Kinas økonomiske tsunami
Den kinesiske elefant i porcelænsbutikken

Skrevet af

Mette Holm
Forsker & journalist

7 artikler

0 indlæg

Det kom som et chok, da Kinas ungdommelige aktiemarked styrtdykkede mandag i denne uge med tsunamilignende effekt på alverdens aktiemarkeder til følge. Men det mærkelige var ikke, at aktierne faldt sammen, det mærkelige var, at mennesker og markeder var uforberedte.
Den halve verden tog på vej, og hjemme i Kina sank de - forholdsmæssigt ganske få - kinesiske småspareres økonomiske drømme og vovestykker i grus. Selvom kineserne tilsammen sparer store summer op, er de generelt forsigtige med deres penge. Kun ti pct. af kineserne begår sig på Kinas børser, der forsigtigt genåbnede i begyndelsen af 1990'erne efter knap 45 års eksil på kontrarevolutionens losseplads.
 
Kinesiske aktier faldt i mandags til det laveste i fem måneder.
 
Men ti pct. af kineserne er dog 130 millioner mennesker. Og mange af dem er gået på børsen med hele den udvidede families samlede opsparing og måske også lånte penge - og med Den Store Rorgænger, Mao Zedongs, ildevarslende fordømmelser af aktiehandel som kapitalens svinske profit på det undertrykte proletariats ringe betalte indsats i baghovedet. For som Mao beskrev det i sin tid, var aktiespekulation stensikker udnyttelse af det arbejdende folk; spekulanter tjente bunker af penge. De kunne ikke tabe. Og profit var ideologisk aldeles uacceptabelt i Maos Kina.
 
Så siden Shanghais børs genåbnede i det gamle Ascot Hotel i 1991 og kort efter en splinterny børs i den nye sydkinesiske fabriks- og finansmetropol Shenzhen, har nogle kinesere i håb om hurtig gevinst haft smag for at spekulere på børserne - lidt som at pleje deres hemmelige spillelidenskab. Med til historien hører, at der findes adskillige dollarmilliardærer i Kina - også efter mandag.
 
Den sydkinesiske børs, Shenzhen.
 
Propagandaens pris
Der var mange selvmord over fejlslagne investeringer de første år med børser i det nye Kina. Den gamle propaganda betød, at folk ganske enkelt ikke troede, det kunne gå galt. Magthaverne måtte udgive instruktive pamfletter om, at man både kunne vinde og tabe, når man spillede på børsen. Mange småsparere tror fortsat, at der er sikker gevinst, og at staten vil sikre dem mod tab. Kinesiske aviser skriver om i hvert fald to selvmord som følge af mandagens dramatiske kursfald.
 
Forleden tog frustrerede investorer direktøren for Shanghais børs for sjældne jordarter til fange, fordi kursen var faldet drastisk. Et større optog førte ham til politistationen, hvor han senere blev løsladt, eftersom han ikke havde gjort noget ulovligt i sammenhængen. Men det siger lidt om stemningen ...
 
Hvordan kunne det komme som så vældig en overraskelse?
Det burde det sådan set heller ikke.
 
Folk med forstand på den slags siger, at det bratte fald forleden måtte komme. Det seneste år eller halvandet er kinesiske aktier steget kraftigt, og de er blevet handlet til vildt oppustede priser, nogle analyser siger helt op til 150 gange værdien i Shenzhen dette forår, så det er ikke underligt, at de falder til et mere "naturligt" leje - hvis man ellers kan tale om natur i den sammenhæng.
 
Det forbløffende er snarere, at Kinas børser i løbet af under 25 år kan blive afgørende for bevægelserne på aktiemarkeder verden rundt.
 
Kina og Kinas regerende Kommunistparti har undergået enorme forandringer siden oprettelsen af Den Kinesiske Folkerepublik i 1949. For få årtier siden var Kina lukket om sig selv. Mao Zedong ville ikke kunne kende sit gamle Kommunistparti, der ikke længere er forbeholdt proletariatet, men i dag som ren rutine optager rigmænd, erhvervsfolk og børsspekulanter. Den kinesiske møntfod, Folkets Penge, renminbien, er dog stadig ikke fuldt konvertibel. I det lys er det nærmest ubegribeligt, at Kina i dag har verdens næststørste økonomi, hvis bevægelser skaber globale dønninger.
 
Renminbien har siden 1949 været Kinas officielle møntfod, men er stadig ikke fuldt konvertibel til verdensøkonomien.
 
Kinesiske dollarmilliardærer oplevede at "miste" 14 milliarder dollars tilsammen i mandags - i hvert fald på papiret. Folk som Asiens rigeste, Wang Jianlin, måtte se sin portefølje svinde med 3,6 milliarder dollars, og i udlandet oplevede fx Bill Gates at blive 3,2 milliarder dollars mindre værd.
 
Hemmelighedskræmmeri
Men der er næppe grund til panik. Kinas økonomi er ved at omstrukturere sig fra eksportdrevet produktionsøkonomi til hjemligt drevet serviceøkonomi. Og når den proces nærmest foregår i hemmelighed, giver det rystelser og overraskelser. Umiddelbart kommer det til udtryk i nedsat produktion, uden at det står klart hvor, hvornår og hvordan nye aktiviteter skal iværksættes.
 
Der er givet en plan, men den er ikke offentliggjort i sin helhed, og i det omfang, den er, er den ikke særlig klar. Kommunistpartiet ønsker for alt i verden at bevare den politiske stabilitet og helst også en økonomisk vækst på syv pct.
 
Kinas økonomi adskiller sig fra alle andre ved, at der endnu ikke findes modeller, der beskriver den fyldestgørende. Der findes så at sige ikke noget bakspejl at kigge i for at spå om fremtiden. Og erfaringerne med at forholde sig til tilbagegang og afmatning er begrænsede. Det, vi med sikkerhed ved, er, at Kinas økonomi er fordoblet 16 gange de seneste 35 år. Og det er uden sidestykke i historien. Men hvad så nu?
 
Man kan ikke afvise, at Kina som planlagt fastholder den økonomiske vækst på de - vitterligt offentliggjorte -  syv pct., forudsat at den omlægges til at blive anderledes bæredygtig og langtidsholdbar.
 
Folket skal forbruge
Mens danskernes privatforbrug udgør omkring 75 pct. af bruttonationalproduktet, udgør kinesernes privatforbrug kun ca. 35 pct. af Kinas BNP. Og mens et dansk hjem typisk har omkring 40 husholdningsmaskiner - fra støvsuger til mælkevarmer - er det stadig ikke alle kinesere, der har køleskab.
 
Polariseringen i Kina er enorm. Mange lever endnu, som danskerne gjorde i 1950'erne.
 
Så der er masser af plads og økonomi til, at kineserne øger deres privatforbrug. Pengene er der endda - men på kistebunden, under madrassen eller i banken. Og før kineserne giver slip på sparepengene, skal de føle sig trygge ved fremtiden. Det gør de langt fra i dag, så de sparer op til eventuel sygdom eller arbejdsløshed, til barnets uddannelse og egen alderdom.
 
Magthaverne har i årevis lovet, men ikke været i stand til at gennemføre reelle reformer, der kan indgyde kineserne den nødvendige sociale og økonomiske tryghed til at sætte gang i det hjemlige forbrug. De nærer en afgrundsdyb mistillid til systemet, fordi de som regel kun får halve forklaringer, om nogen overhovedet.
 
Den hidtidigt hidsige vækst er sket på bekostning af miljøet, og hverken Kina eller verden har råd til at fastholde den kurs. Og Kina er på alle områder en vældig skude at vende, og det er dét, kineserne flest og aktiespekulanterne hjemme og i den store verden for tiden oplever. Som nævnt er det ikke sært, at gassen går af oppustede værdier. Det mærkelige er snarere, at der bliver fæstet så kolossal lid til dem, når de er på deres højeste. Og Kina er for længst holdt op med at udgive de instruktive pamfletter om risici ved at spille på børsen.
 
I det hele taget kommunikerer Kina mindst muligt om afgørende beslutninger. Viden er magt, og eftersom Kinas magthavere har for vane at holde kortene tæt ind til kroppen, er der uhyggeligt mange gætterier i Kina i politiske, økonomiske, sociale og alle mulige andre anliggender, hvilket kun bidrager til usikkerheden.
 
Den kinesiske drøm
Partichefen, Xi Jinping, der tillige er præsident, er i gang med en dramatisk udrensning af politiske modstandere, der meget passende bliver anklaget for korruption - en anklage, de færreste af en vis indflydelse og velstand kan sige sig fri for i Kina. Det gør han for at realisere sin vision for Kina, "Den kinesiske drøm", som han luftigt beskriver som ”nationens foryngelse, forbedring af folks levefod, velstand, opbyggelsen af et bedre samfund og militær styrkelse”.
 
Unge skal ”turde drømme, arbejde ihærdigt på at føre deres drømme ud i livet og medvirke til at puste nyt liv i nationen”. Officielt markedsføres Xis vision som folkets drøm om velstand, kollektiv indsats, socialisme og national hæder.
 
Xi Jinping talte allerede ved sin indsættelse om "Den kinesiske drøm". Foto fra Parlamentssamlingen i 2013.
 
Xi Jinping og hans nærmeste siger ikke noget om, hvordan den kinesiske drøm skal realiseres. Men på det seneste har de statslige medier, der er underlagt Kommunistpartiet, bragt nogle overraskende udmeldinger under signaturer, der normalt gengiver Xis syn på sagerne. Der bliver i usædvanligt klare vendinger dels langet ud efter unavngivne pensionerede ledere, der - "som the, der er blevet kold, efter gæsterne er gået" - ikke kan lade være at blande sig, dels andre fortsat aktive ledere, der ikke følger den udstukne kurs.
 
Men de pågældende ved udmærket godt selv, hvis de er i skudlinjen. Det gælder fx for tiden præsidenten og partichefen fra 1989-2002 Jiang Zemin og hans nutidige protegéer. Andre tidligere ledere er blevet fældet af Xi Jinpings udrensninger med mange af deres følgesvende fra tiden ved magten.
 
Guoping, der skiver ledere i Kommunistpartiets avis Folkets Dagblad - og efter sigende er en samlet signatur for en gruppe ledende politiske iagttagere - langer ud efter vrangvillige reformmodstandere. Disse har ifølge Guoping "enorme vanskeligheder med at gennemføre reformerne" mod modstandens omfang og "brutale vildskab", dens sammensatte karakter og det helt igennem mærkværdige i, at alle endnu ikke har tilpasset sig reformerne, som Xi Jinping i løse vendinger har formuleret dem.
 
Signalet er ikke til at tage fejl af, og modstanderne må krympe sig - eller hvæsse kløerne. For Xi har mange problemer lige nu, uroen omkring renminbien og på børserne og al den ekstra opmærksomhed på korruption og sikkerhedsbrister, som eksplosionerne på kemiske lagre i Tianjin og Shandong har udløst.
 
Problemer er som vand, de siver gennem sprækkerne og lader sig sjældent standse. Men Xi har stadig et stramt tag i tøjlerne. Bl.a. har han sat sig i spidsen for adskillige udvalg, der skal løse aktuelle problemer som økonomien, krisestyring, ideologi m.m.
 
Oplysning er magt. Og hemmelighedskræmmeriet i Kina er omfattende - i en grad så selv garvede iagttagere ikke kan beslutte sig for, om Xi Jinpings indgreb for henholdsvis at understøtte renminbien og siden alligevel nedskrive den og fx den dramatiske udrensning og indespærring af over 200 menneskeretsadvokater i juli skal ses som et udtryk for, at Xi Jinping og han nærmeste allierede ser sig som meget sikre i sadlen eller det stik modsatte.
 

Relaterede artikler

Public affairs med kæmpestort P - Public affairs skal være public med kæmpestort P. Hemmelighed er fortid. Fremtiden er hudløs ærlighed. Den passivt formi...
Paraplyen er mægtigere end sværdet - Hongkong-kinesiske aktivister bruger paraplyen som kraftfuldt poetisk symbol på deres kamp for politisk indflydelse. Og ...
Kan Kina kommunikere? - Tibets åndelige leder, Dalai Lama, besøger Danmark i februar. Efter 55 år med tålmodig fredskommunikation fra tibetanern...

Giv din stemme

8 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Netværk

Webansvarlige

Kun få ledige pladser

Se alle Læs mere

Job

Senior Manager

Frist: As soon as possible

Kommunikationskonsulent

Frist: 7. januar

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 8. januar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Facebook-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kom til K-dag om Facebook

Lær, hvordan du får mere ud af din indsats på Facebook

8. februar

Bliv klogere

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.