Kommunikationsforum stillede samme spørgsmål til henholdsvis Christian Kock (CK) og Klaus Kjøller (KK). De har selv vurderet, hvilke spørgsmål, de havde tid til og interesse i at svare på.


Hvilke politikere mener du på nuværende tidspunkt klarer sig retorisk og kommunikationsmæssigt bedst i valgkampen? Og hvem fremtræder mest troværdig?

CK: Fogh har klaret sig godt – han har lært lektien om at lade være med at blive fornærmet og gå ind i personlig nedgøring og polemik. Måske lærte han den lektie ved folketingets afslutningsdebat i 1997, da han serverede et svidende personligt angreb på Nyrup – og blev skældt ud fra alle sider. Fogh vil gøre alt, hvad der kan hjælpe ham til statsministerposten. Og det er det, vi ser nu.

Er det en gængs retorik i debatten, at argumentationen drejes fra sagen over på modstanderen som person? Hvilke(n) effekt(er) har det? Og hvem gør det hyppigst?

CK: Det har der været meget af, og medierne har ført an. Det er skadeligt. Vælgerne interesserer sig ikke nær så meget for disse personer, som medierne gør, og ved at fokusere på dem tager man opmærksomheden væk fra forståelsen af problemerne.

Er det helt naturligt og uundgåeligt, at grænsen mellem sagen og personen flyder sammen inden for politik?

CK: Nej, det er unødvendigt. De store politiske temaer, som interesserer de fleste, er ikke knyttet til personer.

KK: Ja, det er nødvendigt, når man skal have vælgere, som ikke interesserer sig for eller har baggrund for at forstå de tekniske sager, at man så kører på aktørerne i situationen. Det gælder ikke kun i en valgkamp. Det er også en teknik, der bruges dagligt og helt rutinemæssigt i enhver tv-nyhedsudsendelse til at give seerne en fornemmelse af at have forstået, hvad der foregår i dansk indenrigspolitik.

Er der politikere, der benytter en argumentation, der går ud på at jorde modstanderen for til hver en tid at få ret?
Er det noget vi vil komme til at se mere af i dansk politik, eller er det forbeholdt amerikansk valgretorik? Og er det overhovedet tilfældet for den argumentation, de amerikanske politikere fører?

CK: Jeg ved ikke om man "får ret" ved at jorde modstanderen. Jeg tror at mange vælgere er dybt irriterede over at politikerne i så høj grad prøver at jorde hinanden. Ved at gøre det generer man især de vælgere, der står med et ben i hver lejr. Og det er jo ellers dem, man skal have fat i. For de kan tippe balancen.

De amerikanske politikere er ikke så slemme som de amerikanske medier, der er gået helt galt af deres rolle som demokratiets vagthund. Stadig flere vælgere mener, de [medierne] skader demokratiet ved hele tiden at ville mistænkeliggøre politikerne.

KK: Nu skal vi passe på med generalisationerne. En god professionel politiker kan også udfolde sig i mange forskellige genrer. Det gælder uanset om politikeren er amerikaner, dansker eller fra Sverige, såmænd. Den Nyrup, der står og flår sider ud af en kollegas åndsfrugter (bog) på scenen i Valbyhallen, er den samme Nyrup, som kan lirke kompromisser på plads gennem følsomme samtaler, diskussioner og med største respekt for sin ærede modstander eller samarbejdspartner, fx Marianne Jelved, Frank Aaen – eller Anders Fogh. Den slags sker bare for lukkede døre. Det ville være en enorm fejlslutning af tro, at den ægte diskussion slet ikke findes iblandt politikere og i vores demokrati. De bestiller stort set ikke andet inde på Christiansborg i udvalgsværelser, telefonsamtaler og samtaler ansigt-til-ansigt. Men når man optræder offentligt så laver man propaganda og show. Det kan der også godt komme gode indholdsrige debatter ud af. Bare ikke i en tilspidset situation hvor det er ved at være sidste chance for at skabe skræk og rædsel hos en stor gruppe ubeslutsomme vælgere med begrænset saglig indsigt. Og man kan ikke i et demokrati tvinge befolkningen til at være bedre end den er; derfor må man skabe en valgkamp, som kører på aktørerne. En valgkamp er ikke et højskole-seminar om aktuel dansk politik – og det er vist i øvrigt meget godt. Hver ting til sin tid.

Fremstår debatten i sin helhed overvejende positiv eller negativ?

CK: Negativ. Vi får ikke chance for at forstå de vigtige emner og få et fornuftigt beslutningsgrundlag. Så har vi ikke andet end "følelserne" at stemme ud fra. Og det må vi så gøre – men kun fordi vi ikke har andet.

KK: En valgkamp er også en folkefest. Ja, jeg synes, at det er en herlig fest hver gang. Og seertallene er store, i hvertfald den afsluttende aften, hvor vi skal se, hvem der vinder. TV 2 klager i deres interne blad over, at alle debatterne giver stationen dårligere seertal end normalt, og at de derfor ikke kan hive så mange reklamekroner hjem som normalt. Som bekendt er det jo papirsaviserne der scorer på de politiske annoncer, da det er forbudt at annoncere politisk på TV 2 (og umuligt på DR TV). Når der er valgkamp, er det dyrt at være public service-tv.

Hvor fremtrædende, vurderer du, spindoktori har været i denne valgkamp? Er det godt eller skidt?

KK: Jeg mener, at Venstre og Dansk Folkeparti er de klart stærkest bemandede angående spindoktorer. De har også ret godt styr på den interne partidisciplin, således at der følges en fastlagt strategi, hvilket er nødvendigt for at udsende et klart budskab i et broget og ret ukontrollabelt forløb som en valgkamp. Socialdemokraterne råder også over mange ressourcer, men er, efter min vurdering, ikke så gode til at udnytte dem. De har også haft en del besvær med den interne disciplin i begyndelsen af valgkampen. Det bliver derfor spændende at se, om denne forskel afspejler resultatet på tirsdag. Det er udmærket, at partierne som andre organisationer anvender de mest professionelle teknikker. At jamre over spindoktorer, og al deres væsen, ville svare til at jamre over, at partierne bruger kuglepenne i stedet for stadig at skrive med fjerpenne, eller at de bruger mobiltelefoner i stedet for at lade en budbringer ride rundt med budstikker i skindhylster.

Gælder det for megen af den argumentation, vi præsenteres for, at politikerne skyr en hver form for provokation og klar udmelding i håbet om at få alle vælgere i tale?
Og bliver de politiske synspunkter dermed udvandede?

KK: Nej egentlig ikke. Alle taler i øjeblikket om Venstres annonce i ugebladene. Og sidste gang meldte statsministeren jo også helt klart ud med efterlønnen. Valgkampen præges af provokationer, som sætter dagsordenen. Ind imellem er der en masse generel snak, som ikke skaber nogen som helst klarhed og lige så godt kunne komme fra det ene parti som det andet. Men den generelle snak konkretiseres ind imellem i meget konkrete eksempler, som man udvælger, så de giver modstanderne de største problemer – og kan bruges af journalisterne på forsiderne og i tv-nyhederne. Det vil vi også opleve i de sidste dages slutspurt. Det er faktisk her det største krav til kreativitet i kampagnen ligger.

Mange politiske argumenter bliver ofte beskyldt for at være platheder/truistiske værdier, idet det er ulogisk at påstå det modsatte. Således har det ingen mening at sige, at man er et ansvarligt og visionært parti. (For hvem har lyst til at være et uansvarligt parti uden visioner).
Hvilken effekt har det, at partierne præsenterer og hviler på sådanne floskler? Og er der overhovedet tale om floskler/platheder?

KK: En politiker skal sige meget i en valgkamp. Det er snak fra morgen til aften. Platheder er en vidunderlig mulighed for at finde en helle i dette enorme pres for hele tiden at skulle sige noget om alt muligt. I platheden bliver ingen mulig vælger stødt væk og samtidig fremstår politikeren idealistisk og ansvarlig – forudsat at han eller hun udtaler plathederne, som om de var nogle dybfølte sandheder, som netop var åbenbaret fra et højere væsen. Men denne kunst er noget af det første enhver ung politiker lærer. Det er den grundlæggende del af håndværket som politiker. En klar overlevelsesbetingelse i et hårdt erhverv.

Hvordan vurderer du integrationsdebatten? Fylder den for meget?

CK: Den er forfærdelig og skadelig for landet og for demokratiet her i landet. Begge fløje har i mange år haft så travlt med at affeje alt, hvad den anden siger, at vi nu er hinsides al fornuft, både i hvad der siges, og i mængden af det der siges. Som om vi ikke havde andre vigtigere emner.

Hvordan har mediernes dækning af valgkampen været?

CK: En blanding af godt og skidt, stadig med alt for megen vægt på personer og meningsmålinger, på taktik og strategi. Mange undersøgelser viser at disse aspekter interesserer journalister meget mere end de interesserer almindelige vælgere.