Knald eller kærlighed på Tinder

Med dating-appen Tinder har det aldrig været lettere at komme i kontakt med nye mennesker. Det kan dog være svært at skille sig ud fra mængden. For ikke bare at ende som endnu et match i rækken bør du gøre dig nogle tanker om din kommunikation på appen. Læg derfor en strategi til knald eller kærlighed.
20 milliarder gange er "It's a match" poppet op på telefoner over hele verden, men for mange ender matchet i total tavshed, misforståede jokes eller lidt for lummer stemning - oftest lidt for hurtigt. Så hvordan bærer du dig ad? Måske du skal lægge en strategi og gå strategisk til værks. Hvis "Ej, kan du også lide rødvin?" ikke virker, kan du også besøge den nye app, haterdater, hvor I matcher på baggrund af de ting, I hader. Foto: haterdater.com
20 milliarder gange er "It's a match" poppet op på telefoner over hele verden, men for mange ender matchet i total tavshed, misforståede jokes eller lidt for lummer stemning - oftest lidt for hurtigt. Så hvordan bærer du dig ad? Måske du skal lægge en strategi og gå strategisk til værks. Hvis "Ej, kan du også lide rødvin?" ikke virker, kan du også besøge den nye app, haterdater, hvor I matcher på baggrund af de ting, I hader. Foto: haterdater.com
Da vi downloadede Tinder for første gang i september 2012, åbnede vi døren op for et anderledes og spændende datingunivers. Et nyt match gav et mindre adrenalinkick, og den nye form for bekræftelsesrus gjorde, at der ikke var langt fra match til date. I dag bruger vi appen mere selektivt. Vi er blevet vant til Tinder og alle dens matches, samtaler og dates. Vi søger derfor det ekstraordinære, hvis et match skal fange vores opmærksomhed i mere end 10 sekunder.
 
Tinder er blevet vores virtuelle wingman. Et enkelt swipe til højre eller venstre og appen hjælper dig med at finde, hvad du søger. Om det er kærlighed eller et knald. Tinder har dog ikke fortalt os, hvilken strategi vi skal lægge, når vi skal score hinanden på appen.
 
Hvad laver jeg egentlig her? 
 
”Nyt match. Tryk for at chatte med Nicolai!” Beskeden popper op i det sekund, tommelfingeren har swipet til højre. Beskeden er et klart call to action. Tinder fortæller med pangfarver, udråbstegn og push-beskeder, at Nicolai kun er et enkelt tryk væk. Et tryk, som fører dig videre ind i appens datingunivers, hvor du har mulighed for at imponere ham ved hjælp af både GIFs, emojis og dine evner inden for smooth-chatting. Nu har Tinder sørget for gnisten. Så skal du bare selv gribe tastaturet for at puste ild i den.
 
20 milliarder gange har to personer liket hinanden på Tinder for derefter at blive et match. Det er et svimlende højt tal, og det vidner i høj grad om den popularitet, som Tinder har fået verden over. At få et af de 20 milliarder matches er egentlig let nok. Du kan ligge i din seng, imens du swiper dig igennem Tinders kødkatalog. Det bliver dog straks sværere, når du skal fange dit nye matchs opmærksomhed. At lægge en strategi for beskederne kan virke som overkill. Men det er netop sådanne overvejelser, der kan få dig til at kommunikere på en måde, som Nicolai ikke kan ignorere. 
 
Mange oplever ikke at få et svar på Tinder. En simpel strategi kan hjælpe dig.
 
Taktisk kærlighed
Med cirka 50 millioner Tinder-brugere på verdensplan er det usandsynligt, at en simpel besked med teksten: ”Hej. Har du haft en god dag?” vil skille sig ud fra dit nye Tinder-matchs andre bejlere. Taktikken og kommunikationen skal derfor være knivskarp. 
 
At lave en skarp kommunikationsstrategi til Tinder-universet lyder måske svært, men det er faktisk ikke mere komplekst end at styre kommunikationen i en mellemstor dansk virksomhed. Som med al kommunikation må du derfor først gøre dig nogle tanker, inden du åbner appen for at skrive dig vej ind i dit matchs hjerte. Start derfor med at overveje din brændende platform. Den brændende platform er din motivation for at springe ind i Tinders limbo. Måske er det ikke længere sjovt at se ’Vild med dans’ alene hver fredag aften? Eller måske har du levet i cølibat i så lang tid, at du desperat har brug for en forandring?
 
Når du har fundet din motivation for forandringen, bør du gøre dig nogle tanker om, hvilken forandring du stræber imod. Hvad er målet med at skrive til dit nye Tinder-bytte? Vil du gerne have en kæreste eller noget mere uforpligtende? Kommunikationen afhænger nemlig altid af formålet. Derfor er det to forskellige kommunikationsstrategier, du skal lægge, alt efter om du vil have en at ligge i ske med eller en at krølle lagner med. 
 
Light stalking
Når du har afklaret dit formål med kommunikationen, bør du lære dit bytte at kende. Hvis du lærer modtageren at kende, kan du nemlig skrive noget, som kan være relevant for ham eller hende. Du kender det sikkert allerede fra virksomhedskommunikation, hvor det er alment kendt, at virksomheden bliver nødt til at skrive om det, der interesserer kunden. På Tinder sker der dog tit det modsatte, når et nyt match starter med at plapre om egne interesser og drømme eller helt holder sig til neutrale emner, såsom hvordan weekenden har været.
 
Næste skridt i strategien er derfor research eller en light udgave af stalking. Find alle informationer om personen, så du ved, hvad der får den anden til tastaturet.
 
Heldigvis kan Tinder være behjælpelig på det punkt. Appen viser nemlig de sider, som I begge har liket på Facebook. Hvis hans Instagram er tilkoblet Tinder, kan du måske også finde ud af, hvor han kan lide at rejse hen. Dertil har han sandsynligvis skrevet en lille tekst om sig selv, som du også bør læse. På den måde har du indsamlet dit eget big data, som du kan bruge til at skræddersy en besked til ham.
 
 
Research dig frem til, hvad der er relevant for den anden. Måske er I begge humanister? Måske står der i hans tekst, at han elsker kaffe? Spørg ind til det.
 
Megan Fox eller dokumentar
Du kan nu sætte flueben ved alle de forberedende trin i strategien. Nu skal du bare skrive beskeden til 26-årige Nicolai, som er tømrer, elsker film og blærer sig med at lave en formidabel lakseroulade.
 
Din kommunikationsstrategis bærende element er stadig relevans. I dette tilfælde vil en besked, som handler om den nyeste boremaskine, film eller tilbudsprisen på laks være relevant for Nicolai. Du skal derfor gøre noget, som er vigtigt inden for al slags god virksomhedskommunikation. Du skal nemlig spejle dem, som du gerne vil imponere, så de har lyst til lytte. Hvis Nicolai elsker actionfilm, vil det derfor være smart at fortælle ham om den sidste actionfilm, du så.
 
Du skal dog huske at være strategisk klog, når du gør dette. Du skal nemlig stadig have dit formål med kommunikationen in mente. Det vil sige, at du bør finde en film, som sender de rigtige signaler. Vælger du en dokumentar om anden verdenskrig, virker du klog. Hvis du i stedet vælger en film med Megan Fox, sender du sandsynligvis hans tanker længere sydpå. Det er derfor vigtigt, at du tidligt i kommunikationsstrategien har overvejet, om du vil ende med at møde hans mor eller hans dobbeltseng. Intet er overladt til tilfældighederne, og djævlen ligger i detaljen.
 
At score en person er ikke helt så enkelt. 
 
Det er ikke mig. Det er dig
Nu hvor du har fundet et relevant emne at skrive om, og samtalen er begyndt at flyde, går du videre til næste punkt. Det handler om, at du skal skrive netværksorienteret i stedet for afsenderorienteret. Du er allerede godt på vej, da du forhåbentlig har valgt et startemne, som er relevant for dit match.
 
Herefter bliver det vigtigt at holde fast i at fokusere på modtageren. Du har nemlig gang i en rigtig dårlig scoretaktik, hvis du kun taler om, hvor dejlig du selv er. I stedet skal du vise, at du er opmærksom og lytter til dit nye match. Det betyder, at du ikke skal skrive om et emne ud fra, hvad du selv ved og tænker om det. Du skal i stedet skrive om, hvad du kan gøre for den anden, eller hvad I kan gøre sammen. På den måde bevæger du dig op ad Astrid Haugs værditrappe og lander derfor på trin fire eller fem. Denne netværksorienterede kommunikation er vigtig, når virksomheder skal producere godt indhold til de sociale medier, og du kan også bruge den til din Tinder-strategi.
 
Men hvordan skriver du så netværksorienteret i stedet for afsenderorienteret til Nicolai? Spørg ind til, om han kun kan finde ud af at lave lakseroulader. Hvis det er tilfældet, kan du tilbyde ham din assistance i køkkenet, så du kan lære ham at lave andre retter. På den måde gør du noget for ham, og I gør noget sammen.
 
Glem alt om at reklamere for dig selv. Spørg i stedet ind til ham, og vis, hvor godt du passer ind.
 
Kælen eller cool?
Sidste trin i Tinder-strategien består i at fastlægge din tone of voice. Den kan du bruge til at præsentere dig selv på en bestemt måde. Vil du virke kæk, flirtende, klog eller seriøs? Hvis du vælger en af de to første, bør du overveje, om dit formål med kommunikationen er at afprøve springfjedrene i hans nye madras. Hvis du i stedet vælger en mere seriøs tone of voice, er der større chance for at blive inviteret på en gåtur rundt om søerne og en kop kaffe. Brug også gerne emojis og GIFs, som kan kompensere for, at han ikke kan se dit ansigtsudtryk, når han sidder på den anden side af skærmen.
 
 
Hvis du vil score dit match med en kæk og flirtende bemærkning, understreger disse emojis budskabet.
 
En vellykket Tinder-strategi
Dine strategiske valg betyder en del. De er i høj grad med til at brande dig som en person, som Nicolai fra Tinder forhåbentlig synes om. Nu har Tinder hjulpet dig med at finde ham, så er resten bare op til dig og din Tinder-strategi. Den kan med sikkerhed hjælpe dig med at score dit nyeste crush.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også