Bragt som kronik i berlingske.dk 7. juni 2003.

Forleden overværede jeg et redaktionsmøde på The New York Times. Indtil for få måneder siden uantastet som et af verdens fornemste og mest respekterede dagblade. I dag kæmper det for sin position efter to skandaler, der har rystet mange amerikanske medier og fået befolkningen til endnu en gang at tvivle på, hvad journalister skriver og fortæller. En af bladets journalister havde kort forinden på en anden etage i det enorme bladhus vist mig gerningsstedet. Stedet, hvor den unge stjernejournalist Jayson Blair havde begået sine gerninger. Nu var der bare et tomt kontor.
Ovenstående er delvis løgn. Jeg har aldrig været til noget redaktionsmøde på The New York Times og ved ikke, om Jayson Blairs tidligere kontor stadig er tomt. Den eneste grund til, at man som læser skal tro på oplysningerne i denne kronik eller i denne avis for den sags skyld, er, at man enten stoler på skribenten eller på avisen. Sandheden er, at jeg med lidt omtanke kunne digte og pynte på kronikken, uden at nogen formentlig ville opdage det.

Ganske som den nu 27-årige Jayson Blair gjorde det gennem flere år som stjerneskud og redaktør-kæledægge på The New York Times.


Jayson Blair beskrev mennesker og steder, han aldrig havde set. Han opdigtede interviews og gode citater. Han ringede til sin nyhedsredaktør fra sin mobiltelefon og fortalte om landskaber i Texas. I virkeligheden sad han i samme bygning med billeder fra bladets fotoarkiv foran sig. Han digtede og svindlede sig gennem flere år til forside og stjernestatus på en af verdens mest prestigefyldte aviser, indtil korthuset væltede i april. En søndag i maj brugte The New York Times historiske fire sider på at rette 36 af hans historier i et forsøg på at genvinde sin og fagets troværdighed. Og torsdag trådte bladets ansvarshavende chefredaktør Howell Raines samt redaktionschefen tilbage som seneste udløber af skandalen.

Det skete blot en uge efter at en af bladets mange stjernejournalister, tidligere Pulitzerprisvinder Rick Bragg, også trådte tilbage efter at være blevet opslugt af Jayson Blair-skandalens slipstrøm. Den 42-årige Rick Bragg havde den 15. juni i fjor sat sit navn på en større artikel, som i det store og hele var researchet og skrevet af en praktikant, der med ærefrygt arbejdede gratis for avisen. Historien handlede om lokale fiskere i Apalachicola i Florida og var fyldt med beskrivelser, detaljer og åbenhjertige interviews. Stjernejournalisten - viste det sig - havde netop opholdt sig tilstrækkeligt længe i byen til at få notaterne fra praktikanten og med sin lette pen sætte informationerne sammen under sit eget navn.


Og det var langtfra en enestående begivenhed. Mange af hans stjernekolleger gjorde det samme, forklarede Rick Bragg. Det var stjernekollegerne dog - ikke overraskende - meget uenige i.


Uroen på The New York Times breder sig til mediehuse og uddannelsessteder over hele USA i disse uger og vil også ramme journalistikken i Danmark. Det vil endnu en gang give anledning til en diskussion om etik, troværdighed, sensationslyst og dovenskab blandt journalister. Og det vil blot bekræfte en befolkning, der gang på gang i meningsmålinger sætter journalister på troværdighedsniveau med politikere og bilhandlere, i at:

Journalister! Dem kan man ikke stole på!

Som i enhver branche er der også rådne æbler i journalistikkens kurv. Generelt set er det dog begrænset. Journalister har som udgangspunkt en høj etik og ved, at den eneste kapital - troværdigheden - skal passes og plejes. De seriøse medier i dag har - generelt set - også en langt højere kvalitet end for 25 år siden. De gode, gamle dage eksisterer simpelthen ikke i mediebranchen. Tingene er blevet bedre. Men det vil alligevel være for nemt at slutte her. For The New York Times-affæren viser, at der altid vil være problemer og en glidebane i journalistikken. Også i den seriøse del. Og også i Danmark.


Synderne, der tærer på journalistikkens troværdighedskapital, kan inddeles i flere kategorier:

1. Den rene svindel, hvor journalisten opdigter ting for at gøre historien bedre.

2. Plagieringen, hvor journalisten sætter sit eget navn på andres arbejde.

3. Flirten med den halve sandhed, hvor der måske ikke er noget direkte forkert, men hvor der bevidst skabes en historie eller en stemning, der næppe gør læseren eller seeren til en bedre oplyst borger.

Jayson Blair var en svindler. Men vi kan også i Danmark. På Danmarks Journalisthøjskole bragte de studerendes uafhængige blad i fjor en undersøgelse, der viste, at et uforholdsmæssigt stort antal af de studerende på de første semestre enten havde opdigtet kilder eller ikke kunne se noget anstødeligt i det, så længe det blot var til interne øvelsesopgaver. Resultatet rystede både flertallet af de studerende og skolens undervisere. Som et resultat bliver der nu hvert semester nedsat et »tæskehold« af undervisere, som uden varsel kan slå ned på en enkelt klasses opgaver og gå alle artikler igennem ved at kontakte samtlige kilder. Kilderne synes glade for det, og der er heldigvis ikke fundet rådne æbler i kassen endnu.

Plagieringen, hvor journalisten sætter sit navn på andres arbejde, var New York Times-journalisten Rick Braggs dødssynd.

Jeg har dette forår undervist i journalistik på San Francisco State University. En af mine studerende afleverede for nogle uger siden en usædvanlig imponerende afsluttende opgave. Et par computersøgninger afslørede, at det var en andens arbejde, han havde sat sit navn på. Han studerer ikke længere journalistik, men hvor mange af hans slags fik vi ikke fat på?

I Danmark har vi de seneste år haft eksempler med en klummeskribent og en lederskribent, som lod inspirationen tage overhånd og kopierede andres arbejde. De mistede begge deres stillinger.

Men store synder starter som regel med de små. Og det er her, flirten med den halve sandhed kommer ind i billedet. For hvor langt er der fra Rick Bragg, der lander med et fly i Apalachicola, Florida, og bliver der længe nok til at renskrive en fyldt notesblok, og så til for eksempel en dansk TV-reporter, der netop er fløjet til Torshavn og efter en halv time på øerne - direkte - må svare på studieværtens spørgsmål: »Og hvad mener færingerne så lige netop nu?« Og hvor langt er der til et - direkte - nyhedsindslag sent om aftenen foran Politigården i København, hvor en begejstret reporter fortæller, hvad der er sket - tidligere på dagen. Den eneste grund til at sende direkte må være 1) at man kan og 2) at man har en idé om, at det skaber en større fornemmelse af, at det foregår »lige nu«.

Den udvikling, som de danske TV-kanaler i stor stil har fulgt de seneste år, er udviklet til perfektion i USA. Her er der ingen grænser for, hvilke undskyldninger man finder på for at sende direkte om noget, der sker helt andre steder eller er sket for halve og hele dage siden. Tilsyneladende ud fra devisen, at det er lige meget, om der ikke sker noget - bare det er direkte! Eller hvad med den politiske journalist, som får sig selv og sin avis til at trykke en historie med en overskrift som »Venstre kræver reform af x«, velvidende at det bare er en ordfører uden særlig indflydelse og at idéen aldrig bliver til noget. Og hvad med historien, der er vinklet så skarpt, at den ikke levner plads til den mindste nuance eller gråzone, som det meste af tilværelsen ellers er så rig på?


Flirten med den halve sandhed, hvor seere og læsere i bedste fald blot lader sig rive med af en stemning og i værste fald bliver dummere i stedet for klogere, er et af de problemer, som New York Times-affæren forhåbentlig kan gøre både producenterne af journalistik og forbrugerne af journalistik mere opmærksomme på.


Det er muligt, man grundlæggende stoler på medierne, den enkelte avis og den enkelte journalist. Men der vil ifølge blandt andre Tom Goldstein, tidligere leder af journalistuddannelserne på Berkeley og Columbia, komme et stigende krav fra læsere og seere om selv at kunne se bag kulissen. Ganske som for eksempel patienten i dag kræver at kunne følge og forstå lægens beslutninger.


Udviklingen er så småt i gang. Det er ved at blive normalt at afslutte artikler med link til internettet, hvor særligt interesserede kan læse hele rapporten, få flere detaljer eller sikre sig, at citaterne er fair og ikke hevet ud af en anden sammenhæng. Nogle aviser har ansat en ombudsmand - en slags læsernes redaktør. Enkelte magasiner har et »uafhængigt« kontor, der undersøger journalistikken. Andre har forsøgt sig med en slags indholdsfortegnelse. Ganske som der på bagsiden af en pakke cornflakes står, hvad varen indeholder, kunne man forestille sig, at man sidst i en artikel redegjorde for, hvilke kilder, rapporter og andet der ligger til grund for artiklens indhold. Mulighederne er mange, fordi ingen endnu har fundet den oplagte måde.

Hvis Jayson Blairs fupartikler kan skubbe til denne udvikling, er der måske kommet noget godt ud af skandalen på The New York Times.


Til denne kronik er der bl.a. hentet inspiration fra følgende artikler:

Washington Post, 29. maj og 2. juni af Howard Kurtz. Los Angeles Times, 31. maj af Tim Rutten. San Francisco Chronicle, 25. maj af Tom Goldstein. Newsday, 30. maj af James T. Madose. MSN, 23. maj af Jack Shafer.