Kører Kim & Kolding af sporet?

Kim Larsen fra Burson-Marsteller skal redde brand, bank og branchen hos Danske Bank. Han er ansat som pressesluse og PA for Danske Banks direktør. Det er nok branchens sværeste og mest utaknemmelige job. Hvad der får Kim Larsen til at tage det skridt, er ikke nemt at forstå. Kim Larsen har lagt mange kræfter i at få Burson-Marsteller tilbage på sporet, og det er lykkedes. Nu får han en opgave med høj risiko og meget lidt medvind. Men det kan vel ikke gå meget værre for banken end nu, og derfor er der stor mulighed for at gøre en positiv forskel. For her er alt at vinde, nu hvor så meget er tabt.
 
Kim Larsen har sagt ja til K-branchens sværeste job lige nu, men om han kan sætte en ny standard for Eivind Koldings kommunikation i ”den nye normal”, vil kun tiden kunne vise. 
 
Peter Goll-tricket?
Måske har Burson-Marsteller ladet deres direktør gå af, af samme årsag som da Geelmuyden.kiese lod Peter Goll blive udlånt som spindoktor for Justitsministeren. Det giver værdifulde netværksmuligheder og erfaringer, som kan udnyttes, hvis han vælger at vende tilbage til sit gamle job. Forskellen er naturligvis at Kim har sagt helt op i Burson og modsat Goll ikke har fået "indefrosset" aktier. 
 
Skiftet er samtidig en helt naturlig udvikling af brandet Kim Larsen. For hvis man skal pege på huller i Kim Larsens CV, må det være, at han aldrig har arbejdet "på den anden side af bordet". Det må man så sige, at han får mulighed for nu, men det er næppe en langtidsholdbar konstruktion. Mit gæt er, at Kim Larsen er tilbage i rådgivningsbranchen i løbet af et år eller to – mest sandsynligt i sit tidligere job – fuldstændig som i tilfældet med Peter Goll. Hvis han så i mellemtiden har fået Eivind Kolding til at brænde bedre igennem som topchef, vil det klart give ham flere stjerner på skulderen som rådgiver. Men der vil være oplagte snubletråde. Lad os starte med de interne.
 
Er Hald chef? Eller har Kim & kolde Kolding kommandoen?
Opgaven lyder på, at Kim Larsen skal rådgive Eivind Kolding og direktionen. Han får samtidig ansvar for presseafdelingen. Det hedder sig, at Kim både skal "rapportere" til Eivind Kolding og til kommunikationsdirektøren Eva Hald. Det lyder som en mærkelig konstruktion. Det ideelle for Eva Hald havde været, hvis hun selv havde været i stand til at rådgive Eivind Kolding, men det må hun eller andre have vurderet, at hun ikke er. Desuden skal hun lede en afdeling på ca. 100 personer, og så er det svært at stå til rådighed i det omfang, som Eivind Kolding kræver i den kritiske situation, banken nu befinder sig i. Hvad er så Kim Larsens rolle? Bodyguard, støttepædagog, pressesluse, direktionsassistent eller kommunikations-PA til 2 mio. kr. om året? Nok lidt af det hele. Men er det Eva Hald eller Kim Larsen, der har kommandoen?
 
Det hører med til historien, at Eva Hald ikke har været ansvarlig for bankens kuldsejlede imagekampagne. Kampagnen blev til i en soloproces mellem reklamebureauet Mench og Eivind Kolding. Men det ændrer ikke på, at Eva Hald og hendes afdeling endnu ikke har rykket bankens omdømme i positiv retning. Og da Kim Larsen har en meget høj profil i kommunikationsbranchen, kan hans ansættelse kun udlægges som en desavouering af Eva Hald. Hald ved minus om kommunikation og er mere en all-round organisator af de 100 k-ansatte. Jeg vil også gætte på, at banken har været nødt til at give Kim Larsen en løn, der ligger noget over Eva Halds. Disse forhold kan tilsammen give gnidninger i samarbejdet, og dermed for Kim Larsens muligheder for at opnå succes. Økonomisk og organisatorisk er der derfor lagt i kakkelovnen til det nye makkerpar.

"ikke gider at høre mere vrøvl"
Eksternt er det om muligt endnu sværere. Først var der ingen grund til at sige undskyld. Så har Eivind Kolding for nyligt proklameret, at han "ikke gider at høre mere vrøvl". Det er en mærkelig udtalelse set i lyset af, at han har skrevet lange undskyldende kroniker i Politiken og har holdt møder med Occupy-bevægelsen. Så har man selv givet bolden op til en masse vrøvl. Den slags udtalelser må man derfor formode, at Kim Larsen vil pille ud af Eivind Kolding.

Man skal i den forbindelse huske, at Eivind Kolding kom fra Mærsk, der er en B-t-B-forretning, som medierne kun sjældent retter deres kritiske søgelys imod. Han havde derfor kun begrænset erfaring med, hvor slemt det kan være, når det er B-t-C, hvor man får benhård feedback fra tusindvis af kunder og et hav af medier hver dag. Den forandring er nærmest umulig at forberede sig på, og man må bare konstatere, at Eivind Kolding er blevet løbet over ende.
 
 
Fra ydmyg til hovmod, fra undskyld til ”ikke mere vrøvl”.

Når og hvis succesen indtræffer
Men hvad kan Kim Larsen gøre proaktivt for at få Eivind Kolding tilbage på sporet? Først og fremmest skal Eivind Kolding holdes ude af pressens søgelys i en længere periode. Det må være det, han har ment, da han sagde, at han ikke gad høre mere vrøvl – men det kunne nok have været formuleret mere elegant. Mens Eivind Kolding er ude af søgelyset, kan Kim Larsen forsøge at genopbygge ham, så han kan blive klar til at træde ind på scenen, når og hvis succeserne begynder at melde sig.

Et ja til K-branchens sværeste job lige nu
Den bedste kur mod et dårligt omdømme er gode økonomiske resultater. Det får banken kun, hvis imagekrisen ikke gør for stort indhug i de gode kunder, som banken har rigtig mange af, men som i øjeblikket overvejer at skifte bank på grund af al balladen. Hvis disse kunder konstant bliver mindet om, hvor besynderligt Danske Bank opfører sig, ender de med at skifte bank. Derfor er Kim Larsens nye job så vigtigt. Kim Larsen har sagt ja til K-branchens sværeste job lige nu, men om han kan sætte en ny standard for Eivind Koldings kommunikation i ”den nye normal”, vil kun tiden kunne vise. 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også