holm og Erica Jong.
Kendingsmelodi: ”Vi har stadigvæk ikke ligestilling i det her land” og ”det der havde du aldrig spurgt en mand om”.
Queer-feministen
Du hedder Laila og Laust. Det er lidt, som solen skinner. Du har røde hår på pikken og en piercing i alle kropsåbninger. Du bliver voldsomt provokeret over mainstream-mediernes fokusering på køn i "sådan er mænd, sådan er kvinder"-genren. Alle dine bedste venner er jo transpersoner. De modigste mennesker du kender. I dine øjne har kønnet ingen funktion, det er blot en spændetrøje skabt for at begrænse menneskers frie leg. Du har siddet i Ungdomshusets queer-udvalg i årevis og læser Modkraft flere gange dagligt. Du bor i et kvindekollektiv, hvor I er dejligt enige, og sidste sommer var I til queer-femi-trans-veggie-festival i en svensk skov, hvor du kom hjem fra med dejlige minder, fregner og lidt fnat.
Du arbejder i tre forskellige folkekøkkener og laver Københavns bedste soya-latte, hvis du selv skal sige det. Du synes, Danmark er et uland og drømmer om at flytte til Sverige. Svenskerne er bare så meget mere cool og moderne og har forstået det med han, hun, hen.
Du har skrevet og tegnet den queerpolitiske børnebog "Karina har en tissemand", men der er fandeme ingen forlag, der gider udgive den. Skide traditionalister, hvorfor er de så bange for sandheden?
Du blander dig sjældent i den offentlige debat, da du har regnet deres manipulerende dagsorden ud, og alle du kender alligevel hellere vil lytte til piratradio og mixtapes. Så hellere være med til Ladyfest og udfolde ideerne aktivt.
Du har heller ikke meget tilfælles med de gammeldags feminister, der bliver ved med at ævle om barsel og ligeløn og alligevel helst bare vil have en mand og leve til deres dages konforme ende. Du tænker større end det og vil afskaffe den forløjede ide om kernefamilie og monogami og gå tilbage til et stammesamfund, hvor vi lever teorierne ud i praksis og spørger vores børn, hvilket køn de selv føler sig som. I øjeblikket øver du dig i at gå i høje hæle og har altid en menstruationskop med som værtindegave.
Queerfeministen bliver voldsomt provokeret over mainstream-mediernes fokusering på køn i "sådan er mænd, sådan er kvinder"-genren. I queerfeministens øjne har kønnet ingen funktion, det er blot en spændetrøje skabt for at begrænse menneskers frie leg.
Her kan du møde queerfeministen: Warehouse9, Dronning Louises Bro, Bolsjefabrikken, Stengade, Folkets Hus, Sverige og Solhatten.
Det tænder queerfeministen på: Piercinger, dusk, hættetrøjer og teltsex.
Hadeperson: Don Draper.
Største heltinde/helt: Kønsskiftede Caspian Drumm, 3-årige Herbert der gik i kjole, Rikke Andreassen fra RUC og queerkraft-redaktionen.
Kendingsmelodi: ”Der er ingen sammenhæng mellem mit biologiske køn og mit seksuelle begær”.
Feministhaderen
Den professionelle og medievante debattørmand, der enten har sine bedste år som samfundsrevser bag sig eller bare gerne vil være med, hvor det sner, og derfor har meldt sig ind i den hotte kønsdebat. Med negative fortegn.
Du synes, de der klynkende femipampere skal tage sig sammen nu. Har de ikke forstået, at de for længst har vundet? Det er jo jer mænd i 40’erne og 50’erne, der er de sande tabere! Du sidder hver aften helt alene i din 7-værelses herskabslejlighed og sipper cognac, mens dit blik fra karnappens udsigtspost dvæler ved hvert et gyngende kvindebryst nede på den smalle Frederiksbergske cykelsti og filosoferer. Du eeeelsker kvinder. Det gør du jo. Du vil faktisk nok gå i døden for kvinder. Eller nogle kvinder. Hvis bare de ikke var så skide besværlige.
Du har ladet håret gro og købt Nike Free-løbesko, og din mor mener, at du ser mindst 10 år yngre ud. Du er jo nødt til at følge med. Ingen af dine tidligere kolleger på universitetet gider dig mere, efter at du solgte ud af din akademiske tyngde for en plads i et livsstilsprogram på tv. Men nogen skal jo formidle det komplekse til masserne, ikke?
Heldigvis lader en af morgenaviserne dig stadig skrive et par månedlige kommentarer, så dit navn ikke forsvinder helt ud af offentligheden, og du smiler stolt, når en af dine pointer bliver udvalgt til "dagens citat" på Politikens debatsider. Sidst var det noget med, at det socialdemokratiske projekt er en stivnet botoxmaske. Ha, ha, sgu meget sjovt, så fik hun den, blanke amatør!
Engang ringede journalisterne til dig flere gange dagligt for citater. Du elskede at levere en pointe så skarp, at journalisten sagde: ”Skide godt, min ven”. Nu oplader du kun mobilen hver tredje dag og savner rampelyset. Du var heller ikke inviteret til årets sociale event, Hermansen/Fogh-brylluppet, og måtte nøjes med at like de andres kyssebilleder på Facebook.
Det er gået op for dig, at kvinder af i dag bare ALDRIG bliver tilfredse. Derfor er du nu gået aktivt ind i kønsdebatten. Der er brug for dig til at fortælle, hvordan spillet mellem kønnene i virkeligheden hænger sammen. Du har jo aldrig mødt en kvinde, der kunne matche dit intellekt. Tilfældigt?
Dit udgangspunkt er, at ligestillingsdebatten er overfladisk, ligegyldig og outdatet, og at du egentlig er for fin og klog til at udtale dig i den. Men du forbarmer dig alligevel. Du er jo professionel provocateur, så i debatten spiller du med musklerne og brøler med hele din medietrænede tyngde: ”Hjernedøde blondiner” hver gang en ny centrumvenstre-kvinde i 30’erne synes, hun skal mene noget om ligestilling eller femi-fascisme. Fissenister er de. Mandehadere. Hvad har de duller at byde på? Ingenting! Andet end et kønt smil, der stirrer på dig fra avisens spalter over din morgenkaffe og ødelægger dit humør. Det er ikke dig, der har ændret dig. Det er venstrefløjen. Det er kvinderne. Det er folket. Føj.
.jpg)
Feministhaderens udgangspunkt er, at ligestillingsdebatten er overfladisk, ligegyldig og outdatet, og at han egentlig er for fin og klog til at udtale sig i den. Men han forbarmer sig alligevel. Han er jo professionel provocateur - ligesom Blachman. Foto: dr.dk
Her kan du møde feministhaderen: Sticks’n’Sushi, Cafe Jorden Rundt, Fælledparken og til Gyldendals efterårsreception.
Det tænder feministhaderen på: Kloge, stærke kvinder (lidt ligesom enhjørninger dog) og Bente Klarlund.
Hadeperson: Jette Hansen, Bo Lidegaard og Helle Thorning-Schmidt.
Største heltinde/helt: Claes Kastholm (provo 4 Life!), Hans Bonde og Thomas Blachman.
Kendingsmelodi: ”VI HAR jo ligestilling i det her land” og ”jeg elsker kvinder, men… ”.
Den røde uni-feminist
Allerede første dag på KUA pudsede du kønsbrillerne og fik pastasalaten galt i halsen. Der var himmelråbende meget galt. Alle underviserne var mænd i 50’erne, og i kantinen serverede de kun klam mandemad som tarteletter, pølsegryde og smørrebrød (totalt diskriminerende for veganere og anorektikere f.eks.). Du stillede op til ligestillingsudvalget, nedsatte en feministisk læsegruppe og valgte køns- og kvindestudier som overbygning.
Her fandt du hjem i en blød favn af ligesindede, hvor I brugte de næste tre år på at bekræfte hinanden i, at film af kvindelige instruktører har mange flere facetter end dem af mænd, ligesom I lavede en database over betydningsfuld menstruationskunst gennem årene. KVINFO's nyhedsbrev interviewede jer endda om projektet.
Siden skrev du ph.d. og bliver nu tituleret "kønsforsker", når du stiller op i medierne og med bekymret mine kommenterer sager som "Bilka-gate" (pissediskriminerende, heteronormativt drenge- og pigelegetøj!), "Amme-gate" (amning er smukt, silikone grimt!) og ikke mindst Blachman-gate (mandchauvinist devaluerer kvinders nøgne kroppe på licensbetalt tv!).
Dit blik for uretfærdighed, sexisme og diskrimination af kvinder vil ingen ende tage. Du kan ikke længere se actionfilm, de hørmer jo af macholort. For hvad er en biljagt, hvis ikke patriarkatets voldspsykopatiske undertrykkelse af alt, hvad der er godt, smukt og rigtigt i denne verden (altså kvinder og (pige)børn)? "Mad Men" gav dig forhøjet blodtryk, og du synes, at højhælede sko er kvindeundertrykkende.
Sex er også blevet sværere, jo mere bevidst og sikker du er blevet i din feminisme. Du har sagt derhjemme, at du fremover helst vil bolle sidelæns, mave-til-mave-missionær er for forulempende. Og doggy style ved alle jo er et andet udtryk for "bagfrakommende overgreb". Og en gang hvor du suttede pik, kom du til at kigge op og blev ramt midt i dit tredje øje af indsigten i, hvor fuldstændigt grundlæggende undertrykkende oralsex er. Det er jo en organiseret form for kvælning!
Det er da kun psykopater og pikansjoser (og desværre din mand), der kan tænde på det. Helt frisat fra undertrykkelsens lænker er du nu ikke. I smug lytter du til Medina og onanerer til Thomas Blachmans affekterede homodialekt.
Uni-feministen kan ikke længere se actionfilm, de hørmer jo af macholort. For hvad er en biljagt, hvis ikke patriarkatets voldspsykopatiske undertrykkelse af alt, hvad der er godt, smukt og rigtigt i denne verden
Her kan du møde uni-feministen: Femø, Netto, Nihola-forhandlere, WIFT, kvindefester og til alle KVINFO's open mic-debatarrangementer.
Det tænder uni-feministen på: Adam Holm, feministporno hvor alle taler pænt til hinanden og personalet i Helsam.
Hadeperson: Eva Agnete Selsing og Hans Bonde.
Heltinde/helt: Simone de Beauvoir og Judith Butler.
Kendingsmelodi: ”Set ud fra en socialkonstruktivistisk forståelse af køn, så bør diskursen bryde med det heteronormative bla, bla bla”.
