Tal ikke som en politiker!

Samlet set blev arrangementet til et budskab om, at den politiske tale, som vi kender den fra blandt andet Barack Obamas valgkampagne og fra nytårs- og åbningstalen herhjemme, stadig i dag skal ses som et vigtigt redskab for politikere. En ”stem-winder speech” (et udtryk for en forrygende og medrivende tale) kan måske ligefrem være en modgift til den kynisme og professionalisme, som mange af talerne mente, at politikere efterhånden mestrer lidt for godt i medierne, og som måske også er skyld i politikerleden her til lands.

Jeg er ambassadøren fra (Obamas) USA
USA's ambassadør, Rufus Gifford, indledte arrangementet med at beskrive statslig kommunikation som mangelfuld og kold. Med EU's niveau af popularitet blandt de europæiske befolkninger er det svært ikke at give Gifford ret. Ikke overraskende var det netop diplomati, der ifølge Gifford kunne være et modsvar til denne mangel på kontakt mellem statsapparatet og folket. Som diplomat så ambassadøren netop etableringen af personlige relationer mellem nationer og mellem befolkninger som sin fremmeste opgave. For USA handler det om at få nuanceret det stærke brand, som nationen stadig har i verden. Den klare opfattelse, verden har af USA, baseres nemlig desværre ofte på stereotype forestillinger om De Forenede Stater, der overser mangfoldigheden i USA, hvor New England for eksempel har mere tilfælles med Nordeuropa end med New Mexico.

De mange kulturer og samfundsformer i USA skal fremhæves for at påvise styrken og potentialet ved USA som nation og partner. På den måde lagde Gifford sig godt i tråd med sin chefs politik, hvor fokusset internationalt har været på dialog frem for envejskommunikation. Gifford lagde også op til et tema, der skulle vise sig at gå igen i de fleste af dagens oplæg, hvor politisk kommunikation blev set som et valg mellem idealistiske og kyniske agendaer.

Ifølge Gifford skal USA's mange kulturer og samfundsformer fremhæves for at påvise styrken og potentialet ved USA som nation og partner – helt i tråd med Obamas politik. Foto: Polfoto/Sebastian Buur Gunvald.

Politik som underholdning
For Adam Price, hovedforfatter bag DR's politiske dramaserie Borgen, drejer den politiske fortælling sig ofte om én af disse to poler af idealisme eller kynisme; hvad man kan udrette med politik over for det at opnå magten for magtens skyld.

TV-serier som The West Wing og House of Cards står som to modsætninger i portrættet af det samme miljø. Borgen hælder mod West Wings idealistiske tilgang til de folkevalgte og embedsmændene, der tjener dem, hvor realismen allerede i første afsnit sprænges, idet politikeren Birgitte Nyborg holder brandtale under en partilederrunde. Selvom serien altså tillader sig store taler af denne karakter, så har målet for Price ikke været, at seerne tog en bestemt politik til sig via serien. I stedet har det handlet om at få folk til at interessere sig for politik generelt. Selvom populariteten af de politiske serier tyder på, at publikum også elsker magtspillet bag facaden, så mener Price også, at politik i bund og grund handler om mennesker, der vil ændre verden.

Talens store potentiale for politikeren
For Mads Brandstrup, politisk redaktør ved Børsen, var fokus rettet mod brugen af taler over for cases, hvor cases skal forstås som eksempler med almindelige mennesker – en langt mere risikabel disciplin end talen ifølge Brandstrup. Det er dog svært at se modsætningsforholdet holde helt, da de bedste taler ofte inkluderer konkrete cases. Pointen med, at politikere skal søge mod den politisk visionære tale for at fremsætte deres budskaber, virker oplagt efter de seneste ugers problemer med eksempler fra hverdagen.

Brandstrups pointe var, at taler som for eksempel Lars Løkke Rasmussens nytårstale om efterlønnen og Anders Foghs tale om en grøn politik for Venstre begge formåede at rykke ved tidligere fasttømrede paradigmer - både hos den danske befolkning og i partiet Venstre. I disse tilfælde blev talerne rost for deres klare budskab og opgøret med en norm, hvor netop den konsekvente tale viste sig som et middel til at drive politik i en ny retning.

Anders Foghs miljøtale på Venstres landsmøde i 2008 blev rost for det klare budskab. Foto: Polfoto/Anders Brohus.

En god tale skal ifølge Mads Brandstrup indeholde en nyhedsværdi, som kan tilfredsstille medierne, så de ikke finder deres egen vinkel på talen. Talen skal også have en storyline, der virker appellerende på talerens publikum. Herudover skal talen som nævnt udfordre et eksisterende dogme – der skal gøres op med en holdning eller politisk forståelse, som ellers synes fasttømret. Særligt det sidste synes relevant for politikere midt i en valgkamp, hvor flere vælgere har følt sig frustreret over manglen på alternativer til de traditionelle partier og har søgt efter en ny retning inden for dansk politik.

Taler er rygraden i en politisk kampagne
En mand, der med stor succes har været med til at definere en sådan ny politisk retning, er premierminister Tony Blairs tidligere kommunikationschef Alastair Campbell, der sammen med blandt andre Blair lancerede New Labour som en ”tredje vej” i britisk politik i 1990'erne, som fik Labour tilbage i 10 Downing Street efter 18 års fravær. Campbell er kendt for sit iltre temperament, og efter sigende har han været inspirationskilde til karakteren Malcolm Tucker fra den anbefalelsesværdige politiske komedieserie The Thick of It . Tucker er ligesom Campbell en arrig skotte med gråsprængt manke.

Campbell gav da også en smagsprøve på dette temperament, da han indledte sit foredrag med at nedsable dagens arrangement, fordi han ikke stod øverst på programmet i stedet for Obamas taleskriver, Jon Favreau. Selvom vi i Danmark bryster os af at forstå ironi, så var Campbells tirade svær at vurdere ægtheden af: ”You wrote England in the program. Ever heard of Great Britain? Well, I’m from Scotland!”. Men på trods af irritationen og en tendens til at fokusere på den mere kyniske side af politik, hvor det først og fremmest handler om at vinde, så leverede Campbell også vigtige pointer om politisk kommunikation.

Det handlede igen om klarhed – for Campbell udtrykt i ordet ”målsætning” – som ledte videre til de tre niveauer i en politisk kampagne: ”Når man har den klare målsætning at vinde, så skal man formulere en strategi, der skal lede en mod målet, og i den strategi indgår så ens taktik”. Havner man for eksempel i en krise, så handler det ikke om ens kommunikation, men om ens forhold til virkeligheden, forstået på den måde, at man må forholde sig til det politiske landskab, som det er, og indrette sig derefter, så ens politik ikke er i krise med virkeligheden, og man kan nå sin målsætning.

Tony Blairs tidligere spindoktor Alastair Campbell mener, at politik især handler om at vinde. Foto: GettyImages/Dan Kitwood.

Selvom den tilgang til valgkampagner kan lyde knap så idealistisk, så mente Campbell dog alligevel, at der var plads til den store, visionære tale i æraen af sociale medier og 24/7-medielandskabet. ”Talerne er rygraden i en politisk kampagne. I 1997 gav Tony Blair eksempelvis seks længere offentlige foredrag, hvor jeg kunne se, at journalisterne var ved at falde i søvn til sidst. Men det betød bare, at jeg vidste, de virkede, og talerne endte med at udforme de centrale dele af kampagnen og blive dens rygrad… Det, en tale kan gøre, er at forberede diskussionen, forberede strategien”.

It’s the story, stupid
Dagens helt store trækplaster – beklager hr. Campbell – var præsident Barack Obamas tidligere taleskriver Jon Favreau. Den unge skribent og selfie-magnet leverede både en flot genfortælling af sin tid sammen med Obama samt en række gode råd til, hvad der skal til for at skrive den gode tale i det 21. århundrede.

Favreau genfortalte sin egen historie som taleskriver på lige så interessant maner, som han har formået at få Obamas livshistorie til at brænde igennem over for både amerikanerne og resten af verden. Favreaus historie er efterhånden også ganske velkendt. Nyligt uddannet fra college blev han en del af John Kerrys valgkampagne i 2004, og via en opgave som tovholder på alle talerne ved Demokraternes konvent i 2004 mødte han Barack Obama, lige inden Obama skulle holde sin ikoniske konventtale.

Det første møde handlede om en tekstdel, der skulle redigeres ud af Obamas tale, og måske var netop denne diskussion med til at give Favreau chancen for at blive Obamas taleskriver i 2005, hvor Obama stillede op som kandidat til det amerikanske senat. Derfra er det gået en lige vej fra senatet til præsidentvalgkampe med ikoniske taler som A More Perfect Union fra 2007, valgaftenstalen fra 2008 og Nobelpristalen i 2009 – den sidste blev ifølge Favreau skrevet under voldsom turbulens på vej mod Norges kyst og nærmest kun færdiggjort i sidste øjeblik.

Obama og Favreau i Det Hvide Hus. Foto: GettyImages/Paul Marotta.

Favreau er en dygtig historiefortæller. Han forstår især at finde lige den rigtige detalje, der kan gøre en tekst levende, hvilket blandt andet ses i hans beskrivelse af en samtale med den 106-årige afroamerikanske kvinde Ann Nixon Cooper på valgaftenen i 2008. Cooper var blevet en vigtig del af Barack Obamas sejrstale på grund af sin alder og hudfarve. Via Ann Nixon Coopers liv personliggjorde sejrstalen det 20. århundredes lange, seje kamp for borgerrettigheder og stemmeret til alle amerikanere. Coopers liv - som en case - løftede Obamas sejrstale op i et større historisk perspektiv, samtidig med at den personlige fortælling tillod publikum selv at tage del i talen og begivenheden.

Til arrangementet formåede Favreau at udbygge denne begivenhed med sin egen, personlige fortælling fra valgaftenen 2008. Han havde Ann Nixon Cooper i røret for at fortælle hende om den store rolle, hun ville komme til at spille i talen. Favreau lyttede til den gamle dames forsigtige stemme og genfortalte til publikum i salen hendes ord, i takt med at det gik op for hende, hvad der foregik. Da valgkontoret, hvor Favreau befandt sig, brød ud i jubel over valgsejren, og alle hoppede op og ned, kravlede Favreau i stedet ned under sit bord og lyttede til den sagte, gamle dame på 106 år i bare et par minutter mere.

Det var en aften og en samtale, som Favreau beskrev som sit mest inspirerende øjeblik i politik, og for Favreau har det netop handlet om at finde disse øjeblikke som inspiration og bruge det til at skrive politiske taler med idealismen i behold. Favreaus tilgang til taleskrivning vidner om en måde at skrive taler på, der måske passer bedre til valgkampe end dagligdagens politik. Det er det visionære og det håbefulde, der driver Favreau i hans arbejde.

Ann Nixon Coopers liv løftede Obamas sejrstale op i et større historisk perspektiv, samtidig med at den personlige fortælling tillod publikum selv at tage del i talen og begivenheden.

Favreau gav fem råd til taleskrivning:

Fortællingen er vigtigere end ordene

Her mente Favreau, at det centrale argument altid skal skinne igennem i talen. Hjælper en del af talen ikke dette argument eller fortællingen, så er der ikke plads til den i talen. Man skal vide, hvad folk skal have med hjem fra talen, og så målrette talen efter dette.

Tag dit job seriøst, tag dig selv knap så seriøst – humor som et stærkt modargument

Her nævnte Favreau som eksempel den vedvarende konspiration om, at Barack Obama er født i Afrika og ikke USA. Obama-administrationen valgte først at ignorere påstanden, så prøvede de at modbevise den med saglige beviser og argumenter, men det var en historie, der ikke ville forsvinde. Til sidst ændrede Obama taktik og gjorde i sine Correspondents Dinner-taler tykt grin med ideen om hans fremmede ophav ved at spille med på konspirationen. Et år viste Obama blandt andet en video af sin "fødsel" i form af åbningsscenen fra Løvernes Konge, hvor Simba vises frem for hele dyreriget. Og i den seneste udgave af Correspondents Dinner-talen talte Obama om, hvor travlt han har, når han også skal nå at bede fem gange om dagen. På denne måde udstiller Obama både sine modstandere, uden at de kan svare igen, og han tømmer emnerne for deres reelle trussel ved at få folk til at grine af konspirationsteorierne og dem, der fremsætter dem.

Tal ikke som en politiker, men som et menneske.

Med dette mente Favreau, at man skal undgå at tale "industriens sprog". Alle faggrene har buzzwords og bestemte termer for deres viden, og en præsident skal ofte forholde sig til mange af disse. Men når præsidenten skal videreformidle dette til befolkningen, så er det langt vigtigere at tale deres sprog og lægge vægt på at være ægte i sin tale.

Skriv modigt, ærligt og autentisk

Her handler det i stor grad om at finde frem til, hvem ens taler er, og sørge for at de ord og emner, man skriver til vedkommendes taler, virker troværdige for hans person. En måde at bevare denne ærlighed på er ved at undgå en skabelon-tilgang til taleskrivningen og begynde på en frisk, hver gang en tale skal skrives, mente Favreau. I stedet kan man fokusere på fortællingen som den røde tråd i talen. Ifølge Favreau er ”den største modstander af storytelling forsigtighed – fortællinger, der ikke risikerer noget, bliver hurtigt kedelige”. Man skal turde gribe kontroversen, som Mads Brandstrup også fremhævede det.

Bevar din idealisme

Netop fortællinger går igen hos Favreau som den røde tråd i hans beskrivelse af arbejdet som taleskriver. Han har en oprigtig tro på, at de store og små fortællinger har en værdi i politik, der handler om mere end simpelt spin eller kynisk propaganda. Der skal være ”øjeblikke af vision”, hvor taleren træder ind i rollen som en national leder. Det er også derfor, Favreau ofte i sit arbejde for Obama fandt inspiration i ældre politiske taler - for eksempel præsident Franklin D. Roosevelts taler om depressionen, præsident Abraham Lincolns om borgerrettigheder, Kennedy-brødrene for deres syn på et progressivt USA og Martin Luther Kings taler, idet King ifølge Favreau var eminent til at fortælle ”historien om USA”.

Favreau ser, forståeligt nok, stadig talen som et stærkt redskab for en politiker. ”Der er utroligt mange kanaler i dag, men hvis man skriver en god tale, så vil folk finde den, uanset kanalen”, mente Favreau. ”Godt indhold vil blive fundet”.

Jon Favreau ved, hvad han taler om, efter ti år som taleskriver for Obama.

Vil der blive lyttet til den politiske tale?
Den store tale skal altså ifølge foredragsholderne ses som et redskab for politikere til at bryde med professionalismen, som dominerer politik i dag. Mads Brandstrup mente, at politikere var for fokuseret på de første 24 timers mediereaktioner og manglede fokus på det længere narrativ i deres politik. Adam Price efterlyste de store taler – hvor visionen kunne fungere som modgift til kynismen. Alastair Campbell endte selv med at blive et (underholdende) billede på kynismen med fokusset på først at vinde, dernæst at føre politik, mens Favreau var trådt ud af politik med idealismen i behold.

Professionalismen og kynismen var altså noget, flere af foredragsholderne var enige om var ødelæggende for politik. Den glatte "ikke-svaren" på journalisters spørgsmål og den tendens, at politikere i dag hellere vil stille op til to end tyve minutters samtale, er svær ikke at se som ødelæggende for den offentlige debat. Dog er denne taktik forståelig med tanke på, hvordan 24/7-nyhedsbehovet og de sociale medier kan hænge folk ud for en enkelt forkert sætning. Væsentligt er det derfor at tilføje til foredragsholdernes kommentarer, at politikere ikke kan være alene om at skabe en ændret holdning til politisk debat. Her er journalister og vælgere lige så stor en del af regnestykket. Så måske er det ikke kun politikerne, der kunne bruge den store tale lidt bedre – måske vi andre også skulle tage at lytte til den, når den gives.