’Kommunikation’ slet og ret stinker åbenbart, og derfor skal fin og moderne kommunikation ofte have et fint og moderne fornavn. For eksempel klima-kommunikation. Men det er varm luft. Hvad blev der egentlig af den goe gamle kommunikationsdisciplin?
Der var engang, hvor man bare talte om kommunikation. Men
så begyndte temperaturen at stige, og Nordpolen begyndte
smelte. Pludselig var det ikke nok at kommunikere, man skulle
klima-kommunikere. Det er altså en helt ny og unik disciplin,
der adskiller sig markant fra traditionel kommunikation. Skulle man
være i tvivl, kan man altid læse i den strøm af
bøger om emnet, der bliver udgivet i dette
klima-år.
Men jeg kunne godt tænke mig, at forfattere, forlag og andre
trak vejret en ekstra gang, mens de overvejede dette
spørgsmål: Hvor mange forskellige typer kommunikation
findes der egentlig? Og hvor forskellig er klimakommunikation fra
det, vi bare kalder kommunikation?
Bud på formler for klimakommunikation
Kommunikation er (som I selvfølgelig godt ved) en udveksling
af budskaber mellem en afsender og en eller flere modtagere. Sat
på formel kan det se sådan ud: xy->z. Budskabet (x)
vinklet i forhold til målgruppen (y) afleveret gennem kanal
(z).
Skal man tro på, at der findes en disciplin ved navn
klimakommunikation, skulle der altså eksistere en anden
formel for dette. Måske som denne: xy*w->z. Igen budskab
(x) men her vinklet både i forhold til målgruppen (y)
og i forhold til klima (w) og afleveret gennem kanal (z).
Altså en slags dobbeltvinkling af budskabet. Et andet bud
på en formel kan være denne: xw->z. Her vinkles
budskabet efter klima i stedet for målgruppe.
Kun en slags kommunikation
Den første klima-formel er ikke afgørende forskellig
fra den oprindelige kommunikationsformel, og den anden vil nemt
resultere i, at man skyder forbi målgruppen. Men det betyder
ikke, at disse to formler ikke er i spil. Tværtimod. Og det
er her, problemet med klimakommunikation ligger.
Der er nemlig ingen tvivl om, at præfixet klima åbner
hidtil uanede muligheder for at komme ud med budskaber, som
tidligere ikke ville have målgruppens interesse. Altså
en anvendelse af den første klima-formel, hvor man presser
klima ned over en eksisterende historie. Men det skaber ikke en ny
kommunikationsdisciplin. Jeg ved det, for jeg har selv gjort
det!
Sprælle lidt mere
Den anden klima-formel finder anvendelse, hvor man pludselig
begynder at kommunikere om produkter og løsninger, der
normalt er aldeles uinteressante for den "almindelige" borger; men
nu, hvor det handler om klima, er vi jo alle interesserede - ikke
sandt? Og det er måske netop her, arnestedet for
klimakommunikation findes: i et ønske om at sprælle
lidt og være med på bølgen.
Virksomhederne ser en mulighed for at blive kendte uden for deres
normale målgruppe, og kommunikationsafdelingerne ser
måske også en mulighed for at gøre noget, der er
lidt sjovt, og så samtidig være med til at redde en
isbjørn eller to - man er vel humanist.
De klassiske dyder bliver glemt
Problemet er, at de klassiske dyder bliver glemt. Klimaet bliver et
kommunikationsprojekt, der ikke er forankret i virksomheden og dens
produkter. Måske stemmer det slet ikke overens med
virksomhedens almindelige profil. Det er det, vi nu har lært
at kalde "green washing", som ganske vist er et nyt udtryk i
kommunikationsdansk, men ret beset dækker det vel bare over
et klassisk oversalg af virksomheden eller dens produkters
egenskaber. Nogle ville måske bare kalde det at lyve.
I sidste ende er den halvhjertede, uigennemtænkte brug af
klima som kommunikationsinstrument med til at øge
klima-kvalmen (og nej, den kan faktisk ikke kan skelnes fra
almindelig kvalme) og gøre det sværere at trænge
igennem for de virksomheder, der faktisk har et reelt budskab
på klimafronten. For der er ikke noget galt i at kommunikere
om klima, men lad os kalde det ved dets rette navn: God gammeldags
kommunikation.