Skrid, Løkke! Et kampagnejournalistisk korstog?

'Løkke bør gå af'. Sådan lød Berlingskes overskrift tirsdag den 27. maj. Over den bombastiske overskrift lød den noget undseelige tilføjelse med små bogstaver '… 39 pct. af Venstres vælgere:'. Overskriften skal altså forstås således, at det er vælgerne og ikke Berlingske, der mener, at Løkke bør gå af. Men er det nu også det?
af Petrine Fürstelin Jørgensen, Heidi Jønch-Clausen
 
 
En del journalister og redaktører må snart være helt blå i hovedet af at puste til bålet
 
Efter at have fulgt de sidste to ugers mediedækning af Lars Løkkes tredje bilagssag virker det, som om nyhedsmedierne faktisk har en endog meget klar holdning til, at det er på tide, at Lars Løkke Rasmussen finder sig et nyt job. Enhver form for tilstræbt objektivitet synes meget langt væk i mediernes (og ikke kun formiddagsavisernes) valg af vinkler, kilder, ord og billeder. Diagnosen 'kampagnejournalistik' presser sig på.
 
Kampagnejournalistik
Vi forstår kampagnejournalistik som en mediegenereret mediestorm, hvor nyhederne ikke rapporteres, men skabes af medierne med ambitionen om at sætte dagsordenen og målet om at udløse en politisk handling. Den politiske handling, som medierne plæderer for, er tydelig, når vi ser de andre avisers overskrifter fra tirsdag den 27. maj.
 
Politiken: 'Lars Løkke i overlevelseskamp'. Jyllands-Posten: 'Venstre vakler i troen på Løkke'. BT: 'Løkkes desperate plan'. Ekstra Bladet: 'For dyr i drift'. Overskrifterne bakker op om den fælles vinkel: Løkke skal gå af (for det mener alle i partiet): Afsenderen er, på avispapiret, Venstres bagland, men det synes evident, at medierne også befinder sig i en afsenderrolle. En del journalister og redaktører må snart være helt blå i hovedet af at puste til bålet.
 
Løkke på bålet 
De tre elementer, som skal være til stede i definitionen af kampagnejournalistik, ses i Løkke-sagen. For det første blev sagen udløst af en journalist, som gravede sig frem til historien om, at Venstre-formanden endnu en gang havde bilagsproblemer.
 
Ekstra Bladet var den 13. maj først med overskriften: 'Ny bilagsbombe under Løkke: Fik tøj og sko for 152.000'. Historien førte hurtigt til næste element i kampagnejournalistik – en politisk dagsordensfastsættelse, da flere fra Venstres partitop hurtigt stod klar til at fægte med journalisterne for deres formand. Især Løkkes tro væbner Claus Hjort Frederiksen var hurtigt ude med sablen for at beskytte sin formand. Men Hjorths krisestrategi havde ikke den ønskede effekt. Nu var det en hel partitop og ikke bare en lille mand fra Græsted, der sløsede med pengene: 'Venstre betaler, når Løkke bryder rygeregle' lød overskriften hos DR den 17. maj efter Hjorth-interviewet.
 
Provokationen var til at tage og føle på, og de negative historier tog til i fart og styrke. Kviste, pinde og grene blev smidt på bålet i form af overskrifter som 'Løkke igen rodet ind i en bunke lort' (Politiken, den 28. maj), 'Løkke i frit fald' (Berlingske, den 28. maj) og 'Flere V-politikere vil have Løkke ud' (Jyllands-Posten, den 26. maj). I trit med definitionen på kampagnejournalistik voksede historien sig til en decideret mediestorm med den politiske handling i sigte, at Løkke skulle på bålet og til Bloksbjerg.
 
 
Historien om Løkkes bilagssager har vokset sig til en decideret mediestorm med den politiske handling i sigte, at Løkke skal på bålet og til Bloksbjerg. Foto: Polfoto/Sofia Busk                                                                                                                                     
 
Otto-effekten
I kampagnejournalistik skabes nyheder mere, end de rapporteres. Det primære greb i skabelsen af mediestormen er mediernes subjektive kildevalg. Tilhængere af Løkke citeres stort set aldrig, mens modstandere gives masser af spalteplads. I starten af dækningen hørte vi til V-kredsformænd, vi aldrig havde hørt om før. Modige Otto Ottosen fra Glejbjerg var en af de første, der fik to minutters berømmelse med kritik af formanden. Og derefter fulgte flere og flere. De glødende rundringninger til Udkants- og Vandkantsdanmark gav pote, og antallet af kritikere er vokset til en så fornuftig størrelse, at den altid så effektive modsætningsfigur 'folket versus lederen' efterhånden, og som ønsket, gav mening at vinkle ud fra.
 
Når partitoppen får taletid, er det ikke længere løjtnant Hjort Frederiksen. Hans rolle i dramaet er udspillet, og han har måttet vige pladsen for eksempelvis Birthe Rønn Hornbech, der tvivler på sin formand og overvejer at forlade partiet i protest mod ham. Også Christian Mejdahl, der ikke kan lægge skjul på, at det er noget værre noget med ham Løkke, har været en populær kilde.
 
Spekulationer og meningsmålinger
Meningsmålinger er et andet effektivt greb i kampagnejournalistikken. Det skal dokumenteres, at Venstre 'styrtbløder', som det så charmerende betegnes i flere aviser. Derudover er den kampagnejournalistiske dækning gået så meget i selvsving, at der reelt ingen nyheder er. The smoking gun, bilagene, kommer sandsynligvis ikke ud i offentligheden foreløbig, og der er ikke dukket nye papirer, kvitteringer eller oplysninger op.
 
Når der ikke er noget reelt nyt at skrive om, må medierne selv opfinde dem for at holde kampagnen kørende. Og det er de gode til. Særligt spekulationer (gerne i form af ladede meningsmålinger/pushpolls – senest fra Megafon den 28. maj) om Løkkes afgang, og om hvem der kan overtage hans post, er fremtrædende. I disse dage er det et spørgsmål om, hvorvidt det mon skal være Anders Fogh Rasmussen, Kristian Jensen eller Søren Gade: 'V-vælgere vil have Fogh som formand – ikke partiets kronprins' (Berlingske, den 27.maj), 'V-vælgere: Søren Gade er det bedste alternativ til Løkke' (Politiken, den 29. maj). Det kampagnejournalistiske karakteristika om at skabe nyhederne frem for at rapportere dem er markant i disse spekulationshistorier.
 
De presseetiske regler siger: Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.  Foto: Polfoto/Sofia Busk   
 
Klaphat, katastrofe og borgerkrig
Kampagnejournalistikken næres af mediernes valg af billeder. Der er meget langt mellem de almindelige, nydelige billeder af Lars Løkke. I stedet ses en storsvedende og utilpas Lille-Lars, gerne med en klud, fadbamse eller smøg i hånden. Et pinligt, gammelt billede, hvor Løkke står grinede og ser ud til at være ligeglad, ved siden af en negativ overskrift 'Løkke i bog: Bilagsrod er et skråplan' er blandt de blidere overskrifter (Ekstra Bladet, den 21. maj).
 
Et voldsomt ladet ordvalg supplerer de uflatterende billeder. I Politiken kan man læse, at '6 af Løkkes egne vil sparke ham af formandsstolen' (den 28. maj), og at der er tale om både lort (den 28. maj), katastrofe og borgerkrig (den 27. maj). I formiddagsaviserne antager sproget helt nye højder. Her vil Venstres medlemmer trække Løkke gennem sølet (BT, den 27. maj). 'BT i Venstres kerneland: Løkke er en klaphat' (BT, den 30. maj), og 'Modeekspert om Løkke: Han ligner en landmand' (Ekstra Bladet, den 24. maj). 
 
Den glemte etik
Lars Løkke har virkelig trådt i spinaten. Lige meget, hvordan man vender og drejer det, er det absurd at bruge 150.000 kroner på tøj. Lars Løkkes overforbrug har flere gange demonstreret så dårlig dømmekraft, at han – måske, måske ikke – bør gå af. Og medierne skal naturligvis dække sagen, for vi har som borgere krav på at vide, hvad der foregår.
 
Men dækningen er gået over gevind og blevet en subjektiv smædekampagne mod mennesket Lars Løkke. Er det rimeligt? Kan det passe, at det er medierne, der skal være dommere i sagen? Er de ikke gået langt, langt over stregen?
 
De presseetiske regler bliver brudt gang på gang i denne sagHvad skete der for eksempel med: 'Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.'
 
Lars Løkke har for længst mistet beskyttelsen af sin personlige anseelse og den personlige anseelse med. Den hårdkogte journalist ville sige, at dækningen er af offentlig interesse. Til det vil vi sige: Ja, det er i offentlighedens interesse at V-ledelsen med oppositionslederen i spidsen har udvist dårligt dømmekraft, og at Venstres vælgere har måttet betale for festen. Men er resten i offentlighedens interesse? Har Søren Pind ikke ret i, at der er tale om irrelevant, sensationspræget 'underbuksejournalistik'?
 
Radius Kommunikations årlige troværdighedsanalyse viser, journalister ligger helt i bund. Undersøgelsen overrasker ikke. Det er ikke bare på tide, men akut nødvendigt, at medierne selvransager deres metoder og værdier og minder dem selv og hinanden om de der regler for god presseskik, som vist nok ligger nederst i skrivebordsskuffen et sted.
 
 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job