Klaustrofobisk kollektiv filmkunst

Skrevet af

Leila Vestgaard

1 artikler

0 indlæg

Vinterberg skal lave en ny film sammen med Lars von Trier. Lars von Trier laver film sammen med Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring osv. Det er blevet dogme i dansk film at arbejde sammen. Den danske filmbranche bygger på mange måder på en socialdemokratisk kollektivtanke. På den ene side giver det danske instruktører et bagland, andre stater ikke kan hamle op med, og på den anden side forpligter det også i en vis grad, fordi kunsten har et ansvar i og med, at der bliver betalt til den fra offentlig side. Hvorfor kan danske instruktører ikke stå alene? Spørgsmålet er om kollektivtanken ensretter kulturen ? K-forum undersøgte sagen.

Når der tales om filmkunst i Danmark, kommer man ikke uden om de seneste årtiers succeser. Dansk film er blevet et varemærke, som Danmark markerer sig under i udlandet. I 1980erne var det Bille August og Gabriel Axel, der holdt fanen højt til Oscar-uddelingerne. Og siden 1995 har Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring stået for den stærkeste profilering af dansk film i udlandet. Deres Dogme 95 koncept er med tiden blevet et internationalt fænomen, selv om det er de danskproducerede film, der har gjort det største indtryk.

Dogme 95 udsprang af et ønske om en tilbagevenden til det oprindelige i filmkunsten. Ideologisk set parallelt til den franske nouvelle vague i 1960erne. Dogme 95 er først og fremmest tænkt som et rent kunstnerisk koncept. 10 stringente regler, der tvinger instruktøren tilbage til det basale i filmkunsten. En fokusering på instruktøren som auteur og som egentlig kunstner, der med få virkemidler forstår at lave en film. Desværre er Dogme 95 siden blevet adopteret som en kærkommen ramme at lave film inden for uden de store økonomiske omkostninger. De udenlandske dogmefilm er desuden ofte instruerede af debuterende instruktører, hvilket ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt, idet de så ikke ud fra egen erfaring er klar over, hvilke virkemidler de fravælger ved at følge dogmereglerne.

I sommer lancerede Nordisk Film og TV 2 Director’s Cut som en form for pendant til Dogme 95, der har Nimbus Film, Zentropa og DR TV i ryggen. Director’s Cut har i lighed med Dogme 95 en målsætning men ikke noget egentligt kunstnerisk manifest. Målsætningen lyder at lave film til 8,5 mio. kroner; støtten skal gives ud fra en synopsis og ikke som normalt ud fra et færdigt manuskript, filmen skal optages på location, holdet skal være så lille som muligt og optageperioden kort. Til gengæld skal klippeperioden være væsentlig længere end sædvanligt.
Umiddelbart virker Director’s Cut mere koncentreret om de økonomiske og tekniske aspekter i filmkunsten. Udgangspunktet er, at finansieringen og dermed produktionen af spillefilm i Danmark er blevet alt for omstændig og bureaukratisk, og at der spildes uendelig megen tid med at søge støtte til projekter i stedet for at producere noget mere. Konceptets erklærede påstand er, at en billig film er bedre end en dyr film. Men det er selvsagt vanskeligt at bedømme Director’s Cut som kunstnerisk doktrin, førend der foreligger nogen færdige film; de første optagelser starter først i foråret 2002. Men man kan alligevel godt læse en tendens i dansk film, som på mange måder bygger på en socialdemokratisk tanke.

Det er som om, man i Danmark har behov for at tænke filmkunst kollektivt. Det er der flere indlysende grunde til. Først og fremmest er det svært at markere sig i den internationale filmverden, når man er et lille land uden de helt store muligheder for store økonomiske (og kunstneriske) satsninger. Derfor hjælper det at stå sammen. Grupperingen i kunstneriske, identitetsdannende fællesskaber skal ikke kun ses som udtryk for praktiske årsager, men også for en nødvendighed og for en overlevelsesstrategi. Og måske for en nedarvet socialdemokratisk tanke, der bygger på idéen om, at vi sammen er stærke, og at de bredeste skuldre kan bære det tungeste læs.
Dansk film manifesterer sig gennem kollektivtanken; både udadtil mod verden og indadtil mod Det Danske Filminstitut og offentligheden som sådan, i et håb om at få øget opmærksomhed og derigennem forhåbentlig også øgede midler at udøve kunsten for. Det har været problematisk for mange unge instruktører, at de ikke uden videre kunne komme til at udøve deres filmkunst og dermed holde deres kunstneriske håndværk ved lige. Selvfølgelig er det en længere diskussion med mange facetter, og der er et utal af forskellige grunde til de enkelte filmproduktionsselskabers produktionsfrekvens. Pointen er, at det ikke er sådan i Danmark, at en instruktør eller et produktionsselskab uden videre kan sætte en omfattende filmproduktion i gang. Og det er blandt andet det, ophavsmændene til Director’s Cut opponerer mod.

Nok har Danmark et på mange måder unikt og velfungerende støtteapparat for dansk film, hvor man kan søge støtte til hele processen fra manuskriptskrivning, udvikling og frem til egentlig produktion og lancering. Men måske netop fordi staten støtter kulturlivet og dermed filmkunsten, har filmkunsten et ansvar overfor staten og offentligheden. Et ansvar man helst ser bort fra i praksis, idet det er svært foreneligt med en kunstnerisk fri udfoldelse. Men ikke desto mindre bliver der holdt øje med, hvad der produceres af kulturprodukter. Heldigvis er der ikke tale om Rindalisme; der lades også plads til skæve og langt fra kommercielle film. Filmkunsten behøver heller ikke være evigt taknemmelig for statsstøtten. Når dansk film fejrer betydelige succeser i udlandet, senest Lone Scherfigs Guldbjørn i Berlin for ’Italiensk for begyndere’ og Lars von Triers Gyldne Palmer i Cannes for ’Dancer in the dark’, er det i offentlighedens øjne en så væsentlig markering af Danmark som kulturnation, at filmbranchen nyder endnu mere goodwill. Det er i sådanne situationer, at nationen samles om noget fælles, og Danskheden manifesterer sig tydeligst. Fuldstændig samme reaktionsmønster som når det kvindelige håndboldlandshold vinder ved OL, eller når fodboldlandsholdet af og til har en god aften.

Det er i denne forbindelse interessant at se på statens forhold til filmkunsten fra et etnologisk perspektiv. Udgangspunktet er, at staten søger at forsvare og samtidig positionere sig i forholdet til andre stater. Det sker på både det militære, økonomiske og kulturelle område. Man kan derfor sige, at staten ikke støtter kunsten, men produktionen af kultur, fordi det kan tjene staten et formål i positioneringen. I stater, der som Danmark ikke har hverken råstoffer eller nogen betydelig industri, erstattes industrien af mindre håndgribelige aktiver som know-how og kulturproduktion.
Når kulturen produceres og dermed læses ind i en kapitalistisk sammenhæng, skal den være rentabel for staten. Hvad filmkunsten angår, får staten kun sjældent noget økonomisk udbytte af den støtte, den har givet. Alligevel bliver man ved med at producere nye film, fordi det kulturelle forsvar, staten får ud af at have en filmkunst, der markerer sig positivt og anerkendes af andre stater, i en støre sammenhæng er mere betydningsfuld og mere værd end de udgifter, der er forbundet med den.
Benedict Andersson, der forsker i nationalitet, siger, at ethvert samfund forestiller sig en samhørighed, men at man er nødt til at finde de kulturelle begrundelser for den samhørighed. Man skal med andre ord finde frem til, hvad det er, der knytter folk sammen i et fællesskab trods individuelle forskelle. På det kulturelle område handler det om at finde nogle repræsentanter for den fælles kulturelle identitet. I efterårets Danmarks-udgave af livsstilsmagasinet Wallpaper kunne man således også møde en række succesrige danske kulturpersonligheder, der på hvert deres felt udgør noget af det bedste inden for dansk kultur. Men vi vælger selv kontinuerligt, hvilken kulturhistorie vores stat skal have. Det er i den forbindelse tankevækkende, at vi altid vælger succeshistorierne og dem, det går godt for, som repræsentanter. Spørgsmålet er, om vi har behov for et reelt billede af statens kulturproduktion eller for en kulturhistorie, der stemmer overens med den kollektive identitet, vi gerne vil have.

For af og til går tingene ikke helt som forventet. Som da de to forhenværende filmkonsulenter Gert Duve Skovlund og Thomas Danielsson i efteråret af uvisse årsager og på eget initiativ skrev et læserbrev til Information, hvor de fortrød støtten til børnefilmen ’Jolly Roger’, kaldte filmen en kunstnerisk fejlsatsning og betegnede samarbejdet med instruktøren Lasse Spang Olsen som overordentligt problemfyldt. Denne sag betegner et klart brud på kollektivtanken og er ikke alene ødelæggende for statens kulturelle forsvar men også for det forsatte samarbejde med filmbranchen. At konsulenterne valgte at falde filmen i ryggen er hverken betryggende eller befordrende for filmkunsten. Især ikke fordi det var i filmens premiereuge, de valgte at udsende læserbrevet, og dermed næsten med det samme gav filmen et kommercielt dødsstød oveni det kunstneriske, som var læserbrevets pointe. Disse sager er heldigvis ret sjældne, men de er med til at vise, hvorfor det også kan være en god idé at have en ramme at arbejde indenfor og en kunstnerisk identitet og tilhørsforhold at udfolde sig i. Og være flere om at stå imod. Det ville til sammenligning være langt sværere at afvise hele Dogme 95-bevægelsen; Især efter den store popularitet, filmene har opnået, samtidig med at de på hver deres måde har været kunstneriske satsninger.

Kollektivtanken er under alle omstændigheder observerbar flere steder i den danske filmbranche. For eksempel foreningen Super 16, som er en 3-årig alternativ filmuddannelse på linie med Den Danske Filmskoles. Hvert andet år optager de 8 producere og 8 instruktører. De går til undervisning to gange om ugen uden for almindelig arbejdstid og skal producere 5 film i løbet af uddannelsen. Men Super 16 tjener ikke kun et undervisningsformål. Tanken bag er også, at det givetvis er nemmere at slå igennem, når man er 16 om det. Nemmere at få sponsorater, undervisere og endelig også anerkendelse i resten af den etablerede filmbranche, og det er dybest set det, Super 16 handler om. Et andet og mindre anerkendt alternativ er Yuffies, young urban film freaks, som i højere grad koncentrerer sig om produktion og workshops frem for undervisning.

Selv om kollektivtanken overordnet set gør mest godt for filmkunsten i Danmark, er den også med til at gøre det svært at komme i gang. Man skal helst være med i en eller anden form for fællesskab, før man kan gøre sig forventninger om at komme til i branchen. Naturligvis er der altid en række omstændigheder, der skal opfyldes, før man starter på noget nyt, men det kan virke ekstra svært at slå igennem i filmbranchen. Med koncepter som Director’s Cut, foreninger som de ovenfor nævnte og forholdsvis billigt optage- og redigeringsudstyr kan det være, det bliver nemmere med tiden.

I kølvandet på de alternative netværk og nye mere eller mindre kunstneriske grupperinger er det relevant at stille spørgsmålet, om kollektivtanken ensretter kulturen? Director’s Cuts påstand; at en billig film er bedre end en dyr film, forstås bedst gennem kollektivtanken. Den betyder, at flere kan få lov til at lave film hurtigere, og dermed sikres produktionen af kultur. Men der mangler en argumentation for det kunstneriske aspekt. En dårlig billig film er vel ikke bedre end en god dyr film? Hvis man virkelig vil skabe nye rammer for filmproduktion i Danmark uden at svække statens kulturelle forsvar og identitet, er det derfor vigtigt at være opmærksom på kollektivtanken på godt og ondt.

LITTERATUR
Benedict Andersson: Imagined Communities, Verso, London, 1991

Denne artikel har oprindeligt været trykt i bladet Samson.


Relaterede artikler

Dansk films bølgebrud - ”Tog bølgen land?” Ja, det gjorde den inden for dansk film fra midten af 1990’erne og frem, og det er interessant at se ...
Blockbusted! Attraktion og spektakel i nye mega-film - Hvad har film som ´The Matrix Reloaded´(2003) og ’Mission: Impossible’ (1996), ’Armageddon’ (1998), ’Hannibal’ (2001) og...
Den evige jøde - Der er stor forskel på, hvordan Lars von Trier har fremstillet sig selv og sine film gennem karrieren, men provokationen...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Få nyhedsbrev

Job

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

Frist: 27. oktober

Allround Communicator

Frist: 5. november

Kommunikatør

Frist: 6. november kl. 16.00
Se alle job Indryk job

Intensivt forløb til dig

Content marketing bootcamp

Start 26. oktober
Fem halve dage i oktober og november

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.