KL tryner og taber

Ligesom lærerne har KL kørt kampagne med helsidesannoncer. Der er meget i den kampagne der kan forklare vigende sympati – især en række tilfælde af arrogance og manipulation. Et typisk eksempel er annoncen om den arbejdstidsreduktion som gives til lærere over 60 år. ”I 1922 indførte man en måneds ekstra fri om året til lærerne over 60. Danmarks Lærerforening synes at det er helt uacceptabelt at vi allerede vil genforhandle.” Bemærk udtrykket ”en måneds ekstra fri”. Tænker man ikke meget over tingene, kunne man tro at de ældre lærere faktisk holder ferie en hel ekstra måned mens de andre arbejder. Og i teksten med småt styrkes indtrykket: ”Derimod kan en lærer på 60 holde fri i hele 4 måneder – med fuld løn!”

Online-versionen af en KL-kampagneannonce (rummer ikke lige så meget tekst som den omtalte version). Bemærk udtrykket ”en måneds ekstra fri”. Tænker man ikke meget over tingene, kunne man tro at de ældre lærere faktisk holder ferie en hel ekstra måned mens de andre arbejder. Og sådan er det jo ikke. Foto: kl.dk

Hvilken af årets måneder er mon de ældre læreres ekstra frimåned, kunne man spørge – og så er man gået i manipulationsfælden, for selvfølgelig holder de ikke fri en ekstra måned. Det er deres samlede årlige arbejdstid der er reduceret med en vis andel. Om dét så er godt og rigtigt, kan man diskutere. KL kan have ret i at meget har ændret sig, og det at være 60 betyder ikke at éns arbejdsevne er svækket i samme grad som for 90 år siden. Men KL har valgt at udtrykke sig på en uredelig måde der kan lokke skødesløse læsere ind i en absurd vildfarelse. Og man har i det hele taget gjort hvad man kunne for at styrke en vag fornemmelse af at lærere generelt fiser den af på en latterligt lempelig loppetjans. På baggrund af denne perfide strategi virker det tvetunget når samme annonce taler om de ”i øvrigt fantastisk dygtige lærere”.

Fakta er altid gradbøjet

Man går også målrettet efter at skabe indtrykket af lærergerningen som et privilegeret halvdagsjob når man fastslår: ”Fakta er at en lærer underviser 16 timer om ugen.” En lignende form for statistik brugte man i kampagnen om gymnasielærere tidligere på året. Men sagen med den slags statistikker er at de afhænger fuldstændig af hvad man tager med i sin beregning. Hvilke aktiviteter har man kategoriseret som ”undervisning”? Der er mange slags aktivitet på en skole. Hvilke personer i lærerkorpset er medregnet – også dem der mest laver administration, eller hvad? Antagelig er den snævrest tænkelige definition lagt til grund. Men det får vi ikke at vide.

KL har også forsøgt sig med svar-annoncer på DLF’s annoncer. Også her kunne man have satset på at tale om hvad der ville være rimeligt – for der er utvivlsomt meget urimeligt i den meget rigide måde den nuværende overenskomst virker på. I stedet forspilder KL sin chance ved aggressivt at prøve at fremstille DLF som grove, urimelige og usandfærdige - og så i øvrigt drive en kile ind mellem lærerne og deres forening. Også her betjener man sig af små og store fordrejninger - som mange neutrale iagttagere sikkert fornemmer.

Man går målrettet efter at skabe indtrykket af lærergerningen som et privilegeret halvdagsjob når man fastslår at ”Fakta er at en lærer underviser 16 timer om ugen.” Men sagen med den slags statistikker er at de afhænger fuldstændig af hvad man tager med i sin beregning. Foto: kl.dk

Påstande uden synlig dækning på begge sider

Tag nu den annonce hvor KL har klistret små Post-It sedler på en annonce fra DLF. Andre kommentatorer har kritiseret KL for manglende kreativitet i deres annoncering og for at de på denne måde blot giver modpartens argumenter opmærksomhed. Men skal vi borgere have en ordentlig debat som vi kan bruge til at tage stilling ud fra så skal debattørerne netop vise hinandens argumenter opmærksomhed – kreativt eller ej. Mange danskere har fået nok af den art politiker-argumentation hvor man undviger modargumenter på enhver måde. Det sker typisk ved hjælp af uærlighed og undvigelse, og således også her.

F.eks. har DLF skrevet at de har ”tilbudt at tilbringe al arbejdstiden på skolen”. Dertil svarer KL med en gul seddel: ”Varm luft! Det er allerede muligt. Lærerne vil bare ikke.” Her må man undre sig. At det ”allerede er muligt”, er irrelevant. At det er muligt, er jo ikke det samme som at lærerne vil gøre det (i øvrigt er det også meget tvivlsomt om det faktisk er muligt. De fleste skoler har langtfra arbejdspladser nok til at alle lærere kan arbejde på skolen hele dagen). Men altså: Lærerne siger de har tilbudt det, så vil de vel også gøre det – nu. KL’s "svar" herpå er en ubegrundet benægtelse af det lærerne siger (nemlig at de gerne vil arbejde på skolen hele dagen). Når påstand på den måde står mod påstand uden medfølgende begrundelser, må man som borger føle sig svigtet og frustreret. Hvem har ret? KL påstår uden videre at DFL ’s udsagn er ”varm luft”, men skylder at dokumentere det.

KL’s annonce der med gule Post-its vil dementere lærernes syn på sagen. Men når påstand på den måde står mod påstand uden medfølgende begrundelser, må man som borger følge sig svigtet og frustreret. Hvem har ret? Foto:kl.dk

I DLF’s annonce står også at KL har krævet at ”skolelederen bestemmer, hvor meget forberedelsestid den enkelte lærer har”, og DLF skriver så: ”Lærerne har accepteret kravet. Vi vil blot sikre at skolelederen er garanteret en pulje til fordeling mellem lærerne.” Hertil svarer KL på sin gule seddel: ”Usandt! DLF kræver 2 min. pr. elev pr. lektion til forberedelse = 1,3 mia. kr. i merudgifter til det danske samfund.” At DLF’s krav er for dyrt, berettiger vel ikke den anklage at det er ”usandt” hvad de her siger. Og hvis kravet er for dyrt efter KL’s mening, kunne KL så ikke f.eks. sige: ”Nej, så meget kan vi ikke give, men vi kan give ét min. pr. elev pr. lektion”? Når man intet får af den slags, virker udsagnet ikke som oplysning for den tænksomme og tvivlende del af befolkningen der jo gerne ville vide om der dog ikke skulle foreligge en kompromismulighed mellem de to organisationer – en ordning der måske kunne give begge parter det der er vigtigst for dem: KL kunne sikre at det er lederen der fordeler forberedelsestiden, og DLF kunne sikre at der er grænser for hvor meget forberedelsen kan beskæres. Hvorfor affejer KL den tankegang?

KL’s vægtige argumenter overskygges af arrogance

Når KL’s repræsentanter citeres i medierne, er det også oftest med fokus på at lærerne ikke er samarbejdsvillige. Og det egentlig til trods for at KL også ligger inde med vægtige argumenter for egen sag. Eksempelvis indeholdt KL-formandens, borgmester Erik Nielsens beretning ved Kommunalpolitisk Topmøde 2013 i Aalborg d. 20.3. en del passager som var udtryk for nuanceret rimelighed. Bl.a. denne: ”Tiden er løbet fra firkantede regler om, hvor meget forberedelsestid der skal være til hver undervisningstime – uden skelen til tyngde i faget, elevernes klassetrin eller lærernes erfaring.” Det er et synspunkt som et flertal af danskere antagelig ser det troværdige i. Det gør mange lærere sikkert også, og det var det KL burde have satset på.

Men det var ikke det der blev citeret i mediebilledet. Det var derimod fornærmelse og hån – som her: ”Danmarks Lærerforening har hele tiden haft ”nej-hatten” på og ikke villet forhandle sig til en fremtid, hvor skolen indrettes efter børnene – ikke lærerforeningen.” Og endnu værre: ”Alternativet er at give køb på vore børns fremtid for at få fred for en fagforening, der er fanget i en tidslomme fra forrige århundrede.”

Formanden burde have holdt sig fra at fortælle de danske lærere at deres forening ikke repræsenterer deres interesser. Det virker nemlig ikke specielt troværdigt at komme udefra og sige til en gruppe eller befolkning: "Lad være med at høre på jeres valgte repræsentanter, lyt hellere til os" – det vil typisk bare styrke gruppens opbakning til repræsentanterne, ikke svække den. Ligeledes er trods nok den typiske reaktion hvis man får at vide at man er ”fanget i en tidslomme fra forrige århundrede”. Udsagn som disse har sandsynligvis styrket lærernes solidaritet med Bondo og også fremstillet KL som usympatiske i andre modtageres øjne.

Ganske vist kan man få bifald fra sine egne ved at udtrykke ringeagt for sin modpart, men det er sjældent noget der overbeviser modpartens tilhængere eller folk med bevægelige meninger ude blandt vælgerne.

Alligevel demonstreres en lignende strategi af KL’s næstformand Erik Fabrin i et indlæg i Politiken den 12.4.:

”Den danske model duer åbenbart kun, hvis den tager udgangspunkt i Danmarks Lærerforenings forstokkede udviklingsopfattelse.” Det er samme, lidt barnlige aggression og forsøg på at sige at DLF ikke er lærernes sande repræsentanter.

KL-formand Erik Nielsen siger bl.a. at lærerne er ”fanget i en tidslomme fra forrige århundrede” og at DLF hele tiden har haft ”nej-hatten” på. Udsagn som disse har sandsynligvis styrket lærernes solidaritet med Bondo og også fremstillet KL som usympatiske i andre modtageres øjne. Foto: Anita Graversen

Aggression er en taberstrategi

Fabrin er opbragt over at Bondo har appelleret til Folketinget om at komme med et ”balanceret indgreb”. Og han raser fordi Bondo har sagt at en folkeskolereform med begejstring og engagement ”får man altså ikke, hvis man tryner lærerne og kun tilgodeser den ene part”. Dette kalder Fabrin en ”slet skjult trussel”. Men faktisk er det en ganske sandsynlig forudsigelse. Når Fabrin - som bykonge, virksomhedsejer og formand for alt muligt - har gennemtrumfet sin vilje over for en gruppe medarbejdere, er det nok også gået ud over deres motivation. I serien ”Borgen” var der en episode hvor Birgitte Nyborgs værste rival midt i en tv-debat kogte over og overfusede hende med personlig hån. Effekten var kontant: stort sympatitab for ham, stor fremgang for Nyborg. Den scene bør være fast pensum på KL’s interne kurser fremover.

Gymnasielærerne bliver Fabrin heller ikke venner med lige med det samme. Lærerne bør nemlig ”ligesom gymnasielærerne” sige ”at nu anerkender vi, at ledelsesretten ligger hos arbejdsgiveren og ikke hos de faglige organisationer”. Men at gymnasielærerne som gruppe skulle have anerkendt noget der ligner det man nu vil have lærerne til, er usandt, og det véd Fabrin formentlig. Jo, medlemmerne af paraplyorganisationen AC, som forhandlede den samlede overenskomst bl.a. på gymnasielærernes vegne, har sagt ja til den – men gymnasielærerne selv har hele tiden været massivt imod, og af dem stemte faktisk 85 procent nej til overenskomsten, trods den klækkelige lønstigning som den indebar.

Mere generelt kan man spørge: Hvorfor siger KL gang på gang at lærerne skal komme tilbage til forhandlingsbordet – samtidig med at de siger at der ikke er noget at forhandle om: Det er alt eller intet når det gælder ledelsesretten, og ”vi flytter os ikke” som Fabrin siger (13.4.) – der er ”kun én løsning – og den er at lærerne giver efter” ved at ”komme tilbage på deres grædende knæ”. Hvordan harmonerer det med at man vil have lærerne tilbage til forhandling?

I serien ”Borgen” var der en episode hvor Birgitte Nyborgs værste rival midt i en tv-debat kogte over og overfusede hende med personlig hån. Effekten var kontant: stort sympatitab for ham, stor fremgang for Nyborg. Det samme sker når KL’s ledelse håner lærerne og truer med at tryne dem. Foto: DR

Vestager sætter også troværdigheden på spil

Virkelighedens Birgitte Nyborg er, kunne man mene, De Radikales Margrethe Vestager. Hun har stil, og hun holder den. Hun serverer alt med et smil - så man først opdager klare tilfælde af arrogance og manipulation et stykke tid senere. Et godt eksempel er hendes udsagn til Berlingske i starten af marts. ”Jeg oplever, at der bliver skabt myter,” siger hun. Hvilke er det så? Jo, ”Danmarks Lærerforening antyder i deres kampagner, at lærerne med regeringens reformudspil ikke får tid til forberedelse”. Men dette er en forvansket udgave af hvad modparten siger og mener. DLF har udtrykt frygt for at der bliver mindre tid til forberedelse. Det er noget helt andet end hvis de havde sagt at de slet ikke får forberedelsestid. Det første synspunkt er plausibelt. Det andet er ikke plausibelt – men det er det som Vestager tillægger dem.

Også en anden lille, diskret uærlighed lister Vestager ind. Det at helhedsskolen, med flere klassetimer, vil gå ud over lærernes forberedelsestid (hvilket er hvad lærerne faktisk frygter, altså ikke at de slet ingen forberedelse vil få – som Vestager ellers påstår), ”det kan jeg ikke se noget argument for,” siger hun. ”Med vores udspil vil nogle lærere forberede sig i længere tid, andre i kortere” – osv. Men vil helhedsskolen, med dens øgede antal undervisningstimer, ikke indebære at der alt i alt bliver færre forberedelsestimer? Selvfølgelig vil den det.

Det er jo også det der er hele øvelsen i KL’s forhandlinger med lærerne. Hvorfor vedgår Vestager ikke dette åbenlyse matematiske faktum? Det er en del af den Christiansborg-epidemi der består i at man ikke kan indrømme noget som helst, selv ikke det mest oplagte faktum hvis det kan udgøre et argument imod éns politik? Det er en skam, for dermed er denne troværdige politiker på vej et sted hen hvor hun senere kan anklages for at have fordrejet sandheden.

Vestager siger at helhedsskolen ikke nødvendigvis indebærer mindre forberedelsestid til lærerne. Men hvordan kan det undgås når antallet af undervisningstimer øges uden at antallet af forberedelsestimer også gør det? Det er uærligt. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Corydon er et niveau over

Der er andre i aksen mellem KL og regeringen der holder stilen. Bjarne Corydon er efter manges mening dukkeføreren i dramaet. Det interessante ved ham er at han både i sit embede og i sin retoriske performance har været et niveau over de fleste af sine allierede (der godt nok også har været kiksede). Han var f.eks. i samråd i Finansudvalget den 3.4. og klarede sig fortræffeligt med en gennemarbejdet påvisning af at de krav som man nu stiller om afskaffelse af arbejdstidsregler, har været stillet af stat og kommune lige siden 1990’erne – uden held og endda med de samme argumenter og udtryk som i dag, bl.a. det at lærernes arbejdsforhold skal ”normaliseres”.

Han slog også fast at der ikke er noget unormalt ved at stat og kommune taler sammen om arbejdsgivernes krav. En dygtigt udført undvigemanøvre, for det er jo heller ikke dét man har anklaget ham for – men derimod at der skulle være en politisk-strategisk aftale om at KL skal være ubøjelig, og derefter skal regeringen (= Corydon) gribe ind på KL’s side. Koordinerede overenskomstønsker mellem stat og kommune er én ting; fælles drejebog for konflikt mellem kommune og regering er en anden.

Hele "normaliserings"-snakken er også på samme måde en tilsløring af en afgørende forskel. Det handler om at det skal være "normalt" at lederen frit kan bestemme hvilke arbejdsopgaver en medarbejder skal udføre – om Jensen f.eks. skal sidde i kassen eller arbejde på lageret. Men med hensyn til lærernes arbejdsopgaver, undervisning og forberedelse, forholder det sig ikke på denne "normale" måde. Al undervisning forudsætter nemlig forberedelse i en eller anden grad hvorimod en times arbejde i kasse ikke forudsætter noget arbejde på lageret. Derfor er det at lede arbejdet på skoler ikke helt sammenligneligt med det at lede arbejdet på de fleste "normale" arbejdspladser. Og derfor er det manipulerende at snakke om "normalisering" af ledelsesforholdene på skoler – hvis man dermed mener at ledelsen helt frit skal kunne bestemme over medarbejdernes forberedelse.

Men Bjarne Corydon har i månedsvis uanfægtet gennemført disse manipulationer (der altså består i at tilsløre afgørende forskelle). Hans uanfægtethed virker faktisk ganske monumental – når man tænker på det pres der er på ham. Der er både arbejdspresset, presset fra at meningsmålinger stiller hans parti så elendigt som de gør (kun én procent af skolelærere vil nu stemme på S, hører man) – og fra at han er udsat for en eksempelløs hetz i debatindlæg, karikaturtegninger m.v. (nogen vil sige forsøg på karaktermord). Han holder stilen og forfalder, modsat sine drabanter i KL, ikke til barnligt fornærmet aggression der for alvor skader sagen.

Disse egenskaber kan være med til at forklare at han i et rundspørge blev bedømt som regeringens mest troværdige minister. Sådan lyder han også. Og al beskydning preller af på ham som om han har bøffelhud over det hele.

Bjarne Corydon har i månedsvis uanfægtet gennemført manipulationer der består i at tilsløre detaljerne i hvad f.eks. ”normalisering af lærernes arbejdsvilkår” egentlig betyder. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Sejren bliver dyrekøbt

KL kunne sagtens fremlægge redelige argumenter med saglig vægt frem for aggression. Stivheden i det eksisterende system ville de fleste, også skeptikere, nok medgive - hvis de fik sagen grundigt forklaret, vel at mærke hvis det ikke havde præg af tøsesur aggression eller af karaktermordforsøg på lærerne og deres arbejdsmoral. Man kunne desuden spille det ærlige kort og forklare åbent hvorfor alle i den offentlige sektor faktisk skal til at yde mere for pengene.

Det er endvidere sandt at også DLF har argumenteret fornærmet og aggressivt meget af tiden, og også de har fået deres tekstforfattere til at stramme skruen ud over det rimelige – f.eks. ved at tale om ”tvungen heldagsskole”. Nej, det hedder helhedsskole, og al skole er vel "tvungen"? Men deres påstand om KL’s ultimatum-taktik er gået hjem. Og DLF har ikke samme problem med at bevare velvilje, overbevisningsevne og troværdighed fordi de ikke er arbejdsgiveren, men de ansatte – som kan trynes og som vil blive det. Men den sejr for regeringen og KL bliver dyrekøbt målt i arbejdsklima og sympati.

Også DLF har argumenteret fornærmet og aggressivt under lockouten – f.eks. ved at tale om ”tvungen heldagsskole” … Det hedder helhedsskole, og al skole er vel "tvungen"? Men DLF har ikke samme problem med at bevare velvilje, overbevisningsevne og troværdighed fordi de ikke risikerer at ligne en trynende overmagt. Foto: Folkeskolen.dk