Her er nogle verdslige overvejelser om kirkens krisekommunikation, og hvorfor krisen udviklede sig til en katastrofe af nærmest bibelske dimensioner.

Misbrugeren og den misbrugte. Foto fra sitet Bishop Accountability

Lad os se på, hvad der gik galt. Voksne i USA, Irland og Tyskland har efter årtiers tavshed taget mod til at stå frem med den frygtelige sandhed om, at de er blevet misbrugt af katolske præster. I udgangspunktet er det for kirken en lortesag, som koster troværdigheden og afkræver undskyldninger og penge i stor skala. Ingen regering, virksomhed eller direktør i det private ville have overlevet bare fem sekunder, hvis medarbejderne med chefens viden og aktive fortielse havde misbrugt børn i årtier. Det gør den katolske kirke så alligevel, men med dybe skrammer på troværdigheden. Et troværdighedstab, der blot er blevet forstærket af en utroværdig og selvmodsigende kirkelig kommunikation i forskellige lande på forskellige tidspunkter. Hvorfor og hvordan skete det?

To misbrugte mænd, under en retsag mod den katolske kirke. Læs og se en tidslinje over hele forløbet her

Alle veje fører til Rom

Kriser bliver altid større, når man som den katolske kirke skifter forklaring undervejs og pludselig anerkender, hvad man underkendte før. Afsløringerne om misbrug af børn startede i USA, men det var blot begyndelsen og toppen af isbjerget, ved vi nu. At problemet havde et begrænset geografisk udgangspunkt til en start, fik kirken til at tro, at problemet havde et begrænset geografisk omfang. Det havde det ikke, og derfor kom kirken til at løbe efter problemet i en reaktiv skadeskontrol, mens det spredte sig fra USA til Irland, Tyskland og nu resten af Europa.

Alle steder, hvor krisen brød ud, forløb det med en pinlig benægtelse til en start, efterfulgt af indrømmelse og undskyldninger til slut, da de misbrugte børn havde samlet beviser og mod nok til sig. Den katolske biskop i Danmark benægtede problemets omfang og styrke, indtil han blev kaldt til Rom og talt til rette. Nu må selv biskoppen sige undskyld og foretage en nærmere undersøgelse af beskyldningerne i Danmark, som i resten af verden. På trods af, at den katolske kirke er verdens første og største multinationale virksomhed, overså den, at intet længere kan inddæmmes geografisk i en global verden. Du kan ikke indgå en aftale og komme med en indrømmelse i USA, mens du benægter alt i Europa.

Den verdslige verdens had og vrede

Et angreb er et dårligt forsvar, når man er i en imagekrise. Det virker aggressivt og umodent eller slet og ret dumt. Tænkt blot på Rigmor Zobels harakiri i 21 Søndag.

Det er så lettere sagt end gjort. I kriser opstår der nemlig ofte en voldsom dem-mod-os-følelse, som igen fører til en bunkermentalitet, hvor man forsvarer sig med næb og klør langt ud over det rimelige. Al den had og vrede, som bliver rettet mod kirken, søger kirken naturligvis at pege tilbage mod den hadske omverden. Det sker med udfald mod de misbrugte og medierne, som om det er kirken, der er ofret. Samtidig føles det i den katolske kirke tydeligvis, som om angrebene fylder mere, end de rent faktisk gør. Ofte mister man så at sige de sande proportioner, når man er under et sandt mediebombardement. Ganske naturligt og ganske menneskeligt, men det virker satans dårligt som katolsk krisekommunikation.

Kirken skal altid vende den anden kind til, og det virker mildest talt ude af proportioner, at pavens egen præst i en prædiken sammenligner Holocaust og den aktuelle, helt berettigede, kritik af kirken. Ikke mindst i betragtning af den smerte og sorg, de misbrugte børn føler, eller for den sags skyld det jødiske folk. Det er uproportionalt og helt usammenligneligt med offentlighedens berettigede interesse i sagen - og noget præsten senere har undskyldt, men nu er det jo sagt.

Pavens personlige præst, Raniero Cantalamessa, sammenligner den aktuelle kritik af den katolske kirke med holocaust, mens paven lytter andægtigt til

En situation meget lig Obamas krise med hans radikale præst og åndelige vejleder under præsidentvalgkampen. I begge tilfælde er der blevet sagt undskyld, men tilbage står en oplevelse af, at hovedpersonen omgiver sig med de forkerte åndelige rådgivere. Problematisk for Obama, men katastrofalt for Paven. For hvem er mere katolsk end paven selv? Hans præst naturligvis.

Når damage control skygger for issues management

I krisekommunikation overskygger den kortsigtede skadeskontrol ofte for den langsigtede problemstyring. Det sker også her, hvor kirken prøver at afgrænse problemet ved at fremstille det som et gennemsnitligt problem, som findes her såvel som i resten af samfundet. Det er derfor ikke kirken, der er problemet; problemet kommer blot også til udtryk i kirken såvel som alle mulige andre steder, lyder argumentet.

En mor går til offentligt forsvar for sin misbrugte søn

Ved hjælp af klassisk krisestyring prøver de dermed at minimere skaden og individualiserer ansvaret som de enkelte præsters forsyndelse i den enkelte kirke i det enkelte land. Faren er her, at et væld af talsmænd og tågehorn kan komme på banen, fordi der ikke er en fælles historie, fælles forbrydelse og klar talsmandsstruktur. Hvis alle sogne har deres egne forbrydere, kan alle biskopper og præster vel udtale sig og fralægge sig sin del af ansvaret. En uskøn mudderkastning for åbent tæppe er resultatet.

Forsøget på at minimere krisen betyder desuden, at Paven i Rom ikke kan fremstå som den centrale talsmand, men drukner i støjen af enkeltsager og biskopper i de berørte lande. Samtidig har individualiseringen af ansvaret den uheldige konsekvens, at antallet af helt konkrete historier om misbrugte børn kan forsætte i det uendelige i medierne. De vil netop først miste nyhedens og mediernes interesse, når Paven for hele kirken har taget hele ansvaret, hvad han ikke kan, så længe han løber skrigende væk fra sagen. Sagen ruller sig så at sige til en større og større snebold ned over Alperne med kurs mod Rom, og intet kan stoppe den. End ikke en hviskende pavelig undskyldning har stoppet mediestormen.

Forbrydelsen og løgnen

Kirkens klassiske krisestyringsstrategi ville virke i mange kriser, men den virker ikke denne gang, fordi krisen både er forbrydelsen og den systematiske fortielse om forbrydelsen. Forbrydelsen er muligvis ikke direkte kirkens ansvar, men det er til gengæld fuldstændigt fortielsen og forsøget på at gå i dække.

Manøvrerummet bliver simpelthen langt mindre, når kirken beviseligt har fortiet børnemisbruget i større eller mindre grad. Som man siger: it is not the crime that get you, but the lie. For den katolske kirke er det så både forbrydelsen og løgnen, som truer kirken, alt imens personliggørelsen af ansvaret bliver udhulet af selve omfanget af forbrydelsen. Her er ikke tale om et enkeltstående fænomen, men om en globalt udbredt forbrydelse i alle dele af kirken, som uden tvivl hænger sammen med hele virksomhedens værdier og kultur. Krisen bliver derfor til en katastrofe, fordi her er dårlig kommunikationen, systematisk kriminalitet i stor skala og et usselt centralt styret coverup i uskøn forening.

Den frigørende forening af kød og ånd mellem mand og kvinde, præst og nonne

Tilbage står et billede af en kirke, som symptombehandler sygdommen i stedet for at blive helt rask med en radikal behandling. En stærk kirke ville gribe fat om nældens rod. For er det ikke selve cølibatet, som er det egentlige problem bag børnemisbruget?

Selv siger den katolske kirke: Muligvis. Den har nu nedsat en kommission, som skal se på en mulig forbindelse. For alle os andre er forbindelsen dog klar. At tvinge mennesker til at leve i afholdenhed, øger risikoen for, at seksualiteten vokser frem på forkrøblet og farlig vis. Den eneste løsning på krisen er derfor at opgive cølibatet. Kirken har ikke brug for eksorcisme eller sexorcisme - og endnu mindre sex i kirken - men derimod en sand frigørende forening af kød og ånd mellem mand og kvinde, præst og nonne. Lad det stå med flammeskrift på Peterspladsen sammen med alle de vrede demonstranter.

Læs i øvrigt Jan Lindhardts kloge kronik fra Kristelig Dagblad om cølibatets ophævelse her.